Gasolin’s Franz Beckerlee: Drømmen blev til virkelighed

Gasolin’s Franz Beckerlee: Drømmen blev til virkelighed

Fotografens øjne lyser af glæde. Det er tydeligvis en fan, der møder et idol, og Franz Beckerlee ligner også den elegante stjerne, der i sin tid trykkede den af med Hendrix-agtig guitar sammen med Kim Larsen, Wili Jönsson og Søren Berlev.

Guitaren er dog lagt på hylden – eller rettere: den ikoniske Fender Stratocaster er doneret til rockmuseet, mens den anden raritet, en Gibson Les Paul fra 1950’erne i dag tilhører Tim Christensen, som Franz Beckerlee tilfreds siger. Den bliver fortsat spillet på på kompetent vis.

Vi går i gang med snakken, som selvfølgelig starter med den flotte guldklump af en Las Vegas-drøm, som det nye museum er blevet i det gamle industrikvarter, ovenikøbet beliggende på Rabalderstræde, der som bekendt ”er en gade, hvor den slet-slet ikke får for lidt!!”, som det hedder på åbningen af Gas 5:

Forkromet rock’n’roll

I har arbejdet siden 1994 med det her, og nu står i med en guldklump af en outreret bygning, som ligner et udtog af Las Vegas eller noget fra dengang i i Gasolin’ med stjernedrømme skulle erobre Amerika. Hvordan føles det, Franz Beckerlee?

– Sådan skal det vel være. Der er altid et eller andet forkromet over rock’n’roll, og det har man så bibeholdt her. Og sørget for at det ligner et eller andet, som vi alle sammen har drømt om. Men det er fint, at det endelig er lykkedes efter alle de år. Der har jo været nogle tidspunkter undervejs, hvor det så ret sort ud, for det var svært at få finansieringen på plads, hvor man sagde, at ”det var sgu ærgerligt, men vi gjorde, hvad vi kunne”. Men så lykkedes det alligevel fem minutter i otte, og alt det der. Og det er en tilfredsstillelse for os, som har været med og arbejdet med det i så mange år.

– Så nu overgiver vi det til dem, der er blevet ansat til at passe det, og så kan vi gå hjem at tænde for fjerneren, ikke??? 

Hvad har du selv doneret? Din gamle Fender Stratocaster er her, ikke?

– Ja, og nogle kabinetter. Og jeg har en kuffert med nogle ting, og den får de, når jeg finder den.

Kan vi opleve dig i nogle af de film, der er blevet indspillet til museet?

– Jeg ved det ikke. Men der var jo Anders Østergaards film, hvor vi hver især berettede vores om Gasolin, men ellers kan de bruge den, hvis de vil. Jeg tror, at den ligger på nettet og er tilgængelig for alle, så vidt jeg ved.

Stadig aktuel

Det er et stykke tid siden, at I eksisterede?

– Ja, men det er jo vildt. Vi havde aldrig drømt om, at det ikke ville være sådan, at der efter vi stoppede ville være nogle andre der tog førertrøjen, og så var det det. Men det er helt utroligt, at vi stadig er i radioen. Musikken har ligesom fået sit eget liv, og uanset om vi synes om det eller ej, så kører det. Vi kan jo hverken gøre fra eller til.

Kan DU lide jeres gamle musik?

Det er længe siden, at jeg har hørt noget, men jeg skammer mig ikke over det og synes, at vi sagtens kan være det bekendt. Og jeg tror også, at vi kan takke den gode Roy Thomas Baker (engelsk producer på de første album. Red.) for, at det stadig er til at holde op ud at høre på. For han var jo så dygtig en producer, så lyden var i orden. Der er jo flere indspilninger fra dengang med andre grupper, hvor det kniber lidt med lyden, ikke?

73 år unge Franz Beckerlee har lagt musikken bag sig. Egentlig også avantgardesaxofonist i 1960’ernes intense københavnske jazzmiljø, er han vendt tilbage til sit virke som maler og skulptør. Og det går fint:

– Jeg spiller ikke musik mere. Jeg er gået tilbage til billedkunsten, som også var det, jeg lavede inden musikken kom og fyldte det hele. Og det har jeg det fint med, det går rigtigt godt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA