Nekrolog for Jens Breum – 1949-2016: Musikernes trommeslager har forladt scenen

Nekrolog for Jens Breum – 1949-2016: Musikernes trommeslager har forladt scenen

Ikke længe efter at trommeslageren Jens Breum søndag aften udåndede på Rigshospitalet i København, begyndte mindeordene at strømme ind på Facebook. For det var en stor musiker med et mangeartet netværk, som pludselig skal omtales i datid. En formidabel holdsspiller, der kunne få ethvert band, han spillede i, til at blive bedre. En samlende kraft med lige dele viden og nærmest fotografisk hukommelse, der var perfekt, når han skulle indgå i et nyt orkester og på ingen tid få det til at virke.

Listen af bands er uendelig og tæller blandt andre Hyldemor, Masala Dosa, Tommy Bas Band, Røde Mor, Niels Skousen Band, Frede Fup, Hvalsøspillemændene, Troels Trier Band, Peter Belli, Alrune Rod og mange andre. Alle nød de godt af en musiker, der netop var musisk til fingerspidserne.

Peter Ingemann:

Blandt de venner og samarbejdspartnere, der nød godt af Jens Breums kunst bag et trommesæt var Peter Ingemann, kendt fra blandt andre Young Flowers, Skousen & Ingemann og Røde Mor. Han mindes en stor musiker og kammerat:

- Jens Breum var alles trommeslager i den forstand, at han kunne gå ind i alle mulige sammenhænge og på kort tid levere det medspil, som var nødvendigt, og som fra hans side betød, at han rent fagligt var dygtig. Og så havde han noget, som alle husker ham for, nemlig klæbehjerne. Han kunne simpelthen huske alle bands' repertoire, både harmonigange og tekster til sange, konstaterer Peter Ingemann og fortsætter:

- Det var en del af hans profil og noget, som vi var en hel masse, der havde stor gavn af. Han havde en gave, hvad angik at orientere sig i repertoiret og en sans for perioder, men samtidig med en fornemmelse for at akkompagnere teksten og spille efter ordene i sangene.

Peter Ingemann kendte Jens Breum helt tilbage i hippiedagene omkring 1970, hvor trommeslageren fra Frederiksberg kom med i et af de bands, der var udsprunget af Skousen & Ingemann, nemlig No Name. Han fortsætter med en kommentar om trommeslagerens rolle i et band:

- Du skal vide, at sidder du og forsøger at anskue de forskellige genrer – det er særligt henvendt til folk, der registrerer, analyserer og kategoriserer, og synes, at det er vældigt spændende at dele op i country, blues, syrerock og hvad ved jeg - vil man opdage, at omdrejningspunktet meget ofte er trommespillet, og det var også ofte, hvad jeg oplevede omkring Jens Breum: at han til trods for at rock'n'roll godt kan være ret tungt rytmisk, lå pænt fremme på beatet og var en, der simpelthen trak et band gennem arrangementerne. Han var ganske enestående.

- I forbindelse med de mange koncerter – for eksempel da vi gendannede Røde Mor for år tilbage – vil jeg sige rent personligt, at havde vi et job og skulle samle en besætning, og det viste sig, at Jens Breum godt kunne og meldte klar, så følte jeg en stor tryghed som bassist. For du er selvsagt som bassist meget afhængig af, hvem der er på trommer. Og her har jeg haft stor fællesskab med Jens Breum.

- Vores venskab og samspil går langt tilbage. Helt tilbage til dengang vi havde haft Skousen & Ingemann og Musikpatruljen og så gik i gang med at lave Niels' (Skousen) første soloplader, Jeg vender mig i sengen og Palads af Glas, hvor Jens Breum var med på trommer.

- Det er en stor trommeslager og en god kammerat, der er gået bort. Og den tryghed i samspillet kommer vi til at savne og æret være det, slutter Peter Ingemann.

 

Hyldemor

Tilbage i 2013 fik nogle behjertede mennesker – blandt dem Peter Sørensen fra Beatbox og John Teglgaard fra orkestret Hyldemor - den gode idé at genudgive Glem Det Hele med Hyldemor, et mesterværk af en plade fra 1978, som nærmest havde været en sødt sitrende hemmelighed blandt folk, for hvem Fristaden Christiania og spillestedet Loppen var synonymt med hele verden.

Til trods for at pladen i sin tid kom på det toneangivende CBS-label, der rummede folkekære danskrocknavne som Gasolin' og Lone Kellermann & Rockbandet, var det som om verden for de flestes vedkommende bare ikke evnede at kigge den vej på scenen.

Her dominerede discomusik radiobølgerne og det genopståede australske popband The Bee Gees havde iført sig falsetstemmer og skiftet London ud med evig strandbred og Los Angeles' mainstreamscene og endte året med at dominere det amerikanske brancheblad Billboards Top 100 med udtog fra filmen Grease med John Travolta i rollen som Little Italys svar på James Dean.

Ligesom de sidste krampetrækninger af punken sloges med den nye brancheopfindelse, New Wave. Hippietidens mange farver på paletten syntes afløst af sort og gråt – hvis man da ikke frekventerede verden hinsides Christianias hovedindgang og lokaliteter med eksotiske navne som Mælkebøtten, Loppen, Electric Ladyland og Woodstock.

Det var ellers blot to år efter mobiliseringen på Staden, hvor den historiske Christiania-LP var kommet. En plade hvor et af de fedeste indslag netop var med orkestret Hyldemor, en videreførelse af kultbands som Furekaaben og Hyldemors Grønsaligheder. Bands som havde sangeren, guitaristen - samt måske navnlig poeten, maleren og mystikeren - Hans Vinding som midtpunktet.

Jeg var bookingmand i en rockklub i Lyngby på det tidspunkt, og min klike var totale fans af Vinding og hans verden. Flere af dem havde i de år skiftet Staden ud med et stort kollektiv klos op af Dyrehaven, og her ville jeg besøge dem. Og de ville selvfølgelig være et af de bands, der kom og spillede i vores klub. En uforglemmelig oplevelse, hvor vi havde hyret Frank Hindsberg fra det legendariske hedengangne Tezcatlipoca-lysshow til at skabe den rette visuelle stemning. Det var blot en af utallige koncerter, jeg så med Hyldemor, samt med en række andre bands, hvor Jens Breum var en gennemgående figur som meget medlevende trommeslager.

I 2013 fik jeg af Peter Sørensen det ærefulde hverv at skrive den booklet, der fulgte med genudgivelsen af Glem Det Hele. Her skrev jeg bl.a.:

"Hans Vinding var rockens digter nummer et i de dage. Hans utrolige rim havde nærmest karakter af lige dele snusfornuftige mundheld og zen-agtige statements, hans verden var esoterisk og et med hele den ånd, der herskede på Christiania i de år. Vi fans ville synge med på hver en strofe. Mens grinene sprang ud af øjnene i de særligt afklarede øjeblikke, når teksternes finurlige sandheder bare sad, hvor de skulle. Og det gjorde de næsten konsekvent hos denne mand, der over ti produktive år fik skrevet et sæt sange, som ikke er set mage til i dansk rock.

Umiddelbart bag Hans Vinding sad der en trommeslager af særlig fornem karat. Jens Breum havde en besynderlig tendens til at få himmelvendte øjne, når koncentrationen blev særligt intens, men han var orkestrets ankermand, korsanger og den, der havde tjek på hver en detalje i de mange sange og deres mange vers. Hans rullende og virtuose touch var legendarisk, og han blev brugt med stor taknemmelighed af rigtigt mange orkestre i de år.

For Hans Vinding var Jens Breum uundværlig. Når sangeren måske havde kigget dybere i flasken end godt var og et par tekstlinjer i de verstunge sange smuttede, var Jens Breum klar på stedet som en sufflør i et teater.

Bassist var en sorthåret, nærmest konstant smilende mand. Thor Mathiesen var født i Norge, og kom til Danmark som del af bandet, The Zodiacs. Strandet i Randers i som-meren 1967 mødte han dels sin kone Ingrid og dels guitaristen John Teglgaard og de endte siden med at flytte ind i samme slumstormerhus på Nørrebro i København. John Teglgaard kom oprindeligt fra Horsens og havde spillet i lokale bands, fra han var helt ung. Deres karrierer ville siden være tæt forbundet, og Thor Matthiesen huskes især fra Take Off, Hyldemor og Masala Dosa – alle orkestre hvor han optrådte sammen med John Teglgaard.

Som medlem af Hyldemor på til koncert på Loppen ville guitarist John Teglgaard i den grad brænde igennem, som han stod der med sin typiske Gibson SG-guitar og pedalbrættet med den store wahwah-pedal af mærket Morley. Her ville han skiftevis klæde sangene på med fede riffs, synge kor og kaste sig ud i de lange soloer og specielle udvekslinger med orkestrets anden markante solist, violinisten og den lejlighedsvise guitarist, Steen Claësson. Denne havde fulgt Hans Vinding i en årrække, og det var hans John Cale-inspirerede violin, der mere end nogen anden var med til at definere Hyldemors specielle lyd. Når de smukke sangvers havde foldet sig ud og hele orkestret rejste sig i én bevægelse og spillede løs, var man i et veritabelt lykkeland. Så var der intet bedre end at danse forrest på dansegulvet til tonerne, der ville rive dig hid og did i en vibe, der bare ikke fandt sin mage.

Alle som en ville vi danse. Alle som en ville vi lytte. Som i et åndedrag og som del af den samme stamme. Og når den sidste strofe var blevet slået an og Hans med sin underspillede snak mellem numrene ville sige "tak for det" med sin til lejligheden forstærkede Thy-accent tilsat det typiske hippiekøbenhavnske, ville vi flokkes inde ved baren, hvor musikerne også snart ville være, omgivet af venner.

Inden dem der ikke skulle lande foreløbig ville forsvinde ud af Loppen og ned ad Prinsessegade. Her var natværtshuset Charlie Brown i Strandgade målet, hvis man da ikke røg en sidste fed og trissede hjem, tilfreds helt ind til benet".

Flyvende tæppe man kunne lande på

Jens Breum syntes at være over alt i de år. Men der er ingen tvivl om, at specielt makkerskabet med Hans Vinding, som Breum efter bedste evne forsøgte at værne om, og med guitarist John Teglgaard, betød meget for Jens Breum. John Teglgaard ser tilbage på en mand, som han karakteriserer som en storebror gennem 40 år:

-Jens var en rigtigt god ven, men musikalsk var det hele den måde, hvorpå han kunne spille et fundament, så hvis man selv svævede langt ud i en solo, vidste man, hvor man kunne lande. Det var bare at kigge på Breum og lytte til ham, og man var tilbage i sammenhængen igen. Han blev det flyvende tæppe, man kunne lande på, mindes John Teglgaard, som også er kendt fra blandt andet Bifrost.

-Han var jo startet ud som forsanger i et tresser-pigtrådsorkester, og det hjalp sidenhen, når han lagde korstemmer. Han spillede op til sangerens tekster, og var bestemt ikke trommeslageren der sagde, 'hør hvad jeg kan!' Jens sad der i mod og skabte helhed, om det nu var sang, vers og omkvæd, eller at en eller anden guitarist havde en solo, så sad han ikke og sagde 'Hør mig!', men bakkede dem op, som var i front. Han evnede at kæde hele udtrykket sammen og få ethvert band, han spillede med, til at fremstå som en helhed, beretter John Teglgaard.

-Jeg lærte Jens Breum at kende, da han spillede i Thehuset på Christiania med Tommy Bas i Hyldemors Grønsaligheder og jeg lige var kommet fra Horsens og spillede med orkestret Take Off. Tommy Bas spillede jo med Jens i mange sammenhænge. Og da vi så skulle lave Glem Det Hele, kom jeg tæt på Jens, som på mange måder siden blev som en storebror for mig.

-Jens Breum var en mand, der vidste, hvordan han ville have tingene, men han havde også noget at have det i! Han havde en stor viden om musik i det hele taget og kunne huske fantastisk godt, og det gjorde, at han havde en fantastisk ballast, når han gik ind og foreslog, hvordan et nummer skulle arrangeres. Han havde noget at have det i, og så lyttede man også med respekt, og ofte vejede hans ord tungest, for via ham gik det hele op i en højere enhed, husker John Teglgaard, der ikke kan se Hyldemor blive samlet igen efter et år, hvor man nu har mistet to gamle medlemmer.

Frede Fup husker tilbage

Jens Breum spillede også i en årrække med Frede Fup, hvor forsanger Frede Norbrink specielt husker tilbage til dengang, hvor Jens Breum efterfulgte den på mange måder legendariske trommeslager, Bjørn Uglebjerg, der blandt andet var med til at danne Gasolin' og ligesom Jens Breum spillede i en lang række orkestre.

-Jens Breum betød rigtigt meget. For det første kendte jeg ham i forvejen, før han kom med i Frede Fup. Men han kom også ind og reddede os i en periode, hvor der var fuld gang i den. Vi var jo lige i gang med at rejse bandet op i 1982, hvor vores trommeslager Bjørn Uglebjerg(1948-94) annoncerede sin udgang fra bandet på samme måde, som han gjorde i starten med Gasolin' og hos Lone Kellermann. Hver gang der var rigtigt meget gang i den, trak Bjørn følehornene til sig, og det gjorde han altså også i '82.

-Så vi måtte finde en ny trommeslager, og der kom Breum ind i billedet. Faktisk var det Bjørn der aftalte med Breum, og det var en helt unik og magisk oplevelse. Men de gjorde det sådan, at det foregik på en rockscene, hvor der var tusindvis af mennesker, til det der måske var den første Grønne Koncert, der var ude på Dyrehavsbakken.

Her holdt trommespillet kortvarigt op midt i et nummer:

-Pludselig rejste Bjørn sig op, tog trommestikkerne og gav dem til Jens Breum, der satte sig ned og spillede resten af koncerten færdig med bandet. Det var helt vildt fedt, mand!

-Siden i 1993 lavede vi gruppen De Ustandselige, hvor Breum også var med. Det var et coverband, hvor vi som udgangspunkt ville spille alt det, de andre coverbands ikke kunne. Så vi spillede Bowie, T-Rex og alle mulige fede ting. Her var han medlem, indtil han måtte holde op, fordi han var blevet syg for lidt over et halvt år siden.

HYLDest på sin plads

Jens Breums bortgang satte foreløbig en stopper for enhver tanke om at fejre Hyldemors og Hans Vindings minde ved den årlige række af HYLDest-koncerter på Loppen og udvalgte steder rundt i landet. Her ville man samles "hjemme" på Loppen til en speciel og nostalgisk aften, hvor de smukke sange blev spillet og et hav af gamle venner ville stille op og spille de gamle sange med Teglgaard, Claesson, Breum og en perlerække af venner og kollegaer.

Vi må håbe, at vi igen kan samles i de smukke lokaler på første sal i Loppe-bygningen. Om ikke andet for at sende en musikalsk hilsen til en himmel, hvor Jens Breum er den krumtap, der mangler i et band, der tæller gamle Hyldemor-medlemmer som Hans Vinding, Thor Matthiesen og Jens Thorning Hansen.

Du var en stor musiker, Jens Breum. Varm, ligetil og helt rigtig.

Æret være dit minde.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA