Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Weekenden står for døren, og traditionen tro har vi udvalgt weekendens 11 essentielle koncerter, som der stadig er billetter til. Klik på kunstnernavne for mere info og links til billetsalg.

 

TORSDAG DEN 8. SEPTEMBER

Herning

Nickelback, Jyske Bank Boxen

Den canadiske rockgruppe Nickelback giver koncert på dansk grund, når de gæster Jyskebank Boxen i Herning. Bandet har oplevet stor kommerciel succes med hits som "How You Remind Me", "When We Stand Together" og "Rockstar". Alligevel er Nickelback kendt som bandet, mange elsker at hade. Forskning peger på, at hadet bunder i, at bandet er for mainstream og deres musik er for bred til at passe ind i nogen specifik arketype og derfor lider under at være for inkonsekvent. Læs mere om forskningen her. Som opvarmning til koncerten kan du varme op med deres single "When We Stand Together":

 

FREDAG DEN 9. SEPTEMBER

København:

Dizzy Mizz Lizzy, Plænen, Tivoli

90'ernes største danske rockband udgav i april måned i år deres første album i hele 20 år, "Forward in Reverse". De fem singler fra  albummet er blevet solide hits, og Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen har hele sommeren igennem vist, at de er i storslået form. Der er derfor noget særligt at glæde sig til forud for denne uges Fredagsrock på Plænen i Tivoli. I videoen herunder kan du høre og se bandets seneste single "Love At Second Sight":

 

Electric Guitars, Viften, Rødovre (spiller også i Kultur Center, Jammerbugt den 10. september)

De to guitarister Mika Vandborg og Søren Andersen er klar til at give et brag af en rockkoncert på Viften i Rødovre. 

Sidste år udgav bandet det anmelderroste album "String Fever", der fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Kristoffer Veirum. Alt omkring bandet emmer af rock’n’roll med den elektriske guitar i fokus. 

Hør titelnummeret live fra Go' Morgen Danmark herunder:

 

 

Aarhus:

Danmarks Største Fredagsbar, Universitetsparken

Til dette års udgave af Danmarks Største Fredagsbar kan man blandt andre opleve The Minds of 99 (billedet), Phlake, Chinah og Benal. Arrangementet er gratis, og den første kunstner, Benal, går på scenen klokken 14.15, mens The Minds of 99 lukker scenen af fra klokken 22.30. Du kan se hele programmet på arrangementets Facebookside ved at klikke på navnet herover.

 

Liima, Atlas

Liima, den nordiske kvartet dannet af den finske perkussionist Tatu Rönkkö samt Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg alias danske Efterklang, skrev deres debutalbum "ii" under adskillige ugelange artist residencies i Finland, Berlin, Istanbul og Madeira. Hvert sted havde indflydelse på lyden, både i overført betydning og i bogstavelig forstand gennem feltoptagelser og sampling. Hvert residency har sluttede med en koncert, hvor de nye sange blev spillet for et publikum. Det modtog fire stjerner af anmelder Christian Erin-Madsen under overskriften "Efterklang-trio skifter ham til nye vellykkede klange".

 

Sanne Salomonsen, Tivoli Friheden

Den danske sangfugl Sanne Salomonsen er efterhånden en garvet dame og rundede i 2015 de 60. Rockmamaen har siden midten af 80'erne haft gang i sin succesfulde solokarriere og rocker stadig diverse danske scener. Sidste år var Salomonsen på Danmarksturné, og GAFFAs Keld Broksø begyndte sin anmeldelse af rockmamas turnéstart i Vega med en klar opfordring: "Der er enkelte anmeldelser, der kan skrives ganske kort med en klar opfordring: Kom nu for h…… ind og hør Sanne på denne turné!". Han kvitterede med fem stjerner. Nu har du muligheden for at opleve den danske rockmama igen.

 

Odense

Kris Kristofferson, Sparekassen Fyn Arena (spiller også i Musikhuset Aarhus 10. september samt DR Koncerthuset 13. september – sidstnævnte er dog udsolgt)

Den levende legende, Kris Kristofferson, fejrer sin 80 års fødseldag i år med dobbeltalbum og en verdensturné, der inkluderer en koncert i Sparekassen Fyn Arena fredag aften. Kristofferson er en af countryens mest elskede og fortolkede sangskrivere og er manden bag udødelige klassikere som "Me and Bobby McGee", "Sunday Mornin' Comin Down" og "Help Me Make It Through the Night". Han er en af de få overlevende outlaw-musikere, og fra 1985-95 udgjorde han den ene fjerdedel af country-supergruppen The Highwaymen, der også talte Johnny Cash, Waylon Jennings og Willie Nelson. Sidst man kunne have fornøjelsen af at opleve Kris Kristofferson i indendørs rammer i Danmark var tilbage i 2012, hvor han gæstede Falconer Salen og modtog hele seks stjerner af GAFFA.  

 

LØRDAG DEN 10. SEPTEMBER

København:

Masta Ace + DM i Mix + Battle of the Beats, Pumpehuset

Lørdag den 10. september inviterer Pumpehuset til en begivenhedsrig aften med amerikansk rap, samt dj- og producer-battles. Aftenen indledes med en fuld solo-koncert af hiphop-kunstneren Masta Ace, som altid formår at tryllebinde publikum med sine live-optrædener, hvor han kæder sine historier sammen med en energi og fortælleglæde. Med sig på scenen har han tidligere verdensmester DJ Noize. Udover Master Aces solokoncert kan du opleve det officielle danske dj-mesterskab DM I MIX (DMC Danish DJ Championships), som afholdes for 31. gang i træk. Vinderen rejser til London den 23. september for at repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne. Til sidst kan du opleve Battle Of The Beats, som er en ny urban producer-battle, hvor hver producer har 2 x 60 sekunder til at knockoute sin modstander på fede beats. Vinderen findes af blandt andre Masta Ace og får endda lov til at producere et nummer til selv samme.

 

Saybia, Det Kgl. Teater

Det er mere end et årti siden, at Saybia udgav debutalbummet "The Second You Sleep", der solidt placerede sig som nummer et på den danske albumhitliste. Siden da er det blevet til yderligere tre album – sidste år kom "No Sound from the Outside", deres første i otte år – et hav af koncerter og en god håndfuld priser. Lørdag aften kan du opleve poprock-bandet på Det Kongelige Teater, hvor du ikke blot får fornøjelsen af en musikalsk oplevelse, men samtidig også støtter kampen mod tortur. Christoffer Glud Grønlund, marketingschefen for Dignity (Dansk Institut Mod Tortur), udtaler:

"Når kunstnere af Saybias høje klasse går ind på Gamle Scene, sker det næsten med en form for ærefrygt. Det er helt unikt, og det er netop den unikke oplevelse, vi ønsker, at gæsterne går fra teateret med. Minder, de aldrig nogensinde glemmer. På dén måde kan musik vække følelser i alle på tværs af sprog og kulturer, og det er derfor også en fantastisk flot måde at skabe bro imellem danskerne og Dignitys alvorlige sag."

 

The Voice, Tivoli, Plænen

Traditionen tro inviterer The Voice igen i går til koncert i Tivoli. Siden 2004 har over 110 kunstnere og mere end 270.000 gæster været med til at omdanne Plænen i Tivoli til en The Voice-fest. I år kan du opleve navne som L.O.C. der gæster live-scenen for syvende gang, Phlake, Mads Langer, Joey Moe, Page Four og sidste års store prisvinder Christopher. Virale hits bliver heller ikke en mangelvare, når Gulddreng, Bro og Blak & Jimilian også indtager scenen med deres respektive sommerhits. I år tildeles i alt fire priser til "Årets Fans", "Årets Ikon", "Årets Gennembrud" og aftenens hovedpris "The Voice Prisen", der går til en af aftenens optrædende.

Se aftenens fulde program her.

 

 

Aarhus:

Fastpoholmen, Atlas

Lørdag den 10. september kan du få fornøjelsen af at opleve otte mands world/reaggae/folk-bandet Fastpoholmen, der i 2013 modtog en DMA for Årets Bedste World-Album. Siden udgivelsen af deres tredje studiealbum "Drömmer du?" tidigere på året har det svensk-danske band turneret og givet publikum mulighed for at danse sig ind på numre som "Tilsammans é vi bra" og "Ditt Ljus". Med et utal af koncerter i bagagen har de markeret sig som en sikker garant for fascinerende og fyrige liveoplevelser. 

 

Udsolgte koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:

Liima, Jazzhouse, 8. september

Moderat, Vega, 8. september

Junius Meyvant, Jazzhouse, 10. september

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA