Interview: Ron Bumblefoot Thal

"Den samme bil på en større vej," kalder Ron skiftet fra at være solist til at være medlem af Guns N' Roses

Indtil 2006 var Ron "Bumblefoot" Thal kendt som en guitarvirtuos, der prydede guitarmagasiner verden over, mens han indspillede og optrådte med sit soloprojekt. Så blev han medlem af Guns N' Roses og en del af det omrejsende stykke rockhistorie, der fortsat føres an af Axl Rose. Godt et år senere gør Bumblefoot status over sin foreløbige tid med det sagnomspundne band.

Tidspunktet er sat, og da klokken bliver 11 om formiddagen, ringer jeg Ron op. Velforberedt med spørgsmål, der nok skulle kunne holde snakken gående et godt stykke tid. Selv er jeg placeret i det solbeskinnede Santa Barbara på vestkysten, mens Ron er tre tidszoner væk i sit hjem i New Jersey. Nærmere betegnet i sit hjemmestudie, hvor han er i fuld gang med at indspille, da jeg ringer. Han undskylder og udsætter interviewet et par timer, for derefter at ringe mig op og udsætte det lidt yderligere. Nuvel, Guns N' Roses er jo notorisk forsinkede i al almindelighed, så ikke overraskende, at der også bliver en lille udsættelse her.

Klokken bliver fire, og jeg gør endnu et forsøg. Denne gang har jeg heldet med mig, og interviewet kan starte. Han er stadig i studiet, som er i et stadie af omfangsrig renovation. Da jeg ringer, er han i gang med at bore nye vægge op efter en dag med veloverståede indspilninger med Guns N' Roses-kollegaen, trommeslager Frank Ferrer. Sammen har de indspillet spor til en rockudgave af et hiphop-nummer, der oprindeligt er fremført af en rapper, hvis navn indtil videre må hemmeligholdes. Men han er tydeligvis begejstret for resultatet, der tilsyneladende lyder fantastisk, på trods af, at det er indspillet i det der pt. er "så ghetto-agtigt et studie, du kan forestille dig".

Få musikere oplever en transition af den type, som Ron har oplevet. Mange mindre kendte musikere har fået lov at optræde med store bands, men de færreste får en så prominent placering, som Ron har fået i Guns N' Roses, hvor han er leadguitarist side om side med det tidligere Nine Inch Nails-medlem, Robin Finck, der anno 2007 har været medlem af bandet lige så mange år, som Slash var det. Som rockmusiker er det umuligt at forestille sig, at Ron ikke stiftede bekendtskab med bandet på rundt regnet samme tidspunkt som resten af verden – for 20 år siden, da debutalbummet "Appetite For Destruction" destruerede normerne for rock i 80'erne. Og ganske rigtigt – hans tidligste minde er ikke ulig det, massevis af andre også har.

– Det må have været engang omkring klokken tre om natten, hvor jeg så MTV. Jeg tror, jeg var 17 år. Jeg kan huske, at jeg så videoen til den her sang, "Welcome To The Jungle", og jeg var ganske overvældet. Fra tid til anden oplever man et band, som man ved har et eller andet specielt over sig, og det havde de helt sikkert.

Spillede Guns-numre i kopiband
Rockede du løs og drømte om engang at blive medlem af bandet?

– Nej, det overvejede jeg aldrig. Det var aldrig noget, der virkede som en mulighed. Altså, hvis man ser et band, som man godt kan lide, tænker man jo ikke "wow, jeg håber, der er nogen, der forlader det band, så jeg kan være med!"

Måske ikke rent faktisk at blive medlem, men mere bare drømmen om at være det – ved at lade som om, ved at spille covernumre og den slags.

– Jeg havde faktisk et kopiband dengang, og vi spillede Guns-numre. Vi spillede "Mr. Brownstone", "My Michelle" og hvad ellers… Jeg tror også, vi spillede "Welcome To The Jungle". En masse af sangene fra "Appetite". Jeg havde et band, der hed Leonard Nimoy – du ved, ham fra Star Trek, der spillede Spock – og vi spillede numre af AC/DC, Kiss, Aerosmith og Guns.

Kan du beskrive skiftet fra at være solist til pludselig at være medlem af Guns N' Roses, og så spille foran tusinder og atter tusinder af mennesker?

– Underligt nok, så føles det faktisk ikke så anderledes. Det er jeg blevet spurgt om tit, og det pudsige er, at selve det at spille musik – alt det du foretager dig, når du spiller – det kommer indefra, og det ændrer sig ikke. Så på en måde er det som om, at jeg bare kører den samme bil på en større vej. Skulle der være en forskel, kører man måske lidt hurtigere! Men det har aldrig føltes unaturligt at spille sammen med de her folk, især fordi de er nogle alletiders mennesker. Og det er det, der gør forskellen, i forhold til at spille musik sammen – uanset om du spiller i et eller andet lokalt band eller med Guns N' Roses eller et band af den slags. Hvis du oprigtigt nyder at være på den samme scene, så er alt som det skal være.

Så jeg antager at du nyder at være medlem af bandet?

– Nej, jeg hader dem!

Ron griner, og der er ingen tvivl om, at han laver sjov. På trods af en vedvarende tendens til at beskrive Guns N' Roses i det nye årtusinde som blot værende "Axl og hans hyrede hænder", lyder det som om, der oprigtigt er et godt venskab medlemmerne imellem.

– Der er gået godt et år nu, og vi er blevet bedre venner, og jeg glæder mig til at se dem mere for hver gang, det sker. Den anden dag grillede vi ovre hos Frank, hvor vi bare hang ud og nød livet. Og i går og i dag har vi så indspillet, og mens vi har gang i det, kan det være, vi ringer til Chris Pitman (keyboardspiller, red.) og hører, hvordan han har det. Det er alletiders.

Kendte du nogen af medlemmerne i bandet personligt, før du blev medlem?

– Nej, overraskende nok, for mange af os har de samme venner fra år tilbage. Det sker, at jeg snakker med nogle af Franks venner om folk, jeg hang ud med for 20 år siden og stadig snakker med, og det gør de også. Frank var at finde i de samme slæng som mig, og det er pudsigt, at vi ikke mødtes, før vi begge to spillede i Guns.

Anbefalet af Joe Satriani
Tager man Guns N' Roses medlem for medlem og hvem, der har erstattet hvem gennem tiden, må Robin Finck siges at have været erstatning for Slash, da han forlod bandet i 1996. Ron er således erstatning for Buckethead, der blev medlem af bandet i 2000, da besætningen blev udvidet med endnu en leadguitarist. Buckethead – der altid bærer en hvid plasticmaske og den Kentucky Fried Chicken-spand, der illustrerer hans navn – røg dog ud i 2004, og det var ikke positive ord, han fik med på vejen af Axl Rose, der i en pressemeddelelse beskrev hans "utilregnelige opførsel og engagement i bandet" og "flygtige livsstil, der har gjort det så godt som umuligt for selv hans nærmeste venner at føre nogen form for kommunikation med ham overhovedet." Hjælpen til at finde en mere pålidelig erstatning kom kort efter fra en af guitarverdenens legender.

– Jeg fik en e-mail fra Joe Satriani, hvor der stod: "Jeg har lige anbefalet dig til Guns. De er på udkig efter en guitarist – så hvis de tager kontakt, ved du, at det ikke bare er nogen, der er ude på at lave fis." Jeg tænkte, "okay, cool." Så sendte Chris Pitman mig en skæg e-mail, og jeg ringede ham op. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og han var alletiders. Jeg kom i snak med bandets management, og alt så ud til at køre på skinner – men så opstod der nogle internet-rygter, der forsinkede processen.

Præcis hvad der skete, vil Ron helst ikke ind på – men uanset hvad, så gik der i hvert fald knap to år, fra han først var i kontakt med bandet i sensommeren 2004, til han så endelig var fuldgyldigt medlem og kunne få sin debut med bandet. Det skete den 12. maj 2006 ved den første af fire koncerter på Hammerstein Ballroom i New York City, der fungerede som en slags opvarmning til den Europaturné, der begyndte få uger senere, og som bragte bandet til Roskilde Festivals Orange Scene den 29. juni.

Det næste år stod på masser af koncerter, inklusive turnéer i USA og Canada i de sidste måneder af 2006 og i Mexico, Australien, New Zealand og Japan i sommeren 2007. Undervejs er det også blevet til bidrag til det enormt længe ventede album, "Chinese Democracy", der nåede at få en lovning på at blive udgivet inden udgangen af 2006, og derefter en foreløbig udgivelsesdato i marts 2007. Albummets status er endnu ukendt, men må formodes at være cirka lige så meget på trapperne, som det har været de sidste par år.

Ventetiden fra 2004 til 2006 brugte Ron på at udforske, hvad det vil sige at være normal på sit konceptalbum, der netop hedder "Normal" og udkom i december 2005.

Dit seneste soloalbum handler om det at være normal. Er Guns N' Roses et normalt band at være medlem af?

– Haha, hvad tror du selv? Faktisk har jeg jo ikke så meget at sammenligne med. Tanken med albummet er, at det skal sætte spørgsmålstegn ved, hvad "normal" vil sige – det, der er normalt, er bare det, som du anser for at være normalt.

"Don't Cry" med Axl i Japan
Rons faste soloindslag i Guns N' Roses-koncerterne har været en udgave af klassikeren "Don't Cry", hvor publikum har sunget teksten, mens han fremviste sit talent på guitaren. Da bandet spillede i Chiba, Japan, den 14. juli, fik både publikum i salen og fans af bandet kloden over sig en ordentlig overraskelse. Ron havde ikke fået sin solo som sædvanlig, og showet sluttede på traditionel vis med "Paradise City" som sidste ekstranummer. Men stik mod alles forventning vendte Ron tilbage på scenen og gik i gang med "Don't Cry" – for så at blive akkompagneret af Axl, der sang nummeret live for første gang i ikke mindre end 14 år.

Kan du fortælle mig om, hvordan det kom i stand, og hvordan det var at være på scenen, mens I spillede den sang?

– Vi var på vej af scenen, og så vendte vi om, og så spillede vi den.

Men hvordan kan det være, at du ikke havde spillet den i løbet af koncerten, som du plejer?

– Det er altid anderledes. Det kan godt være, det ikke ser sådan ud, når du læser sætlisterne på nettet, men det er aldrig den samme koncert. Mange gange bliver de ting, som du selv har lagt meget mærke til, ganske overset af andre. Mens noget mere underfundigt som at spille "Don't Cry" på et andet tidspunkt i koncerten bliver lagt mærke til i stor stil – selvfølgelig når Axl så synger den, ikke mindst.

Så var det planlagt?

– Det var ret spontant. Det var bare sådan, "lad os gøre det", og så tænkte jeg, "ja? Okay, lad os spille den for dem."

Kulinariske højdepunkter
Hvad har været højdepunkterne ved at turnere verden med Guns N' Roses i godt et år nu?

– Hmm… Det første jeg tænkte på, da du spurgte mig om det, var, da vi spillede i Polen. Der var en lille mexicansk restaurant på den anden side af gaden, hvor vores hotel lå, og mig og Frank og nogle af de andre gik derover. Frank bestilte en skål sorte bønner, og som regel er det bare bønner i lidt sovs. Men denne gang var de purerede, og det var de bedste sorte bønner, jeg nogensinde har smagt. Frank fortalte, at det var sådan, at hans mor plejede at lave dem. Det er det første, jeg kommer i tanke om – de purerede sorte bønner i en mexicansk restaurant i Polen! Det næste er backstage i Oslo, hvor der var denne her salat med cashewnødder og rød peber. Den var rigtig god. Det var det andet, jeg kom i tanke om. Hvis du spekulerede over det, så ja – jeg er en smule sulten!

Tilsyneladende! Har du nogle højdepunkter, der fandt sted, mens du var på scenen?

– Ah, den slags… Det ved jeg ikke – bare det at være der hver eneste aften er et højdepunkt. Folk spørger mig, hvilken koncert, jeg bedst kunne lide, men det er ligesom at blive spurgt om hvilket barn, man elsker mest. Det er bare én stor, samlet, fantastisk omgang.

Hvilken sang er din favorit at spille live?

– Åh, gud – det ved jeg ikke, jeg har ikke en favorit! Jeg er så dårlig til at lave interviews, for det lyder altid som om, jeg ikke svarer på den slags spørgsmål, men det er virkelig sandt, når jeg siger, at jeg nyder at spille dem alle. Nogle sange kan jeg godt lide, på grund af deres energi og muligheden for at løbe rundt, og ved andre kan jeg bare lukke øjnene og lytte til melodien, som om jeg slet ikke engang spiller dem. Og andre kan jeg måske bare godt lide på grund af mit eget guitarspil i dem, eller sågar bare et stykke, hvor jeg skal synge med.

Men har du ikke et nummer, som du undervejs i koncerten ser frem til at spille?

– Jeg kan godt lide "Chinese Democracy", for dér får jeg lov til at spille på min båndløse guitar. "Nightrain" er også sjov at spille. Jeg elsker, når Robin spiller intro-riffet til "Sweet Child O' Mine", og publikum så bare eksploderer. Jeg er nødt til at smile hver eneste gang – jeg kan slet ikke lade være. Det gør mig så glad, for dér ved jeg, at folk er glade og nyder at være til stede. Og det er derfor, vi er der.

At være medlem af Guns N' Roses anno 2007 – eller for så vidt hvilket som helst år i løbet af det sidste årti – er ensbetydende med, at man ofte bliver konfronteret med både kritikere og fans, der ikke værdsætter den konstellation af bandet, der har Axl som eneste originale medlem. For de mest kritiske synes den eneste tilfredsstillende løsning at være, at den originale besætning fra "Appetite For Destruction"-dagene finder sammen igen. Man kunne forvente, at det ville forårsage en vis frustration for Ron, men det synes ikke at være tilfældet.

– Det er ikke noget, jeg spekulerer over. Jeg har den dybeste respekt for det, de opnåede, men man kan ikke blive ved med at tænke på fortiden. Jeg er nødt til at tænke på, hvad der skal til at ske, og hvad vi kan gøre bedre her og nu. Det var fedt dengang, og det er fedt nu.

Gæsteoptrædener fra Izzy
Hvor nemt det end kan synes at skille de to æraer fra hinanden, så er der én person, der har formået at bygge bro imellem dem: Izzy Stradlin, bandets originale rytmeguitarist og en af de primære sangskrivere. Han dukkede op som gæst ved mange af de europæiske koncerter i 2006, hvor han spillede med på den sidste omgang numre, der ofte var "Think About You", "Patience", "Nightrain" og naturligvis "Paradise City". Ron har kun positive ord at sige om Izzys hyppige gæsteoptrædener.

– Izzy er en alletiders fyr, og jeg nyder at være i selskab med ham. Han er cool at hænge ud med, og vi havde det altid sjovt, når vi var på scenen. Det var skægt – ved en af de sidste koncerter, vi spillede sammen, sad vi backstage og prøvede at spille en sang – "The Devil Went Down To Georgia". Det er en sang fra sydstaterne fra slut-70'erne, og den har en rigtig hurtig violindel. Vi fandt ud af at spille sangen – jeg spillede violindelen, mens han spillede akkorderne. Det var rigtig fedt, men vi spillede det ikke til koncerten. Men han er en rigtig rar fyr, og jeg nød så afgjort at hænge ud med ham.

Et spørgsmål, som Guns N' Roses også både direkte og indirekte må tage stilling til, er spørgsmålet om relevans. Hvordan passer bandet ind i den rockverden, der unægtelig har ændret sig en smule, siden Guns N' Roses sidst udgav et album og var topaktuelle?

– Jeg synes, Guns passer ind på samme måde som mange andre bands, der har eksisteret i lang tid, gør. Bands som U2, Aerosmith, Kiss, The Rolling Stones – de kan gøre hvad de vil, og de vil blive ved med at være de samme bands. Jeg er forudindtaget, men jeg synes, Guns N' Roses passer ind i samme kategori af bands, der har bevist, at musikken bliver ved med at holde. Hvis du tager til Guns-koncert i dag, vil du ikke blive skuffet over at høre sange, som er 20 år gamle, eller en sang, der blev lækket for et par år siden!

Ron laver en slet skjult reference til lækage-problematikken, som bandet har været plaget af de sidste par år. Miseren startede i september 2003, da den amerikanske radiovært Eddie Trunk spillede nummeret "IRS" på sit program, men det var ikke før februar 2006, at mekanismerne rullede for alvor, og fire nye Guns N' Roses-numre spredtes vidt og bredt over nettet. Udover "IRS" var det "Better", "Catcher In The Rye" og "There Was A Time", og det var alle ufærdige versioner, som dog kunne lade de mange hungrende fans vide, at der rent faktisk eksisterede ny musik fra bandet – som i vid udstrækning også lød som genkendelig Guns N' Roses – og som kunne forventes at optræde på "Chinese Democracy".

Mellem februar og marts i år lækkede så nye udgaver af "Better", "IRS" og "There Was A Time", titelnummeret til albummet, samt "The Blues" og "Madagascar". Samtlige numre er, som hintet af Ron, blevet spillet live af bandet. Axl har flere gange omtalt sit publikum som "downloading motherfuckers" – dog altid med et smil på læben, og da bandet spillede ved KROQ Inland Invasion i september sidste år, fik publikum æren for at have fået Guns N' Roses på programmet, netop på grund af de lækkede sange.

Optimisme i forhold til fremtiden
Således er det altså cementeret, at både materialet til det nye album og efterspørgslen efter såvel albummet som bare bandet generelt uden tvivl er til stede. Hemmelighedsfuld som få afslører Axl ikke mere, end han absolut skal. Det synes usandsynligt, at Ron vil udtale sig om fremtidsplanerne for bandet, men det er da forsøget værd.

Hvad byder fremtiden på for Guns N' Roses? Stiller I alle sammen Axl dét spørgsmål fra "Sweet Child O' Mine"-outroen – where do we go now?

– Hahaha, where do we go now… Jeg kan ikke udtale mig om fremtiden eller noget i den stil. Sådan nogle ting er nødt til at blive sagt, når tidspunktet er rigtigt, og alt er blevet bekræftet, så… Det kan jeg ikke svare på. Men spørgsmålet vil dog blive besvaret – til den rette tid, af de rette mennesker, og jeg glæder mig til det, næste der sker.

Så du er optimistisk i forhold til fremtiden?

– Jeg tror, at uanset hvad der sker, så er det meningen, at det skal ske, og man kan ikke gå rundt og håbe på andet, når det ikke er muligt. Man må bare leve livet, og hvad der så end sker, det må man acceptere og så sige, "det her er det, der skal ske". Hvis det gør mig optimistisk, så ja, så er jeg optimistisk! Det handler bare om at acceptere de ting, vi alligevel ikke kan ændre.

Og med et sådant svar, der var rundt regnet så vagt som forventet, afsluttes interviewet. Tilbage står et billede af en mand, der trods store omvæltninger holder begge ben på jorden og stadig godt kan sove om natten. Den generelle attitude, der ofte får Ron til at virke lidt uimponeret – som da han fortæller om at fremføre "Don't Cry" med Axl i Japan, og når han fremhæver purerede bønner frem for at spille i Madison Square Garden – gør ham samtidig en tand mere menneskelig.

At blive medlem af Guns N' Roses, og så derefter lade alle nykker stige én til hovedet, kunne have været én vej at gå – men for Ron har det tilsyneladende haft noget nær den modsatte effekt. Ovenpå det kaos, der omkransede det oprindelige lineup, og efter den utilregnelighed, som forgængeren Buckethead åbenbart var mand for, så virker Ron som en stabiliserende faktor, der kan bidrage til at holde bandet på ret køl – måske endda så ret køl, at verden igen kan få et officielt, fuldlængdealbum fra Guns N' Roses. Fans verden over kan adoptere Rons optimisme, krydse fingre og håbe på det bedste – dog endnu på ubestemt tid.

Guns N' Roses' officielle hjemmeside