Steve Hackett: Amager Bio, København

Steve Hackett, Amager Bio, København

Steve Hackett: Amager Bio, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er 40 år og otte måneder siden. Scenen var Falkoner, og et fuldkomment spektakulært og futuristisk show ramte København. Jeg var 18 år, og det sidste år havde været en stor forberedelse, guidet af min skolekammerat Michael Bang Kjeldgaard, som var en fanatisk Genesis-fan. Albummet Selling England By The Pound fyldte en masse, og jeg ville sidde med min nyindkøbte japanerkopi af en Fender Stratocaster og hitte rede i, hvordan geniet Steve Hackett kunne spille så fedt og weird på samme tid. Ofte ville jeg give op og give mig til at spille luftguitar til specielt Firth Of Fifth. Lige dele afmagt og fascination var drivkraften.

Og nu var han der på scenen, hvor Peter Gabriel styrtede frem og tilbage, Mike Rutherford betjente bassen, Phil Collins var en overdådig trommeslager og Tony Banks spillede himmelsk fedt på sin mellotron. Og som den anden mesterguitarist, som han kan minde så meget om - Robert Fripp - sad Steve Hackett ned på en herligt nørdet måde. Mens han gav konstant opvisning i begavede melodilinjer og tekniker, der med fans som Eddie Van Halen og Yngvie Malmsteen i spidsen siden blev standard, hvis du ville spille hurtigt og melodisk. Van Halen har siden blankt indrømmet det: Steve Hackett opfandt "Tapping" - hvor du skaber lyden med venstre hånd og laver overtoner på gribebrættet med højre hånds pegefinger - og praktiserede "sweep picking", en speciel teknik opfundet af Les Paul, og inspirerede derved de kommende heavystjerners udflugter indenfor disciplinen "shredding".

Steve Hackett forsvandt fra Genesis lidt efter, at jeg tabte interessen for dem og for det meste progrock. Men de store album med Gabriel i bandet og de skæve sange fra album som Nursery Cryme, Foxtrot, Selling England By The Pound og The Lamb Lies Down On Broadway har altid stået et kært sted i hukommelsen. Nu blev jeg sendt af sted på et afbud, og her var jeg foran nørden fra dengang og måtte sande, at genialitet ikke forgår så let.

Med en modificeret Les Paul Gold Top-guitar af mærket Fernandes stod han nu op, Steve Hackett, og havde med et yderst velspillende orkester sat tre timer af til at forføre os. Hvilket især blev tilfældet i koncertens anden del, da han for alvor lukkede op for godteposen med de formidable Genesis-kompositioner. Hvor selv stand-in'en for Peter Gabriel, svensk-amerikanske Nad Sylvan, klarede skærene overraskende habilt og iførte sig narrens gevanter, når det var påkrævet, samt kunne nogle fraseringer, der var som snydt ud af næsen på ærkeenglens navnebror.

Inden turneen havde Hackett lovet sine fans, at de ville få serveret et første sæt med en del ting fra hans soloalbum, og især fra det sidste, det ret fede Wolflight, kom der også fire numre i den første del af koncerten. Fra starten kom guitaren i fokus med en herlig forlænget tone, spillet af en mester der fortsat befandt sig oppe i de helt høje luftlag. Bag Hackett var det faste setup med to Marshall halvstakke, som typen med en forstærker oven på et enkelt stort højtalerkabinet kaldes. Han havde altså stereolyd og kunne forlænge ud i rummet, hvor højtalere hele vejen rundt skabt surroundlyd, når der var behov for den effekt.

Men hvor Genesis-tiden havde været præget af komplicerede kompositioner, hvor Hackett ville lave anonyme ting, for så at skinne på de rette tidspunkter, var det nu hans store guitarlyd, der skulle bære showet, og da han samtidig ikke er den største sanger, var den tidlige del af koncerten præget af korsang, hvor tre mand konstant lavede en lyd, der gav mindelser til engelsk folkemusik. Nad Sylvan var af gode grunde ikke med her, da det ikke var Gabriel/Collins-tid endnu. Korene mindede undertegnede en del om The Moody Blues, og der ville være ret fede øjeblikke, ikke mindst med den fine akustiske sang, Loving Sea.

Hen mod pausen kom det første rigtigt store øjeblik, da Hackett og gruppen satte i med Shadow Of The Hierophant, det geniale nummer fra hans første soloplade, Voyage Of The Acolyte, som kom i 1975 og af mange fans i realiteten ses som et Genesis-album. I liveudgaven er det majestætisk ud over alle grænser, med trommeslagerens vilde synkoper og opbygningen, mens guitarerne spiller en enkelt figur, ikke ulig The Beatles' berømte She's So Heavy-afslutning på side A af albummet Abbey Road.

Efter pausen rejste koncerten sig til utrolige højder. Pludselig var vi i den tidlige Genesis-verden, hvor orgelet endnu ikke var afløst af mellotronen og den anden signatur fra de dage, Gabriels tværfløjte, fandt sin plads. Get 'Em Out By Friday var som at få sit livs bedste momenter ind i hovedet, umuligt simpelthen, og så fik vi serveret en sjældenhed i form af Can-Utility and The Coastliners, ren guf for nørder, inden vi gik i gang med den hellige gral i form af en vidunderlig version af The Cinema Show. Orkestret var formidabelt, og det var som den ene elektriske strøm efter den anden gik gennem publikum, der da også fik klassiske Hackett-genialiteter i form af Hairless Heart og det svage titelnummer fra The Lamb Lies Down On Broadway. Kunne jeg vælge, ville jeg hellere have hørt The Carpet Crawlers her.

Med The Musical Box vendte vi tilbage til Nursery Cryme-tiden og kunne måbe, som i sin tid, over et band, der havde sin helt egen lyd og tilgang til, hvordan musik kan komponeres. Klappet tilbage til scenen endte det hele selvfølgelig med Firth Of Fifth og guitarsoloen, der er en af rockens underværker. Ja, som for undertegnede i prog-land fint kan stå sammen med David Gilmours ditto på Comfortably Numb!

Dybt tilfredsstillet må jeg konstatere, at en 40-årig affære fortsat står i lys lue. Båret af magisk guitar og udødelige kompositioner.

Tak for musikken og den ydmyge tilgang, Mr. Hackett!

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA