Pitchfork Music Festival – indiefestival er kommet for at blive

Portræt af den amerikanske festival, der fandt sted i Chicago 13.-15. juli

Pitchfork Music Festival – indiefestival er kommet for at blive (23-07-2007)

Billede: Yoko Ono var et af festivalens hovednavne. Foto: Lars Rønn Olsen

Pitchfork Media
Amerikanske Pitchforkmedia.com er et anmeldersite respekteret som et af det mest indflydelsesrige i Nordamerika. Startet i 1995 af Ryan Schreiber fra hans forældres kælder, er Pitchfork vokset til at have 200.000 besøgende dagligt og til at være et af de største anmeldersites i verden. Ofte beskyldt for en elitær ”hipster”-attitude arbejder anmelderne på Pitchfork Media primært i indieuniverset, og med en ekstremt trofast læserskare er deres indflydelse på upcoming bands er ofte kritiseret for at være for stor. I Danmark nok bedst kendt for deres forkærlighed for Figurines og måske årsagen til gruppens succes på den anden side af Atlanten.

Pitchfork Festival
Pitchfork som festivalarrangører er ikke et helt så nyt koncept, som festivalens toårige historie antyder. Startet i 2003 i samarbejde med Tim Tuten – ejer af den lokale bar Hideout – og under navnet Interchange Festival var festivalen oprindeligt en endagsevent, der adviserede folk til at stemme ved 2004 præsidentvalget i USA. Festivalen, der på dette tidspunkt blev afholdt på gaden foran Hideout, skiftede i 2005 navn til Intonation Festival, men grundet uoverensstemmelser imellem arrangørerne forlod Pitchfork Media Intonation Festival i 2006 og afholdt for første gang deres egen todages festival under navnet Pitchfork Festival.

Målet med festivalen er i årenes løb blevet mindre politisk, men rent musikalsk bygger Pitchfork Music Festival stadig primært på upcoming (og mere etablerede) indiekunstnere. I sig selv lidt et paradoks, eftersom at mange mener, at arrangørerne – gennem Pitchforkmedia.com – selv vælger, hvem der er in og upcoming nok til festivalen. Ikke desto mindre er kvaliteten af programmet højt, og som nyeste skud på stammen, udvidedes festivalen i år til et tredages arrangement. Fredagens program var arrangeret sammen med Barry Hogan fra den engelske festival,ATP (All Tomorrow’s Parties) og så Sonic Youth, Slint og GZA (a.k.a. Genius fra Wu-Tang Clan) opføre deres bedste albums i sin helhed. Et interessant koncept, hvor især Sonic Youth og albummet ”Daydream Nation” fra 1988 var en sand fornøjelse.

Lineup
Festivalens to egentlige dage, lørdag og søndag, var udgjort primært af indierock, men også hiphop, electronica og et enkelt metalnavn havde fundet vej ind i programmet. Regelmæssige læsere af Pitchforks anmeldelser var helt sikkert havnet på den rigtige festival, mens udenforstående nok havde lidt svært ved at se højdepunkter nok i programmet. Lørdagens program var headlinet af blandt andre Mastodon, Grizzly Bear, Girl Talk, Cat Power, og, som et lidt aparte valg, Yoko Ono. Søndagens program så blandt andre Of Montreal, Stephen Malkmus, Klaxons og hiphop-veteranerne De La Soul. Som antydet generelt et program, som passede Pitchforks nærmest uendelige horde af tilhængere perfekt, men også mere objektivt et virkeligt interessant program, dog uden brugen af mere mainstream hovednavne.

Organisation
Pitchfork Festivalen er med sine relativt små dimensioner et interessant modstykke til sommerens store festivaler. Med alle overskuelige muligheder for at eliminere nogle af ulemperne forbundet ved store festivaler var forventningerne til festivalens organisation store. Medarrangør Tim Tuten udtaler til med GAFFA: – Dette er en folkets fest. Hvis man har været til større festivaler før, vil man opleve, at denne festival er langt mindre kommerciel og forbrugerpræget. Også Ryan Schreiber lægger meget vægt på at Pitchfork Music Festival har komfort i højsædet, og at dette ubetinget er gjort muligt af festivalens begrænsede størrelse.

Og festivalens størrelse er begrænset. Union Park (hvori festivalen afholdtes) er ikke en enkelt kvadratkilometer for stor, hvilket generelt gør det nemmere at planlægge sit program som gæst, og derefter rent fysisk opnå at følge det. Desværre virkede det hele meget, meget mindre, da festivalens 17.000 deltagere indtog pladsen ved femtiden fredag. Det var festivalen igennem stort set umuligt at finde plads i skyggeområderne, og køerne til både toiletter og madboder strakte sig ofte til det uoverskuelige.

Til trods for menneskemasserne var festivalpladsen generelt pæn og ren. Der blev ofte opfordret til at rydde op efter sig selv, og appelleret til almindelig sundt fornuft. ”Let’s all remember to clean up after ourselves, it’s not like we were raised by wolfes”, lød det fra konferencieren lørdag formiddag inden dagens første koncert, og det lod publikum til at tage til sig.

Toiletforholdene var ganske glimrende, men som nævnt var der ofte meget lange køer, hvilket skyldtes antallet af gæster nærmere end festivalens planlægning.

Da festivalen havde valgt at spare de vanlige armbånd væk (?), var det ikke muligt at komme ind igen, hvis man først havde forladt pladsen. Dette vakte øjeblikkeligt bekymringer, da udvalget af madvarer på mindre festivaler ofte er begrænset, og priserne generelt høje. Dog viste festivalen sig dog at være et sandt overflødighedshorn af kulinariske muligheder, og tilmed til aldeles rimelige priser. Adskillige af Chicagos uafhængige spisesteder havde opsat boder på pladsen, og selv øllen var leveret af det lokale bryggeri 312, der tilbød fire forskellige slags luksusøl på fad.
Samtidigt var der opsat en markedsplads, hvor pladeforretninger, pladeselskaber, tøjforretninger, og kunstnere kunne sælge deres respektive varer.

Publikums oplevelser
Festivalen igennem holdt GAFFA sig opdateret på forskellige gæsters reaktioner på koncerterne, organisationen og deres generelle indtryk af festivalen. Det mest konsistente svar blev givet til spørgsmålet ”Hvilken kunstner skuffede dig mest?”. Samtlige adspurgte svarer Yoko Ono, og generelt var der ikke særlig stor forståelse for, hvad hun lavede til en indiefestival. Hvor man dog ikke kan benægte hendes plads i musikhistorien, er undertegnede ellers tilbøjelig til at give dem ret.

Meningerne om bedste koncert på festivalen var der til gengæld lige så mange af, som der var adspurgte. Dog var der bred enighed om, at Girl Talk var et af højdepunkterne, på trods af de deciderede klaustrofobiske forhold under koncerten. Derudover blev Mastodon rost til skyerne, men i denne sammenhæng lod det primært til at være indiefolkets overraskelse over koncertens alternative natur. Også festivalens hiphop-navne – Clipse, The Cool Kids, Cadence Weapon, De La Soul og GZA fik gode reaktioner, og Cadence Weapon scorede af undertegnede festivalens enlige topanmeldelse på seks stjerner.

Bedste feature ved festivalen mente de fleste ikke overraskende var programmet. Langt størstedelen af gæsterne må antages at være læsere af (og enige i) Pitchforks anmeldelser, og derfor har arrangørerne mere eller mindre selv kunne vælge hvilket bands, publikum ville se på festivalen, og ikke omvendt som normalt. Programmet var også en af de primære kvaliteter for kunstnerne på festivalen. Chris Bear fra Grizzly Bear svarer følgende til spørgsmålet: ”Nu har I sommeren igennem spillet på store festivaler som Coachella (Californien), Sasquatch (Washington) og Roskilde, hvorfor så Pitchfork?”

– Denne her festival har efter min mening den bedste komplette lineup. Samtlige af de optrædende bands her er fantastiske. Faktisk så har vi ændret vores flytid, så vi kan blive på festivalen i morgen.”

Programmet fik dog også undervejs kritik, da langt de fleste bands efter publikums mening passede bedre i små spillesteder frem for på en festival. Navne som Grizzly Bear, Califone, Cat Power og William Parker var iblandt de oftest nævnte ”malplacerede” bands.

På trods af at mange var glade for festivalens dimensioner, var det mest negative indtryk paradoksalt nok også festivalens størrelse. Dog med fokus på antallet af gæster og de til tider uoverskuelige køer som følge. Flere gange op til festivalen blev der meldt udsolgt, blot for at offentliggøre et begrænset antal ekstrabilletter til salg ugen efter. Dette fik konsekvenser, ikke kun i ølkøen, men også til shows med Dan Deacon, Girl Talk og Klaxons, der fejlagtigt var blevet placeret på den mindste scene.

Overordnet bedømmelse

Generelt forbindes en komfortabel koncert/festivaloplevelse med plads, og ingen køer ved toiletter eller foran scenen. Pitchforks bestræbelser på at skabe en komfortabel festivaloplevelse fungerede fint, lige indtil publikum ankom. Festivalen havde alle de samme features som en større festival (og endda til billigere priser), men det hele druknede i menneskemasserne. Den overskuelige afstand mellem scenerne endte med at være irrelevant, når disse alligevel var fyldt, op til timer før en populær koncert.

Programmet kan der stort set kun siges rosende ord om. Som tidligere nævnt har Pitchfork Media en fanskare stor nok til at fylde en endnu større festival, og som såkaldt ”indiefestival” er Pitchfork Music Festival nok noget af det bedste, der findes lige for tiden. En lidt bredere og mere objektiv definition af, hvad god indie er for tiden, kunne godt klæde festivalen, men så ville der jo ikke være tale om Pitchfork festival.

Lydteknisk fungerede scenerne godt. Lige på nær The Ponys (som måtte undvære lyd i fem minutter af deres optræden) var lyden generelt fin – selv nede på de bagerste rækker.

Desværre var festivalen præget af forsinkelser i programmet, hvilket ofte medførte, at tilfældigt udvalgte bands måtte se deres spilletid skåret ned til 35-45 minutter. Et enkelt tilfælde eller to er tilgiveligt, men det omfang, det var tilfældet på denne festival, er uacceptabelt.

Som forsonende træk var hele denne herlighed tilbudt til den ringe pris af $50 – under 300 kr. Indkvartering var dog ikke inkluderet i denne pris og måtte foregår i omkringliggende hoteller og vandrehjem. Men til sammenligning går billetter til Lollapalooza (der afholdes først i august måned, ligeledes i Chicago) til $195 – over 1000 kr.

Pitchfork Music Festival har på to år skabt kæmpe opmærksomhed og en stadigt stigende efterspørgsel. Det er vist sikkert at sige, at festivalen er kommet for at blive, og når de værste børnesygdomme har fortaget sig, vil Pitchfork sagtens kunne begå sig i de store drenges (og pigers) selskab. En festival med kæmpe potentiale, og under alle omstændigheder en anbefalelsesværdig oplevelse. Turen over Atlanten er den dog endnu ikke værd, med den absolutte overflod af gode festivaler, der findes i Europa, men hvis man alligevel befinder sig i området (og vel at mærke er bekendt med – og enig i – Pitchforks anmeldelser), har Pitchfork Music Festival hermed to tommelfingre opad fra undertegnede.

Læs anmeldelser og se billeder fra Pitchfork ved at følge linkene til højre

Pitchfork Music Festivals hjemmeside