Africa Express: Roskilde Festival, Arena

Africa Express, Roskilde Festival, Arena

Africa Express: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Last things first: Det havde karakter af skandale, da Roskilde Festivals verdensmusikbooker endegyldigt lukkede festen foran et totalt opgejlet publikum, der troede, at de ville få festen og så blev sendt hjem. Damon Albarn havde det meste af den fem timer lange seance nærmest spankuleret rundt, men havde blandt andet fået spillet den gamle The Clash-klassiker Should I Stay Or Should I Go, og måske var det The Guns of Brixton, der vækkede punkeren i britpopperen. Han stillede sig på publikums side i kravet om et ekstranummer. Og man må sige, at med så mange afrikanske musikere om bord på expressen, havde det været en smal sag at stille de opgejlede kids fra Songhoy Blues op og give publikum den velfortjente sang. I stedet blev det til at antiklimaks at gå hjem på. Den bør Roskilde Festival nok tygge på. Og dreje skråen i munden en ekstra gang. Det var ikke Roskilde-ånd!

Arrangementet havde ellers været en blandet landhandel. Virkeligt fine øjeblikke, så som den obligatoriske afspilning af Fela Kutis klassiker Lady, som kom i en fornem version med den nigeriansk-britiske sanger Dele Sosimi, som har arbejdet med både Fela Kuti og hans søn Femi Kuti. Man havde valgt at lade de forskellige kunstnere give et nummer eller to hver, og så ville den dominerende scenemester herse lidt og stille op hist og pist, mens monoton housemusik med beats på alle fire ville holde festen i gang. Lovligt fesent, synes jeg. Også selv om de forskellige rappere leverede fornemme indsatser og virkelig fik det veloplagte publikum op at hoppe. Blandt dem var Kwabs og den fantastiske Little Simz, der virkelig kom ud over rampen ved flere lejligheder.

Det var skuffende, at de afrikanske orkestre i så høj grad var blevet sat til at spille de numre, der rytmisk mest lignede vestlig musik. Som Songhoy Blues, der havde alletiders chance for at flytte et helt telt med uimodståelig Takamba, men i stedet spillede en okay version af deres hit Soubour og så altså med Albarn spillede en version af det gamle Clash-hit. Ligesom de fremragende Jupiter & Okwess International også fik meget lidt plads at boltre sig på. Det var som om der i den stramme plan var meget lidt plads til improvisation. Her så det påfaldende aparte ud, at tre herrer der - undskyld mig - tydeligt var fra vesten, var dem der hersede og satte grænser. Ikke det fineste signal, jeg kunne havde ønsket mig på den afrikanske ekspress.

Sjove momenter var der også. En rapper syntes, tiden var inde til en version af Joy Division-nummeret She's Lost Control, og sidst i programmet dukkede den kontroversielle algierske raïkunstner Rachid Taha op og gav det klassiske nummer Ya Raïe i en version, hvor hans stemme syntes at være langt fra fordums styrke. Men fedt at høre lidt oldschool-raïmusik, der gav arrangementet noget kant. Her var Damon Albarn også med som en slags sanger.

Omtrent samtidig fyrede han endelig op for de mange, der sikkert kom for at høre ham. Gorillaz-hittet Clint Eastwood kom i en fed version, og hele teltet rockede. Men generelt må der stilles spørgsmål ved Albarns tilstedeværelse. For ja, man må beundre hans rolle som kurator for afrikansk musik. En sympatisk mand, som allerede i forbindelse med Mali Music-projektet for snart 15 år siden indrømmede over for undertegnede, at han godt vidste, at han ikke havde de musikalske evner til at spille op til afrikanske kunstnere på højeste plan. Så - ligesom det var tilfældet i det band, han havde med Fela Kuti-trommeslageren Tony Allen, The Good, The Bad & The Queen - ville han tage en enkelt tur ved klaveret, men ellers mest danse lidt rundt og tage den obligatoriske melodika frem. Men publikum elsker ham, og det bedyrede han var gengældt.

Sangerinden fra Mauritanien, Noura Mint Seymali, var en af dem, der for alvor leverede fornemt. Hendes fine stemme kom virkelig ud i begyndelsen af koncerten, hvor også Malis Fatoumata Diawara havde fine godt 20 minutter. Ligeledes fra den del af Afrika kom den senegalesiske koraspiller og sanger, Diabel Cissoko, og han havde et fedt drev, ligesom han medbragte en tama-spiller, der fik flyttet noget. Endelig var der de obligatoriske trommedanse foran djemben, og de tog kegler hos publikum.

Men der var langt mellem de rigtigt fede momenter. Og altså en afslutning, hvor express blev til depress. Synd. Jeg trækker en stjerne af den grund.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA