Retten til identitet – GAFFAs Ras Bolding til subkulturfestival i nordsvenske Umeå

Retten til identitet – GAFFAs Ras Bolding til subkulturfestival i nordsvenske Umeå

GAFFA har længe haft tradition for at bringe reportager fra danske musikeres koncerteventyr i udlandet, så jeg lovede at skrive hjem i forbindelse med min koncert ved Uma Obscura-festivalen i Umeå, Sverige i begyndelsen af oktober, arrangeret i fællesskab med RTSI, Rätten till sin identitet, en svensk forening med fokus på især subkulturel identitet, både i kunstnerisk, social og politisk forstand, og med rødder i svenske goth-, synth-, punk- og metal-miljøer. Jeg blev inviteret til at optræde på festivalen efter at have medvirket på en video-udgivelse hos RTSI, en sarkastisk og misantropisk sag, hvor undertegnede giver den som bl.a. trækkerdreng, selvmorder og blå, og udover koncert skulle jeg også byde ind med foredrag om musikscenen i Danmark, med fokus på bl.a. den heftige kritik af nationale kanaler som P3s musikformidling – eller mangel på samme – gennem de senere år.



Det sker engang imellem, at der opstår specifikke musikmiljøer og scener de mærkeligste steder; at hovedstæder som London og Berlin bliver kreative kraftcentre overrasker næppe, men at byer som Düsseldorf, Manchester, Detroit og Seattle fik den betydning, de fik i forhold til henholdsvis electro, dance, techno og grunge, var måske mere overraskende set i et historisk perspektiv. Vi oplevede lidt af det i Danmark i firserne, hvor Københavns musikalske monopol blev ikke bare truet, men velsagtens reelt i en periode overtrumfet af Århus-scenen med navne som Kliche, TV2, Gnags og Thomas Helmig, en udvikling som også fødte GAFFA, og i Odense har vi i de seneste ti år oplevet en forstærket interesse i alternative musikudtryk i form af Phono Festival og Klub Golem. Noget kunne tyde på, at Umeå spiller en lidt lignende rolle i Sverige i disse år, om end Umeå befinder sig i en noget anden situation rent geografisk. Vi er nemlig langt nordpå, meget langt, så langt, at byen befinder sig omtrent lige så langt oppe som Reykjavik, hvilket svarer til, at kørte man sydpå gennem Europa i stedet for nord op gennem Sverige, ja, så ville man ende et sted i midten af Italien, hvis altså man, som vi, kørte af sted fra Odense.

Wir fahren, fahren, fahren…
Vi sætter af sted tidligt om morgenen fra Odense i en lejet minivan efter at have brugt en times tid på at pakke udstyr; synthesizere, mixere, neonrør, lasere, røgmaskine og andet godt. Samt cd’er til turen, for vi skal køre i mange timer, så mange at vi brækker turen derop og hjem igen op i to dage hver især, med hotelovernatninger undervejs, i henholdsvis Gävle og Linköping. Så snart vi rammer motorvejen, kommer Kraftwerks obligatoriske hymne på, og selvom det er efterår, lever vejret næsten op til sangen med høj sol – det er ikke varmt, men det regner i det mindste ikke. Jeg har ikke selv kørekort, så det er mine to musikere, der kører, mit medbragte pigepunkband, Lærke Lømmel og Mie Møgunge, som på scenen tager sig af henholdsvis bas og synthesizer samt lidt vokal også, og turen går fint og efter planen. Vi ankommer til Sverige efter et par timer, hvor vi skal vise pas, sådan er jo tiderne, og forklare, at vi har vognen fyldt med musikudstyr, før vi kan køre videre nordpå, via Malmö og mod Göteborg.

Jeg har optrådt i Malmö flere gange, både som musiker og som dj, og også i Göteborg, så jeg kender turen. Og efter et par timer begynder vi at kunne se de karakteristiske klippesten ved vejsiderne, så nu er vi for alvor i Sverige. Vi tager en forkert afkørsel og ender med en omvej på en times tid, men har regnet lidt i retning af den slags, så vi burde stadig kunne nå frem til Gävle i tide til hotellet, så humøret er højt, og vi lytter os gennem den ene cd efter den anden, fra Depeche Mode og David Bowie over Kate Bush, Martin Hall og til Dresden Dolls. Lærke Lømmel vil høre Rammstein, men da hendes cd ligner noget, Oval kunne have fremstillet et sted i halvfemserne, må dén plan opgives.

Vi tager et par stop undervejs, kommer bl.a. forbi en klassisk rastepladsbutik, der dog viser sig at være et slikparadis af Wonka-dimensioner, og jo længere nordpå vi kommer, jo mere spejder Lærke Lømmel efter elge, mestendels ud fra en muligvis ikke helt velunderbygget frygt for at køre ind i sådan et kræ. Vi ser ingen, men masser af svenske skove og bjerge – jaha, Jonatan, vi är i Nangijala nu. Mørket falder på, vi skråler med på Rocky Horror-soundtrack i bilen, og det begynder at støvregne, da vi når til Gävle, hvor vi finder frem til det hotel, hvor vi skal overnatte. Vi slæber alt udstyr ind på værelset, som forvandles til et Tetris-spil, og da det hele er på plads, crasher vi en svensk konference ovenpå for at finde kogende vand til pose-suppe. En velmenende, og vel snalret, vistnok læge, det er lidt svært at afgøre, forsøger, på svensk, at forklare mig noget om min syntetiske hårfarve og celler i min hovedbund, men snart er vi tilbage på vores værelse og spiser sultent, før vi finder i seng, for vi skal tidligt op og afsted dagen efter.

Uma Obscura
Det regner heldigvis ikke om morgenen, så vi får pakket bilen problemfrit og snart er vi afsted igen. Vi er jo i Sverige, så vi lytter bl.a. til både The Knife og Covenant, og selvom vejret stadig er flot, så er det blevet en del koldere – vi kan godt mærke, at vi er langt nordpå. Efter gode seks-syv timers kørsel ankommer vi langt om længe til Umeå, som viser sig at være solidt begravet i vejrarbejde – ironisk nok meget i stil med Odense som vi kørte afsted fra – hvorfor det er lidt af en udfordring overhovedet at nå frem til selve spillestedet, hvor vi skal læsse udstyr ind. Arrangør og musiker hos Dark Side Cowboys, Niklas Carlsson, kommer os dog til hjælp, og vi får endelig parkeret og checket ind, hvorefter vi bærer udstyr til sceneområdet.

Festivalen foregår i Umeå Folkets Hus, som er et større sted med flere scener, konferencelokaler og andet godt, forholdene er fornemme, og arrangørerne har styr på deres ting. Vi begynder at stille op på scenen, og det hele er lidt af et puslespil, for ikke alene har vi mange synthesizere, lasere, neonrør og andet godt med, der er også to andre bands på samme aften – som heller ikke er helt udstyrslette; det svenske metalband Netherbird og den finske industrialrock-gruppe Älymystö, hvis frontmand Timo Vuorensola måske kendes af nogle som instruktør på filmen ”Iron Sky”, som slovenske Laibach lavede musik til. Alle er dog, naturligvis, indstillede på at få det hele til at fungere, og da vi får hul igennem til lyden er den i udgangspunktet god – og min compressor-fra-helvede laver ikke vrøvl med vokal-feeds og andet i den dur. Der er dog kraftig udluftning i salen, så vi må flytte vores lasere lidt tættere sammen og bede om en ekstra røgmaskine i heftig brug, så vore stråler kan ses – man er vel ikke vokset op med Jean Michel Jarre-koncerter på tv i barndommen for ingenting. Snart er vi klædt i sort og hvidt, udstyret med både rigelige mængder make-up og hårspray, og så er vi omtrent klar.

Vi får æren af at åbne festivalen musikalsk, og det ser fint ud med gæstetal – og med gæsterne selv, der for manges vedkommende er klædt og stylet efter bedste subkulturelle mode; der skal ikke mangle noget. Koncerten forløber fint, vi slutter af med Bowie-fortolkning, æret være mindet, og bliver taget godt imod af det svenske publikum. Det er festivalkoncert, så omkring 45 minutter, kort og kontant, og naturligvis lidt sjovt at tænke på hvor mange timer vi har tilbragt på vejen for den fornøjelse, men sådan er spillet jo nu engang indtil de forpulede Trekkies får opfundet dén beamer!

Resten af aftenen er et tæt pakket program med både koncerter og modeshow, og flere dele af Folkets Hus tages i brug. Alt følger tidsplanen, ingen forskydninger eller forsinkelser – og her gik man nok og troede, at det var vore tyske naboer, der var de effektive. Efter endt program er der efterfest, først på et nærliggende spisested, med dj-musik, derefter lidt længere væk, i en slags klubhus, som benyttes af den lokale subkulturelle scene, og hvor snakken går, om musik, subkultur og alt mulig andet, til ud på de små timer. Jeg skal dog give foredrag dagen efter kl. 13, dvs. teknisk set senere samme dag, så vi beslutter os for at vandre mod hotellet for at få lidt søvn. Vi får lidt nordlig svensk efterårsvind på vejen, og nu kan vi godt mærke, at det er en smule køligt. Hotellet er stort og jeg er indkvarteret på tiende sal med bad og udsigt over byen, men sengen frister, så der bliver ingen obligatorisk rockstjernerasering af værelset i denne omgang.

Engang slog vi hinanden ihjel…
Efter et godt måltid på spisestedet er det videre til Folkets Hus og mit foredrag for RTSI-flokken, som allerede har været oppe i et par timer nu. Jeg genkender flere af dem fra vores koncert i går, og deres hår og make-up sidder helt som det skal. Rart at man ej er den eneste pyntesyge i flokken. Mit foredrag er på engelsk, primært fordi mit svenske ordforråd mestendels består af delvis korrekt citerede replikker fra Ingmar Bergman- og Roy Andersson-film, krydret med lidt Astrid Lindgren her og der, men svensken forstår jo internationalt lige så vel som vi, så det er ikke noget problem. Jeg har holdt foredrag også før, og emnet, den haltende musikformidling i danske medier, er i dén grad noget, jeg har en mening om.

Jeg bemærker, hvorledes mine tilhørere nikker undervejs for så endelig lidt senere at byde ind med, at alt hvad jeg har fortalt om musikformidling og medier i Danmark, inklusive licensfinansierede public service-kanaler, der reelt anvendes som reklamesøjler for kommercielt stærke spillere, på bekostning af bredden såvel som dybden i musikformidlingen, er noget de kun kender alt, alt for godt i Sverige, hvor de også over en årrække har oplevet samme triste udvikling. Slutningen på foredraget bliver således, og heldigvis, til en dialog omkring forholdene i Danmark og Sverige – engang slog vi hinanden ihjel, i dag er vi i færd med at dræbe vore egne musikscener respektivt.

Efter mit foredrag sidder vi med til nogle svenske foredrag også, om musik, om subkultur, om gotisk litteratur, dvs. indtil Mie Møgunge og Lærke Lømmel trækker bort med mig fordi de har lidt svært ved til fulde at forstå det svenske. Jeg havde nu ellers gerne snuppet en skive mere med tørt om Poe og Hoffmann med, men i stedet finder vi second hand-salg, kunstudstilling og kidnappes af et par fotografer til fotoshoot, inden aftenens program fortsætter med alt fra improvisationskoncert over danseshow og til kirkeorgel (og et repertoire, der tæller både Bach og Zelda-computerspil). Senere på aftenen står den på ebm og industrial i koncertsalen, og nok engang følges tidsplanen til punkt og prikke, alt er tilrettelagt så man kan nå det hele – arrangørerne fortjener stor ros; de har virkelig styr på deres ting. Ud på natten er der igen efterfester, vi beslutter os for at tage den første med, men skippe den anden, da vi har en lang køretur foran os dagen efter. Vi får en god snak med arrangørerne om muligt fortsat samarbejde i forhold til RTSI og arbejdet med større anerkendelse af subkulturelle udtryk, en kamp som man netop har taget over en årrække i Umeå, og vundet, i en sådan grad at der kan søges rigtige kulturpenge, f. eks. til en festival som denne.

Hjem igen
Vi pakker bil og tager afsked med folk efter et par vidunderlige og begivenhedsrige dage, og inden vi ved af det er vi på vejen igen, kigger efter elge (findes de overhovedet?) og lytter til musik. Mie Møgunge sætter The Doors på og forkynder, at Ray Manzarek nok var den, der fik hende i gang med tangenterne i sin tid – æret være hans minde også, selvom vi nok var nogle, der havde håbet, at Yanni kunne tage æren. Vi kører langt og længere end langt, men stemningen er stadig god og humøret højt. Vi gætter gåder i bilen for at få tiden til at gå, og da vi ankommer til Linköping om aftenen, viser det sig, at et lokalt supermarked stadig har åbent, så den sene aftensmad består af bl.a. nudler og kager på tilbud, o luksus og rockstjerneliv.

Dagen derpå er det afsted igen, det sidste stykke fra Linköping og ned gennem Skåne mod Danmark. Vejret bliver sjovt og symbolsk nok mere og mere gråt, jo tættere vi kommer på fædrelandet, og vi beslutter os for at tage ruten over Helsingborg for at få færgen med. Så står vi der i regnen og skuer mod Kronborg og the original goth, selvmord eller ej, det er sagen, inden vi tager hul på de sidste par timer hjem til Odense, hvor vi lige kan lægge en lille time mere til – udstyret skal jo bæres op og på plads også. Vi tager afsked med hinanden indtil næste koncert, og mine to musikere – og chauffører – Lærke Lømmel og Mie Møgunge fortjener, ligesom svensken, stor tak. Tilbage er nogle gode minder samt et håb om fortsat samarbejde, for der er ingen tvivl om, at der er nok at tage fat på i forhold til bedre musikformidling, i Danmark såvel som i Sverige. Det kan vi ikke lave om på, et par ildsjæle med sjove frisurer, men vi er vant til at skille os ud, og vi har ikke noget imod at råbe op. Det er alt sammen skridt på vejen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA