Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Søndag d. 07-10-2007 kl. 09:01

Private – Thomas Troelsen varsler koncertrevolution og musiklavine

Vi har fanget den travle musiker, hvis seneste projekt Private albumdebuterer 8. oktober

Af Niels Nørgaard

8. oktober – nærmest på årsdagen for nyheden om Superheroes' endeligt – udsender tre femtedele af Skive-bandet albummet "My Secret Lover" under navnet Private. Et foretagende, som ikke sådan lige er til at beskrive.

– Jeg hader ordet projekt, og jeg hader egentlig også ordet band. Så det er ... Ja, hvad fanden er det? Vi prøver mere at få det i en retning, hvor det ikke kun er musik, det handler om, men mere er et æstetisk udtryk fra venner og mennesker til befolkning, griner forsanger Thomas Troelsen, inden han specificerer:

– Det, vi gerne vil, er at lave alt det, som de andre bands ikke laver. Vi vil ikke spille på spillesteder, og dermed omdefinere det at spille en koncert. I stedet vil vi gøre tingene, så de hænger mere sammen, forklarer han.

Hvordan det konkret kommer til at foregå, er fortsat hemmeligt, men det er kommet frem, at Private den 5. oktober holdt snigpremiere på deres koncertkoncept med en lukket optræden i Christian IV's børsbygning i København. Men det er ikke kun koncerternes omgivelser, der bliver nytænkt.

– Vi vil gerne prøve at inkorporere både design, mad og kultur i vores musik. Vi vil rigtig gerne have, at de, som køber billet til vores koncerter, føler det mere som en invitation, end noget man faktisk betaler for, proklamerer bandets forsanger, som siden Superheroes' sidste, selvbetitlede og tredje album fra 2002 har ernæret sig som producer for blandt andre TV-2. Den karriere er nu sat på pause for at gøre plads til Private, som ifølge Troelsen bliver alt andet end en engangsforestilling.

– Vi har tænkt os at markere os helt exceptionelt ved at udsende så meget materiale, at alle kommer til at tro, det er løgn. Der kommer rigtig, rigtig meget musik inden for de næste tre år. Der er ikke noget presse, der ved, hvor meget det er, og pladeselskabet ved det ikke engang. Men jeg har en idé om det, fordi jeg ved, hvor mange sange, der allerede ligger indspillede og miksede, varsler Thomas Troelsen, der beskriver Privates musik som sin egen våde drøm.

Private på MySpace

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.