Interview og stort portræt: Jean Michel Jarres Oxygene fylder 40

Interview og stort portræt: Jean Michel Jarres Oxygene fylder 40

For præcis 40 år siden, den 2. december 1976, udsendte det franske independent-selskab Disques Dreyfus et album, der på stort set alle måder skulle vise sig at høre til helt udenfor kategori. Dreyfus havde indtil da mestendels beskæftiget sig med forskellige former for jazzmusik, men med Oxygene besluttede man sig for at tage en chance og gå nye veje, at byde den elektroniske musik indenfor – et sats, som i dén grad gav pote, for albummet skulle vise sig at blive det bedst sælgende i fransk musikhistorie nogensinde, og det blev et gigantisk internationalt gennembrud for kunstneren bag, Jean Michel Jarre, der om nogen er blevet den elektroniske musiks lysende superstjerne.

Selvom Oxygene bliver Jean Michel Jarres gennembrud, så hører det med til historien, at om end mange fans i mange år faktisk ikke ved bedre, så er Oxygene på ingen måde franskmandens debut; ja, til trods for manglende internationalt gennembrud, så kan man egentlig godt tillade sig at kalde Jarre for en musikalsk erfaren herre, da han sætter sig til maskinparken i 1976 for at indspille det, der bliver til Oxygene, og det er vigtigt for forståelsen af albummet og dets overlegne fornemmelse for elektronisk lyd. Vi slipper, med andre ord, ikke for lidt biografisk gennemgang.

Jean Michel Jarre vokser op i Lyon, og for de filmkyndige, ja, filmkomponisten bag Lawrence Of Arabia og Doctor Zhivago, Maurice Jarre, er hans far. Denne forlader dog familien til fordel for Hollywood, mens Jean Michel er et lille barn, og efterfølgende er der ikke megen kontakt de to imellem. Jean Michel Jarre vokser op sammen med sin mor, France Pejot, som var del af den franske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig og som har en veninde, der driver en jazzklub i byen, hvor Jean Michel bl.a. oplever, på sin fødselsdag, at selveste Chet Baker spiller for ham. En anden væsentlig indflydelse gennem barndommen er bedstefaderen André, som spiller på obo og samtidig er lidt af en opfinder, der bl.a. bygger en tidlig mixer. Gennem sin barndom spiller Jean Michel Jarre på både klaver og guitar. Som ung er han involveret i et par rockbands, Mystere IV og Dustbins, inspireret af Beatles, Rolling Stones, The Shadows og med protopunk-elementer, og han begynder også at studere harmoni, kontrapunkt og fuga ved Conservatoire de Paris. I slutningen af tresserne drages han mod avantgardisten Pierre Schaeffer og bliver en del af dennes inderkreds i Groupe de Recherches Musicales, hvor han udsættes for tidlige elektroniske teknikker, ikke mindst musique concrete, og også gnubber skuldre med tyske Karlheinz Stockhausen. Den unge Jarre er i dén grad nede med den absolut tunge ende af avantgardemusikken.

De tidlige udgivelser
I 1969 indspiller Jean Michel Jarre de to elektroniske stykker, La Cage og Erosmachine, men det lykkes ham først at finde en udgiver et par år senere i 1971. Ingen tjener store penge, men de to numre er væsentlige, fordi de på den ene side vidner meget tydeligt om den unge Jarres fascination af avantgarde, men samtidig, på den anden side, viser en vilje til brud med avantgardens selvforståelse, og selvom det nok er lige flot nok, at kalde numrene for genredefinerende – skal man for alvor bryste sig af det, så skal man jo dog høres af nogle folk – så byder La Cage på prototechno af den slags, Pink Floyd først et par år senere kaster sig ud i med On The Run, mens Erosmachine er mørk ambient endog inden Tangerine Dream udsender Alpha Centauri og Klaus Schulze Irrlicht. I 1971 laver Jarre elektronisk balletmusik til Norbert Schmukis Aor, men han begynder også at arbejde med jingles til radio og tv, han begynder at producere, komponere og i visse tilfælde også skrive tekster til franske rock- og popmusikere som Patrick Juvet, Christophe og Francoise Hardy, og i 1972 udsender han sit første egentlige album, den helt igennem instrumentale Deserted Palace, indspillet med relativt begrænset udstyr, hvad især produktionen da også bærer præg af. Musikken trækker på elementer af både klassisk musik i form af barok, på instrumental rock, pop og blues, men også på elementer af orientalsk musik, protoambient og new age, alt sammen indspillet med tidlige synthsizere og elorgel. Produktionsteknisk lader Deserted Palace nok noget tilbage at ønske, måske ikke mindst for moderne ører, men man kan godt høre urformerne af de idéer, der bare nogle år senere skal blive til Oxygene. Inden vi når så vidt bliver det dog også til et soundtrack, nemlig Les Granges Brulees, som bl.a. har Alain Delon i en af de bærende roller, og som lyd- og produktionsmæssigt minder en del om Deserted Palace, om end musikken er af overvejende mere tung karakter. Interessant er det dog, at to af numrene herfra, nemlig det smukke og stærkt melankolske titelnummer, samt Le Juge, mange år senere bliver genbrugt i helt andre former som henholdsvis Oxygene 13 og Third Rendez-Vous. Ja, faktisk er der flere sådanne eksempler op gennem halvfjerdserne – i 1975 skriver og indspiller Jarre La Belle et la Bete til Gerard Lenorman, et nummer, som ti års tid senere genfortolkes gevaldigt og bliver til den imponerende og symfoniske Second Rendez-Vous, og samme år, stadig 1975, finder en af Jarres små jingles vej til tv og bliver, tre år senere, komplet genindspillet og udbygget til hittet Equinoxe V. Og det er jo alt sammen vældig interessant – og vældig nørdet – men der er en væsentlig pointe i denne Jarres forståelse for musikalsk genbrug, som også kommer til at spille en vis rolle, om end på en lidt anden måde, når vi når til Oxygene.

Udover musikken beskæftiger Jean Michel Jarre sig også delvist som kunstmaler op gennem halvfjerdserne, han gifter sig, får en datter, bliver skilt og gifter sig så igen, denne gang med den engelske skuespillerinde Charlotte Ramping, kendt fra bl.a. den kontroversielle The Night Porter.

1976
1976 er på mange måder et væsentligt år i moderne musikhistorie, ikke mindst fordi der er tale om en brydningstid med progrock, glam, disco, Kraut og punk. Året byder således både på Abbas Dancing Queen og Sex Pistols Anarchy In The UK, og man kunne sagtens fylde en halv artikel, eller en hel, for den sags skyld, med at opremse væsentlige album fra 1976, hvilket jeg i overvejende grad vil undlade, dog med undtagelser, for når nu artiklen beskæftiger sig med Oxygene, så giver det naturligvis mening at se lidt på hvordan den elektroniske musik tager sig ud netop i 1976.

Vi må, naturligvis, fristes man til at sige, først og fremmest til Tyskland, hvor to af datidens absolut væsentligste elektroniske navne begge udsender hvad der regnes som hovedværker i deres respektive karrierer. Tangerine Dream udgiver Stratosfear og Klaus Schulze Moondawn, begge i 1976, begge titler, som i velsagtens ganske høj grad er beslægtet med Jean Michel Jarres Oxygene, sådan forstået at der er tale om instrumental elektronmusik med fokus på drømmende klange og futuristiske lydmalerier. Også græske Vangelis udsender samme år, med Albedo 0.39, et af sine hovedværker, helt bestemt også et album, der befinder sig i samme familie som Jarre, Schulze og Tangerine Dream, og interessant er det måske at bemærke, at alle disse udgivelser ikke er af angloamerikansk oprindelse.

Er der virkelig ikke væsentlige angloamerikanske elektroniske udgivelser i 1976, kan man så spørge? Nu kan man altid diskutere hvad der er væsentligt, men jeg vil faktisk være en lille smule flabet og svare, nej det er der stort set ikke af samme grad. Dog med forbehold! Amerikanske The Residents udgiver f. eks. Third Reich And Roll og engelske David Bowie udgiver Station To Station, begge album, der arbejder med elementer af elektronisk musik, begge fremragende udgivelser, men samtidig også med klart afsæt i rock. Også Hawkwinds Astounding Sounds, Amazing Music hører til i kategorien rock med elektroniske elementer. På samme måde kan man pege på Herbie Hancocks Secrets, Weather Reports Black Market, Stevie Wonders Songs In The Key Of Life, som alle anvender elektroniske instrumenter, men med klart afsæt i jazz, funk og soul, side om side med de instrumenter og virkemidler, man netop historisk forbinder med disse genrer. Lidt tættere på rendyrket elektronisk musik kommer vi måske med Rick Wakemans No Earthly Connection og i mindre grad med Alan Parsons Projects Tales Of Mystery And Imagination, og igen må man understrege, at her er de elektroniske løjer i høj grad sat ind i en overordnet prog-ramme, så skal man pege på noget mere rendyrket elektronisk og angloamerikansk, fra 1976, så må det velsagtens være Synergys Sequencer, og John Carpenters soundtrack til Assault On Precinct 13. Den pointe jeg egentlig bare ønsker at fremføre er, at der sker noget kontinentaleuropæisk indenfor elektronisk musik i midthalvjerdserne som får afgørende betydning, og med Oxygene bliver Jean Michel Jarre en helt og aldeles central skikkelse i den udvikling.

Hjemmeproduktion
Når vi tænker på Jean Michel Jarre i dag, så ser vi for det indre øje en fransk fyr omgivet af synthesizere, samplere, trommemaskiner, mixerpulte, computere og laserharper, fra de tidligste båndmaskiner over klassiske analogsynths til de seneste apps, men sådan har det faktisk ikke altid været, for det mest ikoniske af alle Jarres album, den legendariske Oxygene, er rent faktisk ikke indspillet i et milliardstudie på toppen af en pyramideformet krystalskyskraber på bagsiden af Mars, men i franskmandens relativt beskedne hjemmestudie i Paris et sted i midthalvfjerdserne, i øvrigt sat op i køkkenet, og på delvis hjemmefusket udstyr. Og netop det forhold peger måske i virkeligheden langt mere frem i tiden end hvis albummet var blevet til i et dyrt og luksuriøst studie, for i dag arbejder masser af musikere jo ret beset med studier i eget hjem, ikke mindst inden for den elektroniske musik.

Udstyret med de klassiske analogsynthesizere ARP 2600, RMI Harmonic, EMS VCS 3 og Synthi AKS, elorglerne Eminent 310U (tilsat modificeret SmallStone-phaser) og Farfisa samt trommemaskinen Korg MiniPops 7 og ottespors båndoptager indspiller Jean Michel Jarre over en periode på otte måneder de seks numre, som Oxygene består af, alle komplet instrumentale, og forbundet med hinanden via glidende overgange således at der reelt kun er pause mellem part III og IV, hvor lp’en skal vendes. Som pladecover ønsker Jarre helt fra begyndelsen at benytte et maleri af den franske kunstner Michel Granger forestillende jordkloden, delvist skrællet som en frugt for at afsløre et kranium, så på trods af musikkens instrumentale karakter, har Oxygene altid været delvist forbundet med et økologisk budskab om en døende verden, måske et nødråb om den tiltagende forurening, vi kæmper med også den dag i dag.

Fortællingen om tilblivelsen af Oxygene er det klassiske eventyr, hvor man må meget grumt igennem inden det hele ender godt, for Jean Michel Jarre har i dén grad svært ved at finde et pladeselskab, der vil udgive albummet. Til trods for at vi taler midthalvfjerdserne, så mener man ikke at der vil være salg i en udgivelse, hvor flere af numrene sniger sig over syv minutter, et enkelt over ti, og uden så meget som bare et enkelt omkvæd endsige en enkelt lille vokalstrofe undervejs. At manden bag tilsyneladende damper rundt på et kunsttrip og i ramme alvor kalder alle numre for Oxygene, blot efterfulgt af romertal, som var der tale om en klassisk symfoni, gør det ikke bedre. Gennem en tidligere studiekammerat lykkes det dog for Jarre at etablere kontakt til Francis Dreyfus, manden bag Disques Motors, siden Disques Dreufys, et selskab, der fortrinsvis specialiserer sig i jazz. Dreyfus er da også indledningsvist skeptisk over for projekt Oxygene, men fascineres af den entusiastiske musiker bag og beslutter sig for at underskrive kontrakt og satse – der trykkes 50.000 vinyler.

Albummet kommer på gaden i Frankrig, lige til julesalget, men der er ikke megen julestemning over de efterfølgende anmeldelser i den britiske musikpresse, som bestemt ikke er begejstrede. NME synes musikken er for langt ude i rummet, Melody Maker at den er for teknisk perfekt, blottet for såkaldt rigtige følelser, mens Music Week kalder Oxygene for en tung omgang, for intellektuel, med smag af Mahler og Bach, og slutter af med at konkludere, at den slags forstår man sig bare ikke på i Storbritannien. Den var nok ikke gået i dag, men det er historisk væsentligt at fæstne sig ved netop visse dele af den britiske musikpresses vi-alene-vide-holdning til den kontinentaleuropæiske musik; det var jo også britiske journalister, der gav os termen Krautrock, som måske nok namedroppes kyndigt af vel efterhånden knap helt så unge hipstere på alverdens kaffe- og juicebarer, mestendels Vesterbo, den dag i dag, men som faktisk oprindeligt var et nedsættende udtryk. Kraut som betegnelse for en tysker finder angiveligt sin oprindelse i 1800-tallet, men bliver for alvor udbredt og anvendt nedsættende under Første Verdenskrig, så skal man være en smule hård i sin politisk korrekte filt, så er det lige før termen Krautrock, i sin oprindelige forstand, er omtrent lige så nedsættende som niggerrock ville være. Det korte af det lange er, at den angloamerikanske musikpresse ofte var en ret pinlig størrelse tilbage i halvfjerdserne – i øvrigt også et pænt stykke op igennem firserne og halvfemserne, selvom man da i det mindste får ryddet ud i den værste teknologiforskrækkelse med tiden og ophører med at diske op med genretermer baseret på racistisk slang.

Det store hit
Men nok om den snak, for som så mange gange før, og siden, så er alverdens lyttere – også de britiske – jævnt ligeglade med musikpressen, og Oxygene begynder at sælge. Faktisk rigtig, rigtig godt. Albummet stormer op på alverdens hitlister, når til tops i sit hjemland Frankrig, og ingen kan rigtig sætte fingeren på hvad det er der sker, for Dreyfus er ikke noget major label med et gigantisk reklamebudget, og Jean Michel Jarre er ikke typen, der smadrer hotelværelser eller prostituerede for at trække overskrifter. Ydermere skal man huske på, at på dette tidspunkt er der heller ikke endnu fundet hverken lasershows, fyrværkeri eller koncerter i millionstørrelsen frem. Oxygene sælger på musikken, og det er naturligvis altid interessant, men måske i dette tilfælde ekstra interessant fordi albummet netop sælger så godt som det gør. Nu skal man altid tage salgstal, ikke mindst dem fra musikbranchen, med det berømmelige gran salt, men Oxygene skønnes i dag at have solgt et sted mellem femten og tyve millioner eksemplarer, og befinder sig således i den absolut helt tunge ende af skalaen, et uomtvisteligt hovedværk i den elektroniske musiks historie. Dette ikke mindst fordi Oxygene måske mere end nogen anden titel bliver albummet, der bringer den elektroniske musik ud til det helt store publikum, ja, man kan ligefrem tale om den elektroniske musiks første egentlige crossover. Jovist, Tangerine Dream og Vangelis er allerede nået ud til stort publikum på dette tidspunkt og Kraftwerk hitter med Autobahn, men ingen af disse navne kan præstere salgstal som Oxygene. Her kunne en Mike Oldfield-fan måske finde på at kippe med flaget for Tubular Bells, som hvad salgstal angår ganske rigtigt ligger på niveau med Oxygene, men her må man huske på, at Tubular Bells i ret høj grad ikke er specielt elektronisk i sit lydbillede, og at Oldfield først for alvor begynder at indarbejde elektronisk musik som del af sit udtryk nogle år senere. Det egentlige spørgsmål går altså ikke på hvorvidt Oxygene bliver den elektroniske musiks første gigantiske crossover-album – det er et indiskutabelt faktum – nej, det egentlige spørgsmål må snarere lyde: hvorfor?

Da Oxygene brager igennem som en komet på nattehimmelen i løbet af 1976 og 1977, gør den det jo, for nu at blive i samme metaforsprog, på en stjerneklar nat med mange andre himmellegemer, og hvad er det lige der gør, at Oxygene sælger langt mere end både Tangerine Dream, Klaus Schulze, Kraftwerk og Vangelis, som jo dog alle på dette tidspunkt har nogle udgivelser bag sig? Alle disse navne, og flere til, har opnået kultstatus, måske ikke mindst de tyske, men ingen af dem er blevet det man på klingende udenlandsk kalder for household names. Kraftwerk kommer tættest på – de er jo, trods alt, ikke (længere) langhårede hippier, hvad man i hvert fald at dømme efter udseende måske nok kan foranlediges til at tro om resten af den daværende tyske scene, og så har Kraftwerk – det er væsentligt – haft et rigtigt hit med Autobahn. Hvad Jean Michel Jarre også får med Oxygene IV. Der er ingen rigtige hits at hente hos Tangerine Dream, slet ingen hos Klaus Schulze, og graver man dybere i den tyske muld og støder på folk som Conrad Schnitzler, så går den da helt galt på dén front. Englændere som Brian Eno og Rick Wakeman er heller ikke just hitmaskiner, om end sidstnævnte kommer tættest på, trods alt. Klart bedre ser det ud på hitfronten med landsmanden Jeff Waynes War Of The Worlds hvorfra både The Eve Of The War og Forever Autumn bliver hits. Vangelis får en slags hits med Pulstar og Alpha, men det er først nogle år senere, med Chariots Of Fire, at han opnår en egentlig evergreen. Skal vi lige have lidt disco med, og det er kun ret og rimeligt, så opnår Giorgio Moroder og Donna Summer stort hit med I Feel Love, mens franske Space ligeledes hitter med Magic Fly og japanske Yellow Magic Orchestra begynder at opnå succes ikke kun i hjemlandet, men også Europa med deres orientalske take på space disco. Der sker noget med den elektroniske musik i midten og slutningen af halvfjerdserne; punk og disco sker. Disco-indflydelsen er tydelig allerede på dette tidspunkt, som eksemplificeret ved nogle af navnene nævnt et par linjer oppe, mens punk-inflydelsen begynder at gøre sig gældende hos navne som Throbbing Gristle, Suicide, Gary Numan og tidlig Human League.

Og nu er det så vi skal have de musiktekniske briller på og gå en smule mere i dybden, for kigger man på den elektroniske musik som den manifesterer sig i sentresserne og halvfjerdserne, da den finder vej fra avantgarden og ud i den brogede såkaldte populærmusik, ja, så er den for så vidt alt andet end populær i sine første inkarnationer. Bestemt, der er undtagelser; Joe Meeks Telstar, Gershon Kinglseys Popcorn, Carlos’ Switched On Bach, som dog ikke er originalkomposition, men Bach-fortolkning, men ellers tages elekronikken i høj grad i brug af den mere eksperimenterende ende af hippiemusikken; tidlige eksempler i den retning naturligvis sådan noget som Beatles og Pink Floyd. I USA finder elektroniske elementer vej ind hos folk som Sun Ra og Herbie Hancock, i jazzsammenhæng. Og på den tyske scene anvendes elektronikken i de år ofte som lydmaleri, typisk med mindre fokus på melodi og harmoni til fordel for ofte lange og improviserede passager med lydbehandling og klangfarver.

Både discoen og punken er med til at give også den gryende elektroniske musik et fokus på såvel rytmik og melodi, hvilket for alvor kan høres fra midthalvfjerdserne og frem – også på Oxygene, som dog ydermere henter inspiration i klassisk musik, både den moderne klassiske musiks elektroniske klangunivers såvel som forskellige ældre former for klassisk musik, såvel romantik, senromantik som barok. For selvom der bestemt er lighedspunkter mellem Oxygene og den kosmiske musik fra Tyskland, så er der også forskelle. Oxygene benytter sig af improvisation, men i langt højere grad sat ind i en gennemkomponeret ramme end det f. eks. er tilfældet med de tidlige udgivelser fra eksempelvis Tangerine Dream, Klaus Schulze, Cluster, Conrad Schnitzler, og når Jarre improviserer på Oxygene, så er det ikke med afsæt i kosmisk væven fra Tyskland, men klassisk amerikansk minimalisme, som på anden halvdel af Oxygene V, der byder på et ret solidt nik i retning af Terry Riley. Jarre arbejder med melodier på Oxygene, på Part II og IV ligefrem fængende af slagsen, og i den henseende giver det mening at sammenligne med Kraftwerk, som netop, med Autobahn, tager skridtet fra improviseret fusion i retning af struktureret komposition. På samme måde som Kraftwerk arbejder også Jarre med rytmik, dels i form af trommemaskineprogrammering, dels i form af arpeggio- og sequenceragtige figurer. Nogle, bl.a. dele af den tidligere nævnte musikpresse, gør en dyd ud af at spekulere i om den ene eller den anden retning, improvisation eller komposition, er mest kunstnerisk korrekt, men heldigvis er musikerne knap så optagede af dén diskussion og gør i stedet hvad der passer dem. Men skal man ganske kort hive fat i diskussionen, så kan man i hvert fald påpege, at de musikere, der læner mere i retning af struktur og komposition fremfor improvisation og fusion, såsom mest oplagt Kraftwerk og Jean Michel Jarre, er dem, der opnår størst publikum, og når vi nærmer os firserne og hele bølgen af synthpop og new wave; Ultravox, Human League, Gary Numan, Depeche Mode, Soft Cell, Eurythmics, etc., så er det tydeligt, at struktur og komposition har fortrængt den fri og langt ude i rummet improvisation. Denne får dog comeback i halvfemserne i form af forskellige former for chillout, og sådan bølger alting som bekendt op og ned.

Endnu et forhold gør sig gældende, hvis man skal forstå hvorfor Oxygene bliver så stor en succes som tilfældet er, og det er lydproduktionen. Jean Michel Jarre er i dén grad lydnørd, nogle ville måske ligefrem sige lydfetichist. Lytter man til Oxygene den dag i dag, så er produktionen stadig flot, også fra et teknisk synspunkt. Sammenligner man f. eks. med andre mesterværker fra perioden, så kan man høre elorgler, der overstyrer på Autobahn, man kan høre båndudfald på Tubular Bells. Selv Kraftwerk og Mike Oldfield er mennesker eller har i hvert fald været det engang. Det har Jean Michel Jarre også, på de tidligere omtalte værker, der udsendes før Oxygene, men med Oxygene rammer han et teknisk niveau, der ikke alene er langt højere end noget han selv har været i nærheden af tidligere, han overhaler reelt også de fleste hvis ikke alle af tidens elektroniske navne. Ikke overraskende understregede John Foxx, oprindelig frontmand hos Ultravox og siden med lang solokarriere i spændfeltet mellem fremmedgjort synth og atmosfærisk ambient, netop denne pointe, da han tildelte Jean Michel Jarre Mojos Lifetime Achievement Award i 2010, en pointe Gary Numan også har været inde på.

Jeg lod tidligere antyde, at Jean Michel Jarres gøren og laden måske ikke, sammenlignet med hvad tiden ellers bød på af rock- og popstjerner, lagde voldsomt op til skandaleoverskrifter i kulørte magasiner, men man skal samtidig næppe afskrive Jarres personlighed som en faktor i forhold til Oxygenes videre succes, måske netop fordi han lige præcis ikke levede op til forestillingen om en rock- eller popstjerne, hverken i traditionel eller kontrær forstand. Oplagt nok havde han udseendet med sig, og selvom han nærmede sig de tredive, hvilket ikke nødvendigvis er en ung alder i forhold til musikalsk gennembrud, så havde han et ansigt, som let kunne gå for at være omtrent ti år yngre, og som gjorde sig godt på forsiden af alverdens magasiner. Men nok så væsentligt, så var han både begavet, musikalsk særdeles vidende og han havde sine meningers mod. Han blev skudt på fra højre og venstre og måtte gang på gang forklare, at blot fordi instrumenterne er elektroniske, så betyder det jo ikke at musikken laver sig selv, at bare fordi man spiller på morgendagens instrumenter, så er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan beskæftige sig med universelle tanker og følelser som liv, død, ensomhed, etc. Hvor Kraftwerk valgte den stærkt konceptuelle vej og stort set slet ikke gav interviews og dermed skabte en spændende mystik om alt hvad de foretog sig og en forestilling om Kling Klang-studiet som en musikkens svar på Willy Wonkas chokoladefabrik, så blev Jean Michel Jarre i temmelig høj grad den elektroniske musiks diplomat og ambassadør, lige dele futurist og musikpædagog for masserne. Hvilket igen betød, at når Jean Michel Jarre var i pressen, ja, så var det rent faktisk som oftest musikken, ikke mindst det musikteknologiske perspektiv, der var i centrum. Det var der naturligt nok flere musikjournalister – og lyttere – der fandt en smule småkedeligt, men der var en hel skare af rumnørder, elektronikentusiaster, computerfreaks, science fiction-læsere og andet godt, der tog franskmanden til sig og som rent faktisk følte, at her var pludselig en verdensstjerne, de kunne være på bølgelængde med, og også i den forstand kan man argumentere for, at Jean Michel Jarre var forud for sin tid – han var måske i virkeligheden nørdernes første superstjerne, også fordi han ikke sjældent fik hug af de trendy og selvhævdende musikmedier netop fordi han var nørdet og teknisk. Jarre talte hellere om Bach, Wagner, Mahler, oscillatorer og frekvenser end om stoffer og alkohol, og på mange måder fremstod han i interviews mere beslægtet med den klassiske musik og dennes traditioner end med rock- og popverdenens kulørte billedsprog. Der var en udpræget grad af noget indadvendt og reflekterende, som gik igen hos både musikken og dens komponist.

Oxygene fra ende til anden
Oxygene fremstår på sin vis gennemført konceptuel, med numre, der glider umærkbart over i hverandre, som alle bærer titlen Oxygene efterfulgt af et romertal fra et til seks. Samtidig er der tale om helt igennem instrumental musik, som måske nok på baggrund af albummets cover – og visse udtalelser fra Jean Michel Jarre selv i den henseende – kan tolkes i retning af økologi, forurening, planetens sene efterår, men altså uden at en eneste tekststump peger i den retning. Bevares, der hviler en melankolsk og længselsfuld stemning over musikken, som fremstår stort set hele vejen igennem i mol, elektroniske effekter genskaber klange, der sender tankerne i retning af vindens susen og bølgers cykliske rytmik, men der lægges ikke op til en egentlig konceptuel fortolkning i eksplicit forstand, hvorfor man da også med rette kan diskutere hvorvidt Oxygene er at betragte som stringent konceptalbum. Albummet igennem trækker Jarre på sin personlige musikalske baggrund med lige dele europæisk kompositionsmusik, elektronisk avantgarde samt pop og rock, og det er måske især denne personlige filtrering, side om side med den uovertruffent gennemførte lydteknik, der gør Oxygene unik.

Måske er Oxygene også interessant ud fra netop en personlig vinkel, for som allerede anført, så er alle numre, med korte undtagelser, komponeret i mol og dyrker en i den grad melankolsk og længselsfuld æstetik. Flere temaer er af afgjort fængende karakter, der arbejdes med klare og stærke melodier, ofte centralt placerede i lydbilledet, som ledetemaer hos Richard Wagner, men der hænger over næsten hver eneste tone en bismag af ensomhed, som måske nok på overfladen signalerer en alene og fortabt i rummet-følelse, den kosmiske intethed og alt den slags som halvfjerdsernes rumdrømme var skabt af, men som måske i lige så høj grad dækker over en stærkt personlig følelse af ensomhed hos sin skaber, den manglende faderfigur i barndommen, den svævende musikalske baggrund gennem ungdommen, fragmenteret mellem klassisk komposition, avantgardistiske teknikker samt rock og pop og udspillet med ungdomsoprøret i Paris som kulisse.

Oxygene bliver selvsagt et enormt gennembrud for den elektroniske musik, Jean Michel Jarre bliver superstjerne, men albummet peger også fremad og bliver af betydning både for genrer som ambient, new age, synth, electropop, ebm, trance, techno og electronica, og det er værd at bemærke og ingen ubetydelig detalje, at albummet appellerer bredt på tværs af aldersskel, af sociale skel, af subkulturelle skel, etc., hvilket muligvis til dels skyldes det faktum at musikken er instrumental og måske derfor i højere grad genstand for friere fortolkning, lidt som man kender det fra megen klassisk musik – og Jean Michel Jarre peger selv på bl.a. klassisk musik, barok såvel som senromantik, som del af inspirationen bag netop Oxygene.

Oxygene I
Albummet åbnes af vuggende synthesizertoner, akkordopløsning i ekko, over en bund af fasedroner, som et glitrende kosmisk hav, ikke ulig åbningen på Wagners Rheingold fra Nibelungens ring, før en nedadbevægende akkordprogression byder til og sætter nummeret i gang, sådan for alvor. Tempoet er som en largo og bevægelsen går fra Gm direkte til Fm, herfra videre til C og D, fra mol til dur, den rytmiske sans reelt båret af phasereffekt på akkorderne, spillet på Eminent 310, på mange måder den klassiske lyd af Jean Michel Jarre, som et hav af musikere har forsøgt at gengive et utal af gange lige siden. Stemningen er melankolsk og længselsfuld, grænsende til det dystre eller i hvert fald sørgmodige, og de langstrakte akkorder får sporadisk følgeskab af kromatiske løb op ad tangenterne, fra mørk til lys, inden akkordrækken skifter og et spøgelsesagtigt tema introduceres, langstrakte nedadbevægende toner, som et ensomt rumvæsens ordløse sang på den anden side af universet. Vi befinder os stadig i tung mol, og med tiden dukker de kromatiske løb op igen og får følgeskab af høje synthesizerklange, der spøger omkring mellem højre og venstre kanal mens der stadig phases majestætisk på akkordsiden. Herpå introduceres en dramatisk og fyldig synthesizerbas, som overtager den centrale melodiske position, tonaliteten skifter til dur, næsten som en fanfare, temaer bygget op omkring akkordopløsninger, nedadgående og opadgående, siden med følge af andenstemme i form af høje, let krystalagtige synthesizertoner over den fortsatte bund af fyldige phaserakkorder. Det vuggende introstykke genintroduceres, nu med ekstra højfrekvent synthesizerhvislen, siden også akkordprogressionen og tema, her og der med udsyrede bobleeffekter fra VCS III, som langsomt tager over og varsler enden på første part og begyndelsen på næste.

Oxygene II
Effekftregnen fra VCS III fortsætter, mens en prikkende arpeggiofigur over atten toner bevæger sig afsted og en dyb synthbas shuffler 6/8 i bunden og skaber puls. Det at arpeggiofiguren gentages slavisk, men hver attende tone forfra, netop over shufflebas, giver en sær fornemmelse af noget på én gang maskinelt og snublende, som en robot i færd med at udvikle egen vilje. Et akkordtema sætter ind, nok engang begyndende med Gm og i bevægelse nedad, alt imens de laserzappende VCS III-effekter slår ned som meteorregn i både højre og venstre kanal. Efter en mindre sværm af effekter introduceres trommemaskine, en gammel Korg MiniPops 7, sammen med et skarptslebent og dybt originalt synthesizertema, der som en futuristisk fuga af Bach springer op og ned i intervallerne, kantet og takket, for så at bevæge sig ned og ende på et tema med dobbelttoner og swingende feel, godt hjulpet på vej af nænsomt ekko. Herpå gentages akkordtemaet med fortsatte VCS III-effekter, der nok engang leder til den fuga-lignende bevægelse, der dog udvikler sig til variation, på samme måde som den let swingende nedgang i denne gennemspilning optræder to gange i stedet for bare en. Der er tale om en på sin vis ret beset relativt kompleks melodilinje, som tilmed optræder i to varianter, men som samtidig er uomtvisteligt iørefaldende, faktisk i en sådan grad, at nummeret bliver et hit og den dag i dag er noget nær fast ingrediens i franskmandens koncertrepertoire. Og bedst som vi tror, at nu har vi fanget formen i det her, tilbage til akkordtemaet, så bydes på endnu en variation og den dybe bas flytter sig fra sit gentagne G, for første gang i nummeret, og til D, og således pulserer den videre, skiftende mellem blot disse to toner, resten af nummeret, mens der introduceres solospil med futuristløjteklingende synthesizer tilsat godt med ekko og hjulpet på vej af harmonitoner som anden- og tredjestemme alt imens der stadig skydes VCS III-lasere og filtreret hvid støj af, inden et mellotrontema og langsomt fadende solo giver efter for brusende elektronisk vind, som konturerne af en fremmed verden skabt i bølger af hvid støj.

Oxygene III
Der indledes med orgelagtig cluster, godt svøbt i rumklang, inden et dystert og ildevarslende synthbastema i mol introduceres, næsten som en begravelsesmarch af Mahler, hensat til et sted i verdensrummet. Bastemaet overbygges med unison krystalsynthesizer i det høje register og der tilsættes dyb stortromme, som hjerteslag. Oven på denne dystre kadence spilles et thereminagtigt tema, svævende og genfærdsklingende, lidt i stil med Oxygene I, og musikken har noget næsten okkult over sig, som havde vi med underlægning til en endnu ikke indspillet Alien-film at gøre, komplet med scenografi af Giger. Temaerne varierer i forhold til hinanden, bas, krystalsynth og spøgelsesklang, sine steder med tendens i retning af det kontrapunktiske, men uden på noget tidspunkt at transponere. Musikken fader langsomt efter et par minutter, og fuglekvidren anes inden albummets korteste nummer rinder ud med en stemning af tungsindigt drama og mørk melankoli.

Oxygene IV
Ikonisk elektronisk vind indleder Jean Michel Jarres måske bedst kendte nummer til dato inden sequenceragtig figur, trommemaskine og basgang slår tempo og taktart an. Vi befinder os i 12/8, med en elorgelagtig oktavfigur på C og et bastema, holdt med en enkelt tones undtagelse i en pentatonisk Cm-bluesskala, der fremstår maskinelt og syntetisk i sin ostinatpræcise gentagelse, men som samtidig swinger som en jazzbassist ville gøre det, såfremt vedkommende spillede i Cantina-band på Mos Eisley. De nu velkendte phaserakkorder fra Eminenten sætter ind, begyndende med Cm og det samme gør det berømte fem-toners hit-tema; C, G, Eb, G, C. Og placerer man et C og et Bb før disse toner og ændrer taktarten fra særegen galakseswing i 12/8 til bastant 4/4, ja, så får man Gershon Kingsleys berømte Popcorn-tema – som Jarre i øvrigt selv indspillede fortolkning af et par år tidligere, og således kan man, med et lille smil på læben, tillade sig at påstå, at franskmanden ikke kun lufter økologiske tanker om genbrug som flot konceptuel snak, men også selv gør noget ved det! Nuvel og velan, Jarre flytter sit tema rundt over de tre akkorder, nummeret er bygget op omkring, introducerer B-stykke i form af ekkoladet synthstrings og herefter C-stykke, en art solo, alt sammen over samme række af tre akkorder, som en slags futuristisk popsang, men altså uden sang. Herpå gentages formlen, A-stykke, men med variation, forkortet i forhold til første gennemspilning, B-stykke og variation over C-stykket, der i højere grad denne gang får lov at fremstå som solo med improvisationer over de melodiske temaer. En opgang flytter motiverne en oktav op, siden rykker de tilbage igen, der trioliseres mere over melodistykkerne, men langsomt fades musikken og den elektroniske vind og boblen tager over og bringer hittet til ende efter lige lidt over radiovenlige fire minutter. Og nej, jeg er ikke sarkastisk – min pointe er faktisk den modsatte – med Oxygene IV lykkedes det Jean Michel Jarre at kondensere sin lyd ned til et kort og mættet format, som tidens punksange, straight and to the point.

Oxygene V
Efter en smule elektronisk boblen introduceres hvad man næsten kunne kalde et planetpastoralt durtema, som langsomt udvikler sig, unisont mellem bas og høje synthesizerklange, der siden får følgeskab af krystalagtige elorgeltoner svøbt i rumklang af en anden verden. Selvom dette formentlig må betegnes som albummets mest fredfyldte og harmoniske passage, så hviler der samtidig en længsel og ensomhed over den stille musik, som får dramatisk følgeskab af en majestætisk bas, der ligeledes unisont følger det nu allerede etablerede pastorale motiv. Herpå følger en art overgangssekvens, hvor den majestætiske bas og den svævende synthesizer svarer hinanden, som en slags duet, for også, på et par toner, at følges igen. Højfrekvent synthesizerrislen varsler forandring, og pludselig skrues en monoton tre toners basgang op, panoreret langt ud i venstre kanal, mens filtrerede staccatostøjklange udgør rytmik i højre. Disse elementer får nu lov at sejle frem og tilbage mellem højre og venstre kanal, helt ud i ekstremerne, mens endnu en rytmisk synthesizerpuls introduceres, og nummeret bygger op til et maskinelt groove, der bestemt foregriber såvel techno som trance. Panoreringen finder sin plads og efter lagopbygget synthesizerrytmik med smag af både Philip Glass og Steve Reich, bringes også Terry Riley på banen i form af improviseret solo, der ligeledes trækker pletvist på orientalsk skala. Lange rul op ad tangenterne varsler oktavtransponering og soloen udbygges med flere og hastigere toner, hvilket giver musikken et hektisk kalejdoskopisk præg, såvel som forvarsler om stroboskopbelyste kælderlokaler og dunkende stortrommer. Hele dette hektiske stykke igennem forbliver vi på samme grundtone, de tre samme hastigt gentagne bastoner, ingen transponering eller akkordskifte, blot en konsekvent eksekvering af energi og improvisation, effektivt pakket ind i flakkende synthesizerpuls. Efter ni-ti minutters tid skyller elektroniske bølger ind over lydbilledet, som langsomt fades og runder albummets længste nummer af.

Oxygene VI
Albummets sidste nummer indledes med elektroniske bølger og højfrekvente mågeskrig fra stålfugle inden en phaserakkord, Cm, sætter ind. Trommemaskinen leverer rumbarytmik, prikkende, og så bydes der på tema over akkordskifte mellem C og F, begge i mol, man kunne tale om et A-stykke. Hvor akkorderne altså skifter slavisk og fyldigt mellem bare to, så udvikles temaet og bevæger sig både opad og nedad undervejs, inden en ny bevægelse sætter ind, som B-stykke, et opadgående tema for synthstrings, der transponeres et par gange alt imens de elektroniske bølger stadig bruser mod deres fjerne kyst i baggrunden. Herpå vender vi tilbage til variation over tema, A-stykket, på bund af Cm og Fm, nu spillet med elorgel og med flere toner og smag af pletvis improvisation, før end vi nok engang stiger opad med synthstringstemaet fra før, B-stykke, for blot, nok engang, herefter at vende tilbage til A-stykket, hvor elorgeltemaet nu får følgeskab af kontrapunktisk andenstemme i form af lys synthstring iklædt rumklang. Således vugger musikken afsted inden de elektroniske bølgeskvulp tager over, temaerne fades langsomt, stålmågerne skriger løs i de øvre registre og nummeret – og albummet – bringes til ende, lytteren med en uvis fornemmelse af hvorvidt dette var en trist eller lykkelig slutning, begge tolkninger afgjort mulige.

I audiens hos franskmanden
Jean Michel Jarre gav koncert i København i oktober og i den forbindelse fik jeg en snak med den franske legende omkring netop gennembrudsværket Oxygene. Det blev, måske ikke overraskende, en til tider nørdet, men også informativ omgang.

Dit ikoniske album Oxygene blev indspillet for fyrre år siden, i 1976 – i dit køkken. I vore dage er det selvsagt standard at de fleste elektronmusikere indspiller derhjemme, men man kan vel sige, at Oxygene var forløber for den tilgang. Kan du sige lidt om dit setup dengang? Hvordan fungerede det?

- Som du nok ved, havde jeg ikke så meget udstyr til rådighed, og af to årsager: for det første fandtes der ikke nær så meget udstyr dengang og for det andet var det hele temmelig dyrt. Så hovedsageligt arbejdede jeg med en Eminent, en VCS III, Arp 2600 og RMI Harmonic Synthesizer, og med en SmallStone phaserpedal samt Electric Mistress flanger. Jeg brugte en Revox B77 til delays og en hjemmefusket mixerpult, som en ven fra Schweiz havde bygget. Jeg anvendte også en gammel mellotron som jeg fik gennem en ven – du kender sikkert historien, de fleste af tangenterne virkede ikke, så akkoderne på Oxygene er spillet med de tangenter, der rent faktisk virkede.

Tvangsminimalisme.

- Netop.

Oxygene byder på passager, der lyder som ret detaljeret sequencerarbejde, men da vi jo taler 1976 kunne jeg godt tænke mig at vide hvor meget der rent faktisk er sequencere og hvor meget der er snedig brug af arpeggiators.

- Jeg brugte arpeggiatoren i RMI-synthesizeren, men resten er håndspillet, i hvert fald det meste. Jeg glemte lige, at jeg også havde AKS’en, og på dens blå keyboard findes en yderst simpel arpeggiator, en slags simpel sequencer, hvor man kunne indspille tone for tone.

Som en step-sequencer?

- Ja, som en step-sequencer, en meget simpel af slagsen. Men det var alt hvad jeg havde, og ingen sync, så jeg måtte spille alt i hånden. Ah, jo, jeg havde jo MiniPops, den havde jeg lige glemt.

Trommemaskinen. Men ja, Oxygene byder på stærke melodiske elementer, oplagte eksempler sådan noget som det fuga-agtige tema i Oxygene II og de iørefaldende melodier, der udgør Oxygene IV. Selv med moderne ører lyder disse temaer temmelig tight – er de indspillet live, evt. i halvt tempo for derefter at skrue båndhastigheden op, det gamle Carlos-trick?

- Nej, det kunne jeg ikke, min Scully 8 Tracks var lidt defekt, jeg kunne ikke sætte tempoet ned, så jeg måtte håndspille det hele, i rette tempo. Jeg kan huske at jeg markerede båndstrimlerne der hvor jeg skulle spille temaer, den slags.

Det har da ikke været helt let. Jeg tænker sådan noget som fuga-temaet i Oxygene II, den lidt Bach-agtige passage. Man kan godt spille den, men skal det være helt tight, du ved – det er en udfordring. Du må have taget nogle takes med det?

- Ja, og nærlytter man virkelig skarpt, så kan man godt høre, at ikke alting er millimeterkorrekt i forhold til tempo, og det er måske med til at farve Oxygene på et ubevidst niveau, at gøre musikken unik. Dengang arbejdede jeg meget antipattern, så at sige. Jeg var besat af tanken om at to lyde ikke måtte være helt ens, og shufflebassen på Oxygene II er f. eks. håndspillet; bam-babam-babam. Jeg prøvede naturligvis at være så tight som muligt, men det er jo altså håndspillet, så kedeligt bliver det ikke.

Du gør jo nemlig nogle usædvanlige ting undervejs på det album; der er det komplekse fuga-tema på Oxygene II, som ganske vist blev et hit. Men melodien er ret kompliceret.

- Ja.

Og bassen forbliver på det her shuffle-G, som først ændres omkring halvvejs inde i nummeret, hvor den improviserede solo introduceres, og så altererer bassen mellem D og G. Og så er der sådan noget som Oxygene V, der åbner med galaksepastorale i dur for så at ændre karakter og blive til prototechno i mol, og med Terry Riley-solospil. Var du meget bevidst om at du ville være anderledes eller var der snarere tale om at udforske ukendt terræn, lidt som et barn?

- Begge dele, faktisk. Der var helt sikkert et element af ubevidst og barnlig opdagelsesrejse, men som du godt ved, Ras, så giver begrænsninger en slags frihed. Det er lidt et paradoks, et oxymoron. Tag nu Oxygene II-temaet, som du var inde på; dadadadadada – jeg spillede mig ikke frem til det som en pianist ville have gjort. En pianist ville spille temaet med højre hånd, men jeg spillede det som om jeg indspillede med en sequencer.

Som du gør når du spiller den live, med begge hænder skiftevis.

- Lige netop. Som man ville spille, hvis man brugte en sequencer eller arpeggiator, og jeg brugte den teknik en del, til at spille ting, jeg ellers ikke ville have fundet på. En fyr som Lang Lang kan jo spille alting bedre end du og jeg, men pointen her er, at der er ikke tale om en pianist-tilgang eller teknik, men om noget andet. Netop fordi jeg ikke havde avancerede sequencere og arpeggiatorer til rådighed, var jeg tvunget til at opfinde egne teknikker, og det tror jeg faktisk er bedste fremgangsmåde. Med mit nye Oxygene 3-projekt forsøgte jeg med den tilgang, men det er svært i dag, for man fristes jo konstant til at benytte et væld af andre muligheder. Det er ikke et spørgsmål om hvad der er bedst, det er bare forskellige tilgange.

Lad os også prøve at dykke ned i nogle af de mere personlige bevæggrunde bag Oxygene. Jeg har det selv sådan, og har hørt fra andre, der har det lige sådan, at musikken virker meget melankolsk, der er en følelse af længsel og af ensomhed, noget som jeg synes går igen i dine bedste værker. Tror du denne lyd af længsel måske har rødder i din barndom uden en far?

- Det er sandsynligt. På et ubevidst plan er vi jo et resultat af vores barndoms refleksioner og naturligvis også vore gener, og jeg har altid selv betragtet melankoli som en meget væsentlig del af kunstens og musikkens væsen. I malerkunsten, musikken, filmkunsten, litteraturen – jeg har altid følt mig bevæget og fascineret af dette sære modsætningsforhold mellem melankoli og lykke. Et af mine første stykker musik kaldte jeg ligefrem Happiness Is A Sad Song, og man kan næsten sige, at den titel er rammende for Oxygene, som jo arbejder med et spil mellem lys og mørke. En interessant detalje: Oxygene stammer jo fra vinylens tid, så jeg tænkte på det her med ca. tyve minutters musik på hver side. Jeg har forsøgt at tænke lidt i de samme baner med den nye Oxygene 3. Den oprindelige Oxygene blev indspillet på bare seks uger. Jeg ved ikke om det er noget folk ved, men med det nye projekt forsøgte jeg ligeledes at isolere mig i studiet i seks uger. Ubevidst endte jeg med en side et, som er mørkere og en side to, som er lysere. På den oprindelige Oxygene er det nok sværere at skille ad, for sameksistensen mellem lys og mørke er et væsentligt aspekt. Man ser det også med coverbilledet, som jo er ret dystert, men også en anelse surrealistisk.

Nu du selv nævner det – i forskellige interviews har du talt om at Oxygene bærer et slags økologisk budskab, hvilket jo lige netop antydes på det berømte Michel Granger-cover, som viser en bogstavelig talt døende verden. Var det sådanne tanker og bekymringer du dyrkede, da du arbejdede med musikken?

- Ja, om end der nok var tale om en slags filosofisk tilgang snarere end en direkte politisk. Som du ved, var vi ikke mange, der tænkte på miljøet, på økologi og bæredygtighed dengang. Danmark var et forgangsland på disse områder dengang.

Om end ikke nødvendigvis længere, men det er en anden snak.

- Det er en anden snak, ja, men dengang var det anderledes. Ydermere havde jeg en slags ubevidst fornemmelse af at min musik tilhørte det ydres verden. For mig handlede rock’n’roll altid om at sætte strøm til sig selv, så at sige, at føle musikken kropsligt, på samme måde som dancemusikken senere. Men den elektroniske musik, som jo ikke kun er edm, hørte til det ydres verden, og når min musik lige fra første færd er blevet forbundet med forestillinger om det ydre rum, så er det måske derfor, fordi der er tale om en art atmosfærisk rejse. Det var egentlig ikke min egen tanke, at min musik skulle kobles til forestillingen om det ydre rum, men jeg forstår godt hvorfor man laver den kobling.

Oxygene blev jo en enorm succes, og man anslår i dag, at albummet er solgt i femten-tyve millioner eksemplarer, eller sådan. Og alligevel er det her altså oprindeligt et album udgivet af et independent jazz-selskab i Frankrig, uden noget kæmpestort marketing-budget. Hvordan kunne det ske?

- Det er sådan noget man bare ikke ved. Musikindustrien har altid været en sær størrelse, selv i dag, hvor den er døende, eller ved at skifte ham. Måske er der tale om en slags metamorfose. I musikindustrien forklarer man altid et kommercielt flop med at der ikke blev gjort nok arbejde med albummet, og en succes er altid pladeselskabets fortjeneste. Men så simpel er verden jo ikke. Det er meget svært at forklare succes. Ordet spredes måske, noget sættes i gang. I dag foregår det på internettet, pludselig er der fokus på et eller andet og på mystisk vis er noget måske et udtryk for sin tid, men man ved sjældent rigtig hvorfor.

Lad os tale lidt om fremtiden også. Du har indspillet endnu en fortsættelse til Oxygene, og har lige været gennem en flere år lang proces med samarbejder med alskens kolleger i forbindelse med de to Electronica-album. Er det nye Oxygene-projekt delvist født af et ønske om at arbejde helt alene igen?

- Da jeg arbejdede på Electronica-projektet indspillede jeg et nummer, som slet ikke passede ind, og det slog mig, at skulle jeg lave noget i stil med Oxygene i dag, så ville jeg formentlig begynde med et nummer som det. Jeg parkerede tanken bagerst i sindet, men så kontaktede pladeselskabet mig – fyrre års jubilæum for Oxygene, bla-bla. Skal jeg være helt ærlig, så siger den slags jubilæer mig ikke så meget, men jeg besluttede mig for at bruge det som en slags dogme; hvad nu hvis jeg, efter det enorme arbejde med Electronica-albummene og de mange samarbejdspartnere, som du var inde på, studier i Europa og i USA, hvad nu hvis jeg prøvede at gøre som med den oprindelige Oxygene, der blev indspillet på seks uger? Så jeg besluttede mig for at lukke mig selv inde i studiet i seks uger, at forsøge en minimalistisk tilgang, ikke nødvendigvis kun med de samme gamle instrumenter. Jeg ønskede ikke et egentligt nostalgisk retroprojekt, et Madeleine de Proust-trip. Jeg gik ikke tilbage og lyttede til den oprindelige Oxygene eller til Part 7-13, men ønskede i stedet at komme på bølgelængde med hvordan musik måske kan opleves i dag. De seneste fem-ti år har vi dyrket kollektiv zapperkultur, tredive sekunders lyd her, tredive sekunders video der, men der er måske en modreaktion på vej. Man ser det hos nogle af de yngre dj’s, som fordyber sig i længere instrumentalnumre. Folk som Deadmau5 arbejder f. eks. med lange breakdowns. Jeg ville gerne arbejde i den retning. Ydermere; vi kender til fortsættelser indenfor filmens verden, i litteraturen, men ikke rigtig i musik. Oxygene består jo af forskellige parter, Part I, II, etc. Hvad nu hvis man tog udgangspunkt i samme ånd, samme fornemmelse for lyd, somme musikalske aktører og satte dem ind i ny kontekst? Af samme årsag er coveret til Oxygene 3 Grangers maleri, men fra en anden synsvinkel, og det synes jeg fungerer fint, også fordi albummets ene side er mørk og den anden mere lys.

Sidste spørgsmål. Det bliver til tre album fra din hånd indenfor et års tid, hvilket må være en personlig rekord, men hvad er der så nu i vente for Jean Michel Jarre? Er det tid til en velfortjent pause eller er der nye idéer i støbeskeen?

- Jeg ved det faktisk ikke. Jeg er ikke nødvendigvis vild med at lægge for mange planer, men der er en del projekter i vente næste år. Turnéen fortsætter jo forskellige steder, og næste sommer vil vi også sigte efter diverse festivaler. Jeg er glad for det nye setup med disse koncerter, som hører til de mindst frustrerende for mig personligt, for teknologien er ved at nå dertil, hvor jeg langt om længe kan gøre nogle af de ting, jeg altid har ønsket, også visuelt. Jeg har, som du ved, altid opfattet mit arbejde som en slags lydarkitektur, en slags audiomodstykke til optiske illusioner, og jeg har netop gerne ville udtrykke dette visuelt. Men jeg hader 3D med briller, jeg er sågar parat til at betale ekstra for en 2D-biografbillet, hvis muligheden er der. Vi lever i 3D-teknologiens mørke middelalder, men 3D i sig selv er interessant, så jeg har forsøgt at skabe et udtryk, hvor man fordybes i en slags ægte 3D-fornemmelse via vægge og lyspaneler, der forskydes i lag. Jeg var lidt spændt på om det ville fungere, men jeg må sige, at det ser fantastisk ud, og jeg har nogle fantastiske teknikere, som har gjort et fremragende stykke arbejde. Jeg har på fornemmelsen, at det her bliver den kerne, jeg vil arbejde ud fra fremadrettet.





 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA