Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Weekenden står for døren, og det skal fejres med en god koncertoplevelse eller to. På GAFFA har vi samlet vores bud på weekendens mest interessante koncerter, som der stadig er billetter til. Klik på kunstnernavn for yderligere information og links til billetsalg.

 

TORSDAG DEN 13. OKTOBER

København

Benal, Vega (få billetter)

Benal udgav i slutningen af januar det længe ventede debutalbum "Nu", som GAFFAs Peter T. Aagaard kvitterede med fem stjerner for og følgende rosende ord: "Tilsammen giver det indtryk af at være i selskab med et makkerpar, der er så langt fra debutanter, man kan komme. Der er gang i noget stort." Læs hele anmeldelsen her. Siden udgivelsen har succesen fuldt den danske hiphop-duo. Singlerne "Fri" feat. Suspekt og "Sprog" feat. Katinka har været i flittig rotation både på P3 og P6, og også på streamingtjenester har Benal imponeret med over tre millioner streams sammen. På nuværende tidspunkt er makkerparet på tour i Danmark og rammer i aften Vega.

  

BJ the Chicago Kid, Pumpehuset

Et af de nyeste skud på den amerikanske r&b-stamme er Bryan James Sledge, bedre kendt under kunstnernavnet BJ the Chicago Kid, som har gjort sig bemærket ved blandt andet at deltage på gæstevers hos kunstnere som Kanye West, Kendrick Lamar og Chance The Rapper. Han debuterede tilbage i 2012 og udgav tidligere på året sit andet studiealbum "In My Mind". Nu er han klar til at besøge Danmark og præsentere det nye materiale.

 

Aarhus

Bisse, Atlas (spiller også Vega, København 14. oktober (udsolgt) og Stars, Vordingborg 15. oktober

Den anmelderroste sanger og sangskriver Thorbjørn Radisch, bedre kendt som Bisse, har indtil videre udvist et tårnhøjt aktivitetsniveau, hvad albumudgivelser angår. På mindre end to år har han formået at udgive fem albums, hvoraf det seneste, "Højlandet", udkom den 3. oktober. Denne weekend kan du opleve ham live, hvor han vil præsentere de nye numre, som han lydmæssigt beskriver som "death wellness". Tilbage i august gav Bisse koncert til Wonderfestiwall på Bornholm, hvor GAFFAs Torben Holleufer kvitterde med fem stjerner og ordene: "Et skår af en mand, der stilsikkert er stjernen i det univers, der opstår, hvor han går. I dette tilfælde på Wonderfestiwalls store, nye scene." Læs hele anmeldelsen her.

 

Flux Festival (fortsætter fredag og lørdag), Tape og Teatret Gruppe 38

I aften indledes den fjerde udgave af den aarhusianske Flux Festival, hvor du kan opleve Holm, med det borgerlige navn Mikkel Holm Silkjær, som også er kendt fra Yung. Hans nye soloprojekt fremviser en anden side af hans indiskutable evner som vokalist og flair for fængende guitarmelodier. Du vil også kunne få fornøjelsen af aarhusianske Televicious, når de byder på fængende energiudladninger. I front står den charmerende Sofus Mortensen, der startede Televicious i vinteren 2015, og selvom bandet kun har udgivet en enkelt sang via Soundcloud, "Every Night", vil der uden tvivl bydes op til rock-dans. Yderligere vil man få æren af at se Værket – et ungt dansk band, der spiller progrock, som havde de aldrig gjort andet. Selvom flere af medlemmerne har en fortid i den københavnske metalundergrund, er Værket noget andet. Det er spraglet tværfløjteindtværet vidunderrock spillet med den fornødne vinderattitude, og Værket må man simpelthen ikke misse, når de spiller torsdag aften.

 

Lydmor & Bon Homme, VoxHall (spiller også i Vega 15. oktober (få billetter)

Den danske duo Lydmor & Bon Homme er mødet mellem to forskellige personaer. På den ene side står den elegante Tomas Høffding, som er mest kendt som sanger/bassist fra WhoMadeWho og som solo-artist og dj under kustnernavnet Bon Homme. På den anden side er sangeringen og produceren Jenny Rossander, som går under kunstnernavnet Lydmor. Hun har udgivet og turneret i eget navn, men også i samarbejde med artister som Arsenal, Amanda Palmer, Bottled in England og Sort Sol. I efteråret tager makkerparret på turné, som indledes i aften på VoxHall, hvor de vil dele ud af deres cocktail bestående af pulserende beats og fængende synth-strofer.

 

Odense

Helhorse, Posten (turnéstart, spiller også Kulisselageret i Horsens 15. oktober og Bygningen, Vejle 16. oktober)

Det københavnske hardrockband Helhorse er klar til at blæse dig omkuld, når de i aften gæster Posten i Odense. Med den rå blanding af beskidt metal, punk og klassisk rock er Helhorse et af de mest potente og kraftfulde rockbands, som Norden kan præstere lige nu. I maj udgav de deres tredje album, "Helhorse", som er produceret af et stærkt hold bestående af Michael Beinhorn (Soundgarden, Ozzy Osbourne, Korn etc.), Lior Goldenberg (Stone Templet Pilots) og Moar Appelbaum (Faith No More). Sidste år ramte gruppen nye højder, da de spillede opvarmningskoncerter for AC/DC, Slayer og Anthrax, hvilket har givet dem blodtørst efter at indtage scenerne og gøre det, som Helhorse gør bedst: at vælte ethvert spillested, festival eller arena – stort som lille. I går udgav gruppen en ny musikvideo, som er optaget til dette års Copenhell. Se den herunder:

 

 

Herning

Annika Aakjær, Fermaten (spiller også Nygadehuset, Aabenraa 14. oktober og Sønderborghus 15. oktober)

Efter seks års pladepause udgav den danske sangerinde og sangskriver Annika Aakjær sit tredje studiealbum "Lykkens Gang" tidligere på året. Produktionen af albummet, som er skabt i samarbejde med den svenske producer Johan Eckeborn (Jonathan Johansson m.fl.), er fokuseret omkring den særlige skandinaviske poplyd. På tekstsiden viser Annika Aakjær sig fra en mere personlig vinkel, og musikalsk kredses der i højere grad om den gode melodi og det opløftende omkvæd. Du kan høre det nye materiale, når sangerinden i aften aflægger et musikalsk visit i Herning.

 

Sønderborg

Allan Olsen, Sønderborghus (spiller også Pavillonen, Grenå 14. oktober og Skive Teater 15. oktober)

Denne uge indleder Allan Olsen sin Danmarksturné, i selskab med Lars Skjærbæk (div. strenge), Gæst Vincent (div. keys), Mads Andersen (trommer) og Thomas Alstrup (bas og banjo). Allan Olsen debuterede i 1989 med albummet ”Norlan” og turnerede i mange år med varierende konstellationer af orkesterbacking, og med adskillige – for rocken – utraditionelle instrumenter. Han har også givet talrige solokoncerter og aldrig haft et fast orkester eller en fast ”sound”. GAFFA har fået en snak med den garvede musiker om den forestående turné, idet det er hele otte år siden, at Allan Olsen sidst turnerede med et backingband. Læs interviewet her.

Varm op til koncerten med et smugkig i øvelokalet de sidste måneder:

  

FREDAG DEN 14. OKTOBER 

København

Global Copenhagen 10 års fødselsdag

Spillestedet Global kan fredag den 14. oktober fejre 10 års fødselsdag, og i den anledning er du inviteret til stor musikalsk fest med forrygende internationale og danske navne. Til arrangementet vil du kunne opleve Bitori, når de spiller den lynhurtige dansemusik funaná, som blev skabt, da kolonialisterne forsøgte at indføre den portugisiske folkemusik på den lille vulkanske øgruppe Kap Verde. Den fremadstormende danske afro-beat gruppe The KutiMangoes vil med deres seks mands store orkester byde på en forening af afrikansk og europæisk musik, og de banebrydende tyske pladeguruer i Analog Africa vil levere et dj-sæt fuldt af mærkværdige og festlige lyde fra hele verden. Dørene åbner kl. 20.00, og der er musik til langt ud på natten.

 

LØRDAG DEN 15. OKTOBER

Herning

Fiction Plane, Fermaten (spiller også i Kansas City, Odense 16. oktober)

Hvis man har hørt noget musik fra Fiction Plane og synes, at vokalerne lyder lidt bekendte, så er man måske ikke gået helt galt i byen, da man i bandets front finder Joe Sumner – søn af den legendariske Sting, som han også stemmemæssigt minder om. Ud over Sumner består trioen af guitarist Seton Daunt og trommeslager Pete Wilhoit. Fiction Plane har fire albums bag sig og er på nuværende tidspunkt aktuelle med singlen "Walk Through the Fire" – en sang, der ifølge gruppen selv handler om at være villig til at gøre alt for dem, man elsker, men at man ikke kan gå igennem ild uden at blive brændt – deraf titlen. Lyt til nummeret herunder:

 

SØNDAG DEN 16. OKTOBER

København

Thurston Moore, Jazzhouse

Den ikoniske guitarist Thurston Moore har med grundlæggelsen af gruppen Sonic Youth og sit mangeårige virke i feltet mellem rock, avantgarde og improvisation sat et afgørende mærke på musikhistorien. Han står krediteret på mere end 800 udgivelser, primært som instrumentalist, komponist og sangskriver men har også gjort sig som blandt andet producer, studiotekniker og grafiker. Søndag den 16. oktober vil du kunne opleve ham live, når han i forbindelse med sit ophold som adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium indtager Jazzhouse som kulmination på workshop med studerende fra RMC. Der er gratis entré til koncerten efter først-til-mølle-princippet.

 

Koncerter, vi ville have udsolgt, hvis der ikke var udsolgt:

Placebo, Train, Aarhus 13. oktober og Vega, København 14. oktober

Bisse, Vega 14. oktober

The Cure, Forum 14. oktober

Baby Woodrose, Pumpehuset 15. oktober

Passenger, Vega 16. oktober

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA