AC/DC: Dyreskuepladsen, Roskilde

AC/DC, Dyreskuepladsen, Roskilde

AC/DC: Dyreskuepladsen, Roskilde

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Trods rutineprægede alderstegn fra et notorisk ungdomsrepertoire bankede bandet overbevisende klassikere af hele vejen ned ad Highway to Hell

Jeg interesserer mig for mennesker, mindre for at bedømme dem, er derfor sjælden gæst her i stjernekaster-segmentet. Men pligten kalder, altid til tjeneste. Hvad er så kriterierne for denne vurdering. Bandets uomtvistelige musikhistoriske og livsstilsmæssige betydning? Alders-dagsformen uden Malcolm og Phil? Hvad med parametre som urkraft, show, charme og nostalgi? Det bliver vel en uskøn blanding af det hele. I øvrigt sjovt at stå foran Orange, der til lejligheden var blå, kun 11 dage efter jeg stod foran samme, da McCartney og S.U.S.P.E.K.T. lukkede årets Roskilde. Føltes som i går.

Efter en lidt pligtagtig nyt-"Rock or Bust"-albumåbner er det svært ikke at trække på smilebåndet, da en fuldt ud bordeauklædt Angus Young "duckwalker" over scenen til de velkendte toner fra "Shoot to Thrill". Den 67-årige racerkører Brian Johnson, der ind i mellem har taget pitstop som AC/DC-vokalist de sidste 35 år – og dårligt har forandret udseende eller stil i samme periode – presser fortsat stemmecitronen i det høje på karakteristisk vis. Stærkere i charme end variation. Perfekt til nogle sange, forceret og begrænset i andre.

Bedre bag trommer end tremmer

Stor respekt for Chris Slade, der på et nummer som "Shot Down in Flames" lægger den helt rette bund, men jeg foretrækker alligevel Phil Rudd bag tønder frem for tremmer (er du hægtet af, tjek mandens "lyssky" meritter det sidste år). Enkelhedens bankende mester, der har det der udefinerbare ekstra.

Groover på "Let There be Rock", som Chris Froom planerer Frankrig for tiden, hvor Slade til sammenligning er den dygtige hjælperytter, ikke the Champ. Ikke dårlig, men Rudd er så central for AC/DC's drive, som Dave Grohl var for Nirvanas power. Den reele bandleder gennem årene, Malcolm Young, har nok i praksis mistet grebet om musikken, sig selv og sin hukommelse i et årti, og nevø Stevie, der ser ældre ud end både onkel Angus og Sir Brian, udfylder rollen fint.

Videre i sættet (som vi kender på forhånd). Nostalgien er stærkere end saften og kraften i dagens version af den ultimative rock'n'roll-signatur "Back in Black". "Play Ball" fremstår overraskende stærkt. Flot af en ny dreng i klassen blandt ellers garvede notabiliteter. "Thunderstruck" rykker, fedt. Koncerten løfter, publikum er på. Angus både småstripper og twerker til "High Voltage". Han er ikke kun det visuelle fixpunkt, men også eksponenten for den musikalske sammenhængskraft. Han ved stadig, hvordan man skal spille rock-spade og få folk at headbange og skraldgrine samtidigt. Men hvad sker der så, klokken og akkorderne til "Hells Bells" er pivfalske i forhold til hinanden. Magien, i den dystre og kraftfulde hyldest til Bon Scott (teksten skrevet af Johnson to måneder efter Scotts død) fordufter. En unødvendig nedtur i et ellers strengt professionelt udført sæt i både lyd, repertoire og scenografi.

Jukeboks vs rockhjerte

I det hele taget er sætlisten imponerende og spækket med hits og kunne let have været udvidet med 50 procent uden at tabe pusten. Både et udsagn om bandets uomtvistelige format, men også med nogle indbyggede faresignaler. Bandet – og publikums opfattelse af samme – er så defineret af deres klassiske hits, at den automatiske jukeboks-fare flere gange lurer. Men midt i det gigantiske stadion set-up (denne gang på en pløjemark i Roskilde) er den menneskelige faktor udslagsgivende, hvilket gør, at AC/DC, også denne aften, går direkte i rockhjertet på det primært modne og maskuline publikum.

Jeg havde den udelte fornøjelse af at møde bassist Cliff Williams og Angus Young sidste efterår. Det er ikke just professor-huerne, der trykker, men levedygtig rock'n'roll er sjældent kreeret via intellektuelle studier, og mere gennemsympatiske og nærmest naturstridigt almindelige mennesker (30-40 års gudestatus taget i betragtning) skal man lede længe efter. Og det fornemmer man, helt ud i yderste kartoffelrække. Samme enkelhed, glæde, frækhed, humor kommer til udtryk i showet. Der var skruet mere op for det visuelle i Parken 2009, men vi fik "Whole Lotta Rosie", der antog sine 20 meter og vippede med foden og sine store kasser, de klassiske kanoner og fuldt fyrværkeri på afsluttende "For Those About to Rock", godt med djævlehorn og en hel del mere af samme skuffe. Noget af nøglen til bandets effektive transformation fra punkklub-favoritter til stadionrock-helte ved indgangen til 80'erne.

I takt med at mørket folder sig ud i Roskilde, bevæger bandet sig gradvist væk fra autopiloten og dybere ind i selve sjælen og spilleglæden, som er den enkle, basale rock'n'roll's DNA. Det, som utallige har forsøgt, men ingen perfektioneret som AC/DC. Trods Rudds fravær topper aftenen med Angus' store one-man-show under "Let There be Rock". Vejen er banet, og motoren kørt i stilling til første ekstranummer, den metaforiske signatursang, "Highway to Hell". Vi er nu alle passagerer. Det er svært ikke at elske Angus Young og resten af drengene. Rockgøglere af guds nåde, med horn i panden, det er klart.

Kollektiv holdindsats

Angus er stjernen, men vi taler en kollektiv stabil indsats modsat fx Stones' slingrekurs på samme plads sidste år, hvor det primært var en veloplagt Mick Jagger, der - trods alt - trak stikket hjem til sidst. En scene, hvor mange af de tungeste koryfæer har foldet sig ud de senere år. AC/DC viste, at de fortsat har formatet, sangene og kraften til Champions Rock-Ligaen, men viste også svaghedstegn. Modsat fx McCartney forleden – hvis repertorie strækker sig fra psykedelisk syrerock til universelle ballader – appellerer AC/DC udelukkende – og helt bevidst - til rockens ungdommelige urkraft.

Ser man optagelser fra fx Paris 1979, er den indre nødvendighed og vanvittige rastløse, fysiske energi så overrumplende, og den kollektive dynamik så telepatisk, at det tangerer det umulige. Det er stadig samme benzin, AC/DC hælder på motoren, men nu anderledes doseret. Fortsat effektivt, men synlige alderstegn i et rendyrket evigt ungdomsrepertorie lurer. Er det her sidste ombæring fra de skotsk/australske afguder? Det er muligt. AC/DC kan ikke versioneres effektivt, men kræver højoktan. Den er der fortsat, men motoren er mere skøbelig end før. Kernemedlemmer er faldet fra, og de tilbageværende bliver ikke yngre, Angus rocker stadig, men vælter ikke rundt som i gamle dage. Rock or Bust? Kun tiden kan vise.

Samlet bedømmelse: Havde givet uden for kategori for Paris 1979, fuldt hus for Parken 2009, men må lidt ned ad stigen denne gang. Savnede Phil, den store klovn. Men der er kun et AC/DC, og det kollektive drengerøvs-headbanger-smil m/k, Angus, Brian & Co. fik frem på 55.000 læber, kan man kun tage hatten af for. For those about to rock – I salute you.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA