Jonny Hefty og Jøden: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Jonny Hefty og Jøden, Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Jonny Hefty og Jøden: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Henrik Jensen | GAFFA

Da jeg var en lille knægt, ville jeg gerne være politimand. Da jeg blev ældre, ville jeg gerne være Jøden og Jonny Hefty. Hvorfor? Fordi vi har at gøre med to drengerøve, der lever det liv, de fleste (måske primært mænd i min generation) drømmer om. Et liv, hvor man kan få lov til at fornægte sin egen alder og gøre lige, hvad f*** der passer én. Men det kræver sin mand, eller drengerøv, at leve et sådan liv Et liv, vi andre blot kan se misundelsesværdigt mod, mens vi smører madpakker, tjekker friværdien på vores ejerlejlighed og sørger for, at ungerne kommer i en ordentlig friskole. Imens er Hefty og Jøden på tour med alt, hvad dertil hører. Er det det fede liv? Ret ligegyldigt, når først Jøden og Hefty entreret scenen.

Skovscenen livede op som aldrig før, da de to landskendte rappere gik på scenen med nummeret "Deruda'". Det var som om, at alle i publikum kun havde ventet på at se de to rappere på scenen. Hele skoven rungede af publikums forsøg på at synge med, men svært var det for selv de yngste publikummer at nå op på Jøden og Heftys niveau – på trods af den store aldersforskel. Sådan var det hele vejen igennem. Ikke et sekund kunne gæsterne i skoven få lov til at stå stille. Alle efterskole-reunions samt "gamle drenge" var med fra start til slut.

Der findes ikke mange danske rappere, der kan formå at få publikum med som Jøden og Hefty. Dette taget i betragtning af, at begge holder det såkaldt ægte inden for en genre, der primært har det bedst helt dernede, hvor internetkablerne hører til. De blev ved og ved og ved, og alle de bedste fra pladen "Den fede" gav genlyd i skoven hos en af Danmarks hyggeligste festivaler. Det er svært at sætte en finger på noget negativt ved makkerparret, og hvorfor egentlig gøre det, når man åbenlyst kan se på publikum, at der bliver givet lige præcist det, folk vil have. Alle fik, hvad de kom efter, en fest kun få kan give, i hvert fald de færreste, der er over 40. I øvrigt med et solidt liveband i ryggen.

Til sidst (men på ingen måde mindst) skal DJ Static nævnes. Ingen Static, intet brag af et show i udkanten af Aarhus torsdag. En ydmyg mand, der trods alt lægger grundpillerne til de løjer, der fik alle i godt humør en ganske almindelig torsdag på en festival, der efterhånden er begyndt at tage sig selv seriøst.

Man kan kun håbe, at de tre slår hovederne sammen og laver et nyt album snarest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA