JP Ahonen & KP Alare: Perkeros - Diabolus in Musica

JP Ahonen & KP Alare
Perkeros - Diabolus in Musica

JP Ahonen & KP Alare: Perkeros - Diabolus in Musica

GAFFA

Bog / Cobolt
Udgivelse D. 03.07.2015
Anmeldt af
Espen Strunk

Jeg har altid skævet til metalmiljøet med en vis misundelse; det er nok mest fordomme, men det har altid forekommet at være en subkultur præget af en helt særlig samhørighedsfølelse - og iøvrigt (ironisk nok) befolket af mere sympatiske og følsomme folk end så mange andre ungdomskulturer.

Nu får vi så denne godt 180 sider lange graphic novel, hvor vi på troværdig vis kommer bag kulisserne hos det fiktive, finske metalband Perkeros og følger deres ukuelige kamp for en gennembrud. Og møder en flok figurer - inklusive en trommespillende bjørn - som naturligvis hverken er mere eller mindre sympatiske og storslåede end alle mulige andre.

Den gamle hippie-bassist Kervinen, som er lovligt karikeret. Den kunststuderende Lilja, som agerer manager for undergrundsbandet. Og den ikke synderligt tiltalende - og derfor troværdige - hovedperson Akseli: Forsanger og fantast, guitarist og drengerøv som nægter at forholde sig til den såkaldt virkelige verden og forliser et parforhold, fordi musikdrømmene drager så stærkt.

Undervejs udfoldes også et magisk-realistisk spor, som giver mening i sammenhængen. Og uanset om man som undertegnede finder selve stregen mindre interessant, er Perkeros som (tegnet) fortælling faktisk rigtig vellykket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA