GAFFA kårer årets 20 bedste udenlandske album

GAFFA kårer årets 20 bedste udenlandske album

GAFFAs skribentstab har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab – efter et pointsystem – kåret de 20 bedste internationale album og de 10 bedste danske. Musikåret 2016 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser. Listen havde deadline 15. november, så den kunne komme med i GAFFAs decembernummer, og album, der udkom herefter, har derfor ikke haft mulighed for at være med.

Her kommer listen over de 20 bedste internationale album.

Hør en playliste med sange fra de 20 album nederst.

20. Deftones: Gore

(Universal Music)

Såvel albumåbner Prayers/Triangles og anden sang Acid Hologram er mere interesserede i at skabe en intens stemning, der indfanger lytteren, end at rive hovedet af vedkommende med kaskader af riff. Det betyder ikke, at fløjlshandskerne forbliver på. Længere henne bliver der både slået og sparket igennem, og Chino Morenos skrig mæsker sig i forvrængning. Stærkt.

19. Angel Olsen: My Woman

(Playground Music / Jagjaguwar)

Olsen dyrker mere end nogensinde kontrasternes rige i dette hug: My Woman byder på både iørefaldende popmelodier og komplekst krævende sager, og albummet rummer således på samme tid skæve og skønne, sofistikerede og hjemsøgende øjeblikke – det skal ikke nødvendigvis være nemt.

18. Kent: Då Som Nu För Alltid

(Sony Music)

Då Som Nu För Alltid er en melodisk, smuk og melankolsk gravsten over Joakim Berg og bandets virke. Albummet er gennemsyret af det faktum, at det er sidste runde i manegen. Det er et album om forandring, tab og tilbageblik, med små glimt fra en mere end 20 år lang og helt unik karriere.

17. Iggy Pop: Post Pop Depression

(Caroline Records)

Josh Hommes produktion synes at sende nik til hovedpersonens 70'er-hovedværker Lust for Life og The Idiot, mens den musikalske palet inkluderer såvel diskorytmer og beskidt blues som strygere – samt naturligvis en dosis af den protopunk, som Iggy i sin tid sparkede døren til branchen ind med. En vred veteran i fin form.

16. Car Seat Headrest, Teens of Denial

(Playground Music / Matador Records) 

11 albums har Will Toledo spyttet ud via Car Seat Headrests Bandcamp-side. Hans labeldebut er en omgang 60’er-swingende pop- og psychrock, båret af fantastiske melodier og Toledos skæve tekstuniver, hvor der jongleres med teenage-banaliteter, kærlighed til Michael Stipe og forfattere som Yeats og Carver.

15. Whitney: Light Upon the Lake

(Playground Music / Secretly Canadian)

Dette habile Chicago-band serverer tilbagelænet semiakustisk rock marineret i en let melankolsk stemning, og det fungerer fremragende. Julien Ehrlichs vokal er en spøjs, androgyn falset, som samtidig indeholder en vis autoritet. Mens Ehrlich styrer trommer og vokal, kan man mange steder glæde sig over Max Kakaceks flydende lead-guitar, som bærer flere sange flot i mål.

14. Låpsley: Long Way Home

(Playground Music / XL Recordings

Vokalmæssigt ligger en letkøbt sammenligning med Adele lige til højrebenet, men Låpsley bliver båret ud af sværvægterens skygge med dynamiske produktioner, der trækker udtrykket i flere retninger fra balladen Heartless til den James Blake-inspirerede Station. Den største styrke ligger i sangerindens evne til bevare opmærksomheden gennem et alsidigt album.

13. Bon Iver: 22, A Million

(Playground Music / Jagjaguwar)

Den mest genremæssige betegnelse for dette nye Bon Iver-værk er folktronica – en masse elektronisk puslen rumsterer nemlig konstant under overfladen, og den tidligere så konstante skønhed, der kendetegnede bandet, gøres der nu en dyd ud af gang på gang at fragmentere på ret brutal vis. Det umiskendeligt smukke forefindes dog stadig.

12. Kanye West: The Life of Pablo

(Universal Music / GOOD Music)

Der er rigeligt at gå om bord i, hvad musik og produktioner angår. The Life of Pablo er ikke et album, man bliver færdig med lige foreløbig. Heldigvis. Vi er et sted mellem Yeezus' strittende langemand og My Beautiful Dark Twisted Fantasys storladne og symfoniske udtryk, og resultatet er fascinerende og betagende.

11. Flume – Skin

(Transgressive Records)

Ikke siden Gorillaz' Demon Days har et album fået så meget saft og kraft fra sine gæster. Albummet Skin er fyldt med bemærkelsesværdige fuldtræffere af hiphop-synthsmæk og elektriske skudsalver fra en rødglødende seksløber. Den australske producer mestrer her på andet album den særlige lyd af tætpakket downtempo bas-musik.

 

10. Sturgill Simpson, A Sailor’s Guide to Earth

(Warner Music / Atlantic Records)

Det er stemmen, man først hæfter sig ved på A Sailor's Guide To Earth. En smuk baryton, let vibrerende med en foruroligende alvorstone. Det er ikke for ingenting, at Simpson hjemme i USA er udråbt som countryens frelser. For A Sailor's Guide to Earth er i absolut særklasse og viser en sangskriver, der på gribende og spraglet vis flår op i traditionerne på sin helt egen måde.

9. Hope Sandoval & The Warm Inventions: Until the Hunter

(Border Music / Tendril Tales)

Som med tidligere tiders bedrifter er Sandovals aftryk som altid på grænsen til det overjordiske. Den varme, sensuelle stemme forfører mørkt og spooky og kan tø isbjerge op. Until the Hunter er et magisk og besættende album fra en kunstner, der kan tryllebinde med enkle virkemidler, og hvor Hope Sandoval træder ud af tusmørket med en forførende nerve.

8. Julia Jacklin: Don’t Let the Kids Win

(Transgressive Records)

Debuten fra denne 25-årige australske singer-songwriter er overrumplende. Vokalen er varm og lidt kælen og smyger sig rundt på albummet som en hjemmevant kat. Jacklin har skrevet en række flotte, kvikke og rørende tekster, som er puttet på enkle og effektive melodier, og variationer i volumen, tempo og valg af instrumenter gør sangene ære.

7. Beyoncé: Lemonade

(Sony Music / Columbia Records)

Bey er vred og skuffet, og hun bander og svovler som aldrig før. Attituden er til at tage og føle på, og det er bestemt klædeligt med en gang grus i det ellers så velsmurte Beyoncé-maskineri, selvom det hele selvfølgelig er gennemarbejdet ned til allermindste detalje. Lemonade er en imponerende odyssé over rock, soul, hiphop og alt derimellem.

 

6. Frank Ocean: Blond

(Boys Don’t Cry)

Med Blond byder Ocean lytteren velkommen til endnu et indblik i sit lækre, skæve, melodiøse, mærkelige og upolerede musikalske univers. De 17 skæringer varierer på vanlig Oceansk vis i både genre, stil og længde, og således kommer man igennem numre på alt mellem 60 sekunder og ti minutter. Men der er en klar rød tråd, og det er artisten selv.

5. PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project

(Universal Music / Island Records)

Harvey har de sidste fire år rejst i Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil Let England Shake, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.

4. Leonard Cohen: You Want it Darker

(Sony Music / Columbia Records)

Sangene kredser stadig om begæret og kærligheden, som Leonard Cohen altid har besunget. Han synger farvel til det første med ordene "I don't need a lover/So blow out the flame" i Leaving the Table. Kærligheden er der dog stadig et sted, som han kredser om i If I Didn't Have Your Love, men lader det stå åbent, om det er Gud, han refererer til.

3. David Bowie: Blackstar

(Sony Music / Columbia Records)

Der tages ikke nogen lette veje, hele tiden afsøges de skæve vinkler i det musikalske setup, der både er improviserende løssluppent og stramt tøjlet. Et nyt hold af avantgarde-jazzmusikere anført af den talentfulde saxofonist Donny McCaslin og den grænsesøgende guitarist Ben Monder skaber med stor indlevelse den perfekte ramme til de farefulde lydkollager.

2. Radiohead: A Moon Shaped Pool

(Playground Music / XL Recordings)

A Moon Shaped Pool er måske nok ikke revolutionerende på samme måde, som både OK Computer eller Kid A var det. Til gengæld er det spækket med bjergtagende sange, der tilsammen udgør et af bandets absolut smukkeste udspil til dato. Endda med en rystende stærk studieversion af True Love Waits som uafrysteligt punktum.

1. Nick Cave & The Bad Seeds: Skeleton Tree

(Playground Music / Bad Seed Ltd.)

Nick Caves tragiske tab af den 15-årige søn Arthur sidste sommer italesættes utilsløret fra allerførste tekstlinje, og selv om alle efterfølgende 40 minutter ikke er lige så direkte i budskab eller emne, ér tragedien grundtonen på dette besættende album. Det er sjældent, livets tunge kapitler beskrives i det omfang – og endnu sjældnere så inddragende mesterligt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA