Marvelous Mosell featuring Ponyblod & MC Einar: Store Vega, København

Marvelous Mosell featuring Ponyblod & MC Einar, Store Vega, København

Marvelous Mosell featuring Ponyblod & MC Einar: Store Vega, København

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det er midt i MC Einars tale om Kronprinsessen, at det går op for mig, hvor meget han minder om Marvelous Mosell. Ikke så meget bandet MC Einar som personen Einar Enemark; to lidt sky og introverte personer med gammeldags artikulation, der foretrækker at sige "det var sørens" frem for "fucking fuck". De balancerer på kanten af kitsch og minder bestemt ikke om fødte rappere. Men overgiver man sig til deres univers, bliver det så meget mere befriende og underholdende, når lytterne trækkes med på historier om pjækkedage og "glemte" busbilletter.

Nå, grunden til han fortæller om Kronprinsessen, er at han synes, det er pudsigt, hun hedder Mary, når breakbeatet til Run-DMC's "Mary, Mary" er det samme som det, MC Einar bruger på "Ahr Dér". Det synes publikum tilsyneladende også. I al fald kvitterer de med jubel, da DJ Jan scratcher nummeret igang, Jesper Wildmand supplerer med back-up vokal og human beat box, og søreme om ikke også OJ er der til at tæmme sin spade.

Det lyder så godt, som det nogensinde har gjort, og et Store Vega pakket med publikum, der knap var født, da det årtier gamle nummer udkom, danser rundt, rapper med og bider sig selv i fingeren uden helt at vide hvorfor. Forinden har PonyBlod, Tue Track og Khal Allans fællesprojekt åbnet ballet. Deres version af hiphop er måske ikke så bagudskuende som Marvelous Mosells retro-rap, men der er et slægtskab i kombinationen af syrede universer og rablende rimstrukturer, og nåja, så det, at Tue Track indgår i begge tagteams.

Forskriskende frikvarter fra gaderappen

Og så sker det. 1500 feststemte aber venter spændt på at få det mægtig skægt, for selvom aftenens hovednavn kun er bevæbnet med numre, der kun findes YouTube og selvudgivne vinylskiver, er det lykkedes ham at udsælge Store Vega. Bakket op af Mentor Tue Track på pladespillerne danser Marvelous Mosell ind på scenen. Den ranglede rapper er iklædt kikset Hawaii-skjorte, noget der til forveksling ligner min fars herrebukser samt en attitude, der fortæller, at det er en den helt rigtige påklædning - også det har han arvet fra Einar.

Allerede fra åbneren, "Nu er der rapkoncert", er det tydeligt, at den danseglade historiefortæller ikke kan sætte en fod forkert i publikums øjne. De genkendelige disco og soul-melodier er letfordøjelige, så der er rig mulighed for at koncentrere sig om historierne, som Mosell lirer af sig.

Vi får lov til at rulle på usynlige skateboards, jagter Robin Rubin gennem Frederiksberg, laver ravage med katastrofale følger og leger med Ninja Turtles. Universet er muligvis barnligt, men samtidig er det et forskriskende frikvarter fra den bølge af gaderap, der dominerer pt. Sjovt nok virker de roller, Mosell påtager sig, mindre påtagede end mange af de hårde rappere, der påstår at være sig selv.

Det eneste nummer med gæsterap, "Frækt" fungerer fremragende, og Mosell burde i den grad udforske at lade sit univers smelte sammen med andre MC's. Mosell har givet sig selv det bespænd, at mange af hans numre er afsindigt lange og teksttunge. Føljetonen om "Robin Rubin" der fortsætter med "Ove og Jens" er vanvittigt underholdende skrevet, men til tider daler intensiteten i publikum simpelthen fordi der skal absorberes så mange rim. Heldigvis er man hurtigt tilbage med et nyt catchy omkvæd og et firsergroove, der får publikum til at flashe moves, de ikke har brugt siden klassefest i folkeren.

Hyldest til fest-hiphop

Festen fortsætter, og efterhånden mangler der kun P3-hittet "Jeg var blevet syg" og "Den bedste danser". De kommer som et afsluttende klimaks, og størstedelen af publikum rapper med, mens Mosell beretter om alt fjernsyn, han stenede mens han pjækkede fra arbejde. Det kan virke som en temmelig lille historie. Her må jeg høfligt minde om, at Slick Rick brugte størstedelen af et af de aller bedste storyteller raps nogensinde, "La Di Da Di", på at gå i bad, børste tænder og tage tøj på. Og det er altså bare fedt, at mens andre rapper om at være ordentlig syge, har Mosell lavet et ordentligt rap om at være syg.

Skal man hælde lidt malurt i bægeret, kommer Mosell naturligvis til kort, hvis man sammenligner med den eminente koncert Jurassic 5 for nyligt afholdt i Vega på stort set samme præmisser. Der er simpelthen ikke samme talent for flows og harmonier, men mindre kan altså også gøre det. Selvom Mosell ikke er verdens mest præcise rapper, har han i den grad udviklet sig. Samarbejdet med Tue Track gør selvfølgelig, at numrene sidder strammere, og det nye materiale, vi hørte lover godt for fremtiden. Rappen leveres langt mindre kantet end i starten af karrieren, og hans evne til at overraske med ord-associationer er forbløffende.

Aftenens koncert har i den grad hyldet de kvaliteter som fest-hiphop indeholder. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der er gået hjem uden et par ømme dansemuskler, en ørehænger på hjernen og et kæmpe smil på læben.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA