Man savnede i sagens natur hovedpersonen ved sympatisk mindekoncert i Björn Afzelius' tegn
Hyldestkoncerter er en ambivalent størrelse. Det er godt at fejre dem, som fortjener det – og at holde deres sangskat i live, i de tilfælde, hvor de ikke længere selv er her til at gøre det. Det sidste er desværre tilfældet med Björn Afzelius, som døde som blot 52-årig i 1999 efter et par årtier som en af Skandinaviens mest populære sangskrivere.
I betragtning af, hvor stor Afzelius var – ikke mindst herhjemme – op gennem firserne, har der faktisk været bemærkelsesværdigt stille omkring ham efter hans død.
I 2003 stiftede Björns efterladte Björn Afzelius Internationale Kulturfond, og et par senere udkom et bokssæt med både kendte sange og sjældenheder fra hele solokarrieren. Så blev der stille igen. Måske fordi tidsånden havde ændret sig; måske af den lavpraktiske årsag, at Afzelius udgav sine plader på eget, uafhængige selskab.
Der har med andre ord ikke siddet et stort pladeselskab med økonomisk interesse i at udgive posthume livealbum, studieouttakes og andet godt. Derfor har det været overladt til ildsjæle – ligesom manden selv var – at holde eftermælet i live og forsøge at udfylde det tomrum, den karismatiske sanger, sangskriver og socialist Afzelius efterlod.
Det er naturligvis en umulig opgave - men ikke desto mindre prisværdigt, at nogen gør forsøget at løfte den. Og netop dét har Afzelius' gamle kapelmester Olle Nyberg og hans personlige assistent, roadie, bodyguard med videre Göran "Guran" Blomgren gjort i snart ti år.
De senere år sammen med guitaristen Mikael Nord Andersson, som ganske vist ikke havde samme tilknytning til Björn som de to andre – men til gengæld er en glimrende musiker, der bidrager til at løfte den musikalske opgave på meningsfuld vis.
Ikke glemt
Således også i Aarhus, hvor en fuld sal (og endnu en koncert på fredag) vidnede om, at behovet for at mindes Afzelius i høj grad er til stede. Det kan godt være, at der sjældent skrives eller tales om ham i medierne, og at rigtig mange yngre mennesker ikke aner, hvem han var.
Men der sidder stadig en masse mennesker, som husker ham, hans sange, hans person og alt det, han stod for. For Afzelius gjorde indtryk. Som den gamle ven og kollega Mikael Wiehe sagde, da jeg talte med ham om hans afdøde ven for en del år siden: ”Björn betød noget som menneske for sit publikum.”
Og så er vi tilbage ved hyldestkoncertens indbyggede ambivalens. For det var dejligt at høre sangene, blive mindet om dem, på sådan en helt almindelig onsdag aften i Aarhus, 2024. Og de blev fremført på fineste vis af tre dygtige, musikalske håndværkere.
Men det var naturligvis umuligt ikke at savne ham, det hele handlede om. Dén magi, som lå i selve personen Afzelius, hans nærvær og levering af egne sange, manglede uundgåeligt – på en ellers rigtig fin aften, hvor den lange række af sange blev bundet sammen af både sjove og bevægende anekdoter fra ikke mindst Blomgren og Nyberg, der begge flankerede Afzelius gennem en længere årrække.
Rørende finale
Vi fik mere end to timers musik – fra åbningen med ”Ikaros” og videre gennem en lang række sange, næsten udelukkende hentet fra Afzelius' firser- og halvfemserproduktion: ”Isabelle,” ”Ljuset,” ”Farväl til Släkt och vänner,” ”Älska mej nu” og naturligvis Björns version af Linnets ”Tusen bitar,” som fik lov at lukke første sæt.
Ud af godt tyve sange var kun to fra tiden før firser-succesen med Globetrotters – nemlig den muntre bluesrock-parentes ”Evelina” og selvfølgelig stadig fantastiske ”Juanita,” fra Hoola Bandoola Bands sidste album, Fri information. Den fik lov at afslutte det andet sæt, inden bandet forlod scenen – blot for at blive kaldt tilbage med stående applaus fra en begejstret sal.
Tilbage på scenen fortalte Blomgren om, hvordan Mikael Wiehe havde ringet til en stærkt svækket, kræftsyg Afzelius hjemme i køkkenet i Göteborg og spillet sin dengang nye sang ”Den jag kunde va” for sin gamle ven. ”Den skal du spille til min begravelse,” sagde Björn, da Mikael var færdig. Og sådan blev det.
I Aarhus fik vi den i indfølt fremførelse af Mikael Nord, inden et endeligt punktum blev sat med signatursangen ”Sång til friheten.” En absolut hæderlig hyldest – og det nærmeste, man kommer på en Afzelius-koncert i 2024. Men for pokker, hvor man dog savnede Björn.
DANSKE NÆTTER: Da Björn Afzelius steg til stjernestatus - med dansk livealbum
