Mette Lindberg: Jeg får dårlige nerver af Blink-182

Mette Lindberg: Jeg får dårlige nerver af Blink-182

Alder: 32 år

Civilstatus: I et forhold

Profession: Musiker, sangerinde og sangskriver i The Asteroids Galaxy Tour, aktuel som dommer i X Factor

 

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Nej, men jeg kommer fra et hjem med guitar og mundharmonika.

Hvilke instrumenter spiller du?

– Alle instrumenter, haha! Hvis du stikker mig et instrument, skal jeg nok spille på det.

Hvornår begyndte du at drømme om at blive musiker?

– Min far var meget ude at rejse, da jeg var barn, og engang havde han købt et kassettebånd med Beatles til mig, og første gang jeg hørte dem i et par høretelefoner – deres stemmer og arrangementer – var det en eksplosion af fantasi. Det var helt vildt! Der startede drømmen.

Synger du andre steder end på scenen eller i studiet?

– Nej, det gør jeg ikke.

Hvad betyder musik for dig?

– Musik er en udtryksform, der har en dimension i sig, som fuldender én som menneske. Musikken fuldender mig.

Hvordan lytter du til musik?

– Jeg køber musik gennem iTunes, så jeg lytter til mp3'er.

Hvem er din yndlingskunstner?

– Det er jeg ikke så god til at svare på, for der er så mange, og det varierer fra år til år. Jeg har ikke nogen yndlingskunstner, men lige nu lytter jeg meget til Frank Ocean. Jeg har på fornemmelsen, at vi snart får noget ny musik fra ham.

Hvilken slags musik kan du ikke holde ud at lytte til?

– Ja, sådan noget college cali-punk – Blink-182 og sådan noget. Det får jeg simpelthen dårlige nerver af. Jeg bliver rasende indvendig, haha!

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?

Nothing Compares 2 U eller I Will Survive. Helt klassisk og ikke særlig nuanceret.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– Ja, det er Ready Or Not med Fugees fra The Score-albummet.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Det kan kun blive lidt corny, så det vil jeg undlade at svare på. Hvis jeg nævner et nummer her, kan det aldrig blive frækt igen.

Hvad hører du helst søndag morgen?

– BBC Radio 6 Music. Den hører jeg hver morgen og aften. Det er lidt den, P6 Beat er bygget op som. Folk som Iggy Pop og Guy Garvey (Elbow-sanger, red.) har deres egne programmer, og det er vildt cool. Hvis man hører ting på den kanal, kommer det helt sikkert også til Danmark. Sådan er det bare.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

– Jeg danser til hvad som helst, hvis det har et fedt beat. Men for mig handler det mere om, hvem jeg er sammen med, end om hvad for en sang, der spiller.

Hvad er den første sang du kan huske? 

– Rocazino hørte jeg rigtig meget som barn, og jeg synes egentlig stadig, det er ret smukt på den der melankolske måde. På samme måde som Tv-2's Det Eneste Hun Ville Var At Danse. Det var enestående melankolske øjeblikke, der rørte mig meget.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

If You Go Away i Dusty Springfields version. Jeg sang den til min venindes bryllup i sommer, og under de sidste strofer var jeg helt grådkvalt.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

– Noget opløftende. Det er rarere for alle parter, tror jeg, men jeg er ikke kommet så lang i min planlægning der…

Har du været i operaen?

– Jeps, det har jeg et par gange.

Har du været på festival?

– Jeg tror, jeg har været på en million festivaler verden over, haha! Det er lidt det liv, man lever om sommeren, når man er musiker. Før den starter glæder man sig helt vildt, men der går ikke så længe, før man igen glæder sig til, den er forbi, så man kan komme tilbage til at spille klubshows.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Det var på min første Roskilde Festival. Det var år 2000, og jeg kom lige fra efterskolen med dreadlocks og det hele. Der så vi Moloko, som jeg var helt oppe at køre over. Det var for vildt – også selvom jeg fik et liggeunderlag med mudder lige i ansigtet.

Hvis du skulle på date med en anden musiker, hvem skulle det så være?

– David Bowie. Det må være frygteligt interessant at sidde der og se ham ind i øjnene. (Interviewet er lavet før Bowies død, red.)



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA