Jupiter & Okwess International: Roskilde Festival, Arena

Jupiter & Okwess International, Roskilde Festival, Arena

Jupiter & Okwess International: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jupiter & Okwess International synes at være overalt. De afsluttede sidste års festival og bliver en af grundpillerne på den store Africa Express-satsning natten til søndag. Men nu var det så et gensyn med festivalens største telt og et publikum, der i den grad var i humør til at danse. Orkestret har i høj grad rødder i den gamle Soukous-musik og måske især den afdøde superstjerne Franco, og det vil sige kald/svar-kor af høj klasse og cyklende guitarer, drevet frem af et uimodståeligt og stændigt accelererende beat. Men de mestrer også en funk, som kunne være født i New Orleans, og hvor man uvilkårligt tænker på grupper som The Meters.

Blikket søgte omgående den karismatiske gruppeleder, der var iført en uniformslignende lille frakke. Hans bevægelser ledsaget af det sugende beat lovede godt, og det var bare begyndelsen. Først fik vi lov til at opleve den dybe funk, og det var lovende, men også - skulle det vise sig - med karakter af stilhed før stormen. De to guitarister begyndte for alvor at røre på sig, og især den ene satte i med gentagende guitarlinjer, der med en summen som en bisværm satte sig besættende i hoveder og navnlig fødder hos alle i teltet, som syntes at blive fyldt på rekordtid. Det var for alvor tid til fest på Arena.

Bagved sad trommeslageren, som var iført en maske, som var et sted mellem bankrøver, ishockeymålmand og voodoopræst. Niveauet var ufatteligt højt under hele seancen, ja, i en grad så man tænkte på en Tony Allen. Som en pitbull ville han smide rytmiske vokaler ind, som han så miksede med sit trommespil. En korsanger kunne nogle kliklyde, og havde hele tiden veje til at skabe kant. Bassisten var også en fin forsanger, men det var dog især Jupiter selv, der tiltrak opmærksomheden. Han har jo en fortid i Tyskland, og der kom sandelig en sang på det sprog.

Vi rundede også lydområder, som gav os mindelser til bands som Konono No 1, med samme rustikke rundgange, som driver trancen i gang i dig og gør, at du må overgive dig til bevægelsen, som tager dig med. Og når bandet så ville stemme i med hits som Margarita og accelerere beatet svimlende, kunne det næsten ikke være bedre.

Et meget spændende bekendtskab og en appetitvækker til orgiet lørdag nat. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA