Thomas Warberg: Hele Darksides album er et samleje

Thomas Warberg: Hele Darksides album er et samleje

Komiker Thomas Warberg har været på turné hele efteråret og slutter sin tour i denne uge. I forbindelse med turnéen har vi stillet ham 20 spørgsmål om hans forhold til musik.

Alder: 31 år

Civilstatus: I et forhold

Profession: Komiker

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Min far spillede guitar, men jeg tror, jeg har set ham spille på den tre gange. Så ikke et super musikalsk hjem.

Spiller du selv et instrument?

– Desværre nej. Jeg har aldrig haft tålmodigheden til at mestre noget som helst særlig godt.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?

– Jeg er fascineret af det, de kan. De behøver kun at lave et hit, og så gider folk at høre det igen. Det kan man ikke som komiker. Laver du en god joke, så vil de gerne høre dig lave en ny. Men jeg misunder ikke musikere. Så nej, jeg har ikke en drøm om at blive musiker.

Synger du i badet eller andre steder?

– Ja, jeg kan faktisk godt finde ud af at synge. Min kæreste og jeg synger ofte. Hun går altid og nynner, og så stemmer jeg i.

Hvad betyder musik for dig?

– Det betyder rigtig meget. Og jeg bruger det enormt meget. Jeg er blevet mere elektronisk, jo ældre jeg bliver. Faktisk lidt jyde-elektronisk. Jeg har en playliste, som jeg ikke viser min kæreste. Men når jeg kører hjem fra job om aftenen, så skal jeg bare brænde noget tid af. Folk tænker nok, at det er den største Brian, der kommer kørende der.

Hvordan lytter du til musik?

– Vinyler. Jeg har alt for mange liggende derhjemme.

Hvem er din yndlingskunstner?

– LCD Soundsystem er toppen for mig for tiden. Ellers kan jeg godt lide John Grant, som også er meget cool.

Hvilke slags musik kan du så ikke holde at lytte til?

– R&B. Jeg synes godt nok, det er irriterende, og der er rigtig meget dårligt. Der kan være fed R&B, men jeg synes, der er langt mellem snapsene. Jeg har også lidt svært ved P3.

Hvilken sang ville du vælge på et karaokeanlæg?

– ”Personal Jesus”. Johnny Cash-udgaven. Problemet med karaoke er, at man altid siger, at den og den sang kunne få mig op og synge. Men i virkeligheden kan man vælge mellem otte sange, og det er alt sammen møgsange. Du kan kun synge ABBA eller Det Brune Punktum.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– Emilias ”Big Big World”. Der var en pige i fjerde klasse, som jeg var forelsket i. Hver gang jeg hører den, så tænker jeg på hende. Det er en forfærdelig sang, men den er meget tidstypisk.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Deres album (”Psychic” fra 2013 red.). Nu bliver det gustent, ikke? Men hele det album er et samleje. Måden det er bygget op. Det starter stille og så eskalerer det og går ned i tempo igen.

Hvad hører du helst søndag morgen?

– Real Estate med pladen ”Atlas”. Det er meget søndagsagtigt. Det skal have den følelse af, at man bare står og laver sin kop kaffe.

Hvilken sang får dig stensikkert ud på dansegulvet?

– New Orders ”Blue Monday” kan jeg godt hoppe ud til. Der er eddermame gang i den! Ellers John Grant med ”Black Belt”. Den danser jeg til derhjemme. Den kan ikke komme på, uden jeg går amok.

Hvilken sang kan få tårerne frem i dig?

– Louis Armstrongs ”What A Wonderful World”. Min far har sagt, at den skal vi spille, når han bliver båret ud af kirken. Så hver eneste gang jeg hører den, så tænker jeg: ”Åh nej, far skal dø”. Han har egentligt taget et vidunderligt nummer og ødelagt det fuldstændig for mig.

Har du været i operaen?

– Jeg har været i operaen, men jeg har aldrig set en opera. Det tror jeg er en fejl. Jeg har hørt, at det skulle være ret fedt.

Har du været på festival?

– Ja, meget. Jeg var til Lollapalooza i Chicago i sommer. Jeg er vokset fra Roskilde. Det der telt-pis, hvor folk boller op ad én. Jeg kan ikke se romantikken i det mere.

Hvad er din bedste koncertoplevelse?

– Nick Cave i Barcelona for to år siden. Da han kom ind, rejste alle sig op og løb ned og satte sig oppe på scenen. Og så kravlede han ud blandt dem, så man bare kunne se hans overkrop stikke ud af et hav af arme. Det var mind-blowing vildt!

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– St. Vincent. Jeg ved ikke om, jeg synes hun er særlig sexet. For mig er hun bare virkelig dygtig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA