Folkeklubben: – Vi går hver gang efter det perfekte slag

Folkeklubben: – Vi går hver gang efter det perfekte slag

Kjartans Arngrims forældre er begge psykiatere, og barndomshjemmet var lokaliseret på Psykiatrisk Hospital i Risskov. I dag Folkeklubbens jyske hjemmebane. Sangeren er vokset op med den latente kreativitet og befriende irrationalitet, der også gemmer sig i hjernen, sproget og adfærden hos psykisk syge. GAFFA mødte den albumaktuelle trio på hospitalet, hvor størrelser som folkelighed, nederlag, galskab, litteratur, dannelse, en verden i brand og håb blev kastet rundt i den mentale centrifuge.

– Jeg er nærmest vokset op på matriklen af hospitalet. Det har været normalt for mig at vokse op med folk, der var tossede og psykisk syge, og i øvrigt kan det være meget svært at skelne mellem indlagte og behandlere. Det er en udvisket grænse. Jeg viste engang stolt en kæreste rundt i hospitalets park, men hun kunne ikke holde ud at være der: ”Se, hvor syge de er!” sagde hun og pegede på to mænd, der gik forbi. Det var min far og en anden psykiater i dyb faglig samtale.

Den ene dag kunne der stå en patient og vifte med pistol i vores stue, hvor min mor sagde ”kan du så komme ud”, og så kunne jeg spille badminton med ham ugen efter. Det var min normalitet og så har det mere været resten af samfundet, der har været lidt mystisk.

Ordene er forsanger Kjartan Arngrims, og i citatet ligger noget af kernen i hans kreativitet og tekstunivers. Som han udtrykker det: – Mange siger, de kan lide en sang, fordi de kan genkende sig selv i den, og det er fint. Men en tekst skal altid indeholde et element af irrationalitet og uforudsigelighed, som ikke umiddelbart hverken kan eller skal forklares. Et element af galskab.

Et tankesæt, som gennemsyrer bandets udtryk, virke og adfærd. Det aktuelle album Slå Flint! er et sprudlende og på mange måder uforudsigeligt mix af inspirationskilder og ord, med en række kulturhistoriske referencer fra Steen Steensen Blicher til Gasolin’, Benny Holst og Torben Ulrich. For nylig har det måske flittigste orkester på de danske landeveje spillet en såkaldt psykiatri-turné – vist nok den første af sin slags – på psykiatriske afdelinger over hele landet, blandt andet i selskab med Poul Nyrup Rasmussen, der som formand for Det Sociale Netværk har viet sit otium til at kæmpe de psykisk syges sag.

GAFFA hoppede i Skodaen med Kjartan, Rasmus Jusjong (trommer) og Rasmus Dall (guitar og mærkelige strengeinstrumenter) på Frederiksberg, tog turen gennem Sjælland, over broen til det fynske, videre til hovedlandet. Her brugte vi resten af dagen på det nu lukningsramte Psykiatriske Hospital i Risskov og nærstuderede ikke mindst Museum Ovartaci, hvor de gales kunst foldes ud i fuldt flor. Bølgerne fløj højt, vildt og vanvittigt, ikke mindst inspireret af hospitalets smukke arkitektoniske rammer og de naturskønne omgivelser, hvor Kjartan gennem livet har mødt al form for galskab og grundlagt sin egen dannelsesproces.

Kjartan: – Galskaben er den side af mennesket, hvorfra næsten alt det spændende og kreative kommer. Men det er også et farligt og sårbart sted at være.

Hvad gav det jer at være på psykiatri-turné?

Rasmus Jusjong: – Det var lige så meget for at udfordre os selv, finde og opdage det uventede, det der gir benzin og inspiration til nye sange.

Var patienterne med?

Rasmus Dall: – Der var mange sjove oplevelser. Der var for eksempel en, der stod totalt stonefaced af medicin. Pludselig reagerede han på sangen Overlæge Jakobsen og var fuldstændig flad af grin og reagerede virkelig ekspressivt. Og senere trak han sig ind i sig selv igen, så kunne han ikke mere. Men der var kontakt. Andre steder var der færre. Patienter, der ikke havde fået udgang, mens vi spillede, men som vi så mødte på anlægget senere på dagen. De var bare glade for visheden om, at vi havde været der og havde ønsket at spille for dem. De vidste det godt.

Kjartan – Hos mange brugere af psykiatrien er panseret helt væk. Man er helt inde ved mennesket, og det er et interessant, ærligt og meget ømt sted at være. Sange kan, når de er gode, nå derind.

Og her er vi i naturskønne omgivelser, hvor galskab og psykisk sygdom har udfoldet sig i utallige år

Kjartan: – Det er det ypperste eksempel på, at man placerede galskaben de smukkeste steder, i dag bliver den placeret i beton-supersygehuse. Det er et af mange eksempler på, at galskaben bliver gemt væk i samfundet. Der er meget få steder at leve den ud i det offentlige rum. Og det kan være farligt, det kan ødelægge liv og karrierer. Landets mest erfarne minister Bertel Haarder mistede en gang besindelsen over for en DR-journalist og blev efterfølgende stemplet som gal, ”Bertel Bims”, og blev næsten affærdiget.

På den anden side har mennesker, inklusive pressen, også en tendens til at hylde originaler.

Jusjong: – Man hylder originaler som reality stjerner og perifere særlinge, man ikke helt kan identificere sig med, og det er også en måde at konsolidere normaliteten på. Hvad hvis de egentlige autoriteter, som statsministeren, turde lukke op for det irrationelle. Det ville kaste nogle andre perspektiver af sig for befolkningen.

Hvordan påvirker livtaget med de gale/skæve jer kreativt?

Kjartan: – Den irrationelle og tvistede tilgang til sproget er vildt inspirerende. Og det er ikke sagt for at romantisere psykisk sygdom, for jeg tror ikke, der er noget værre og mere udfordrende for et menneske end at være ramt af psykisk sygdom. I min barndom var der stadig folk, der gik rundt på anlægget og havde fået det hvide snit med en syl, med armene hængende ned, ligesom i Gøgereden. Men det er også et sjovt sted og noget, der er med mig, også i teksterne. Hvad handler sangen om, spørger folk tit? Det skal du fortælle mig, svarer jeg.

 

Band on the run

I har ikke ligefrem kun været på psykiatriturné, men rejser konstant land og rige rundt, hvad får I ud af det?

Kjartan: – Vi tre pakker vores gear ned sammen hver aften, når vi er på landevejen og snakker om koncerten. Det liv, vi lever, det er det vi skriver om, samtidig med at vi har koner og børn.

Jusjong: – Vi har spillemandsromantikken i os, det er hvad vi er, og det er derfor, vi er så meget derude. Man ved aldrig, hvor man bliver ført hen på scenen, modsat i øvelokaler. Det er lidt som ”I aften bliver det spændende at se, hvilken gnist der bliver tændt.” Har man for alvor det i sig, så er man en spillemand. Band on the run.

Dall: – Vi kan spille fra en lille sognegård på Djursland til Smukfest, på de samme præmisser. ”Det er et godt koncept,” har nogen sagt. Hvad snakker de om? Som om det er en fiks idé, det er blodig alvor. Det tager al vores tid, samtidigt med at vi har familie. For os er det en måde at være til, en måde at trække vejret på. Sådan har det været siden vores første koncert i Folkeparks på Nørrebro for fem år siden på pushernes nåde. Og sådan er det stadigvæk. Vi har altid spillet de mest umulige steder: Mændenes Hjem på Istedgade, en busterminal, Ribe Station. Nu har vi adgang til de store steder, men fastholder samtidigt de små og specielle.

 

Slå flint!

De kulturhistoriske referencer står i kø på det nye album, hvis titel er taget fra et Klaus Rifbjerg-digt.

Kjartan: – Vi møder folk til koncerterne, som får noget vidt forskelligt ud af sangene. For eksempel en ung fyr, der spørger: er den linje ikke taget fra Johannes V. Jensens digtsuite fra 1906? Og det er da sejt. Allegorien fra Rifbjerg, at slå flint, trækker tråde både til oplysningstiden og til bronzealdermenneskets måde at lave ild på. Her i 2016 er der stadig behov for bålet, men med en lidt anden betydning. Det handler om dannelse. Vores overbevisning er, at der snart kommer en tid, hvor det vil være mere sexet at tegne et avisabonnement end at få en tatovering. Et samfunds evne til at klare sig er dets evne til at styre mod lyset og oplysningen. Der eksisterer en snigende eksistentiel dovenskab i den vestlige verden, og den indre trussel mod vores kultur er mindst lige så stor som den, der kommer udefra. Hvis en sang kan udfordre og inspirere i stedet for bare at bære brænde til dét bål af ligegyldig reality og standup, som har lyst op de sidste 15 år, er vi glade. Vi ønsker at tænde et andet bål. Man kan sagtens snakke om Camus og Blicher til en koncert. Mange synes, det er spændende og ikke nødvendigvis fremmedgørende eller elitært. Folk vil gerne tales op til.

I blander posen med kulturreferencer fra mange forskellige århundreder. Kan det ikke forvirre lytteren?

Kjartan: – Vores vers og omkvæd kan du godt skåle til med en fadøl, men den dybere mulighed skal også være der. Vi vil gerne både tænde bål på dansegulvet og i hovedet.

Verden står på mange måder i brand, de storpolitiske konflikter står i kø, og terror er for alvor kommet til Europa. Kan I holde modet oppe?

Dall: – Det kan vi sagtens. Vi møder unge mennesker ude i landet, som er super opløftende at snakke med. De er ved at skabe en helt ny form for dannelse

Jusjong: – Det bliver snart den befolkningsgruppe med procentvis færrest smartphones, de har fattet, at det stjæler din tid. Så er det forældre og bedsteforældre, der fedter rundt på Facebook.

Kjartan: – Jeg tror, at noget, der kan gøre folk angst, er den uvidenhed, der bevidstløst følger med ved ikke at sortere en skid fra. IS er ikke tryllet op af jorden, det var der ikke noget, der hed i 90’erne. Dengang sendte vi Anker Jørgensen til Irak for at forhandle gidsler. IS er noget, der er opstået ved, at USA og dele af Vesten, inklusive Danmark, har efterladt Irak i totalt kaos. Hvis ikke man ved det, eller ikke har gjort en indsats for at forstå det, så kan jeg godt forstå, at man skræmt.

 

Ny generation

Er der en ny generation på vej et nyt sted hen?

Kjartan: – Ja, de kommer til at udvikle helt nye begreber for måder at være sammen på, danne sig selv, måder at oplyse hinanden på, helt andre idealer i forhold til for eksempel det at være kendt. Vi møder unge mennesker, der er ekstremt inde i tingene, oplyste og kritiske på en god måde. 1. Verdenskrig 1914-18 smadrede hele den gamle verden. Familiemønstre, arkitektur, alt var noget helt andet efter det. Siden den begivenhed er der kun internettets opfindelse, der på lignende vis totalt har ændret vores måde at være sammen på. Vores generation i midten af 30’erne har et ben i hver lejr, vi kan huske, hvordan det var i 70’erne og 80’erne, som var en gammel verden, jerntæppe, øst/vest, styr på tingene, og så kommer internettet og vender op og ned på det hele.

Jusjong: – Vores generation og de, der er lidt ældre sidder foran skærmen fortryllede over at være blevet ”venner” med gamle skolekammerater på Facebook, at de kan måle deres søvnrytme på en app og se en kat blive trukket i halen i et tv-show fra Shanghai. Nye generationer tager det for givet og er ligeglade. For dem har det aldrig været anderledes, og de vil føle sig fri til at gå helt nye steder hen. Det tror jeg bliver positivt.

Det perfekte slag

I refererer til livskunstneren Torben Ulrich på albummet, hvad er det, den gamle jazz-tennis-kunstner-kæmpe kan?

Kjartan: – Han formulerer det smukke i et nederlag. Det er hæmmende for kreativitet at fokusere sort/hvidt på at sejre. Torben Ulrich havde på tennisbanen en filosofi om hver gang at gå efter det perfekte slag og var ikke så bange for nederlaget. Denne filosofi har vi overført til livet som musikere, til indspilnings- og livesituationen. Hvis et band har sat sig for at sælge 1.000.000 album, sætter det grænser for kreativitet.

Dall: – På den nye plade har vi tænkt: Lad os se, hvor vi kan komme hen, ikke tænke på endemålet, eller at vi pine/død skal lægge landet ned. Vi vil hellere slå flint, sætte tanker i gang – i første omgang hos os selv. Så må lytteren stige på eller lade være. Men kan vi tænde en flamme i hovedet på folk, har vi sejret.

Kjartan: – Så længe folkelighed rimer på galskab og dannelse, har vi intet imod at blive kaldt et folkeligt orkester. Vi har lavet netop den plade, vi har ønsket, og bliver den et flop, ”var der stadig gnisten, der stinker tørt og fucking godt” – som Rifbjerg skriver. Kunsten er ikke at frygte nederlaget. Tænk hvis politikere turde at tænke sådan. Da Mogens Lykketoft i sin tid tabte til Anders Fogh, gjorde han det, fordi han insisterede han på at tale indhold. I nederlagets stund holdt han en statsmandstale, og lige dér forstod alle, at de havde taget fejl. Lykketoft er i dag en bredt respekteret statsmand i FN i dag, måske fordi han netop i sin tid gik ned på en smuk måde.

 

Det seje træk

I har meget forskellig baggrund, både musikalsk og geografisk, kan det ikke være et problem for fælles fodslag?

Jusjong: – Det er vores egen identitet. Vores fordel er, at vi kommer fra hver vores kontinent, Jylland, Langeland og Vanløse. Vi er som Mars, Venus og Jupiter musikalsk, har ingen fælles fodspor. Vi har ikke spillet Nirvana sammen i ungdomsskolen. Vi er som et Camp David-møde, men vi evner at få det bedste ud af det, inspirere og danne hinanden, og det er en styrke. Jeg kan komme med et Rihanna-nummer, Dall med en gammel Bert Jansch-indspilning, og Kjartan kan flippe helt ud over Mathilde Bondos originalindspilning af Syrenprinsessen (også kendt med Kim Larsen, red.). Vi kan rumme det hele og deles om det.  Og så tror vi helt vildt på os selv, og vi forsvarer vores plader med en lidenskab og en turné-frekvens, der er vanvittig, og som til tider trækker tænder ud.

Dall: – Da jeg cyklede hjem fra studiet til familien, efter vi havde indspillet vores første sang, Fedterøv, tænkte jeg: det er nok sidste gang, jeg kan cykle ned ad gaden sådan helt i fred. Ha, ha, der skete ikke en skid på den sang. Det er kommet hen ad vejen.

Kjartan: – Vi har troet det flere gange, det er aldrig eksploderet, men alt mulig andet er sket, og nu er det gået støt fremad i fem år. Vi er bedst tjent med det seje træk, men det bliver også spændende, hvis det går ned, at se om vi evner, som Lykketoft, at bære nederlaget smukt. Vi går hver gang efter det perfekte slag.

 

De gales kunst – Museum Ovartaci

Videoen til Folkeklubben nye single Overlæge Jacobsen er optaget på psykiatrisk hospital i Risskov i samarbejde med Museum Ovartaci som en hyldest til det gamle hospital og den gale kunstner Ovartaci. Asger Jorn sagde en gang til Ovartaci, at tog han med ham til Paris, ville han gøre ham til millionær. Ovartaci afslog og blev på hospitalet med ordene: ”Jeg har hverken lyst til at blive millionær eller at komme til Paris”.

Kjartan: ”Uden galskab ingen lidenskab” kunne være overskriften på Folkeklubbens nye musikvideo. I 1971 filmede en fotograf den gale kunstner Ovartacis forsøg på at flyve bort fra psykiatrisk Hospital i Århus, hvor han var indlagt i 56 år. I kældrene under hospitalet fandt man i år en kasse med den indtil nu aldrig viste afslutning på filmen. De historiske billede viser, hvordan Ovartaci i sin selvbyggede, hånddrevne helikopter på mirakuløs vis letter fra jorden over det gamle hospital og flyver ud over Aarhusbugten. Videoen havde premiere på gaffa.dk i august 2016

 

Om Ovartaci

1894: Louis Marcussen, senere kendt som Ovartaci, fødes i Ebeltoft. Allerede i sin ungdom er Louis optaget af yoga, buddhisme og litteratur. Han søger efter kontrol over krop og sind.

1923: Louis immigrer til Argentina og arbejder som håndværksmaler i Buenos Aires og opholder sig senere hos indianere i Junglen

1929: Louis vender hjem til Ebeltoft og familien. Derefter tvangsindlægges han på anstalten i Risskov og får diagnosen skizofreni.  Louis er psykiatrisk patient i de følgende 56 år. Louis tildeler sig selv navnet Ovartaci, eller “Overtosse” på jysk udtalt: “Overtossi”

1932: Ovartaci overflyttes til den psykiatriske plejeanstalt Dalstrup på Djursland, er særdeles produktiv og indleder sit kunstneriske virke, som fortsætter til få år før hans død. Han bemaler blandt andet alle væggene på sit værelse med høje slanke kvindeskikkelser og skaber figurer og dukker.

1942. Personalet på Dalstrup frastødes af hans erotiske optagethed af de dukker, han fremstiller. Ovartaci flyttes tilbage til Risskov.

1951: Ovartaci indleder sin langvarige kamp for at blive kvinde. Han anser kvinden for at være et ophøjet væsen og ønsker kun den rene åndelige kærlighed. Han anmoder derefter om at få penis amputeret, men dette imødekommes ikke.

1954: Ovartaci forsøger at amputere penis med et barberblad, men det bliver kun et kødsår. Senere samme år gør han operationen færdig med et høvlejern i hospitalets snedkerværksted.

1955-57: Kønsoperationen med dannelse af vagina bevilges og gennemføres i to faser, i 1955 og 1957. Ovartaci er nu 63 år. Han bliver herefter en roligere patient. Ovartaci går i kvindeklæder og har langt pagehår. Han beder om at blive tiltalt ”frøken” og vil gerne overflyttes til kvindeafdelingen.

1979: Ovartaci inviteres til at bidrage til udstillingen ”Outsider” på Louisiana i Humlebæk. Her kommer han i fint, internationalt selskab og får stor ros, specielt for sine skulpturer.

1985: Kl. 18.35, den 25. november, i en alder af 91 år, sover Ovartaci stille ind på sygeafdelingen på det psykiatriske hospital i Risskov. Hans hjerne udtages med henblik på senere undersøgelse.

 

Danmarksfilm og Poul Nyrup

Poul Nyrup Rasmussen har både før og efter han trak sig som aktiv folketingspolitiker viet sit liv til at kæmpe for de psykisk syges forhold, hvilket har aftvunget dyb respekt. Tidligt i hans statsministertid tog Nyrups datter sit eget liv, så landets tidligere førstemand ved på mest smertefuld vis på egen krop, hvad det vil sige at have psykisk sygdom tæt inde på livet. Folkeklubben har kørt  parløb med Nyrup omkring bandets psykiatriturné og har også stået på scenen sammen i denne sammenhæng. En relation baseret på gensidig respekt.

 

Folkeklubben om Poul Nyrup:

– Man kan være enig eller uenig i hans politiske linje som aktiv politiker, men det er imponerende, at en statsmand helliger sig sit otium til at bruge sine kræfter på en del af befolkningen, som er så udfordret på sindet, det er bare en smuk ting. Vi tog lige så meget turen for at få oplevelser, men det er et langt sejere træk, han tager. Og de kan mærke det derude, og han bliver mødt med respekt både hos patienter, personale og organisationer. Han kunne sikkert vælge og vrage på jobmarkedet og tjene en helt anden form for penge, hos McKenzie eller Goldman Sachs, hvis han ville. Så er han professionel, en gammel cirkushest. Han er en, der har været vant til at møde mange forskellige mennesker i mange år. Han er på toppen, det er som Sinatra, der går på scenen.

 

Poul Nyrup Rasmussen om Folkeklubben i sommergæsten på P1 august 2016, hvor han vælger Danmarksfilm (titelsangen fra Folkeklubbens andet album, red.) som sit musikalske indslag

– De knægte der er tre unge mennesker, som startede Folkeklubben for nogle år siden. De er vanvittigt gode, og jeg tror, de har sunget på alle psykiatriske hospitaler der findes i landet. De har spillet på vores årlige topmøde, første lørdag i oktober for psykiske syge og unge sårbare, hvor der kommer 1000 mennesker. Her på Danmarksfilm synger de om det at være sårbar, de gør det med en forståelse og de ved, hvad det drejer sig om, for Kjartans forældre har arbejdet i en årrække på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Og hvad han dog kan den knægt, og hvad de to andre kan supplere med. Det går lige i hjertet på de sårbare og hos mig, og omkvædet  ”det er godt for det, der er oppe i dit hoved”, det er jo så sandt, som det er sagt. (i øvrigt noget, en patient sagde til Kjartan som begrundelse for, at han skulle springe i havet fra hospitalets badebro, red.)

 

Rifbjerg og Folkeklubben:

Folkeklubbens aktuelle album har titel efter et digt af Klaus Rifbjerg:

”Slå flint!

Hvis gnisten falder heldigt,

brænder bålet.

Slå flint!

Og hvis det hele kikser,

var der gnisten,

der stinker tørt og fucking godt.”,

Klaus Rifbjerg 2006, (Knastørre digte)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA