Kevin Parker fra Tame Impala: – God popmusik er sværere at skrive end rockmusik

Kevin Parker fra Tame Impala: – God popmusik er sværere at skrive end rockmusik

– Lyden på vores nye album er et resultat af trygheden ved at afprøve nye ting. Det handler om, at jeg har haft selvtilliden til at komme flere ingredienser i gryden, end jeg tidligere har gjort. Prøve ting af, som jeg elsker, og som jeg altid har elsket, men aldrig før har syntes passede ind i vores musik. Som for eksempel pop-aspekter.

I et lokale backstage i Falconer Salen sidder 30-årige Kevin Parker, frontmand i det australske band Tame Impala, og reflekterer over bandets tredje og anmelderroste album "Currents".

Det karakteristiske lange hår bliver flere gange kørt igennem med fingrene. Han tager en tår vand og hilser med et "G-day" til et crewmedlem, der sniger sig ind i lokalet for at hente en kold cola.

– He's a coke dude.

Parker vender igen opmærksomheden mod interviewet. Han fortæller videre om den nye lyd, der har fundet vej til bandets seneste album. En lyd, der har bevæget sig væk fra et mudret lydbillede malet med 60'ernes tilbageskuende rock og til en mere ren og funket synthesizerpop-palet.

– Jeg har faktisk altid elsket popmusik. Det tror jeg i virkeligheden alle gør. Indtil de vokser op og indser, at det enten ikke er cool mere eller ikke er en del af deres identitet. Så snart vi bliver nysgerrige på vores identitet, skærer vi en masse fra, som vi ellers elsker. Også musik. Jeg husker, da jeg var 10 år. Jeg gik ind i en butik sammen med min bror, hvor de spillede intens techno. Jeg var som naglet til stedet, og fra det øjeblik lyttede jeg til techno. Indtil jeg fandt ud af, at det ikke passede ind i grungestilen, som passede til den identitet, jeg senere gerne ville have, fortæller Parker.

Begrænsningens kunst

Det er Parkers tredje og sidste interview i dag. Som den ubestridte frontmand i bandet og manden bag Tame Impalas musik klarer han interviewene på egen hånd.

En assistent fra pladeselskabet har få minutter forinden fortalt, at Parker kun ønsker at bruge én time til interviews per dag, mens han og bandet turnerer rundt i Europa. Ellers er der brug for hvil.

Men med ankomst i København dagen før den udsolgte koncert i Falconer Salen og derfor med et velfortjent break i den travle tourplan har Tame Impala haft tid til at se sig lidt om i København, fortæller Kevin Parker.

En tanke har strejfet mig flere gange forinden interviewet; er det mon muligt at lokke nogle uddybende svar ud af denne mand, som er kendt for at være lidt af en enspænder og genert type? Men med en attitude, der virker imødekommende, lige fra vi sætter os i lokalet og får 20 minutter for os selv, fortæller Parker gerne om bandets nyeste album.

Du har udtalt, at den popmusik, du tidligere har taget afstand fra, men som du inkluderer på "Currents", har været sværere at skrive end rockmusik. Hvorfor det?

– Det er mere krævende at skrive popmusik. Det er ikke nær så tilgivende. Hvis du for eksempel tager eksperimenterende musik, kan du i virkeligheden lave alt muligt og stadig kalde det eksperimenterende musik. Palletten er åben. Det er blot et udtryk. Men popmusik skal være fire minutter lang, og det skal påvirke folk på en bestemt måde. Du kan sammenligne det med at tegne en tegning og lave en kryds og tværs.

Popmusik er altså mere begrænsende i sit udtryk og i måden at blive til på?

– Ja, lige præcis. Som Jack White fra The White Stripes engang sagde: ved kun at have to elementer, er du langt mere kreativ, for du har kun de to. Han havde for eksempel kun guitar og tromme, og hans argument var, at han derfor var mere udtryksfuld. Og jeg ser popmusik på samme måde. Du har kun visse ting, du kan arbejde ud fra, og det kan derfor være meget sjovere, men også en større udfordring at lave popmusik. Men jeg elsker udfordringer.

Du er altid blevet kaldt en psychrockstar. Måske vil du fremover blive kaldt for popmusiker nu.

– Ja, det ved jeg ikke.

Hvordan vil du have det med det?

– Helt fint. Hvis folk mener, det er det, jeg er, så fint. Psychrock, psychpop, discopsych. Faktisk er discopsych et virkelig godt udtryk. Psychdisco. Det er det, jeg vil kalde det fremover. Psychdisco.

Farvel til forudindtagelser

Alene i en strandvilla i hjembyen Perth har Kevin Parker arbejdet hårdt på albummet "Currents". Med dage, der for alvor først startede omkring middagstid og sluttede sent ud på natten, befandt Parker sig en trancelignende tilstand, hvor han i sit eget selskab stod for alt omkring musikken. Han indspillede, producerede og mixede på egen hånd.

Dave Friedmann, der blandt andet er kendt for at sende MGMT og The Flaming Lips ud i stjernestunder, var med andre ord ikke hyret ind til at mixe dette album, som han var med Tame Impalas to tidligere succeser "Innerspeaker" og "Lonerism".

For Parker har den musikalske udvikling fra de to første album og til "Currents" været en naturlig følge af hans tilstedeværelse i musikbranchen såvel som personlige hændelser i hans liv. "Currents" er ofte blevet betegnet af medier som Parkers "breakup-album" efter bruddet med den franske singer/songwriter Melody Prochet.

Men selv har han været ude at agitere for, at det nærmere er et billede på en større proces, han har været igennem. Et resultat af de nuværende strømme i ham. Og så har det også handlet om at gøre op med både egne og andres forudindtagelser og bevæge sig i nye retninger for at undgå at indfri disse, fortæller han til GAFFA.

– Den slags ender alligevel bare med at begrænse dig. Man bliver meget hurtigt sat i en boks, man ikke kan komme ud af. Folk begynder at forvente ting af dig, og man begynder at bekymre sig om anmeldelserne i morgendagens avis. For jo mere populær du bliver, jo større er ansvaret for at please de folk, der allerede kan lide dig, og det du gør. Og ansvar er essensen, for måske er man folks yndlingsband.

Men det udløser vel også noget af et pres?

– Ja, men det er mest mig selv, der presser. Jeg føler et stort ansvar. Jeg ved egentlig ikke, om det er det samme som et pres.

Hvordan forsøger du at undgå presset?

– Man er nødt til at vente, til man ikke længere er nervøs. Hvis jeg er i et humør, hvor jeg går meget op i, hvad andre tænker om mig og det, jeg laver, er jeg ikke i stand til at lave musik. Det er kun, når det ikke rør mig, og jeg er fuldstændig opslugt af musikken, at jeg kan skrive sange og indspille albums.

På rejse for musikken

Da Tame Impalas debutalbum "Innerspeaker" ramte gaden i 2010, var der tale om det største indiealbum i Australien i flere år. Albummet strøg hurtigt til tops og er sidenhen af flere medier blevet betegnet som albummet, der startede en bølge af psykedelisk musik i landet Down Under.

Med albummet "Lonerism" fra 2012 fortsatte succesen og steg til nye højder, da albummet begyndte at gå under omtalen "det hidtil bedste guitaralbum i dette årti."

Men verdensomspændende succes og en hverdag i musikbranchen har ikke altid været det nemmeste at håndtere for Parker, der, siden han som barn voksede op i Perth, har været lidt af en enspænder. En side, han har forsøgt at udfordre på "Currents" i modsætning til "Innerspeaker" og "Lonerism", der mere kredser om hans introverte side. Men hvordan hænger det at være en enspænder sammen med at lave udadvendt, disco-præget musik?

– Albummet handler om ændringer og forandringer. Det handler om at nå til et punkt, hvor man er tørstig efter at afprøve nye ting, og hvor man føler sig nødsaget til at gå videre fra det sted, hvor du er. Derfra, hvor man sidder fast. Jeg ved ikke, om jeg decideret har fået udfordret min mere indadvendte side, for jeg er stadig en enspænder af natur. Én gang enspænder, altid enspænder. Men for musikkens skyld har jeg været på en rejse. Jeg har skabt en masse historier ud fra, hvad der nu er min fortid.

De 20 minutter er ved at være gået, og Parker kryber i sin store vindjakke. Forsvinder hurtigt ud på gangene, væk fra presse og crewmedlemmer, for at trække sig tilbage inden aftenens udsolgte koncert og de mange ventende fans, der allerede danner kø foran Falconer Salen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA