Trio featuring Daniel Lanois, Randi Laubek, M. Ward: Atlas, Aarhus

Trio featuring Daniel Lanois, Randi Laubek, M. Ward, Atlas, Aarhus

Trio featuring Daniel Lanois, Randi Laubek, M. Ward: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I år er det tredje og officielt sidste gang, Aarhus Festuge arrangerer de såkaldte Trio-koncerter, hvor en musikertrio specielt sammensat til lejligheden spiller tre koncerter med hver tre sangere og sangskrivere på det intime spillested Atlas med plads til cirka 300 siddende gæster. Musikertrioen har alle årene bestået af den argentinske pianist Diego Schissi, den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og i 2013 og igen i år af den amerikanske bassist Tony Garnier, der siden 1989 har spillet fast med Bob Dylan.

Efter fremragende Trio-koncerter 30. august med Annika Norlin, Joe Henry og Rihannon Giddens og 1. september med Grant-Lee Phillips, Joe Henry og Billy Bragg samt Rhiannon Giddens igen som en lille overraskelse, skulle den store finale stå lørdag aften til en udsolgt koncert med amerikanske M. Ward, danske Randi Laubek og Trio-koncerternes mest prominente navn, canadiske Daniel Lanois. En mand, der er mest kendt som producer for stjerner som Bob Dylan, U2 og Neil Young, men også er sanger, sangskriver, guitarist og pedal steel-guitarist – og fremragende til det hele. Mere om dette senere.

M. Ward – solide nye sange

M. Ward åbnede aftenen med de øvrige solister lyttende opmærksomt bagerst på scenen, en opstilling som fortsatte aftenen igennem. Ward spillede i første omgang fire sange, hvor man kunne glæde sig over hans bløde, varme, let hæse og smånasale stemme, som heldigvis lå langt fremme i lydbilledet i de velskrevne numre. Et lydbillede, hvor Diego Schissis jazzede spil på flyglet havde en lidt mere fremtrædende plads end ved mange af årets tidligere Trio-optrædener – sådan fortsatte det i øvrigt hele aftenen.

Gustaf Ljunggren vekslede mellem drømmende pedal steel-guitar og sprød akustisk guitar, og M. Wards første afdeling sluttede af med en fortolkning af Daniel Johnstons kultklassiker "Story of an Artist", som fik smilene frem i salen. Her blev pladsen bag flygelet i øvrigt overtaget af festuge-allestedsnærværende Howe Gelb, som nu spillede på Atlas/VoxHall for tredje dag i træk og ligesom dagen før til Ujazz-arrangement demonstrerede sit alternative klaverspil, hvor der blev pillet ved strengene næsten lige så meget, som der blev spillet på tangenterne – på både underholdende og musikalsk vis. 

Randi Laubek – solide nye sange

Randi Laubek har mildt sagt ikke overrendt de danske spillesteder i dette årti, hvor det kun er blevet til ganske få, spredte koncerter (blandt andet med Allan Olsen), og hvor hun heller ikke ligefrem har tæppebombet markedet med ny musik. Derfor var det herligt at se hende på scenen igen og høre, at hun snart er klar med et nyt album indspillet med blandt andre Gustaf Ljunggren, og som vi fik flere smagsprøver på.

Hendes stemme er stadig stor og nuancerig som skovene i det snarligt kommende efterår, og hendes sangskriverpen er fortsat skarp, viste nye numre som den vuggende, melodiske og let kringlede ballade "Carved in Mountains" og "Rewards" med delikat fingerspil på akustisk guitar fra Gustaf Ljunggren. Laubeks første sæt gav dog også genhør med hendes fine, ældre sange "Lodestarlodestone" og "Moon Soul" Hvor er det dejligt at have hende tilbage. Pt. har hendes officielle Facebook-side i øvrigt kun 826 likes. Giv hende lige lidt flere!

Daniel Lanois – stærk med og uden vokal

Daniel Lanois lagde ud med instrumentalnummeret "JJ Leaves LA" på smukt spillet pedal steel-guitar, hvor de smægtende, himmelstræbende toner fik modspil af Gustaf Ljunggrens anderledes dybe basklarinet, så det var en ren fryd, og groovy blev det også. Herefter tog Lanois en elektrisk guitar, gik hen til mikrofonen og gav os tre vokalnumre, hvor han understregede, at han også er en fremragende sanger og sangskriver.

Med sin lyse, luftige og bløde stemme gav han os først den religiøst inspirerede "The Maker" med sin sædvanlige bassist Jim Wilson på en korstemme, der lagde sig tæt op ad Lanois' leadvokal, M. Ward på duet og Gustaf Ljunggren på smuk violin (er der noget instrument, den mand ikke kan spille?). Dernæst den charmerende, både engelsk- og fransksprogede kærlighedssang "Jolie Louise" (Lanois stammer fra det fransktalende Quebec) og endelig den vuggende "Here Is What Is", begge med Jim Wilson på kor. En fornem præstation, der da også udløste begejstrede klapsalver.

Overraskelse fra kulissen

Efter pausen blev konceptet med fire sange til hver solist gentaget, om end rækkefølgen nu var Randi Laubek, Daniel Lanois og M. Ward, og solisterne begyndte at interagere mere med hinanden. Således spillede M. Ward elektrisk guitar under flere af Laubeks sange, hvor vi i øvrigt fik yderligere tre, solide nye numre, inden hun sluttede med den næsten 20 år gamle "Tapesty of Fire" fra det tredobbelt Dansk Grammy-vindende debutalbum "Ducks and Drakes", med Gustaf Ljunggren på akustisk guitar som eneste musiker. Dén sang holder stadig, fik de lige mindet os om.

Daniel Lanois indledte sit andet minisæt med instrumentalen "Agave" med ham selv på lead-guitar i tæt samspil med bundsolide Tony Garnier på kontrabas, fulgt op af to vokalnumre, atter med assistance fra M. Ward og Jim Wilson, og endelig nok en instrumental, "Sonho Dourado", med atmosfærisk pedal-steel-guitar. M. Ward var så sidste solist på scenen, nu med Daniel Lanois på el-guitar og Randi Laubek på kor sammen med endnu en lille overraskelse, Sidse Holte (kendt fra blandt andre Monkey Cup Dress), der pludselig dukkede op fra kulissen, desværre i første omgang uden den store præsentation – det kom så senere.

Denne gang fra M. Ward blev det til to gedigne, selvskrevne sange og hele to Bob Dylan-numre, "Copper Kettle" og "Living the Blues". Her i slutningen af koncerten spillede alle solister og musikere nu sammen, og det var en fornøjelse at se dem få det hele til at gå op i en højere enhed, selvom de kun havde haft et par øvedage sammen. Da de sagde tak for i aften, udløste det da også straks stående ovationer. 

Ikke helt forbi

Det blev også til et enkelt ekstranummer, Billy Grammers fængende countryklassiker "Gotta Travel On" fremført af alle aftenens optrædende, og så sagde Gustaf Ljunggren tak for i aften med ordene "We'll be back". En interessant melding, i og med at Aarhus Festuge ellers har kommunikeret ud, at dette var det tredje og sidste år med Trio-koncerter – man skal jo slutte, mens legen er god, og desuden stopper festugechef Jens Folmer Jepsen, der har været en central aktør bag Trio-konceptet, med dette års festuge.

Ved en efterfølgende snak med nogle fra publikum fortalte Ljunggren, at Diego Schissi, Tony Garnier og han selv meget gerne ville fortsætte samarbejdet, men hvor, hvornår og hvordan var endnu uvist. Spændende, hvis dette festugekoncept har skabt en ny permanent supergruppe.

Under alle omstændigheder var koncerten en fornem afslutning på tre års Trio-koncerter, hvor det musikalske niveau har været tårnhøjt, også selvom de medvirkende musikere og solister var blevet trukket ud af deres komfortzone – eller måske netop derfor, fordi så mange nye udtryk opstod. Valget og sammensætningen af musikere og solister har været godt gennemtænkt, og det bliver spændende at se, hvordan Aarhus Festuge kommer efter dét næste år. Med en ny festugechef, Rikke Øxner, der har en mangeårig fortid hos Roskilde Festival, er jeg dog fortrøstningsfuld.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA