Portræt: Katinka klinger af melankoli

Portræt: Katinka klinger af melankoli

Lys og mørk, tryghedshungrende og frihedssøgende, teenagepige og voksen kvinde. Vi har fulgt den fremadstormende sangerinde, som sjældent føler sig god nok, uanset hvor godt det går, og som hader, når vejret ikke passer til humøret.

Hendes neglelak er blåsort og sidder tilbage i flager, der bryder med det lyse horn og farven på ingefærteen, når hun holder om glasset. Det er blevet et ritual for den unge sangerinde Katinka at lægge neglelak på før koncerterne for så at slide det af, når hun spiller ukulele på scenen og starte forfra igen et par dage efter. Et sisyfosprojekt i hendes yndlingsfarve.

Blå er den helt rigtige farve. Det er den stemning, hun vågner med hver morgen. Sådan har det været, siden hun var teenager. I mange år bebrejdede hun sig selv for ikke at være så glad, som hun tænkte, man burde være. Nu har hun lært at holde af sin melankolske grundklang og at dyrke den i musikken.

Der er en detaljerigdom i melankolien, som hun ikke finder i andre følelser. Den giver et helt særligt blik på verden. Lige pludselig kan hun huske en bestemt farve, en duft, en lyd. Hvordan persiennernes skyggestriber over huden fængslede hende i sengen hos en tidligere elsker. Melankolien er noget af det smukkeste, hun ved.

Som en ung kvinde fra 1970’ernes København former Katinka ordene med blid tydelighed, sætter dem sammen til perler på en snor og rækker dem over caféens solide træbord. De store isblå øjne og det lyse skulderlange hår står i kontrast til piercingerne under læben, i næsen og ørerne og tatoveringerne på armene og den på ryggen, som lige nu er skjult bag blusestoffet.

I baggrunden driver folk i korte ærmer af og til smilende ind og ud ad døren. Men Katinka værdsætter ikke det spirende forår. Hun har kærestesorger, og hun hader, når vejret ikke passer til humøret. Det føles som en provokation, når solen skinner, mens det stormer indeni.

Hun skriver sange, som har fået anmeldere til at sammenligne hende med C.V. Jørgensen og Anne Linnet. Men at hun endte som musiker, er i virkeligheden mere eller mindre tilfældigt.

Indtil den unge sangerinde for nylig droppede uddannelse til fordel for musikken læste hun på lærerseminariet, og hun havde aldrig overvejet at sætte melodier til de tekster, hun skrev i sin dagbog, før en veninde præsenterede hende for bandets nuværende producer og guitarist Simon Ask og insisterede på, at hun skulle prøve at lave dem til sange.

Sådan blev de første numre til i hans hjemmestudie, hvor de poetiske lydbilleder blev skabt med hjælp fra en støvsugers summen, rindende vand fra et brusehoved og klik fra en hårnål, som gjorde det ud for stortromme.

Snart blev de finurlige sange spottet. Radioværten Henrik Aagaard fra P6 Beat ville spille dem i radioen og ringede for at høre, hvad han skulle kalde bandet. Men de havde ikke noget navn, og så blev det til det mest nærliggende: Katinka.

Det første livejob landede de kort efter, og det gjorde det nødvendigt at få nogle flere medlemmer med i bandet. Således blev de på demokratisk vis enige om hver at tage en ven med. Simon Ask sin gamle ven Lucas, Katinka højskoleveninden Marie. Men Katinka tænker stadig ikke på sig selv som en rigtig musiker. Det er de andre, der har gehør og kan alt det med harmonier og akkorder. Selv skriver hun kun melodier for at klæde ordene på.

- En kvinde, som skriver om kærlighed i sin poesibog, og som lader os alle sammen læse i poesibogen, skriver Informations anmelder Emil Eggert Scherrebeck om hende.

Produktionen er med tiden blevet mere professionel, hvad det veludrustede øvelokale på Nørrebro også vidner om, men musikken er stadig karakteriseret ved at være eksperimenterende og upoleret.

Hør Katinka fortælle om at fokusere på det uperfekte ved indspilning:

Kærlighed er den eneste hobby, der er værd at have, mener Katinka. At være forelsket på ny er noget af det bedste, hun ved.

Det værste er at miste. Hun bliver så skuffet over sig selv, når hun atter står alene tilbage i tomrummet efter endnu en kamikazetur på Titanic. Men på en måde holder hun også lidt af den smerte, hun føler, når hun ligger hjemme på sengen og presser puden med det rød- og hvidblomstrede betræk mod maven for at lindre. Det handler om at miste sig selv for at vinde sig selv. Katinka holder af klassikerne og de store forfattere. Morten Nielsen, Herta Müller, Herman Bang. Selv er hun på faderens foranledning opkaldt efter sidstnævntes hovedværk ”Ved vejen”, der er en del af serien ”Stille eksistenser”, der udkom i 1886, 105 år før hun selv kom til verden. Karakteren Katinka er en ung, forsagt kvinde, der efter en ulykkelig forelskelse ender med at dø af sorg.

PR-foto

Så galt går det dog næppe for vores Katinka. Hun bliver ikke liggende i sengen med det ene ben trukket op under sig, i det hun kalder sin frøstilling. Hun går ud med sine venner, gør nogle ting, forsøger at skubbe lidt til vægtskålen. Hvis hun selv kunne få lov at udtrykke det, ville hun vise, at hun ikke altid er så poetisk, som hendes tekster giver indtryk af, at hun også er som vægten, på den ene side og på den anden. Hun ville et øjeblik holde op med at pille ved den lille fletning, der så ofte giver lidt kant til de løsthængende lokker, trække den venstre mundvig en smule opad og konstatere, at det bedste middel mod kærestesorger er at bolle det væk.

Det er der bare ikke tid til for tiden. For bandet Katinka er på turné rundt i landet, og det er svært at få passet kødets lyster ind mellem spillejob, motorvejskørsel og delte hotelværelser. Derfor går det kun langsomt videre i den cyklus, som Katinka bevæger sig i: Lykkeligt forelsket, ulykkeligt forelsket, lykkelig forelsket og så videre. Livet er en cirkel, tænker hun. Nej, livet er en trappe, retter hun sig selv. Det er en trappe op. Nogle gange er det bare svært at se.

Billede: Morten Rygaard

Hør Katinka fortælle om sin sangskrivningsmæssige inspiration:

Første gang Katinka var rigtig forelsket var i 1.G. Efter en folkeskoletid, hvor hun ikke følte, at hun passede ind nogen steder, indfandt tingene sig på deres rette plads i gymnasiet. Her måtte man godt have en holdning – også selv om man var pige. Og her kunne en højtråbende, rebelsk teenager med piercing ved øjenbrynet, hvor der nu er et lille, hvidt ar, godt være attraktiv. Til sin 18-års fødselsdag fik hun sin første dagbog i gave. På de forreste sider spreder sommerfuglene deres vinger ud mellem lister over yndlingsmusik, yndlingsbøger og yndlingsord, mens resten af bogen er fyldt med historien om Katinkas første hjertesorg.

Og med en løbende udskiftning af den ene bærende rolle er den historie blevet spillet om og om igen. I virkeligheden har Katinka aldrig haft en rigtig kæreste. Hun falder typisk for drenge, som hun stadig kalder dem, med en stor trang til frihed, der ikke ynder at sætte den slags konventionelle labels på forholdet. I starten bilder hun sig selv ind, at hun ikke tager det så tungt, men som tiden går, må hun atter indse, at hun ikke er helt så frisindet som de ”hippietyper”, hun beskriver i sangen ”Det er noget du har bestemt”.

Alt for ofte lader hun folk gå ind uden at tage skoene af, tænker hun. Men det er ikke uden årsag. Fraværet af forventninger giver også luft til hende selv. ”Jeg er bange for du bliver/ Og jeg er bange for du går”, synger hun i en anden sang. De løse aftaler fungerer som en redningsvest. Når hun aldrig helt har troet på, at det kunne lykkes, gør det lidt mindre ondt, når det hele forliser.

Hør Katinka synge "Usynlige sår":

Når Katinka er hjemme en dag eller to, før turnéen går videre til et nyt sted i landet, bor hun på et værelse, som hun har lejet af en venindes veninde i Københavns Nordvestkvarter. Hun tænker det nu mere som en beholder end som et hjem.  Siden hun flyttede hjemmefra som 19-årig, har hun boet 12 forskellige steder. Det er ikke noget, hun aktivt opsøger, men en konsekvens af det udfordrende boligmarked i byen. Men hvor andre måske ville gå lidt i panik over udsigten til så ofte at skulle lede efter nyt tag over hovedet, værdsætter Katinka forholdenes frihed. En enkelt gang boede hun halvandet år det samme sted, og da kunne hun tydeligt mærke rastløsheden i kroppen.

Den store seng, en gamle ølkasse med udtjente dagbøger, alle med ulinjerede sider og uden datomærkninger, for Katinka tæller ikke i dage, men i følelser, og de to stigereoler, proppet med bøger fylder godt på de 12 kvadratmeter med adgang til køkken og bad. Katinkas forældre har tilbudt at lade hende opmagasinere bøgerne hos dem, indtil hun bor et mere permanent sted, men det har hun ikke villet høre tale om. Bøgerne skal være omkring hende, så hun når som helst kan slå op i dem, genlæse en bestemt passage. I virkeligheden er der også et bord og tre stole, placeret under opslagstavlen med billeder af veninder, avisudklip med særligt velformulerede sætninger og et postkort med et kvindeansigt, der kan skifte mellem to forskellige udtryk, men Katinka bruger ikke møblerne. De står der primært for det hypotetiske tilfældes skyld, at hun skulle få middagsgæster. Det står nu ikke, som ønsket om at inkorporere swung i ordforrådet, på listen over ting, hun gerne vil opnå i 2016. Når hun selv skal stå for aftensmaden, ender det som regel med yoghurt og knækbrød. Hun kan godt lide, at man kan se, hvad man spiser, at maden er lige så transparent som de tekster, hun skriver.

Se Katinkas kommentarer til de enkelte sange på "Lufthuller" ved at klikke på sangtitlerne nedenfor.

 

Ofte er hun nu slet ikke hjemme til middagstid. Hun har altid en stor, sort rygsæk med, af den slags cykelbude ofte bruger, fordi de kan stå imod stort set al slags vejr. Således bærer hun hos sig den aktuelle dagbog, rene underbukser og en tandbørste i tilfælde af, at hun ender med at sove på en sofa hos en sine venner. Hun bryder sig ikke om at være alene. Så begynder tankerne at køre rundt, rotere de hylder i hendes hoved, hvor hun ellers så ihærdigt forsøger at placere tingene på deres rette plads. Det er særligt slemt om søndagen. Ikke-dagen som Katinka kalder den, hvor hun tænker, at hun burde gøre status over den forgangne uge og forberede sig på den næste. Som en uendelig cirkel af det samme om og om igen. Så må hun ud af lejligheden, ud på gaden, hvor måger skriger og mennesker går rundt.

På scenen kan hun det ene øjeblik virke florlet skrøbelig, når hun knækker sammen ind mod mikrofonstativet, strækker en sitrende hånd frem for sig, mens den anden finder ned mod maven og ser ud mod publikum med de store isblå. I næste nu være en amazone, der lader musikken forplante sig i tunge bevægelser og vreden manifestere sig i blottede tænder og ord, der skærer sig vej ud over scenekanten.

– Jeg hedder Katinka, og det her er mit band. Og den næste sang handler om at drukne en lille smule i et andet menneske.

Turnéen er nået til Midtjylland, og i aften spiller Katinka på spillestedet Von Hatten i Randers.

”Åh, hvor du sidder i mig/Det går rundt og rundt og rundt og rundt/Det varmer, selvom jeg tog fejl/Det går stadig rundt og rundt og rundt og rundt med dig/Trappen gik op og længere igen, igen, igen, igen/Alting passede, og så alligevel igen, igen, igen, igen med dig”.

Stemmen klinger på en gang blid og rusten ud i salen. Som tusmørke og fløjlsblød tåge blandet med den krasse røg fra brune værtshuse.

Billede: Signe Aarestrup

Publikum har blikket rettet mod scenen, og de fleste bevæger hovedet lidt op og ned i takt til musikken, trommer forsigtigt med en hånd på låret. Ingen taler med hinanden eller går i baren efter nye forsyninger. Efter sidste nummer stamper folk i gulvet, klapper og pifter.

– Nogle gange klapper de ikke nok. Det gør I. Tak for det, siger Katinka, da hun atter dukker op i rampelyset.

Publikum griner. Og hun fortsætter:

– Bagefter kan I komme op og købe vores nye plade. I kan også bare komme op og give mig en kompliment.

Hun smiler Katinkasmilet, de store øjne kigger op, lidt skælmsk, lidt uskyldigt, og slår an til ekstranummer

”Solen skinner, så lad dog vær”, synger hun og udtaler ordene med omhu.

Salen er fyldt med alt fra teenagepiger til grånende hårtoppe. Og efter koncerten stimler en gruppe sammen foran scenen, hvor man kan købe signerede eksemplarer af bandets nye ep ”Lufthuller”, der er udgivet på Katinkas 25-års fødselsdag. Et tilfælde ifølge hende selv, men alligevel en rammende manifestation af hvordan privatpersonen og performeren Katinka smelter sammen.

Billede: Morten Rygaard

– Alle kan genkende det, hun synger om, siger en af gæsterne.

Og sådan synes det at være, lige meget hvor hun spiller. I Jylland, til Folkemødet på Bornholm, på Roskilde Festival. Alle steder komplimenterer publikum hende for at sætte ord på følelser, de selv kender til.

– En stemme, der ubesværet trænger igennem alle klichéerne og ud på den anden side og efterlader lytteren med en følelse af at blive forstået, læst og i visse tilfælde påskrevet, siger Steffen Brandt, der har inviteret Katinka til at spille koncert sammen med TV-2, i forbindelse med et stort portræt af hende i modemagasinet Eurowoman.

På scenen skælver hun kun med vilje. Her kan ingen komme og sige, at det burde være på en anden måde, kun hun har facit. Men så snart hun træder ned, er der noget andet, der tager over.

Hun har øvet sig i at skrive komplimenterne ned i sin dagbog, så hun kan læse dem igen, forsøge at tage dem ind. For lige når hun får dem, tænker hun: – Er du sikker på det er mig? Mente du ikke hende den anden?.

Se Katinka fremføre nummeret "Du rejser" på Folkemødet på Bornholm, juni 2016:

 

Hun kan stadig huske det elektriske klaver, der akkompagnerede folkeskolens fællessange, den skingre, falske lyd. Hun forsøgte at flytte skole, men det ændrede ikke indholdet af historien, blot kulisserne.

Det er den ramme lugt i skoletasken, når en af de andre elever endnu engang har hældt en karton gammel mælk ned over bøger, hæfter og penalhus, pengene hun har fået med for at kunne købe noget i pausen, som forsvinder, og når hun ikke får tæsk af den dreng, der styrer mobningen i frikvarterernes ensomhed.

Følelsen af at være forkert vokser proportionelt med volumen på hendes stemme. Til sidst føler hun det, som om hun har råbt i tre år i træk. Men det hjælper ikke at gå til modværge. Tværtimod. Det opildner blot flokken, dem der fører an og dem, der givetvis ikke tør andet end at følge trop, og når hun forsøger at tale med lærerne, får hun at vide, at hun med sine provokationer selv er skyld i tingenes stilstand. Når der er slåskampe, bliver parterne skilt ad med lige dele irettesættelser. Senere har hun tænkt, at det er det overvejende problem ved at være så sart indeni, men virke så barsk udadtil. Folk tror man er stærk, og så knækker de en ved en fejltagelse.

Når hun kommer ind i et rum i dag, scanner hun stadig lokalet for at se, om der er nogen, som ser ud til ikke at bryde sig om hende. Det er kun viljestyrken, der får hende til at møde nye bekendtskaber, undertrykke tanken om, at de vil hende ondt. Følelsen af at være utilstrækkelig behøver hun ikke selskab for at opretholde.

Privatfoto fra 7. klasse

Hør Katinka om at føle sig utilstrækkelig:

Hun drømte egentlig ikke om at blive lærer. Måske om at blive skuespiller. Men det ligger så langt tilbage, at det ikke står i nogle af dagbøgerne. På seminariet fik skolebøgerne heller ikke nær så meget opmærksomhed som andre bøger. Den eneste opgave, hun nogensinde fik ros for, var da hun lavede en parafrase over Søren Ulrik Thomsens digt ”Det værste og det bedste” (se teksten nederst). Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at vende uddannelsen ryggen. Til sidst blev det logistikken, der fik hende til at droppe ud. Hun kunne ikke nå at gå til eksamen, hvis hun skulle på turné. Det kunne ellers havde været en god historie, tænker hun. Den oversete elev, der selv bliver lærer. Men der er andre historier, hun hellere vil skrive.

En af de sidste gange, jeg møder Katinka, er det sommer, og vi sidder på værtshuset Fingerbøllet på Christianshavn. Hun er vokset op i en lejlighed lige rundt om hjørnet i en kernefamilie med tre brødre og en mor og en far, der begge er journalister. Alle sommerferier tilbragte de sammen i mormoderens lille træhus i Tornby ved Skagen. Hun husker det, som om hun aldrig blev træt af at sidde der sammen med familien og læse den ene bog efter den anden. Heller ikke selv om de i starten måtte bruge en spand som toilet, og lys blev ved med at være noget, man fik fra stearin.

Hjemme på Christianshavn introducerede faren hende for musik, insisterede, trods protester fra moren som mente, det var for hård kost for en tiårig, på at vise hende Pink Floyds musical ”The Wall”. Og spillede Beatles for hende bagefter, når det viste sig, at moren havde haft ret. Her stod hendes mor og bagte kringle, når hun havde fødselsdag, og hendes brødre lærte hende alle de vitser, de kunne. Når livet er for hårdt at bære tager hun tidsmaskinen, kravler sammen i forældrenes hjørnesofa.

– Hej.

En kvindelig gæst, som ingen af os kender, hilser, idet hun går forbi os på vej ind i mørket.

Katinka har to yndlingsbartendere på Fingerbøllet. Desværre er ingen af dem på arbejde i dag. Hun og korpigen Marie har brugt en hel dag på at tage fra den ene bodega til den næste for at notere priser på øl, toiletforhold og klientellets karakter. Brune, tilrøgede værtshuse er noget af det bedste. Og Trabi Bar, Café Ægir og Det Rene Glas er blandt de foretrukne. Sammen med Fingerbøllet, hvor Katinka altid tager hen, når hun har fået lavet en ny tatovering hos Bride Side Tattoo lige i nærheden.

Den første tatovering hun fik, radisen, der er prikket ind med tynd sort streg på venstre håndled, trak hun i en tatoveringstombola for hundrede kroner. Træet på ryggen og efterårsbladet på højre underarm med de tusinde små huller, så man kan kigge igennem det ind til huden, er tegnet af veninden Mathilde, som også laver artwork til bandets plader. Ligesom det er hende, der står bag den næste tatovering, Katinka skal have lavet. Pengene har hun sparet sammen og lagt klar i en skuffe. Oprindeligt er tegningen lavet som en illustration til sangen ”Usynlige sår”. Det er en videreudvikling af radisen, der nu er blevet parret med et hjerte, et radisehjerte, der vokser med rødder skjult dybt under jorden og over den en frodig top, der minder om de brede, bølgede blade, man finder hos frisk blæretang i strandkanten.

Hør Katinka fortælle om tatoveringer:

Jeg er gået indenfor et øjeblik. Imens er Katinka blevet siddende alene udenfor.

”It’s a terrible love/And I’m walking with spiders/It’s a terrible love that I’m walking with.”

Katinka synger omkvædet fra The Nationals ”Terrible Love” så sagte, at det ville være svært for en forbipasserende at tyde ordene og kun lige netop kommer med på diktafonen.

Hun tier, da jeg kommer ud igen. Og jeg spørger, hvad hun har lavet i går. Hun har været på date. Hun smiler og fortæller ting, jeg lover ikke at skrive. Endelig drejer cirklen i den rigtige retning. Og solen skinner, og det er okay.

 

Katinkas parafrase over Søren Ulrik Thomsens digt "Det værste og det bedste"

Den blinde vinkel mellem to romaner er værst / dér hvor man stadig savner den sidste / hovedperson mens man venter på at en ny / dukker op

Det værste er ord som urinering / sukat og synergi

At solen altid vælger at skinne på de værste / dage

Det værste er at selvom du giver det et andet / navn bliver problemet stadig hængende over / dit naive ansigt

Det værste er søndags selvhad, hvor man / aftenen forinden har fortalt en uspecifik person / alle sine meget specifikke problemer

Det værste er film hvor Richard Gere med / gråmeleret hår og halvt lukkede øjne spiller / førsteelskeren

Det værste er din tidshorisont og lange linjer / som om tiden i sig selv er et kvalitetsstempel

Det er det værste for mig


Det bedste er tilrøgede værtshuse i brunt / hvor lamper af farvet glas der altid vil hænge / over os svinger fra skygge til skygge i en / uendelighed

Det bedste er ensomhed i Herman Bang / romaner og gadelys i regnvejr

Det bedste er ord som tusmørke / halsedisse, tapetklister

Århus banegård er bedst da jeg stadig kan / huske efter så mange år – min bedstefar på / perronen med åbne arme og sixpence

Knippelsbro i tåge er det bedste, hvor byen er / dækket af en hvid dyne, som om den ikke er / stået op endnu

Det bedste er din tidshorisont der betyder at / jeg ved du stadig er er i morgen

Det er det bedste for mig

 

Blå bog
Katinka Bjerregaard (f. 1991).
Forsanger i bandet Katinka.
Opvokset på Christianshavn med mor, far og tre brødre.
Bosat i Københavns Nordvestkvarter.
Har læst på lærerseminariet, men ikke færdiggjort uddannelsen.
Er student fra Christians Havns Gymnasium.
Single.

Bandet Katinka
Katinka Bjerregaard, forsanger, komponist og sangskriver.
Simon Ask, guitarist og producer.
Lucas Rundblad, bas, keys og kor.
Marie Hageltorn, keys og kor.

Ep-udgivelser
”Lufthuller”, 2016.
”I Røntgen”, 2014.
Debutalbum udkommer i begyndelsen af 2017.



Læs anmeldelse af ”Lufthuller” her.

Musikvideoerne til numrene "Idioter" og "Det er noget du har bestemt", kan du se her.

Katinka har desuden desuden medvirket som solist på rapperen Benals nummer ”Sprog”, som du kan se og høre her.

Katinka kan opleves til arrangementet "Vegas Perler" i Vega 14. december med husorkestret The Eclectic Moniker og bidrag fra soulpop-sangerinden Anya, elektropop-sangerinden Kill J, Niels Bagge, kendt fra Vinnie Who og sangeren Wangel. Sidst er Niels Brandt fra The Minds of 99. Læs mere her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA