Sun Kil Moon: Bremen Teater

Sun Kil Moon, Bremen Teater

Sun Kil Moon: Bremen Teater

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Da Mark Kozelek ikke ønsker at blive fotograferet, bringer vi et arkivfoto

Mark Kozelek fra Sun Kil Moon er en travl mand. I hvert fald hvis man lægger vægt på den musikalske produktivitet, som manden bag det koreansk kick bokser-inspirerede projekt besidder. Siden 2010 har bandet udgivet fire albums – godt et om året, og med sidste års massive succes Benji, som af mange menes at være blandt Sun Kil Moons allerbedste, samt et spritnyt, og endnu ikke vinyludgivet album, Universal Themes, i bagagen, var Mark Kozelek og band godt rustet til at indtage Bremen Teater i København. Sun Kil Moons historiefortællende og dybsindige tekster, ofte omhandlende ulykkelig kærlighed, nostalgiske tilbageblik til barndommen og endda også døden, virker en varm sommeraften måske ikke som de mest optimale rammer for en sådan oplevelse. Men det skulle til gengæld vise sig, at Bremen Teater netop besad nogle rammer, som viste sig helt optimale til aftenens koncert.

Inden aftenens koncert var publikum blevet gjort opmærksomme på, at fotografi under aftenens optræden var strengt forbudt. Ikke overraskende, når man har at gøre med en mand som Mark Kozelek, der holder sig lige så langt fra pressens søgelys, som Noel Gallagher fra broren Liam. Med en sådan personlighed som aftenens omdrejningspunkt var forventningerne til en derfor meget indadvendt optræden derfor til stede.

Opvarmning var der ingen af, og klokken var derfor ikke mange minutter over 20, før Mark Kozelek med band indtog scenen på Bremen Teater, mens et fokuseret publikum så til. Musikken lod dog vente på sig en smule, da Kozelek lige fandt tid til små sarkastiske jokes og et velkommen til det danske publikum, foruden en hilsen til verdens bedste pigeband, Mew. Mens latteren steg blandt publikum, til Mark Kozeleks forundring, begav Kozelek sig ud i en start med mindre kendte numre selv for Sun Kil Moon-eksperten.

Den autentiske melankoli

Det er ikke uden grund, at sidste års udgivelse, Benji menes at være blandt Sun Kil Moons bedre udgivelser, hvilket også fremgik af aftenens sæt, trods den ellers nylige og oplagte udgivelse, Universal Themes. Det som Benji netop lægger så stor vægt på, og som Mark Kozelek og Sun Kil Moon formår at formidle på en så mesterlig vis, er den stærkt tilstedeværende historiefortælling, som sangenes lyrik bærer præg af. Historiefortællingen var næsten uundgåelig, men formidlingen af denne er noget, som ofte kan gå tabt ved et orkesters optræden, da den afhænger af, hvor oplagt og autentisk musikerne vælger at formidle den.

Mark Kozelek havde valgt at lægge guitaren fra sig under langt størstedelen af aftenens koncert, hvilket gav ham mulighed for at bevæge sig fra det ene hjørne af scenen til det andet – en mulighed, som Kozelek lod udnytte adskillige gange i løbet af bandets optræden. Og i en lige så høj grad, som Mark Kozeleks tilstedeværelse var særdeles uundgåelig at bemærke på scenen, var hans evne til at formidle sine sangtekster med en melankoli og følelsesmæssig favntagen, der tryllebandt et opmærksomt publikum, som for en gangs skyld ikke lod sig distrahere af Instagram, Facebook og Snapchat.

Opfattelsen af, at publikum her havde at gøre med en mand, som i den grad var til stede, og måske mere kørte på det impulsive fremfor det planlagte, fremkom tydeligt under Nick Cave-coveret "The Weeping Song", der hyldede den australske musikers nylige tab af sin søn. Det var her åbenlyst, hvordan publikum lod sig påvirke, og det var et klart og succesfuldt forsøg fra Mark Kozelek på netop ikke at være den selviscenesættende musiker.

Stien ind i det melankolske univers blev her lagt, hvorefter Mark Kozelek erklærede til publikum, at han nu forvandlede sig til Ted Nugent, iførte sig den elektriske guitar og begav sig ud i nummeret "Carissa". Den autentiske drejning var svær at forbigå, hvilket også var til at se hos Mark Kozelek. Det københavnske publikum var derfor i det heldige hjørne, da Kozelek efterfølgende fortalte sit medbragte band, at han nok ikke ville spille denne sang igen, da den altid gjorde ham så trist.

Det akustiske var lagt på hylden

Sun Kil Moons næstseneste album Benji bærer stærkt præg af akustiske og klassisk inspirerede elementer, hvilket i aftenens anledning var afløst af det mere jazzede. Foruden dette var Mark Kozelek adskillige gange at finde bag den elektriske guitar, hvilket tilføjede en lydmæssig vrede, som var et velfungerende bidrag til Kozeleks dybsindige lyrik. Hvor de sangmæssige højdepunkter dog var mest til stede, var under sangen til alle mødre "I Can't Live Without My Mother's Love", der nok efterlod størstedelen af det fremmødte publikum med en klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen.

Der var sket noget helt specielt, da Sun Kil Moon for kort stund forlod scenen, og der var ikke mere at ønske fra det tilstedeværende publikum, der så småt begyndte at bevæge sig mod spillestedets udgange. Men imens lyset blev tændt, begav Sun Kil Moon sig atter på scenen, og Mark Kozelek kom med en lille hilsen til lysmanden, som skulle holde lyset tændt under koncertens sidste numre. Kozelek, der ellers fremkommer så indadvendt og tilbageholdende, satte sig derefter på forreste række for at begive sig ud i en duet med en kvindelig publikummer på sangen "Caroline", der blev fremført med den skønhed, som havde været til stede under hele aftenens koncert. 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA