Gravys turdagbog
Den psykedeliske danske gruppe har været en tur i Tyskland og afleveret denne rapport
Torsdag formiddag den 10. maj mødte alle grayverne op og satte kurs mod Tyskland. Der var nogle af os, der havde været til Built To Spill-koncert dagen forinden, men de oplevelser blev hurtigt lagt bag os med de dundrende rytmer fra Bulldogg (en god bekendt af Gravy fra den danske hiphopscene), som fyldte den i forvejen alt for fyldte bandbus med tunge beats og dræbende tekster. “Knep knep, drik drik, hor hor” lød de ildevarslende ord, og derefter var tonen ligesom lagt.
”Bulldogg spiller til Danmarks Flotteste Bil!” råbte Jonas fra Sterling, Han var med som afløser for Gravys anden guitarist, der var på Tjæreborgrejse med sine forældre.
Langt om længe fandt vi spillestedet i Hamburg, hvor vi skulle vise vores talenter. Stedet hed Astrastube og var et særdeles lille og undseeligt spillested, som var pakket ind under en togbro.
Det var tydeligt, at stedet var for punkrockmiljøet og stedets kapacitet var anslået til at være 100 mennesker.
Nikolaj sagde et “ein, zwei, drei!” på gebrokkent tysk og vores samlede fysik begyndte så småt at rokke frem og tilbage. Tyskerne var glade og tilfredse efter en times tid med denne rokken frem og tilbage – deriblandt en begejstret nyansat Gravybooker. Nikolaj sagde nogle dumme ord på scenen, og vi forsøgte at smile. Om morgenen fik vi nogle boller med kødpålæg, og så gik turen imod Hannover.
Spillestedet hed The Lodger og lå under en offentlig badeanstalt. Der var fire andre bands, der skulle spille til Flockenpop Festival. Vi skulle spille næstsidst lige før Urlaub in Polen. Ganske som dagen før besteg vi scenen og startede med at tælle på tysk.
Gravy havde fået tildelt 45 minutter til vores såkaldte show, og vi fyldte disse ud uden flere ord.
Efter at vi havde spillet, drak vi øl i lange baner og blev mere og mere kærlige. Blandt de tyske fremmødte var der flere, der havde taget mod til sig og var gået hen for at rose os. De blev mødt med hjertelige krammere og en gratis øl. Så til sidst var der dannet en almindelig konsensus blandt tyskerne om, at vi var et rart band. Illusionen brast med den sidste gratis øl. Med et gik det op for os, at vores velvære var i umiddelbar fare, og i desperation forsøgte vi at bytte en af vores cd’er til en kasse øl i baren. Dette blev blankt afslået.
I starten gik det fint med selv at betale for vores alkohol, men nogle af os kunne ikke rigtigt styre det med sprutten, så der gik ikke lang tid, før Jonas fra Sterling og Capper fra Åbyhøj kom op at små slås lidt, og der opstod anden tumult. Et andet sted begyndte Frederik Sølberg fra Lake Placid (en ven af bandet) at køre i cirkler og lave brændere på parkeringspladsen foran spillestedet med bandbussen.
Nattens sidste kommentar fra koncertarrangørerne lød noget lignende: ”Der Vorsänger ist ein voller Idiot!”(eftersigende den hårdeste bøjning af idiot i det tyske sprog). Det fik os til at pakke bussen tidligt og køre imod Danmark, i al huj og hast uden hyren.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.