Portræt: Zen og kunsten at være Leonard Cohen

Portræt: Zen og kunsten at være Leonard Cohen

Vi mindes netop afdøde Leonard Cohen med denne Klub GAFFA-artikel, som blev skrevet af GAFFAs Torben Holleufer i forbindelse med Cohens koncerter i Danmark i juli 2008. Læs også GAFFAs store nekrolog "So Long, LC"

Det var unægtelig en helt speciel stemme, der åbnede med Suzanne på debuten fra 1967. For når det gjaldt tekster, så var der få, der helt kunne følge med på det niveau. Det skulle da lige være Bob Dylan, der selvfølgelig også var en stor inspiration. Og som ham blev Leonard Cohen hurtigt fantastisk populær blandt intellektuelle på universiteter og i folkemusikklubberne på øst- og vestkysten af USA. Men hvor Bob Dylan havde været i gang, fra han var helt ung, så havde Leonard Cohen allerede passeret de 30 år, og han lød som det, han var. Og så var det altså ikke just tekster for pattebørn, han diverterede med. For nu at sige det mildt.

Songs Of Leonard Cohen blev udsendt i december 1967 i begrænset oplag, men ramte for alvor køberne i løbet af det følgende år, hvor der ellers nok var et kreativt output med hensyn til kvalitetsplader. Det var nemlig her, at det forgangne års såkaldte kærlighedssommer manifesterede sig på plade.

Den distingverede digter fra Canada var allerede en erfaren mand. Han havde været inde over, da hippiernes foregangsmænd brød grænser. Det var beatbevægelsen i 1950'erne, hvor værker som Allen Ginsbergs kontroversielle digt Howl (Hyl) førte til en retssag mod digteren og hans forelægger, og hvor vennerne William S. Burroughs og Jack Kerouac i den grad tog fra med romanerne Naked Lunch (Nøgen Frokost) og On The Road (Vejene).  Leonard Cohen var dengang godt i gang selv og udsendte sin første digtsamling i 1957. Han var dengang 23 år.

Som hans efternavn antyder, er Leonard Cohen - der blev født i en bydel af Montreal i den canadiske, overvejende fransktalende delstat Quebec i 1934 - ud af en prominent jødisk familie. Legenden vil vide, at kohanitterne var ypperstepræster i jødernes oprindelige tempel i Jerusalem – i øvrigt sammen med levitterne, ophavsmænd til navnet Levi. Set ud fra et ortodokst jødisk synspunkt forpligter det at være en Cohen. Eksempelvis må man ikke gifte sig med en fraskilt. Ligesom kun en "ren" jødisk pige kan gå an. En konvertit vil ikke være kosher.

I Leonard Cohens baggrund var man særdeles opmærksom på disse regler. Hans far ejede en konfektionsfabrik, så det var fra et økonomisk særdeles stabilt hjem, at han kom. Men eftersom faren døde tidligt, var barndommen præget af stor tilknytning til moren, men også af, at Leonard tidligt blev voksen.

Det var dog synd at sige, at skolen gik godt, og faktisk var det på den jødiske skole, han gik på ved siden af high school, at han første gang tændte på ord. Ligesom han fandt sit første idol, da han som 14-årig i et antikvariat fandt en lille digtsamling af den spanske martyr Federico Garcia Lorca (1898-1936).

Efter det bekendtskab skulle Leonard Cohen være digter. Ligesom han omtrent samtidig fik en spansk guitar.

 

Beatnik

I 1951 startede Cohen på universitetet og dannede snart sit første band, stærkt påvirkede af countrystjerner som Hank Williams (1923-53). Men det møde, der for alvor betød noget, var med digteren Irving Layton (1912-2006), der dels var særdeles kontroversiel og kendt på Canadas litterære scene, og dels straks så et lys i sin unge studerende. Som Layton siden har sagt det: "Leonard var allerede et geni, da vi mødtes". Og Irving Laytons indflydelse på Cohen kan ikke overvurderes, for han regnes simpelthen som den store litterære mentor. Leonard Cohen har meget vittigt siden udtalt, at "Jeg lærte ham, hvordan man klæder sig, og han lærte mig, hvordan man lever for altid".

Leonard Cohen blev færdig med universitetet i 1955, og året efter kom hans første digtsamling ud. Han var allerede begyndt at optræde ude på klubberne med spoken word tilsat musik, og i 1957 udkom han sammen med blandt andre Irving Layton på en plade med canadiske digtere. Til gengæld var lysten til at åbne døren helt op i den grad påtrængende, og da arven hjemmefra gjorde, at han kunne studere videre, gik det over grænsen og ned til New York. Til Columbia-universitetet, som ligger på Manhattan nær ved Harlem. Det var her, at Leonard Cohen for alvor fik mulighed for at dyrke den indre beatnik, og for alvor finde ligesindede, der dyrkede bebopjazz, sværgede til marihuana og mere bevidsthedsudvidende stoffer som peyote-kaktus, mens speed var som skræddersyet som en skribents nye wonderdrug. Det skulle siden blive en møllesten om halsen på Leonard Cohen, der i 1970'erne måtte afvænnes seriøst fra lige den vane.

Men det var tiden i bohemekvarteret Greenwich Village, der for alvor satte gang i Leonard Cohen. Ligesom han i en medstuderende fandt den første af en række muser. Kvindebedåreren Cohen havde fundet Anne Sherman, som skulle være mål for en række af digtene i hans næste digtsamling, The Spice-Box Of Earth (1961), samt den stærkt selvbiografiske debutroman, The Favourite Game (1963, på dansk Yndlingslegen). Forholdet varede dog ikke længe, og efter året i New York tog Cohen tilbage til Montreal, hvor han arbejdede og fik skrevet sin digtsamling færdig. Ligesom han fik et legat, der gjorde, at han kunne tage til London.

Her tilbragte han den kolde vinter 1959-60, hvor han boede hos venner, hvor konen var særdeles ambitiøs på Cohens vegne. Det siges, at hun ikke lod ham gå ud, før han havde leveret tre tætskrevne sider. Og det betalte sig, for han fik færdiggjort det første manus til The Favourite Game, ligesom han fik foretaget to vigtige indkøb, nemlig den mytiske Famous Blue Raincoat, der siden skulle blive udødeliggjort i en af hans mest berømte sange, og en grøn skrivemaskine af mærket Olivetti, som skulle blive hans litterære spade de næste 30 år.

Leonard Cohen holdt det kolde London ud til marts 1960, hvor han blev inspireret til at drage i, hvad der skulle blive det første seriøse eksil. For på den græske ø Hydra, nogle timers sejlads fra Athens havneby Piræus, skulle Leonard Cohen ikke bare finde inspiration og et udgangspunkt i den næste årrække.

Han skulle også indlede sit første længerevarende parforhold. Digterens nye muse blev den norske eks-model Marianne Ihlen. Goddag til en kvinde, som vi siden lærte at kende for en afsked. Nemlig da Cohen sang So Long, Marianne.

Og søsatte sin karriere som sangeren Leonard Cohen.

Marianne var egentlig kæreste med den i Norge kendte forfatter Axel Jensen, og Cohen har siden fået skudt i skoene, at han skulle have scoret hende fra den norske forfatter. Hvilket ikke var sandt, for den gode hr. Jensen var en charmør på Cohen'sk niveau og var konstant på eventyr. Hydra var i de år et sted, der dels var afsondret og dels havde sin klike af rige græske gæster med skibsreder Aristotle Onassis (1906-75) i spidsen og en række internationale kunstnere og bohemer. Altså masser af stimulation både for den, der søgte kreativt modspil og for den, der blot havde brug for fordybelse. Så i september 1960 købte Cohen sit lille hus på øen, og snart flyttede Marianne ind med sin lille søn.

 

Digternes eksil

Marianne har siden i et norsk radioprogram talt med journalisten Kari Hesthamar om tiden med Leonard:

"Åh, de år var gode. Meget gode. Vi sad i solen, og vi lå i solen, vi lyttede til musik, vi badede, vi legede, vi drak, vi diskuterede. Der blev skrevet og elsket. Det var den rene luksus at have det sådan. I fem år havde jeg ikke sko på fødderne. Okay, om vinteren havde jeg. Og jeg mødte mange smukke mennesker. Nu er de spredt for vinden. Nogle er døde. Mange er døde..

Bird On The Wire... Det var, da elektriciteten kom til Hydra, og fuglene ville lande på disse mærkelige ledninger, som skar gennem luften lige foran vinduet. Ligesom noder. Storslået. Derfor følte jeg, at det også var min sang. Men selvfølgelig refererer alle til So Long, Marianne."

Mange år senere skulle deres veje krydses på sær vis. Nemlig da deres børn havde en enkelt erotisk aften sammen på øen. Uden at kende hinandens identitet. Adam Cohen, som også er sanger, beretter:

"En sommer mødte jeg en smuk, ung norsk pige på øen. Vi tilbragte en meget behagelig aften sammen. Men så opdagede jeg, at det var Mariannes datter. Og da vi blev klar over den andens identitet, stoppede vi. Det ville have været for langt ude!"

Årene med Marianne blev afbrudt af en række rejser tilbage til Canada, hvor karrieren som forfatter og digter skulle passes, ligesom Leonard Cohen foretog en ret uheldig rejse til Cuba, samtidig med at amerikanerne lancerede deres fiasko af en invasion i Svinebugten på den caraibiske østats sydkyst. Leonard Cohen har senere indrømmet, at han nok søgte noget i stil med den spanske borgerkrig (1936-39) ved at gå i sit ungdomsidol Federico Garcia Lorcas fodspor. Lorca, som jo blev myrdet af Francos fascistiske soldater, havde også været på Cuba. Ligesom man aner, at der måske også var en flig af beundring for forfatteren Ernest Hemingway (1899-1961), som både havde hus på Cuba og tog af sted sammen med andre kunstnere for at kæmpe mod fascisterne i borgerkrigen i Spanien.

Leonard Cohen led i øvrigt den tort at blive arresteret på Cuba. Hans Che Guevara-lignende fremtoning komplet med baskerhue blev af de lokale myndigheder aflæst som en forklædning. Lidt pinligt for en cool forfatter, som oven i købet efterfølgende havde svære problemer med at komme ud af Cuba.

I 1962 var han i New York, hvor hans bog The Favourite Game udkom, og siden skulle han få en anerkendt pris for bogen. Digtene kom også som skidt fra en spædekalv, og snart havde han til en digtsamling med den kontroversielle titel Flowers For Hitler. Han var nu for alvor ved at blive kendt i hjemlandet, hvor han drog på turné og læste op. Og sådan gik det frem og tilbage, og i 1966 kom den næste bog og endnu en digtsamling, inden det gik til New York, og karrieren blev drejet ind på musikken.

Han var 33 år. En gammel mand, der landede midt i et ungdomsoprør.

 

Chelsea Hotel

Var man boheme og ville bo et excentrisk – og billigt – sted i New York, så var det på Hotel Chelsea på 23. gade. Her havde notabiliteter som beatforfatter William Burroughs boet, og såmænd også Bob Dylan. Nu flyttede Leonard Cohen ind.

Det var ellers ikke, fordi timingen var med ham. Året før havde Bob Dylan sat strøm til folkemusikken, og ovre i brændpunkter som London, New York, San Francisco og Los Angeles var den psykedeliske revolution ved at sætte dagsordenen. En mand i sort med gravrøst og lidt klimpren på en spansk guitar var ikke umiddelbart noget, man levnede den store chance. Hvis det altså ikke lige var fordi, Leonard Cohen havde sans for gode og enkle melodier. Og så skrev så gode tekster, der var på et niveau, som der skulle en Dylan til at følge.

Leonard havde faktisk taget den lille familie med, men det afholdt ham ikke fra at kaste blikket andetsteds hen. Det førte i første omgang til en dyb forelskelse i tyske Nico, kendt fra sit samarbejde med Velvet Underground (med Lou Reed og John Cale) og kredsen omkring Andy Warhol. Ligesom han siden skulle have en erotisk nat med Janis Joplin, som siden blev beskrevet i sangen Chelsea Hotel #2, som kom på pladen New Skin For The Old Ceremony, fire år efter at Joplin havde taget sin fatale overdosis på Landmark Motel i Los Angeles i oktober 1970.

Leonard Cohen var heldig at komme i kontakt med Bob Dylans bagland, og fik i første omgang et møde med folkesangeren Judy Collins, for hvem han spillede sangen Suzanne. Den brugte Collins efterfølgende på et album fra slutningen af 1966, og få måneder efter fik Cohen tre sange med på hendes album Wildflowers. Her var hittet i øvrigt Both Sides Now, skrevet af en anden lovende canadier, Joni Mitchell, som Cohen mødte på Newport-festivalen i 1967 og efterfølgende også nåede at have en affære med. Ligesom Collins inviterede Leonard Cohen på scenen i april 1967 for at spille netop Suzanne – i øvrigt skrevet i Montreal til en vens kæreste. Her var Leonard Cohen så lammet af sceneskræk, at han gik midt i nummeret, men Collins fik han tilbage på scenen for at synge sangen færdig, og efterfølgende blev han spottet af den berømte talentspejder John Hammond – som også fandt Dylan og længe før det Billie Holiday – og via ham fik han kontrakt med Columbia.

Nu skulle den første plade indspilles og Leonard Cohen slippes ud på markedet – midt i ungdomsoprøret, hvor sex, drugs og flowerpower var dagens orden.

Ikke just frugtbar jord for sange fra mørkekammeret.

Se scenen for dig. Klassikere som The Doors' første plade var kommet, og toeren Strange Days fulgte lige i kølvandet, ligesom Arthur Lees gruppe Love havde udsendt deres to mesterværker, Da Capo og Forever Changes. Begge Los Angeles-grupper ligesom Mothers Of Invention, der med Frank Zappa i spidsen stod for psykedelisk dadaistisk satire og var på nippet til at udsende deres tredje mesterværk, We're Only In It For The Money, mens deres gode ven Captain Beefheart udsendte Safe As Milk. For ikke at tale om The Beatles og Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band eller Cream med Disraeli Gears, eller Jefferson Airplane med After Bathing At Baxter's. Eller Jimi Hendrix, der fra scenen i London havde indledt sit treårige regime med spørgsmålet Are You Experienced? Ligesom kredsen omkring popkunstner Andy Warhol havde fostret den berømte "bananplade", der introducerede Velvet Underground. En ny, White Light/ White Heat var lige på trapperne.

Alle var det plader, der relaterede til det psykedeliske oprør af fred, kærlighed og tekster, der ofte handlede om psykedeliske rejser på alskens stoffer eller gav den med politiske paroler mod et andet af tidens store temaer, krigen i Indokina. Det meste tilsat helvedes god musik med uendeligt højt til loftet. Og skulle det være musik med en snert af folkemusik over sig, så var det snarere duoer som Simon & Garfunkel, der var på tapetet ledsaget af sødsuppefilm som The Graduate (Fagre Voksne Verden).

Songs Of Leonard Cohen ramte 162.-pladsen på den amerikanske hitliste, men klarede sig betydeligt bedre i England og Europa, en stil, der er fortsat til i dag. Og på hjemmefronten havde Cohen fundet sin egen Suzanne – med efternavnet Elrod – og hun skulle blive hans mangeårige kone og mor til sønnen Adam og datteren Lorca. Ligesom den efterfølgende plade, Songs From A Room, som var indspillet i Nashville og af mange regnes som Cohens mesterværk, for alvor gjorde ham kendt, også i USA. Og med sange som åbneren Bird On The Wire nåede den 2.-pladsen i England.

Producer var Bob Johnston, som også havde været inde over på Bob Dylans Nashville-mesterværk, Blonde On Blonde.

På bagsiden var i øvrigt et foto af norske Marianne i huset på Hydra.

 

Uden filter

I 1971 kom der helt andre boller på suppen. Eller måske rettere hår i suppen. For på albummet med den kompromisløse titel Songs Of Love And Hate kom Leonard Cohen for alvor ud af rummet og væk fra øparadiset i Ægæerhavet. Det var tid til bitter gammelmandsblues.

Der er en grund til, at sangen Dress Rehearsal Rag aldrig bliver spillet live. Eksperter er enige om, at Cohen har spillet den offentligt to gange, og det var vel at mærke dengang, den blev skrevet i midt-1960'erne. Sangen er Leonards Reservoir Dogs, men underspillet. Tarantino tager en gruppe mænd og giver dem et skydevåben hver. Hvad sker der, hvis de peger på hinanden og trykker af samtidig? Tjaaaa. Husk at få det i Technicolor.

Hos Leonard Cohen er vi i film noir. Eller måske rettere gråzone. Klokken er fire om eftermiddagen – hvis ikke i livet - og det er ikke spejlet, der er snavset og gået i stykker. Det er dit syn, der fejler. Og du ser tilbage på alle dine spildte muligheder og alle de gange, du talte med mel i munden, og hvordan du forspildte hver en mulighed og blev dumpet af hver en pige, du elskede. Surt show, gamle dreng. Og vores ven er selvfølgelig langtfra færdig.

For hvad er der egentlig tilbage? Du står jo alligevel dér med barberbladet, og hvad fanden, hvorfor barbere sig, for du ligner sgu julemanden. Ho-ho-ho og hvad? Hvad du ser i spejlet, er en begravelse, som stopper ved dit ansigt, og ja, det er kommet dertil.

Og så var der lige hende pigen, som du elskede i det skjulte, og nogle gange behandlede du hende som en kvinde og andre som et barn, og så var hun skredet. Hvorefter:

"…det er en hård én at huske, og den får dig til at knytte hånden, og så står blodårerne ud som motorveje langs med hele din underarm, og ja, det er kommet dertil".

Det er Cohen uden filter. Og tidens unge mænd ville synge den i lønkamre med samme struber og intonation, som når de sang med på Van Morrisons sange om kærestens tuberkulosedød på albummet Astral Weeks eller mere råt for uforsødet på pladen TB Sheets. Mens de unge piger med deres spanske guitarer og stuerene hyldest til Sankt Leonard på kollegier verden over ville finde en anden afgud i fem minutter.

Det er uden sammenligning Cohens stærkeste plade, hvis du spørger mig. Fra starten med Avalanche, der betyder lavine, og som oprindeligt var fra 1966-digtsamlingen Parasites Of Heaven, men som i den sungne form sammen med de truende Beethoven-agtige celloer og en jeg-og-du-form får noget dæmonisk over sig. Her præsenteres vi får den pukkelryggede, Udyret, der elsker skønheden, men som ikke vil vide af krummerne af kærlighed, som bliver tilbudt. Sangen er musikalsk og stemningsmæssigt noget af det mest besættende fra Cohen, og det bliver for alvor intenst, da udyret bryder sammen, og manden med stenansigtet åbner for følelserne og påstår, at hans egen følelse af at være grotesk og udstødt og hans lidelse i virkeligheden deles af den elskede:

"...it is your world beloved, it is your flesh that I wear".

Og så er det endda ikke albummets mest berømte sang. Den pris går til perlen Famous Blue Raincoat. Her er vi tilbage i rummet, og Leonard er personlig og tæt på, og en underskøn mø nynner indtagende, og melodilinjen og den underspillede folkeskoleguitar skaber en unik stemning. Det er den overbærende og tilgivende  ægtemand, der skriver fra parforholdets trygge favn til ham, til vennen, han har råd til at kalde sin bror. Som engang stjal kæresten i fem minutter, men nu er den udstødte:

"…well I see you, there with a rose in your teeth. One more thin gipsy thief. Well I see Jane's awake. She sends her regards."

Men der er også tilgivelse og ikke mindst overskud. For skulle du nogensinde komme tilbage efter Jane eller mig, så skal du vide, at din fjende sover, og hans kvinde er fri.

Brevet og sangen sluttes som i den virkelige verden med signaturen: Sincerely L. Cohen.

 

Wall of sound vs. Mr. Minimal

Efter de tre første plader, som for alvor skabte billedet af den rugende poet med gravrøsten, var det tid til eksperimenter. Først på den glimrende New Skin For The Old Ceremony (1974) og siden tre år senere, da Leonard Cohen blev sat sammen med den berømte – og nu om dage berygtede – producer Phil Spector. Altså manden bag lyden af Wall Of Sound og ansvarlig for hits som Ike & Tina Turners River Deep, Mountain High og en stribe hits med sangtrioen The Ronettes.

Hvor Leonard Cohen på de tidligere plader var endt med at have et stort ord at skulle have sagt omkring udformningen, kom han totalt til kort over for producer Spector. David Sheppard, som har skrevet en biografi om Leonard Cohen, brugte udtrykket "ikke just et ægteskab indgået i Himlen" om projektet. Væk var trippet med Cohens altdominerende basrøst, den spanske guitar og korsangerinderne og en cello til at tage sig af resten. Nu smed Spector en 30-40 instrumenter på og kaldte så på Cohen, som fik ét forsøg til at synge. Ligesom berømte venner kom forbi studiet i Los Angeles, og eksempelvis Bob Dylan endte med at synge kor på en sang med den markante titel Don't Go Home With Your Hard-On. Altid rart med et godt råd. Anstrengelserne blev til albummet Death Of A Ladies' Man. Et album, som kritikerne ikke var alt for begejstrede for, men som Cohen selv var ret glad for, også selv om han efterfølgende ikke var for vild med Spectors konsekvente holdning til first takes med vokalerne.

Den næste plade blev klassisk Cohen, nemlig på den glimrende Recent Songs, hvor en række af Joni Mitchells musikere var backing. I øvrigt samme hold, som kan høres på det glimrende livealbum Field Commander Cohen. For resten et spil på et trip tilbage til rødderne, som Leonard Cohen havde foretaget i 1973. Her søgte han om at komme med i den israelske hær op til Yom Kippur-krigen og endte faktisk med at optræde for tropperne, blandt andet for den senere premierminister, daværende general Ariel Sharon, der var stor fan af Leonard Cohen.

Det var ham, som siden skulle blive så berygtet og de sidste par år har ligget i koma i en seng i Jerusalem.

 

I'm Your Man

Firserne blev spændende år for Leonard Cohen. En række af de nye kunstnere, som kom frem i de år, først og fremmest folk som Nick Cave fra australske Birthday Party og Ian McCulloch fra det engelske New Romantics-band Echo & The Bunnymen, hyldede Cohen som deres store forbillede. Selv kom han med den fremragende Various Positions, der skandaløst ikke blev udsendt i USA, fordi Columbia Records (CBS) i skyggen af fremstormende kunstnere som Bruce Springsteen og Madonna ikke troede på Cohen som forretning. På pladen var sangerinden Jennifer Warnes formidabel, og hun skulle siden hitte med en plade med udelukkende sange af Leonard Cohen, med titlen Famous Blue Raincoat (1987).

I 1988 fik Leonard Cohen noget af et comeback med moderne lyd og en række glimrende sange på I'm Your Man. Her indledte han det kreative partnerskab med Sharon Robinson, som er fortsat op til i dag. Robinson havde oprindeligt været korsanger for Cohen, men var nu med til at skrive mestersangen Everybody Knows. Hun skulle siden være fast samarbejdspartner på 2001-albummet Ten New Songs og på tre sange på Dear Heather fra 2004. I forbindelse med I'm Your Man blev Cohen – der i en årrække havde været skilt fra Suzanne Elrod – kæreste med skuespilleren Rebecca de Mornay, som blev ny muse og inspirerede en række sange. De kom sig ikke mindst til udtryk på den næste plade, der også var inspireret af urolighederne i Los Angeles, efter at hvide politifolk bankede den sorte Rodney King til døde. Pladen kom i 1992 med titlen The Future. Ligesom titelsangen sammen med to andre numre fra pladen kom med i Oliver Stones berømte voldsepos, Natural Born Killers fra 1994.

 

Mystiker på bjerget

I 1995 kom der fornyet opmærksomhed omkring Leonard Cohen, fordi han trak sig tilbage for at blive munk. Ikke jødisk mystiker studerende kaballah, eller katolsk munk, men zenbuddhist, altså inden for en af de mere gådefulde mystikertraditioner, den japanske Rinzai Zen, centreret omkring den nu 101-årige lærer Kyozan Joshu Sasaki, kaldet Roshi, på bjerget Mount Baldy uden for Los Angeles. Her barberede Cohen sit hoved og agerede chauffør for den aldrende mester. Ligesom han antog navnet Jikan, japansk for "den stille".

I virkeligheden havde Cohen kendt til Roshi siden 1968 via en ven fra Hydra, og han havde været på mange besøg på bjerget, dog uden for alvor at kunne gå med til at bytte sit kunstneriske liv ud med de barske realiteter på bjerget. Denne gang var der mere substans, og det varede fire år, før Cohen igen kom ned fra bjerget og tilbage til scenen.

I et interview med filminstruktøren Harry Rasky forklarer Leonard Cohen sit livs dilemma. Hvordan han på én gang må være det asketiske søgende og meget private menneske og den offentlige person, der er midtpunkt og kommunikerer direkte med masserne:

"Da jeg begyndte at tjene penge, gik min levestandard drastisk ned ad bakke. For før jeg havde penge, boede jeg i et meget smukt hus i Grækenland for omkring 1100 dollar om året. Det var min samlede udgift, og jeg havde solskinnet og disse hvide rum og Marianne, et meget rigt og produktivt liv. Så begyndte jeg at tjene penge og boede i hotelværelser, mens jeg brugte tiden i lufthavne og busser, ekstremt trøstesløse rum over hele verden i dårligt klima. Så min virkelige levestandard gik ned, da jeg kom til penge. Det er svært at komme med en metafysisk forklaring på, hvorfor du gør noget, men jeg tror, at jeg gjorde det, fordi sangen greb mig – og appetitten efter at nå mange mennesker."

I det samme interview giver Leonard Cohen et bud på, hvordan han både kan være buddhist, ikke droppe sin jødiske baggrund og stadig i sange komme op med tekster, hvor han i stærkt katolske vendinger henvender sig til Jomfru Maria, som han gør det på sangen Our Lady Of Solitude fra 1979-albummet, Recent Songs:

"Jeg kan lide alle former, der eksisterer. Jeg tror ikke på, at det er nødvendigt at ødelægge den katolske kirke, eller genoplive jødiske institutioner, eller radikalt ændre tingenes form. Og jeg føler nydelse ved at skrive til Jomfruen. Jeg har min egen forståelse af, hvad Our Lady Of Solitide er. Jeg kan udvikle en konstruktion af idéen, så jeg kan tale om, hvad der er den mest intime del af psyken – at vi må holde os i kontakt med den. At det har en feminin kvalitet. At du må åbne for passivitet … du må stadfæste din egen passivitet i specielle øjeblikke af dit liv for at blive genopladet og blive fornyet i øjeblikke af smerte og sindsforvirring. Og det er en tilgang, som henvender sig til den del af psyken, som er tavs og modtagelig, og som kun kan blive stadfæstet via stilhed og passivitet."

 

I'm Your Fan

73-år gammel er Leonard Cohen uhyre aktuel. Plader som I'm Your Man og The Future sikrede via film som Natural Born Killers, at han blev kendt hos en helt ny generation af fans. Faktisk kan man sige, at de samme unge, som i dag hylder en Tom Waits, også har Leonard Cohen højt på deres barometer. Ligesom covers som eksempelvis Jeff Buckleys skelsættende version af Cohen-sangen Hallelujah har haft stor betydning.

Leonard Cohen har også modtaget masser af hyldest, eksempelvis på den berømte I'm Your Fan-plade fra 1991, hvor blandt andre Nick Cave & The Bad Seeds, R.E.M. og Pixies gav deres fortolkninger af et udvalg fra Cohens katalog. Det er også blevet til en lang række lignende album over hele verden, oftest i oversættelser til de pågældende sprog. I Danmark blev det i 2004 til udgivelsen På Danske Læber, hvor blandt andre Under Byen, Thomas Troelsen og Swan Lee kom med danske versioner af Cohen-sange. Det er også blevet til en række priser, og eksempelvis er Leonard Cohen lige netop i marts blevet optaget i rockens Hall Of Fame.

På plader, til koncert og privat samarbejder Leonard Cohen med sangerinden Anjani Thomas, som i 2006 udsendte sit tredje soloalbum med kraftig medvirken fra Leonard Cohen, med titlen Blue Alert. Deres samarbejde går langt tilbage, nemlig til dengang, der skulle bruges en specielt markant stemme på Cohen-udgaven af Hallelujah fra Various Positions.

Lige nu er Leonard Cohen i gang med den første lange turné i 15 år.

Den bringer ham 5. juli til Rosenborg i København og dagen efter til Rådhusparken i Århus.

 

 

Leonard Cohen: Guide over de bedste skiver

 

Songs Of Leonard Cohen (1967)

Karakter: 6

Leonard Cohen startede med et brag med sin mest kendte sang, Suzanne, der sjovt nok handler om en platonisk aften med en vens kæreste i Montreal – ikke om hans kommende kone med samme fornavn. Simpelthen en af de største sange af nogen artist. Andre højdepunkter: Master Song, So Long, Marianne, Hey, That's No Way To Say Goodbye og sangen som fik band fra Leeds opkaldt efter sig, Sisters Of Mercy.

 

Songs From A Room (1969)

Karakter: 5

Af mange regnet for hovedværket, selv om undertegnede ikke er enig. Sange som Bird On A Wire, stofsangen The Butcher, Lady Midnight eller coversangen The Partisan. Det var pladen som fik amerikanerne til at lytte til Cohen.

 

Songs Of Love and Hate (1971)

Karakter: 5

Super plade, men også som navnet antyder med ting, der skriger efter lykkepiller. Blandt de store sange er Avalanche, Last Year's Man, Dress Rehearsal Rag, Love Calls You By Your Name og Famous Blue Raincoat. Cohen på toppen – ikke mindst når han rammer bunden.

 

New Skin For The Old Ceremony (1974)

Karakter: 4

Et lille skridt tilbage. Vi er væk fra den tonstunge dysterhed, men der er stadig mesterlige sange, som den berømte sang om Janis Joplin, Chelsea Hotel #2, eller Take This Longing, der også stammer fra tiden på Hotel Chelsea, hvor Cohen var faldet pladask for en Nico, der aldrig gengældte følelserne. Who By Fire er også Cohen, når han er bedst.

 

Recent Songs (1979)

Karakter: 4

Forgængeren var den atypiske, hvor Phil Spector havde været i producerstolen. Nu var den klassiske Cohen tilbage, og albummet var i orden med sange som The Guests, hvor sangerinden Jennifer Warnes synger vidunderligt op ad Cohen. The Window peger mod Mellemøsten, og Our Lady Of Solitude er også en god sang. Joni Mitchells band borger for solide indsatser, som klæder Leonard Cohen.

 

 

Various Positions (1984)

Karakter: 4

Pladen som CBS i USA ikke ville udsende. Eksperimenterende med rytmebokse og synthesizere, men også med store sange som klassikeren Halleluja (som Jeff Buckley siden råhittede med), den mesterlige Dance Me To The End Of Love eller den afsluttende hymne med irske undertoner, If It Be Your Will. Jennifer Warnes er igen vidunderlig og er som sanger krediteret på lige fod med Cohen.

 

I'm Your Man (1988)

Karakter: 5

Cohen goes disco. Det store hit fra slutfirserne med MTV-appel, specielt First We Take Manhattan, som åbner pladen. Andre fede skæringer er titelsangen, Ain't No Cure For Love, Everybody Knows og Tower Of Song. Fed skive.

 

The Future (1992)

Karakter: 4

Titelsangen er kendt fra Oliver Stone-filmen Natural Born Killers. Cohens nuværende kæreste Anjani Thomas træder for alvor frem her på Waiting For The Miracle og på Closing Time går Leonard Cohen – der i sin tid var Hank Williams-fan – ud i fede countryinspirationer. Langt hen ad vejen en fed popplade.

 

Ten New Songs (2001)

Karakter: 4

Munken er steget ned fra bjerget, og sangskriveren Sharon Robinson er kraftigt i fokus, ligesom Anjani Thomas. Moden plade med en række gode sange, blandt andre In My Secret Life, Alexandra Leaving og A Thousand Kisses Deep. Selvfølgelig dedikeret til zenmesteren Roshi fra hans gamle chauffør.

 

Dear Heather (2004)

Karakter: 4

Veloplagt 70-årig. Åbneren med tekst af den engelske digterhelt Lord Byron (1788-1824) Go No More A-Roving. Ellers i høj grad sange af Cohen og med Sharon Robinson og Anjani Thomas i centrale roller. Hittede i USA og holder højt niveau. Blanding af sang og digt, ligesom Thomas synger smukt solo på Undertow. Også fin lille sang om 9/11 og en personlig favorit, Villanelle For Our Time.

 

+

 

Jennifer Warnes:

Famous Blue Raincoat (1987)

Karakter: 5

Den mangeårige backingsangerindes eget album med Cohen-sange var et mesterligt et af slagsen. Ikke mindst fordi musikere som Stevie Ray Vaughan gav en hånd med, men også fordi sangene var en perlerække af de bedste. Blandt dem First We Take Manhattan, Bird On A Wire og titelsangen. Anbefales ikke mindst for suveræn produktion.

 

 

Læs også:

Stor nekrolog: So Long, LC

 

Guide: 11 essentielle sange med Leonard Cohen

 

Til pressekonference i 2014: Populære Problemer – i audiens hos Leonard Cohen

 

Portrætartikel fra 2012: Cohen med danske ører – Steffen Brandt, Allan Olsen, Jens Unmack, Steen Jørgensen og Lise Westzynthius fortæller om deres forhold til legenden.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA