Allan Olsen vs Den Gale Pen

GAFFAs vrede unge skribent møder en ikke længere helt så ung, men stadig vred sangskriver

Jeg er lidt urolig på dine vegne. For det første er der strygere på din nye plade, "Multo Importante", og du er begyndt at skrive noget, der minder om kærlighedssange, og gudhjælpemig om du ikke smiler på dit pressebillede. Er du ved at blive hel salig og sentimental på dine gamle dage?
– Ikke med mit vidende. Og hvis jeg smiler på et pressebillede, så må der foreligge en fejl.

Men nu har du jo i gud ved hvor mange år gjort en karriere ud af at være en mavesur brokrøv, hvilket får mig til at tænke på, om du egentlig kan trække Samarin fra i skat?
– Nej, jeg holder mig til russisk medicin, for derovre har de langt mere erfaring med depression.

Set i bakspejlet, var det så ikke lettere dumdristigt at kalde et album Onomatopoietikon, eftersom det er de færreste af os jyder, der kan udtale det nede i Fona?
– Nej, for det var den del af mit publikum, jeg ikke havde lyst til at spille for.

Ud over et nyt soloalbum er du også med på hyldesten til guttermanden og hornuglen Anker Jørgensen, Danmarks mest troværdige statsminister. Men var det ikke også en nemmere tid at regere i; dengang var det jo allerhøjst skibsøl, der blev serveret i snapstinget, og nu om dage skovler de jo snitter ind på toiletterne?
– Ja, cafe latte og en streg til næsen i pausen. Men det er rigtigt. Tænk, hvis man havde sendt Brian Mikkelsen ned til Mellemøsten for at befri de danske gidsler i sin tid, så havde vi sluppet af med ham, for han var aldrig selv kommet hjem, men det gjorde Anker, og det kan jeg godt lide.

Apropos de snitter: du er lidt af en hindbærsnitte-connaisseur, hvor får man den bedste hindbærsnitte her i Århus?
– Vi har faktisk lige siddet her i studiet og diskuteret det, men det ser ud til, at de gode hindbærsnitte-bagere lider butiksdøden, og det er noget, vi ser på med stor alvor. Efter at Peter Bager i Sølystgade er lukket, ser det skidt ud. Men der er et par gode snit-steder oppe i Aalborg.

I DR2’s nylige portræt af dig fortælles det, at du ikke er alt for vild med at vise dig frem uden for scenen, men jeg synes at huske dig invitere et helt tv-hold indenfor i en udgave af DR1’s Kender Du Typen. Hvordan dælen hænger det sammen, Olsen?
– Det var jo meningen, at ham manden i programmet ikke skulle gætte, hvem der boede der, og så havde det været perfekt.

Men det bliver jo afsløret i slutningen af programmet.
– Jeg havde nok ikke helt forstået konceptet, men det gør jeg aldrig. Og havde ikke regnet med, at det skulle sendes under fodbold-VM den eneste aften, hvor der ikke var fodbold, så der var en million seere. Jeg har heldigvis ikke fjernsyn længere, så jeg slipper for alle den slags programmer.

Hvad pokker snakker du så med dine venner om? Vejret og kaffepriserne?
– Stort set ingenting.

Har du spekuleret på, hvad du vil stille op, når rygeforbudet bliver effektueret på spillestederne?
– Jeg stopper snart igen, og det er ikke på grund af dødsangst. Så det kommer ikke til at gøre mig alverden, hvis det ikke lige var, fordi det er sådan et stykke lunken midtvest-amerikansk-kulturimperialisme, der ruller i en hærgende bølge over os med ting som Halloween, amerikansk fodbold, og hvad hedder det dér med kærester?

Valentine's Day.
– Netop, og nu også rygeforbud, og alene af den grund synes jeg, man burde lære sine børn at ryge, bare for at modvirke det lidt, inden de kommer alt for godt i gang.

Allan Olsens hjemmeside