Silvana Imam: Øyafestivalen, Oslo

Silvana Imam, Øyafestivalen, Oslo

Silvana Imam: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Nikolaj Blegvad | GAFFA

I en tyk tåge af røg og med et bagtæppe af røde roser tordner den dybe bas frem, hvorpå Silvana Imans stemme høres, før hun viser sig for publikum.

Det er lyden af sangen "Jag är en fakkin gee", som er begyndt. Hun bevæger sig selvsikker ind på scenen og ud gennem røgen til et jublende publikum, mens hun rapper "Ah det är dags att någon sätter standard. Jag är en fakkin gee, vem annars?". Ja, hvem ellers? Hun fik dette spørgsmål af den norske musiker Sondre Lerche, da han som et indslag i en interviewrække tidligere på dagen snakkede med den svenske rapper. Hun er klar over, at hun er den eneste musiker i Sverige, som gør det, hun gør, men hun forstår ikke hvorfor. Ifølge hende selv er det ikke unikt og enestående, og hun håber, at der vil være andre, som vil bruge musikken og udtale sig åbent og ærligt, når det kommer til både politik og seksualitet.

Fra scenen møder hun publikum med en stærk kontakt lige fra begyndelsen. Hun viser sig frem med cool attitude og giver sig 100 procent hen til musikken, mens hun trækker en rød elefanthue over hovedet som en kommentar til Pussy Riot, når hun rapper sig videre gennem koncertens anden sang, "I.M.A.M.", hvor hun omtaler sig selv og sit crew som "Simone De Beauvoir soldiers".

"Det var meningen dette skulle være årets pride-sang, men den var for hård. Hvis jeg siger, det er årets pride-sang, så skal det fandme være det!", brøler hun ud til publikum, som svarer igen med vilde og bekræftende råb. Med disse ord præsenterer hun sangen "IMAM COBAIN", hvori hun bruger et sample med Kurt Cobains parole til alle evt. sexistiske, homofobiske og racistsike folk blandt Nirvanas fans med ordene "Leave us the fuck alone! Don't come to our shows and don't buy our records.".

Hun arbejder bevidst med at bryde regler og normer, og så bruger hun samtidig hiphop'en til det, den er skabt til. Nemlig til at hæve stemmen, løfte blikket og tale ud om ting, der går hende på og om alt, hvad hun har på hjertet.

Hun spejler samfundet omkring sig. Hun har noget at sige, noget at byde på, og det er det, der gør hendes musik til noget ægte og uprætentiøst.

Hun vrister sig løs af samfundets normtvangstrøje og svarer igen, som når der mellem numrene kører samples fra interviews med ord som "Hvordan føles det at være en selvstændig kvinde? Du er homoseksuel.". Som svar på tiltale fortsætter hun med sangen "I Min Zon" og nedbryder patriakatet med ordene: "Vi måste bestämma oss nu. Vi ska visa vart skåpet ska stå. Hur vi än försöker kategorisera, gruppera och ordna faller vi ändå utanför ramarna. Vem spände dom här ramarna? Det finns inga ramar. Allt är en konstruktion. Och patriarkatet måste störtas. Det enda äkta vi har är våra drömmar."

Cirka halvvejs i koncerten mister hun dog grebet lidt om formen på sin optræden, som da et par rappere fra hendes crew, blandt andet Adam Tensta, træder ind og overtager scenen. Som tilhører mister man forbindelsen til hovedpersonen, som ellers var så godt i gang.

I tillæg bliver det lidt endimensionelt med backtracks fra en dj, som står gemt bag et stort sort tæppe. Det er nok værd at huske på, at hun er relativt ny i gamet, og hun beviser uanset, at hun har et udrtyk, som er værd at lægge mærke til og lytte nærmere på.

Hun leger med konventioner på flere niveauer, og hun balancerer det enkle og klare udtryk overbevisende, uden at det falder over i det banale. Silvana Imam er en vigtig stemme på nutidens rapscene, og med hendes egne ord, er hun "a fakkin gee".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA