Afstemning: 11 essentielle anti-Trump-sange – hvilken er bedst?

Afstemning: 11 essentielle anti-Trump-sange – hvilken er bedst?

Det er næppe gået nogens næse forbi, at det i dag er valgdag i USA. En del musikinteresserede har også bemærket, at der siden den 10. oktober er blevet skrevet og udgivet sange til albummet "30 Days, 30 Songs", som alle har det tilfældes, at de kritiserer og direkte går imod den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. Vi har her samlet et overblik over hvilke 11 sange, vi mener er de bedste fra albummet. 

Vi vil meget gerne høre, hvilken af disse 11 sange DU mener er bedst. Nederst i artiklen finder du derfor et afstemningsbarometer. Ligeledes finder du, nederest i artiklen, en playliste med alle 11 sange, så du kan høre dem uden afbrydelser. 

 

Death Cab For Cutie - Million Dollar Loan

Death Cab For Cutie lægger ud med nummeret "Million Dollar Loan". I musikvideoen til sangen kan du se en Donald Trump-kopi bygge muren mod Mexico; en af Trumps mærkesager.

"Mens han førte kampagne i New Hampshire sidste år (2015, red.), forsøgte han at caste sig selv som en selfmade mand ved at hævde, at han opbyggede sin formue med bare et "lille lån på en million dollars" fra sin far. Ikke nok med at den påstand viste sig at være usand, så var Trump også flabet," sagde forsanger Ben Gibbard til britiske NME i forbindelse med udgivelsen.

 

Franz Ferdinand - Demagouge

Det skotske rockband har aldrig lagt skjul på deres had til Donald Trump, og det gør de absolut heller ikke i sangen her. Teksten er utrolig direkte og ufiltreret. Tekst som "From the Wall straight to La Quenta / Those pussy grabbing fingers won't let go of me now" beskriver meget rammende, hvad indgangsvinklen og udgangspunktet er. Alt sammen indpakket i det musikalske univers, som vi ellers kender fra det skotske rockband. 

 

EL VY - Are These My Jets?

EL VY udgøres af The National-forsanger Matt Berninger og Brent Knopf fra Ramona Falls. Og i velkendte, rolige og autentiske stil synger Matt Berninger om Trump, hans ekstravagante livsstil og hvalros-penisser. Duoen udsendte i 2015 deres debutalbum "Return To The Moon". Deres bidrag til "30 Days, 30 Songs" er af gode grunde ikke at finde på denne, men vi håber på, at sangen vil incitere til, at duoen snarligt vil gå i studiet igen. 

 

Eminem - Campaign Speech

Nummeret er næsten otte minutter langt, og opsætningen er meget minimalistisk med Eminem, der rapper hen over summende synths. På nummeret kommer rapperen ind på flere politiske emner, inklusive Donald Trump. Om den republikanske præsidentkandidat rapper Eminem følgende: "You say Trump don’t kiss ass like a puppet / ‘Cause he runs his campaign with his own cash for the fundin’/ And that’s what you wanted / A fuckin’ loose cannon who’s blunt with his hand on the button / Who doesn’t have to answer to no one / Great idea!"

 

Filthy Friends - Despierta

I sangen langer bandet ud efter den republikanske præsidentkandidat med linjer som "Your time is over / Your power's peaked". Selve sangens titel "Despierta" er oversat fra spansk og betyder vågen.

Filthy Friends blev dannet sidste januar og består af Sleater-Kinneys Corin Tucker, R.E.M.’s Peter Buck og The Minus 5’s Scott McCaughey og Kurt Bloch. Yderligere har den prominente gruppe fået fingre i trommeslageren fra King Crimson, Bill Rieflin. Det er Sleater-Kinneys Corin Tucker, der lægger vokal til gruppens Anti-Trump-nummer. 

 

 

R.E.M. - World Leader Pretend 

Det amerikanske rockband har flere gange krydset klinger med Donald Trump. Særligt da Donald Trump, under et stort anlagt møde omkring Amerikas atom-aftale med Iran i Washington, valgte at gå på scenen til tonerne af bandets "It’s The End Of The World As We Know It". Hertil kvitterede bassist Mike Mills med et tweet der sagde "Go fuck yourself – sørgelige, opmærksomhedskrævende, magthungrende små mænd". Ikke så underligt har bandet derfor bidraget med en sang til albummet. Nummeret stammer dog tilbage fra 1988, idet gruppen blev opløst i 2011, men det passer glimrende på Trump. Denne liveoptagelse har endvidere ikke tidligere været offentliggjort.

 

Jimmy Eat World - My Enemy

Tilbage i 2004 udgav rockkvartetten albummet "Futures" på valgaftenen, da der skulle stemmes imellem George W. Bush og John Kerry, og havde forinden udgivet et par politiske singler derfra. Dengang var bandet ikke åbenmundet omkring, hvem de holdt med, men det har i dén grad ændret sig. Med sangen "My Enemy" tilslutter de sig rækken af musikere, der går direkte imod Donald Trump. Og meget kan man sige, men bandet forbliver tro mod sin stil, og sangen her er ingen undtagelse.

 

Moby & the Homeland Choir - Trump Is On Your Side

Den amerikanske sanger Moby har udgivet to sange til albummet, nemlig "Little Failure" og denne "Trump Is On Your Side", som bringer ham på vores liste. Krediteret på sangen er også The Homeland Choir. Moby har tidligere udtalt: "Ingen fornuftig person vil hyre en sur, uerfaren klovn til at ordne deres afløbsrør, så hvorfor vil nogle fornuftige personer overveje, at lade en sur, uerfaren klovn lede landet?" En sådan udtalelse, og den vanlige Moby-stil der bærer sangen, berettiger naturligvis til en plads på listen.

 

 

Jesu & Sun Kil Moon - The Greatest Conversation Ever in the History of the Universe

Mark Kozelek, alias Sun Kil Moon, udgav i januar måned i år et kollaborativt album med det post-rockede, britiske ensemble Jesu. Projektet er på plade, som på livescenen, formet af lange kompositioner, der hovedsageligt drejer sig om repetitive og langsomt groovende strukturer, der virker som herligt monotont underlag for de stream-of-counsciousness-tekster, som Kozelek reciterer. Og netop dette tager de med i deres sang til albummet. Sangen, der er næsten ti minutter lang, indkredser alt det, som kan forventes af et så dynamisk samarbejde.

 

 

Local Natives - Fountain Of Youth

Denne sang er nærmere end hyldest til Hillary Clinton, end den er en direkte hån imod Donald Trump. Blandt andet med linjen: "I have waited so long, Mrs. President". 

Sangen er at finde på albummet "Sunlit Youth", der udkom tilbage i september. Local Natives giver desuden koncert i Vega den 22. november, og du kan finde billetter til koncerten her.

Gruppen har i øvrigt indspillet en ny sang, som man i dag kan downloade via app'en Election FM. Musikken kan dog kun downloades, hvis man befinder sig på et amerikansk valgsted, og man skal altså møde op og afgive sin stemme for at høre sangen.

 

 

Kyle Craft - Before The Wall

Listens sidste sang er kraftigt inspireret af Bob Dylan og de politiske protestsange, han skrev i løbet af 1960’erne. Med gentagne passager omkring den så omtalte mur, Donald Trump vil opføre imellem Mexico og USA opsætter sangen scenarier, der ikke ligefrem virker positive. Nærmere sarkastiske. Første strofe tager således udgangspunkt i "If the wall it goes up and the country comes down / And it’s too tall to get in too late to get out / And the beaches have barbed wire across every shore / Would you lay down your gun then you won’t need it no more". 

 

Herunder kan du høre spillelisten med alle 11 sange, via Spotify:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA