Koncertaktuelle Joe Satriani: Surfing down Memory Lane

Koncertaktuelle Joe Satriani: Surfing down Memory Lane

Den amerikanske guitar-legende Joe Satriani fejrer sit 30-års jubilæum som solist med den retrospektive ”Surfing to Schockwave Tour”, der både rammer København og Aarhus i denne uge. GAFFA har talt med den ikoniske guitarist forud for hans besøg i Danmark.

Klichéen om at brage gennem lydmuren er brugt mange gange om debuterende musikere, men få gange har klichéen været så rammende som i tilfældet Joe Satriani. 

Satriani - eller bare ”Satch” blandt fans og venner – finansierede sit debutalbum Not Of This Earth fra 1986 med et overtræk på sit kreditkort, og den spacy og helt anderledes guitarlyd og de lige så umulige kompositioner gjorde ham hurtigt berømt i guitarkredse. Det var dog opfølgeren - den i alle henseender supersoniske ”Surfing With The Alien” - der året efter bragte ham på alles læber og alverdens radiokanaler.

Dansk stemme om bord i rumskibet?
Albummet og titelnummeret, der handler om Marvels superhelt, The Silver Surfer, indledes med en kvindestemme, der lyder mistænkeligt meget dansk. Kan det virkelig passe?

– Jeg ved faktisk ikke om kvinden på introen til Surfing taler dansk, men det kan meget vel være. John (Cuniberti – red.), som producerede, og jeg var enige om, at vi ville skabe en indledning, der gav mindelser om et gigantisk moderskib fra en fremmed civilisation, der fløj hen over jorden. Samtidig opfangede rumskibet radiosignaler fra de lande, det passerede. John havde optaget en Boeing 747, der varmer motorerne op, og suset fra flyveren blev mikset ind over nogle tilfældige radiokanaler, som John havde optaget, mens han opholdt sig i England. Jeg ved kun, at det er tilfældige europæiske radiostationer, som han havde tunet sig ind på, men uden at være sprogekspert, vil jeg sige, at kvindens stemme lyder skandinavisk. Så der kan sagtens være et dansk aftryk på ”Surfing”.

Det gode liv i bussen
GAFFA har fanget Satriani på Skype, mens han opholder sig i San Francisco forud for besøget i Europa. Han er som altid venligheden selv, lattermild og tilsvarende beskeden. Hvor andre topmusikere kan være krævende, når de turnerer, er Satriani alt andet end fordringsfuld. Under tidligere interviews har han fortalt, at han sover i turbussen, men taget i betragtning, at han kan fejre sin 60-års fødselsdag i næste måned, er han måske blevet mere mageligt anlagt?

– Ha, ha… Jeg sover stadig i bussen, og ved du hvad? Det er faktisk fordi, jeg er mageligt anlagt. Sidst i 80’erne, da jeg turnerede med Mick Jagger, prøvede jeg det vilde turnéliv på første klasse. 5-stjernede hoteller, private jets, executive class hele vejen i gennem. Vi spillede to koncerter om ugen og resten af tiden var luksusferie, fordi Mick havde råd til det, ha ha… Men der er også noget stressende over den livsstil, og det tager energien ud af musikken. Alle de der endeløse check ins og check outs. Ikke mindst i dag, hvor sikkerheden i lufthavnene er helt ekstrem. Det tager simpelthen bare så meget tid at flyve og bo hotel.

– I bussen er jeg hjemme. Jeg kan tage en lur, spille guitar, tale i telefon og skal slet ikke bekymre mig om tidspunkter for afgang og ankomst. Det er en kæmpe lettelse for sådan en som mig, der godt kan lide at have ro og tid til mig selv. Det andet er meget sjovt, men kolossalt anstrengende.

Netop livet i turbussen betyder også, at Satriani oplever en større frihed i forhold til, hvordan han planlægger en turné. Mellem koncerterne i Danmark tager han en afstikker til Oslo. Det kan virke ulogisk rent logistisk, men en tur frem og tilbage over Kattegat bekymrer ikke Satriani.

– Det er fordi, du er dansker, at du tænker sådan. Det er tværtimod en af grundene til, at jeg elsker at turnere i Europa. Afstandene er simpelthen så små. Jeg kan sige dig, at når jeg turnerer i Australien, så tænker vi helt anderledes i forhold til logistik, men ovre hos jer er der sjældent mere end et par hundrede miles mellem landene. Det er så cool, ha ha.

De største er ikke altid de bedste
"Surfing to Schockwave Tour" er en rejse gennem 30 års solokarriere, men Satriani afviser, at der er tale om en Greatest Hits Tour.

– Selvfølgelig spiller vi mange af de kendte numre. Det forventer publikum, og som musiker har du en forpligtelse til at lytte til publikums ønsker. Men her på touren handler det lige så meget om at trække det bedste ud af min karriere, og det er ikke nødvendigvis de kendte numre. Nu lyder titlen på turnéen som om, at min karriere begyndte med ”Surfing With The Alien”, men det er sikkert PR-folkene, som synes det lød cool med ”Surfing” og ”Schockwave”, men for eksempel spiller vi titelnummeret fra min debut ”Not Of This Earth”, og det var altså ikke noget kommercielt hit. Igen…

– Man skal have respekt for sit publikum, men en stor del af respekten ligger også i at give publikum nogle oplevelser, som de ikke havde forventet. Ellers ville den ene Satriani-tour lyde som den anden. Derfor ændrer vi også på numrene. Jeg er en meget dygtigere musiker i dag, end jeg var for 30 år siden, og derfor spiller jeg flere af numrene anderledes. Og bedre!

Nye læringsstile ifølge Satch
Surfing to Schockwave Tour slutter i Frankrig på Satrianis 60-års fødselsdag den 15. juli. Ind i mellem ligger nogle G3-koncerter med Steve Vai og bandet The Aristocrats, men fødselaren går ikke direkte på ferie. Satriani var de første mange år af sin karriere bedst kendt som guitarlærer for en perlerække af superguitarister – fx Steve Vai (Frank Zappa, David Lee Roth), Kirk Hammet (Metallica) og Alex Scolnick (Testament). Han har ikke opgivet lærergerningen og har opfundet konceptet The G4 Experience, der bedst kan beskrives som en slags sommerhøjskole for guitarister. Det er dog ikke et helt almindeligt højskoleophold, da lærerne omfatter førnævnte Vai og Scolnick samt Eric Johnson og Satriani selv. Dette års G4 Experience afvikles i august måned på Long Island, hvor Satriani trådte sine barnesko, men hvorfor overhovedet bruge en tiltrængt sommerpause på at undervise?

– Igen, det handler om, at jeg er blevet klogere. Da jeg var ung, skabte jeg mig et navn på Long Island som guitarlærer, og da jeg flyttede til Californien voksede mit omdømme som underviser. Det var dejligt og skaffede mig en indtægt, men jeg tænkte, at undervisningsformen ikke altid var optimal. Når man sidder som elev og har betalt for en lektion, er man meget fokuseret, men også meget anspændt. Og det samme for underviseren. Der ligger et uudtalt forventningspres på både lærer og elev, og det er ikke hensigtsmæssigt i pædagogisk forstand. Mennesket præsterer bedst, når det føler sig trygt og godt tilpas. Også i en indlæringssituation. Hele ideen med The G4 Experience er at skabe et miljø, hvor det hele handler om guitarer, om musik og om at spille og blive klogere. Men i en afslappet atmosfære. Det er ikke det samme, som at det er tilbagelænet. Tværtimod. En lektion med Eric Johnson bliver aldrig tilbagelænet, ha ha. Men det handler om at skabe de bedst mulige rammer for læring og udveksling af ideer. Man behøver for eksempel ikke at spille guitar for at deltage. Hvis man elsker musikken, er det en fin indgangsvinkel.

Mødet med sit alter ego
Satriani har udviklet sig i forskellige retninger gennem sin karriere, men ifølge ham selv kom den største udvikling for et par år siden. Det var dog mere menneskeligt end musikalsk. Under en koncert fik han en oplevelse, der fik ham til at reflektere over sig selv og den musiker, som han er blevet.

– Det var virkeligt underligt. Virkeligt! Vi skulle spille i Singapore, hvor jeg har nogle slægtninge, og de kom for at se koncerten. Jeg har sommetider spekuleret over, hvad der sker med mig, når jeg går på scenen. Sommetider går jeg helt amok og opfører mig som en sindssyg, ha ha, og jeg havde lovet mig selv at styre mig, når nu mine slægtninge kom for at se mig optræde. For eksempel spiller jeg ofte med tænderne ligesom Hendrix, selvom jeg mange gange har lovet mig selv ikke at gøre det, da det ødelægger emaljen på mine tænder.

– Nå, men jeg havde besluttet at opføre mig normalt på scenen, og efter to minutter glemte jeg alt om det og flippede ud, som jeg plejer. Pludselig fik jeg en åbenbaring. Eller måske rettere et øjeblik af selvindsigt og erkendelse. Jeg så mig selv som denne skaldede mand, der gik amok med sin guitar og forstod pludselig, at der var tale om en eller anden form for personlighedsspaltning. At jeg blev til en anden. En figur, en karakter, der levede sit eget liv på scenen, uanset hvad Joe Satriani ville. Jeg har altid været sådan, men det var først den aften i Singapore, at jeg blev bevidst om mig selv som musiker. Det var virkelig en skelsættende oplevelse, og albummet ”Schockwave Supernova” handler om mit alter ego.

Nyt fra Chickenfoot
Et af Satrianis gamle numre hedder Can’t Slow Down, og noget tyder på, at den titel også udspringer af guitaristens personlighed. Ud over ”Surfing To Schockwave Tour”, en håndfuld G3-koncerter og guitar-sommercampen leger Satriani stadig med fritidsbandet Chickenfoot. Bandet, der udover Satriani tæller de tidligere Van Halen-medlemmer Sammy Hagar på vokal og Michael Anthony på bas samt Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers på trommer, er blevet beskrevet som verdens bedste musikalske hobby-projekt.

– Det er faktisk lige lykkedes os at samles og indspille en single. Vi har også lige skudt en video, som kommer ud på et eller andet tidspunkt. Men realistisk set tror jeg ikke, der kommer et album ud af det denne gang. Jeg skal faktisk spise aftensmad med Sammy i dag, men ellers er vi spredt det meste af tiden. Chad skal på turné med chilipebrene, og det kommer sandsynligvis til at vare et par år eller mere, og når han så vender tilbage, befinder vi andre os på den anden side af kloden. Det er ikke nemt, men det er et fritidsprojekt, som kun har til formål, at vi skal have det sjovt sammen. Men derfor vil vi naturligvis gerne ud at spille på et tidspunkt.

Nye slagmarker og forretningsmodeller
En del af Satranis succes skyldes, ud over hans indlysende virtuositet, at han gik imod strømmen på et tidspunkt, hvor de fleste 80’er-guitarister lød ens. Flertallet af shreddere forsøgte enten at tappe som Eddie Van Halen eller spille klassisk inspireret som Yngwie Malmsteen. Satriani valgte en anden og mere sci fi-agtig stil, der efterfølgende har dannet en ny skole blandt guitarister. Men hvordan husker han selv the heydays?

– Det var sygt, ha ha… I 80’erne drejede det sig om at kunne spille en harmonisk molskala i et sindssygt tempo, og det var der ærligt talt ikke meget musik i. Der var nogle få, som mestrede genren, men ellers var det ret forudsigeligt, og derfor døde shredden også og blev afløst af grungen. Der gik for meget konkurrence i at spille guitar, og til sidst mindede det mest af alt om et drag race på gribebrættet. I dag er det anderledes, men konkurrencen er den samme. Den har blot ændret karakter. Musikbranchen ændrer sig så sindssygt hurtigt, at ingen kan forudsige, hvilken vej branchen vil bevæge sig i. Hvor det dengang handlede om at spille Paganini-riffs, battler de unge musikere i dag på de sociale medier. Det handler om at se cool ud på Instagram og foretage de rigtige opdateringer på Facebook og Twitter. Jeg tænker, at de unge musikere, der er 16 år i dag og har styr på det hele, vil stå om fire år, når de er blevet 20, og tænke, hvad skete der lige der? Så er det en ny generation af 16-årige, der har overtaget branchen, og alle andre vil stå måbende tilbage og undre sig over, hvor hurtigt udviklingen går.

 

Joe Satriani spiller i København i Amager Bio mandag 27. juni og på Train i Aarhus onsdag 29. juni. Find billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA