GAFFA kårer årets udenlandske album – nummer 20-11

GAFFA kårer årets udenlandske album – nummer 20-11

GAFFAs skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – efter et pointsystem – kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2016 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser. 

Vi er i gang med årets 20 bedste internationale album og tæller ned til førstepladsen over de næste to dage. Senere følger de 10 bedste danske album.

Hør en playliste med sangene nederst.

20. Deftones: Gore

(Universal Music)

Såvel albumåbner Prayers/Triangles og anden sang Acid Hologram er mere interesserede i at skabe en intens stemning, der indfanger lytteren, end at rive hovedet af vedkommende med kaskader af riff. Det betyder ikke, at fløjlshandskerne forbliver på. Længere henne bliver der både slået og sparket igennem, og Chino Morenos skrig mæsker sig i forvrængning. Stærkt.

19. Angel Olsen: My Woman

(Playground Music / Jagjaguwar)

Olsen dyrker mere end nogensinde kontrasternes rige i dette hug: My Woman byder på både iørefaldende popmelodier og komplekst krævende sager, og albummet rummer således på samme tid skæve og skønne, sofistikerede og hjemsøgende øjeblikke – det skal ikke nødvendigvis være nemt.

18. Kent: Då Som Nu För Alltid

(Sony Music)

Då Som Nu För Alltid er en melodisk, smuk og melankolsk gravsten over Joakim Berg og bandets virke. Albummet er gennemsyret af det faktum, at det er sidste runde i manegen. Det er et album om forandring, tab og tilbageblik, med små glimt fra en mere end 20 år lang og helt unik karriere.

17. Iggy Pop: Post Pop Depression

(Caroline Records)

Josh Hommes produktion synes at sende nik til hovedpersonens 70'er-hovedværker Lust for Life og The Idiot, mens den musikalske palet inkluderer såvel diskorytmer og beskidt blues som strygere – samt naturligvis en dosis af den protopunk, som Iggy i sin tid sparkede døren til branchen ind med. En vred veteran i fin form.

16. Car Seat Headrest, Teens of Denial

(Playground Music / Matador Records) 

11 albums har Will Toledo spyttet ud via Car Seat Headrests Bandcamp-side. Hans labeldebut er en omgang 60’er-swingende pop- og psychrock, båret af fantastiske melodier og Toledos skæve tekstuniver, hvor der jongleres med teenage-banaliteter, kærlighed til Michael Stipe og forfattere som Yeats og Carver.

15. Whitney: Light Upon the Lake

(Playground Music / Secretly Canadian)

Dette habile Chicago-band serverer tilbagelænet semiakustisk rock marineret i en let melankolsk stemning, og det fungerer fremragende. Julien Ehrlichs vokal er en spøjs, androgyn falset, som samtidig indeholder en vis autoritet. Mens Ehrlich styrer trommer og vokal, kan man mange steder glæde sig over Max Kakaceks flydende lead-guitar, som bærer flere sange flot i mål.

14. Låpsley: Long Way Home

(Playground Music / XL Recordings

Vokalmæssigt ligger en letkøbt sammenligning med Adele lige til højrebenet, men Låpsley bliver båret ud af sværvægterens skygge med dynamiske produktioner, der trækker udtrykket i flere retninger fra balladen Heartless til den James Blake-inspirerede Station. Den største styrke ligger i sangerindens evne til bevare opmærksomheden gennem et alsidigt album.

13. Bon Iver: 22, A Million

(Playground Music / Jagjaguwar)

Den mest genremæssige betegnelse for dette nye Bon Iver-værk er folktronica – en masse elektronisk puslen rumsterer nemlig konstant under overfladen, og den tidligere så konstante skønhed, der kendetegnede bandet, gøres der nu en dyd ud af gang på gang at fragmentere på ret brutal vis. Det umiskendeligt smukke forefindes dog stadig.

12. Kanye West: The Life of Pablo

(Universal Music / GOOD Music)

Der er rigeligt at gå om bord i, hvad musik og produktioner angår. The Life of Pablo er ikke et album, man bliver færdig med lige foreløbig. Heldigvis. Vi er et sted mellem Yeezus' strittende langemand og My Beautiful Dark Twisted Fantasys storladne og symfoniske udtryk, og resultatet er fascinerende og betagende.

11. Flume – Skin

(Transgressive Records)

Ikke siden Gorillaz' Demon Days har et album fået så meget saft og kraft fra sine gæster. Albummet Skin er fyldt med bemærkelsesværdige fuldtræffere af hiphop-synthsmæk og elektriske skudsalver fra en rødglødende seksløber. Den australske producer mestrer her på andet album den særlige lyd af tætpakket downtempo bas-musik.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA