The Minds of 99: Vildt, at fans viser bryster til vores koncerter

The Minds of 99: Vildt, at fans viser bryster til vores koncerter

Vinderen af GAFFA-Prisen i kategorien "Årets Danske Rockudgivelse" i december 2015 blev The Minds of 99. Umiddelbart efter prisoverrrækkelsen talte vi med bandet, og det blev til følgende samtale om deres højde- og lavpunkter i 2015, og hvad de skal i 2016.   

Tillykke med prisen!

Alle: – TAAAAAK!

Hvordan kunne I godt tænke jer at takke GAFFAs læsere?

Niels (Brandt, sang): – Vi vil bare gerne sige tak. Tak til vores fans for at stemme på os. I er de bedste fans i Danmark. Helt vildt. Vi vil godt bare takke dem ved at sige tak.

Det er jo gået ret hurtigt for jer, nogle vil endda kalde det rekordfart, fra KarriereKanonen til nu. Men hvad har været det mest positive i 2015 for jer?

Jacob (Bech-Hansen, keyboard): – At udgive albummet "Liber".

Niels: – Ja, det har helt klart været det mest positive gennem hele året.

Hvordan kan det være?

Asger (Wissing, red.): – At mærke folks reaktion på den.

Anders (Folke Larsen, red.): – Vi har lige været på efterårstour, og det, som vi har oplevet, er hvor dedikerede folk de er. Hvor meget de har taget det til sig. De lever det lige så meget, som vi gør. Det har været fuldstændig for vildt at opleve faktisk. Nu oplever vi virkelig, at vi har nogle fans, og at man har nogle, som man virkelig connecter med.

Så nu føler I jer for alvor som et etableret band?

Niels: – Ja. Altså nu har vi eksisteret i hvad – tre år nu? Som Jacob siger, har det været en fantastisk og vild ting at lave en ny plade. Det er ti numre, som man virkelig går og tager sig af. Det er en total baby. Og det har været en sindssyg fed reaktion, der er kommet. Alle steder fra.

Nu er det jo ikke jeres første pris, I har vundet?

Mikkel: – Men det er helt klart den tungeste, vi har vundet!

Louis (Clausen, red.): – Sidst fik vi en giraf.

Jacob: – Nej, det var da en ulv. Til Steppeulven. Men det lignede en giraf.

Niels: – Ja, det var jo abstrakt kunst, som unge Clausen (Louis, red.) ikke helt forstår.

I må jo have oplevet lidt af hvert efterhånden på denne her optur. Hvad har stukket ud og været det mest mærkelige?

Jacob: – Det har været mærkværdigt at se folk synge med på sangene. Specielt på sådanne nogle tekstpassager, hvor man ikke regnede med, at de ville synge med. I "Cheri Bon Bon" for eksempel, folk elsker at skrige med på ordene "Rage Amadeus".

Niels: – Der også nogle, som har vist deres patter.

Det havde I ikke lige regnet med?

Niels: – Nej sgu! Der også nogle, som tog alt tøjet af og begyndte at stagedive i andet nummer af en koncert. Der sker fede ting derude altså.

Jeg er lidt forundret over, at ingen af jer, hverken under mest positive eller mærkelige oplevelse, nævner det at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i år?

Niels: – Jamen, det skulle vi også lige til! Det var lige det, vi ville sige, inden du sagde det. At åbne Orange har jo været det vildeste pis. Det sindssygeste pis!

Jacob: – Vi kan ikke huske det....

Niels: – Det var bare ren overlevelse! Ej, men man var bare virkelig inde i zonen, ikke? Jeg kan faktisk ikke huske særlig meget af det. Det, vi har set på billeder, det kan vi godt huske. Haha.

Anders: – Det er reptilhjernen, som tager over. Det er kæmp eller flygt. Og der valgte vi at kæmpe. Og det gik – måske – okay.

Niels: – Ja, der kommer så en naturvidenskabelig forklaring.

Men i denne her periode, har der så overhovedet været noget negativt?

Niels: – Nej. For vi kan ikke huske det negative. Vi er sådan nogle, der glemmer sådan noget. Det tror jeg faktisk er en styrke, vi har som band, at de negative ting fylder så lidt, fordi vi lader de positive ting fylde så meget. Det er også én af de evner, vi har som venner. Nu har vi jo kendt i hinanden i 25 år.

Emil Stabil talte tidligere om, at hans musik startede som en hobby, og nu lever han af sin hobby. Er det også sådan, I har det?

Mikkel: – Ja. Det har altid været en hobby, men også en drøm.

Jacob: – Jeg er helt uenig! Det har aldrig været en hobby for mig. Det er vores liv.

Niels: – Men hvis dét, der bliver ment med hobby er, at man skal starte et sted, hvor der ikke er andre ambitioner end at gøre det for musikkens skyld. Hvis det er dét, som der bliver ment som hobby, så tror jeg godt, vi kan tilslutte os det.

Jacob: – Men omvendt. Hvis hobbyen er, at man gør det, fordi man keder sig, så er det ikke dét. Vi gør det fordi vi er nødt til det, tror jeg.

Niels: – Vi gør det fordi vi elsker at være sammen. Det er musikken der driver det, og det er musikken og vores venskab det handler om. Og det er dét som kommer først, og det vil det altid gøre. Det er ikke ambitioner om at overtage verden og tjene nogle penge. For alle ved, at der ikke er nogen penge i denne her branche.

Heller ikke for jer nu?

Niels: – Næ. Ikke en skid. Nul kroner. Det er ikke det, som det handler om.

Jacob: – Hvad er en hobby, du ved? Hvad betyder hobby?

Alle: – Hahaha.

Louis: – Jeg har lige én ting. Og det handler om, at vi alle sammen har haft ambitioner om det her, fordi vi helst ikke vil lave andet. Så er spørgsmålet, hvornår det så krydser over fra at være en hobby. Men vi elsker jo, at vi kan spille hele tiden nu, og elsker at være sammen med de folk, som elsker at lytte til os.

Mikkel: – Jeg vil så sige, at oplevelsen af at få penge for at være venner. Den er jo rimelig fed. Det er sgu okay.

Alle: – Hahaha.

Tænker I egentlig meget over jeres tøjstil?

Niels: – Nej.

Det har bare helt tilfældigt, at i alle sammen er troppet op i det samme tøj i dag?

Anders: – Haha. Det er faktisk en statistisk umulighed, det, der sker lige nu. Men det er sket.

Niels: – Altså det er ren tilfældighed, at vi dukker op sådan her.

Det er imponerende. Hvilke odds.

Niels: – Ja, hvilke odds! Men det er fordi, vi ved det kan ske. Vi har set det i Vegas, vi har set det til Lotto. Vi har set det til EM '92. Det KAN ske!

Jacob: – Hvis vi så bare kunne bruge de der usandsynlighedspoint på at vinde i Lotto altså...

Niels: – Ja ja, men nu har vi brugt dem på det her. Og det er også fint nok. Men vi er fucking glade for at vinde denne her pris. Vi er vant til at tabe i det her pis, så det var lækkert at vinde.

Lige et sidste spørgsmål. Hvad skal der ske nu i 2016? Nu har i jo haft hamrende travlt de sidste tre år. Fortsætter det bare?

Anders: – Ja, vi skal bare ud og have lidt mere travlt.

Mikkel: – Hvis skal på tour i foråret, som lige er blevet offentliggjort, rundt i hele landet.

Niels: – Og så festivaller til sommer.

Mikkel: – Og så til efteråret. Hmm. Måske vi vil lave en ny plade. Det ved vi ikke. Men den første halvdel af 2016 skal vi ud til vores fans og spille, og vise dem god stil.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA