Júníus Meyvant udgiver debutalbum til sommer

Júníus Meyvant udgiver debutalbum til sommer

"Jeg var svær at tøjle som barn, men i mit voksenliv har jeg fundet en ro gennem musikken," fortæller Júníus Meyvant, der er manden bag hittet "Color Decay". GAFFA har fået en snak med den islandske P6 Beat-darling, der er klar med sit debutalbum til sommer.

Som barn og ung var der kun to ting, Júníus Meyvant gik op i. Skateboarding og maling. Intet andet kunne fange den distræte og utæmmede unge islænding. Ikke engang musikken. Heller ikke selv om han flere gange forsøgte sig med diverse instrumenter, når han gang på gang startede på musikskolen, ligesom hans mange kammerater gjorde det. Men hver gang opgav han eller blev smidt ud.

– Jeg elskede musik. Det har jeg altid gjort. Men det var ikke mit mål på det tidspunkt, og jeg kunne ikke koncentrere mig om at spille. Jeg var ikke særlig god i skolen, og jeg var meget svær at tøjle som barn, fortæller Júníus Meyvant, da GAFFA fanger ham under et besøg i København.

Det kan umiddelbart være svært at forestille sig, når man i dag lytter til den islandske musikers stille og smukke debut-ep med hitsinglen "Color Decay", der udkom i efteråret 2015, og som har været i heftig rotation på P6 Beat.

Musikken blev en flugtvej

Men ikke desto mindre var det først, da Júníus Meyvant blev 21 år og befandt sig midt i en tid, hvor han følte sig nedtrykt, men samtidig parat til at lukke nye indtryk ind, at han for alvor fandt interessen for musikken.

En gammel guitar stående i forældrenes hjem fik "tæmmet hans indre vilddyr", og dag og nat fyldtes hans tanker med musikalske idéer.

– Musik blev en slags flugtvej for mig. Jeg behøvede ikke altid at være ham den sjove eller være den bedste til at skate. I stedet begyndte jeg at skrive musik for at fokusere på noget andet, og jeg opdagede, at det var umuligt at stoppe igen, fortæller han.

Til sommer kommer det længe ventede debutalbum, der gerne skal følge op på succes-ep'en "EP", der særligt har givet Júníus Meyvant meget omtale i hjemlandet Island, hvor han sidste år vandt for "Bedste Sang" og "Bedste Nye Navn" ved Iceland Music Awards.

Naturen som musikalsk katalysator

Som musiker fra Island følger man uundgåeligt i fodsporene på store, musikalske navne. Landet mod nord har gennem årene genereret navne som Sígur Ros, Björk og senest anmelderdarlingen Asgeír, og spørger man Júníus Meyvant, hvad der er særligt ved den musikalske vibe på Island, er han ikke i tvivl.

– Musikken hænger sammen med vejret, tror jeg. Vejret ændrer sig meget og gerne hurtigt. Den ene dag sner det, den næste dag regner det. Vi mærker vind, kulde og varme, og på mange måder minder den islandske musikscene meget om det. Vi har så mange forskellige bands og artister, mange med en rå lyd. Og husk på, vi er ofte inden døre netop på grund af vejret, og derfor spiller mange islændinge musik, lyder det fra Júníus Meyvant, der sætter stor pris på det store musikalske netværk, man som musiker hurtigt får på Island. Et netværk, der i stedet for at konkurrere hjælper hinanden.

Júníus Meyvant pointerer dog, at han ikke er afhængig af den islandske natur for at skrive sin musik. Faktisk skrev han sin første sang under en rejse til Afrika. Ligesom han heller ikke kan forestille sig at skrive sine sange på islandsk, ligesom sin kollega Asgeír.

– Engelsk flyder bare bedre for mig, og jeg har et større ordforråd til rådighed. Islandsk er et hårdt sprog, og sangene skal være i en helt særlig stil, hvis det skal virke på islandsk, slutter han, inden han hurtigt ude af døren for at få repareret en ødelagt guitar.

Hvem

33-årige Unnar Gìsli Sigurmundsson er bedre kendt som Júníus Meyvant. Et kunstnernavn, han har valgt, fordi det er nemmere at udtale end hans borgerlige navn, fortæller han.

Hvad

– Min musik er en hyldest til soul, folk og blues. Men generelt er der ingen grænser, og det kan sagtens være, jeg begynder at lave elektronisk musik. Jeg laver det, jeg gerne vil. Men lige nu er det musik med en 60'er inspireret lyd og nogle bløde og groovy sange.

Hvor

Júníus Meyvant bor i Reykjavik, Island, men voksede op på øgruppen Vestmannaeyjar syd for Island.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA