I vinterens mulm og mørke – med hardrock-agenturet Prime Collective og ti bands på landevejen

I vinterens mulm og mørke – med hardrock-agenturet Prime Collective og ti bands på landevejen

For to år siden opstod der noget nyt i den danske undergrund. Før var metalmiljøet djævlebarnet, de store drenge ikke havde lyst til lege med. Opfattelsen var ofte, at metalfolket var en flok sortklædte udstødte, der brændte kirker ned og drak mjød. Det var dem, der havde gjort det ved deres forstærker, som aldrig havde været meningen. Rundt omkring er fordommene stadig sådan. Tager du til provinsen iklædt nitter og slidte Dr. Martens-støvler, eller hullede jeans og en forvasket band-trøje, kigger de lokale måske lidt skævt til dig, men alligevel er vilkårene for metalmiljøet i dag ikke, som de har været.

I Danmark tager managementagenturet Prime Collective en vis del af æren, når det kommer til at klæde den sprudlende undergrund på til den store verden. Blandt succeshistorierne er blandt andre Aphyxion og I’ll Be Damned, hvor sidstnævnte så småt gør klar til at indtage udlandet som supportband for Dizzy Mizz Lizzy til sommer, og begge bands netop er blevet udvalgt til at varme op for Metallica i Royal Arena i begyndelsen af februar.

Hos Prime Collective bliver det ikke i øvelokalet – de kommer ud i landet, på de etablerede scener. Det gøres med flydende hjerteblod og tung overtagelse, og sådan var det, da Prime Collective i januar samlede sine ypperste bands til at indtage Odense, Aarhus og København. Ti bands bestående af Defecto, Siamese, Ghost Iris, Cold Night For Alligators, Evra, Møl, Unseen Faith, Cabal, Wolf Pack, Halcyon Hope og Daycare For Jedi, og for at indtage landet havde de fyldt en turbus med guitarer, trommestikker og useriøse mængder øl. Jeg var inviteret med som fluen på væggen, og tre dage med ti bands kan have sin effekt.

 

Landet rundt på tre dage

Vi mødes torsdag formiddag ved DGI-byen i København. Jeg støder med det samme ind i Lars Jensen, der spiller trommer i Defecto, som i kølvandet på denne her turné pludselig er ved at blive et højt profileret band. Aftenen forinden var der blevet lanceret en konkurrence for en række danske bands, hvoriblandt Defecto har fået muligheden for at varme op for Metallica, når de gæster landet til februar. Faktisk er det en potentiel mulighed for at åbne en ny musikarena, som det absolut første band nogensinde, og da hele fire Prime-bands ligger inde med en sådan mulighed, betyder det, at forhåbningerne ligger tykt over Prime Collective de efterfølgende dage. (Og faktisk vandt tre ud af fire Prime Collective-bands, nemlig som nævnt Aphyxion, I’ll Be Damned og Defecto)

Bussen ved DGI-byen skal fyldes med gear, øl og Monster Energy, hvor sidstnævnte gør, at kollektivet bliver delt op i to lejre – de, der tripper på unaturlige mængder koffein og så alle de andre. Men måske er der god grund for et koffein-kick, for da bussen et par timer senere rammer Posten i Odense, ligger der et hårdt program foran de ti udvalgte bands. Torsdag i provinsen kan være en nådesløs en af slagsen, og med et koncertarrangement uden forsalg er det svært at forudsige, hvor mange der kommer til at bevæge sig ud i vinterkulden. Men eftersom konceptet bag Prime Is Coming løber på sit første år, er der derfor også et særligt sats bag. Det er en chance for at vise resten af Danmark, hvordan den samtidige metalscene ser ud. Hvordan musikbranchen også kan fostre en kollektivitetsfølelse og en kollektiv identitet, hvor bands repræsenterende hver deres subgenre kan mødes om at skabe noget, der går ud over musikken. Og selvom de forskellige spillesteder på turen er bakket op af hver deres frivillighedsstab, er de halvtreds mand fra Prime Collective virkelig hurtige til at tømme bussen og slæbe gear op på spillestedernes to scener.

Imellem lydprøver og overfladiske udforskninger af Odense bliver der ladt op backstage. Mange bands kender endnu ikke hinanden, hvor blandt andre Møl er nye på bandlisten. For bandets nye vokalist Kim Song Sternkopf er det ikke bare nyt at optræde i Odense, det er den allerførste koncert med bandet, og med en fortid inden for hardcore er der nye udfordringer bag det atmosfæriske blackened post-metal, som er Møl.

 

Udfordringerne bliver løftet

Udfordringer er for langt de fleste bands nøgleordet den første aften på Prime Is Coming-turnéen. Med knap hundrede gæster gennem døren på et spillested, der altså har kapacitet til næsten tusinde, er det en tung tjans at løfte for aftenens åbner Unseen Faith. Det kristne deathcore-band fra Aarhus har været vant til lidt af hvert med optrædener på forskellige festivaler i Europa og blandt andet Wacken Metal Battle i Danmark. Guitarist Asbjørn Brokhøj har dagene forinden været plaget af dårlige ankler og forsøger derfor en ny metode for at fremstå mægtig på Postens store scene – kutteklædt og solidt plantet omfavnende sin Ibanez-guitar. Vokalist Alexander Eriksen drikker forinden showet te med honning – ifølge sine bandkammerater i sympati med Andreas Bjulver Paarup, forsanger i Cabal, der op til turnéen har været ramt af halspine. Måske ikke de bedste odds for en række bands, hvori nogle skal spille deres debut i Odense, men det er her, hvor kollektivet skal vise sig fra sin mangfoldige side.

Forinden mit besøg i turbussen var min opfattelse af Prime Collective som et agentur, der måske bare var lidt mere fremme i skoene end resten af den danske musikbranche – i hvert fald på metallinjen. At der er en særlig filosofi og sammenhold bag navnet, har jeg aldrig tænkt over, men i tiden backstage inden aftenens koncerter er det gået op for mig, at det her ikke bare er helt almindelige koncerter. Alle bands er stillet op på frivillig basis med en overbevisning om, at de alle har nok testosteron til at overmande deres sultne metalpublikum.

Selvom det er sparsomt med mennesker foran de to scener på Posten, er det som om, at langt fleste bands passer ind i deres respektive roller. Unseen Faith står storslået positioneret i hver deres hjørne af scenen, guitarist Asbjørn Brokhøj kutteklædt og fokuseret, mens bassist Christian Skovgaard Jensen er alle andre steder end på det samme sted. Halcyon Hope er trukket ind fra den lokale undergrund, og er man blandt dem, der går og tror, at den musik, der spilles af Blink-182 og Sum 41 er død, er Halcyon Hope et meget godt eksempel på, at skate-punken stadig er godt kørende.

Sons Of Death Valley disker op med turnéens måske mest retrospektive hardcore, sammenpresset på Postens lille scene, og selvom forstærkerne næsten er ved at skubbe bandet ud over scenekanten, får forsanger Dan Christensen alligevel hevet samtlige publikummer op på scenen.

 

Jordskælv og knækkede knæ

Hele dagen har jeg hørt om Cabal. Min kammerat på et af de lokale hipsterhuller i Odense deler sin entusiasme over bandet – ”det er bare fucking tungt!” fortæller han i et forsøg på at give den mest præcise definition på bandets lyd. Men er vi ude i sumpet sludge eller doom? Cabal er højst sandsynligt et af de danske bands, der er sværest at genredefinere – mest af alt ér det bare fucking tungt!

”Han er ramt af ondt i halsen, så han får lidt hjælp i dag,” fortæller Mirza Radonjica mig, da vi står foran Postens store scene. Han er indehaver af Prime Collective og forsanger i turnéens headliner, Siamese. ”Hvad skal det sige, at han får lidt hjælp i dag?” spørger jeg, men må blive i det uvisse. Få minutter senere forstår jeg, hvad der menes. Imens jorden går en lille smule under, imens mit indre vender sig i ærefrygt, gæstes frontmand Andreas Bjulver Paarup af adskillige gæstevokalister fra turnéens andre bands – blandt andet Jesper Gonzalez fra Ghost Iris og Johan Pedersen fra Cold Night For Alligators deler ud af deres skrig i det dommedagsbefængte lydlandskab. Det er det her, der menes med kollektivet Prime Collective. Det er uventet og ukontrolleret og med en kraft, der kan banke enhver bagover.

Evra havde dagen forinden annonceret, at de efter fire år nu har valgt at gå hver til sit. Turnéen med Prime Collective bliver det sidste, man kommer til at høre til hardcorebandet fra København i noget tid, og Evra har derfor efterladt lidt flere aggressioner uden på tøjet. Men hvor Evra nu har indledt slutningen af en æra, er det i disse dage ved at stikke lidt af for Defecto. Powermetalbandet fangede først rigtigt min opmærksomhed så sent som dagen forinden, og for mig personligt er det spændende at se, hvor meget format de egentlig besidder. Men ambulancefolk blandt publikum og en artikel i BT viser format, og jeg er nok den sidste, der havde regnet med så meget drama på turnéens første dag. Forsanger og guitarist fra Defecto, Nicklas Sonne knækker knæet kort inde i koncerten, men som en vaskeægte showmand bliver han siddende på scenen med en pose is i den ene hånd og en mikrofon i den anden og synger sine 25 minutter ud. Imponerende, da et knækket knæ gør rimeligt meget nas, og kan man derfor samtidig levere en powervokal på et sådant niveau, skal man da bare have tildelt sig en supporttjans for heavyheltene i Metallica. (Og det får man!)

 

Pølsemix og energidrik

Alt for tidligt dagen efter går turen af sted mod Aarhus. Klokken 11 er vel at mærke sent at starte på en fredag, men når natten er gået med knækkede knæ, metalforsangere der i fuldskab har pisset i en sko og guitarister, der er blevet revet i ansigtet af en kvinde på den lokale natklub, sover man helst lige ind til lydprøven. Men et stop på en rasteplads inden Lillebælt, pølsemix og flæsestegssandwich hjælper lidt på sagerne, foruden de absurde mængder Monster Energy, der konstant bliver hældt i svælget. Kim Song Sternkopf fra Møl går og knipser lidt med sit kamera, det samme gør fotograf fra Prime Collective Sebastian Falck Stigsby, mens andre forsøger at overmande deres tømmermænd. Selv er jeg bare forundret over, hvordan man i det hele taget kan gøre det her i mere end to dage.

Få timer senere ankommer vi til Studenterhuset og spillestedet Stakladen i Aarhus. Det var oprindeligt meningen, at koncerterne skulle afvikles på Ny V58, men da det spillested lukkede ved årsskiftet, var Prime Collective med meget kort varsel nødsaget til at rykke koncerterne. Stakladen er derimod et lokalt klenodie, der har haft Dizzy Gillespie, Grateful Dead og Procul Harum fra de gode gamle dage på scenen. Det er noget af en scene at fylde ud, og hvor Prime Collective forsøger at rotere sine bands mellem turnéens små til store scener, tænker jeg på, hvordan blandt andre Cabal vil klare det på spillestedets lille scene. Den massive og grumsede ondskab havde på Posten taget fat om struben på lytterne. Bassist og guitarister havde i deres positionering på scenen overbevist publikum om, at enden var nær, men på Stakladen er jeg spændt på, om dommedagen kan blive genskab i lige så høj grad.

Sons Of Death Valley har fået til opgave at åbne aftenen, og hvor Posten ifølge bandet havde været et højdepunkt, der på en stor scene var svært at leve op til, passer det hele alligevel meget godt sammen. Måske har det at gøre med, at Prime Collective primært beskæftiger sig med bands, der på hver deres måde repræsenterer samtidsmetalgenren. Det er unge, der er vokset op med Metallicas The Black Album, Slayers Reign In Blood og højst sandsynligt også Vol 3: (The Subliminal Verses) af Slipknot, men nok også Take Off Your Pants and Jacket Blink-182 eller en smule Bon Iver. Det er fyre, der er præget af historien og kulturens arv, men også af deres samtid og som et produkt af det miljø, de er kommet af. Der er derfor en DIY-kultur, der skærer igennem ikke kun hos Prime Collective som agentur, hos samlingen af bands, men også hos hvert enkelt band, der optræder. Der er ingen dagsorden, men alligevel en grundlæggende tiltro på, at det der gøres, gøres bedst.

Lige såvel som det er hos alle de andre bands, er det sådan hos Siamese, der frontes af hjernen bag Prime Collective, Mirza Radonjica. Den tiltro til sit eget, og den vedholdenhed ved at overbevise, har sat sit præg på bandets livesæt. Musikken er måske i den mere poppede ende af spektret, når der sammenlignes med de andre fra kollektivet, men det står ikke i vejen for, at publikum er fokuseret, skulder mod skulder. Den energi, der ellers tidligere har haft sin højeste intensiset foran Stakladens lille scene, er undervejs flyttet hen mod den store scene. Måske er det violinen fra Christian Hjort Lauritzen der gør, at musikken skiller sig nok ud fra alt det andet, at det altså er spændende og anderledes, eller også er det Mirza Radonjicas befalende udstråling.

Selvom fremmødet på Posten i Odense langt fra kan måle sig med fremmødet i Aarhus, er det for flere bands alligevel de bedste vilkår, der fås undervejs. Postens store scene overgår lysmæssigt langt den lille opsatte scene i Stakladen, men hvor Posten til tider mangler energien hos publikum, kan Aarhus levere. Det går undervejs op for mig, hvordan Jesper Gonzalez fra Ghost Iris er en nærmest legendarisk frontmand – i hvert fald i visse kredse. At scenen kun er hævet godt en halv meter over gulvet er derfor ingen hindring, når det kommer til crowdsurf, moshpits og generel galskab.

Møl er indhyllet i røg og stroboskoplys, og hvor Kim Song Sternkopf dagen forinden var den teatralske frontmand med store armbevægelser og hæse, inderlige skrig, er Møl i Stakladen omdannet til visualiseringen af den samtidige black metal. Det er her, det simple og introverte ved musikken hersker, uden at bliver det upersonligt og kedeligt.

Lidt efter midnat, efter fem times tråd, ender vi i Studenterbaren, og det er helt ligesom at være studerende igen. Øl til en tyver, toast og nachos gør sig godt på andendagen, hvor kosten hidtil primært har bestået af pølsemix og franske hotdogs.

 

Kaos i København

Jeg vågner dagen efter og føler mig groggy. Jeg har kun fået få timers søvn de sidste par nætter, og en uge med mere alkohol, end sundhedsstyrelsen anbefaler, er ved at have halet ind på mig. ”Skal du drikke den der Monster?” spørger jeg Asbjørn Brokhøj, der sidder ved siden af mig. ”Nej, bare tag den,” siger han, men efter et par tåre finder jeg ud af, at den slags faktisk slet ikke er mig. Jeg foreslår derfor at give den til Klaus Schmidt Nygaard, guitarist i Unseen Faith og indehaver af rekorden for størst indtag af energidrik på turnéen. Asbjørn Brokhøj kigger på mig med et stift og seriøst blik – ”du skal ikke give ham den!” Bevares, jeg var jo heller ikke med, da bussen kørte fra Aarhus for at hente alle os andre i København på turens første dag.

Vi er ved at være nået i København, sidste dag på turnéen, hvor et udsolgt Huset-KBH venter. De halspineramte siger ikke så meget, for de har ikke så meget stemme tilbage. I aften er det turnéens højdepunkt. Forhåbentlig en aften uden alt for mange overraskelser, og måske i virkeligheden det mest passende spillested for en turné af sin slags. Men en scene på hver sin etage gør, at der opstår en smule festivalstemning over det hele. Det er som om, at besætterkulturen har vundet sig frem i kollektivet.

I aften er det som om, at alle bands lige giver det sidste. Møl er blevet opslugt af sit eget sorte univers, og Kim Song Sternkopf skuler dystert ud på sit publikum imellem tørre skrig og grumme growls. Unseen Faith og Alexander Eriksen brager så meget igennem, at der bagefter ikke er mere tilbage. Alexander Eriksen har sågar svært ved at lave pig-squeals efter showet – han forklarer, at det ellers er noget, han kan gøre i søvne. Og så er der Mirza Radonjica fra Siamese, der ligner en træt, men meget stolt mand, da de optræder for et fyldt lokale. ”Det er sidste gang, jeg booker mit eget band,” fortæller han mig. ”Jeg er så fucking smadret!”

Vi kører på vores sidste energitrip, og det er nu, at Monster Energy er begyndt at give mening – for man orker ikke helt kaffe med rom, når energidrikken kan blandes med vodka. Og Fernet Branca har ligesom ikke helt den effekt, vi virkelig har brug for. Evra samler sin sidste energi til, hvad der skal blive deres sidste show på spillestedets øverste etage. Det foregår direkte på gulvet, hvor publikum og band kun er adskilt af monitors og guitarpedaler. Der går ikke længe før, forsanger Frederik Pedersen kaster sig ud blandt publikum, imens Ole Bole banker løs på sin bas. Det er et band, der nu intet har at miste og derfor også afslutter koncerten med at kaste merch af sted mod publikum.

Hele dagen har jeg gået og tænkt over, hvad der menes med Cabal+Wolfpack – to bands på samme tid, så måske bliver det en mashup-koncert? Jeg spørger lidt rundt og får ikke rigtig noget svar. Måske er alle for baskede og trætte til at forstå noget som helst, så når klokken rammer cirka midnat, og Cabal har startet en moshpit så vild, at endnu et hold ambulancefolk må møde op, vælter der pludselig en håndfuld vokalister fra hardcore-miljøet ind på scenen. Min sidemand fortæller mig, at det er Wolfpack, som er opstået med initiativ fra Chris Kreutzfeldt, guitarist i Cabal og tidligere bassist i Scarred By Beauty. Jeg forstår, at han opfattes som lidt af en stor spiller i hardcore-miljøet, og har arbejdet sammen med de fleste. Og under en almindelig dag i studiet samlede Chris Kreutzfeldt seks af miljøets skarpeste hardcore-vokaliser – Johan Pedersen fra Cold Night For Alligators, Andreas Bjulver Paarup fra Cabal, Neema Rad fra Dethroner, Jesper Gonzalez fra Ghost Iris og to dele af Northern Blues.

Prime Is Coming sluttes af med en tur tilbage til rødderne. Tilbage til dengang, der ikke var kontrol over det kaos, der blev skabt, hvor det handlede om at gøre skade – hvis ikke fysisk, så mentalt i det galdespyttende raserianfald, der eksisterede på scenen. På mange måder er det kulminationen på tre dage med alt for mange øl, pølsemix, flæskestegssandwich, lokal shawarma, Monster Energy, smøger og andet røg, ingen ørepropper og en ringen for ørerne i skrivende stund. Det er sgu hårdt at være på turné med Danmarks mest intense samling af metalbands.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA