Stort interview hjemme hos Peter Doherty: Glimt af håb for mørkets sanger

Stort interview hjemme hos Peter Doherty: Glimt af håb for mørkets sanger

Peter gør sig klar til at spille på Le Bataclan – et år efter massakren. Aftenen inden blev GAFFAs udsendte budt hjem til rockstjernen til et eksklusivt interview.

Peter Doherty er iført designer-morgenkåbe, bukser og hyttesko. Han står i sin stue og siger: – Min første reaktion var: den gamle kusse.

Han stjal genåbningen af ​​Bataclan.

– Nej, siger Peter Doherty. – Hvordan kan Sting stjæle noget? Går han ikke ind for fri kærlighed og fællesskab?

– Han er vel på vej med nyt album, siger Peters manager.

– Han er et røvhul. Fik du det?, siger Peter og vender sig mod mig. – Hvilket røvhul.

– Sidste gang jeg mødte ham var backstage, på den der Elton John-ting (Live 8, 2005, red.). Jeg sad uden for hans trailer i en liggestol, og der kom en mand ud og sagde: ”Dette er Stings private område”. Jeg sagde, at jeg var hans fætter, "Du er ikke hans fætter," sagde manden, og det viste sig at være Sting selv. Han kan ikke lide mig. Måske er han sur over, at jeg kneppede hans datter?

Peter griber en akustisk guitar og begynder at spille og synge den gamle bluessang Weed Smokers Dream.

”Sitting on a million, sitting on it every day
Can't make no money giving your stuff away
Why don't you do like, like the millionaires do
Put your stuff on the market and make a million too” …


Aftenen før Bataclan
I april blev det meddelt, at Peter Doherty skulle spille den første koncert, når Le Bataclan i Paris, spillestedet hvor 89 mennesker blev dræbt under en koncert med Eagles of Death Metal, skulle genåbne et år efter terrorangrebet. Af en eller anden ukendt grund var der pludselig gledet en koncert med Sting ind før Peter Doherty.

Vi sidder på sofaen ved ilden hjemme hos Peter, aftenen før han skal spille på Bataclan. Peter spørger mig, om jeg kommer og ser koncerten.

Ja, det gør jeg.

– Hvorfor? Du kom ikke sidste gang, vi spillede der.

Nej, jeg var ikke der sidste gang, men jeg var i København forrige år og ville se Babyshambles ... alle var der undtagen dig.

Peter er stille længe. Han ser lige frem med en trist mine. Til sidst siger han: – Babyshambles findes ikke længere.

Nu er det mig, der bliver tavs, men jeg får sagt, at det er jeg ked af at høre, og at jeg elsker Babyshambles.

– Også mig, siger Peter. Jeg elsker Babyshambles.

Hvad skete der?

– Jeg har virkelig ingen anelse, siger han, mens han langsomt gaber. Hvem interesserer det?, det har handlet om management.

Men du og Drew (McConnell, bassist, red.) holder sammen.

– Vi holder sammen allesammen. Mick (Whitnall, guitarist, red.) var bare nødt til at blive clean, og det er han blevet. Han er holdt op med at tage heroin, og nu er jeg også stoppet, og så så vi kan begynde at arbejde sammen igen. Jeg var i Argentina, og ... du kan ikke få det ordentligt dér.

Peter gaber igen. Klokken 10 i morges landede hans fly fra Argentina i Paris. Efter The Libertines’ efterårsturné i Sydamerika boede Peter en måned i Buenos Aires.

Undgå kynisme

Peter Doherty har netop udgivet sit andet soloalbum, Hamburg Demonstrations. Pladeselskabet ville udgive albummet i forbindelse med koncerterne på Bataclan og drage fordel af den opmærksomhed, men Peter Doherty nægtede.

Albummet føles som et nyt afsnit i Peters katalog. Hamburg Demonstrations er lys og smuk i stedet for mørk og degenereret. Lydbilledet er klart uden forvrængede guitarer.

– Det er fordi, den fyr producerede det sådan. Jeg gik bare ind og sang masse demoer med guitar, og tre år senere kommer det ud, som han har produceret det.

Så du har ikke haft noget at gøre med den nye lyd?

– Nej, jeg indspillede sangene med akustisk guitar, så tog jeg til Thailand og lavede Libertines-albummet. Idéen var, at det skulle udgives som akustiske sange. Men så begyndte han at tage en masse musikere med ind over, jeg sked på det, du ved.

– Jeg har i øvrigt en pragtfuld samling af piber, siger Peter og rejser sig fra sofaen og begynder at gå rundt i sin stue.

– Jeg føler lidt, efter alle de gode ting, jeg har gjort, her i Paris for eksempel, at jeg ikke har sagt det til nogen: har du set, hvordan mit liv ser ud? Ikke engang til min mor. Hun vil ikke tro det. Ikke engang, hvis hun ser, at jeg er okay. Heroin er afskyeligt, jeg tog det bare for at berolige mig selv, for at komme mig over cracken. Opium er en af ​​Guds gaver, men det er en stor synd at misbruge det. Men nogle gange har du ingen anden mulighed for at komme til at kende smagen af ​​den ægte vare, hvis du ved, hvad jeg mener? Har du noget imod en bane?

Af hvad?
– Argentinas fineste kokain.

Huset på landet

Den sidste uge i Argentina fik Peter Doherty fløjet sit backingband The Puta Madres til Buenos Aires for at øve, før turen begynder med to koncerter i træk, som for længst er udsolgte på det genåbnede Bataclan i det centrale Paris.

Lige nu er vi i et hus på landet omkring en times kørsel sydøst for Paris. Huset er Peter og hans kæreste Katia de Vidas hjem. Det er beliggende i en øde gade med en halv snes huse. På porten hænger det franske tricolore-farvede flag, foran huset er deres autocamper og en anden autocamper samt nogle veteranbiler parkeret.

Peter og Katia har lånt huset af hendes familie, så længe de tager sig af haven. Peter kan lide at spille boule i haven, når årstiden er til det.

Entreen fører lige ind i køkkenet. Til venstre er et selskabsrum og til højre er stuen. I den tid, værtsparret befandt sig i Argentina, gik varmepumpen i stykker, og den eneste varmekilde lige nu er pejsen i stuen. Det er koldt, og Peter er omhyggelig med, at døren til stuen holdes lukket.

Hele huset er fyldt med ting. Bøger, gamle skrivemaskiner, hatte, tørklæder, spraydåser, gamle kufferter, tøj og Gud ved hvad hænger på væggene.

Manageren Jai Stanley, som er en af ​​Peters ældste og bedste venner, overtog for nyligt opgaven efter, at Peter brød et tiårigt samarbejde med Adrian Hunter. De gamle venner har levet helt forskellige liv, siden de blev venner på skolen i Coventry. Jai har været halvprofessionel fodboldspiller, mens Peter søgte lykken i London. Familiefaderen Jai bor på landet uden Coventry. ­– Der behøves ingen kontrakt, siger Jai om deres professionelle samarbejde.

Peter og jeg er alene under tagbjælkerne i stuen, mens de andre opholder sig i stuen på den anden side af køkkenet. – Jeg er clean fra heroin, siger Peter. – Det er utroligt. Kan du se forskellen? Det er utroligt.

Utroligt godt.

– De andre gange, hvor jeg har været clean, er det kommet tilbage, bang! Men nu er det anderledes, jeg tror, ​​jeg er forelsket, jeg tænker, at jeg ønsker at slå mig ned, få børn, du ved, clean børn, siger Peter, mens han står med den side mod mig, så jeg ser halstatoveringen med teksten "Astile", navnet på Peters førstefødte.

– Ikke at mine andre ikke er clean, men du ved, hvad jeg mener.

Det er også præcis, hvad jeg vil.

– God mand. Tillykke! siger Peter og lyser op i et stort smil.

Man har brug for at være noget for andre for at få stabilitet og få orden i sine ting.

– Til sidst er man nogle gange nødt til at bide tænderne sammen og leve med en familie på en gård et eller andet sted.

 

Det opløftende i mørket

Vi slår os ned på sofaen igen. Bandet er på vej for at øve en sidste gang, men det trækker ud.

Folk-indflydelsen er noget, som jeg har set komme mere og mere i din musik. Fra Bert Janschs gæsteoptræden på Shotter’s Nation over Sequel to The Prequel (begge med Babyshambles, red.) for så at tage stor plads på Hamburg Demonstrations.

– Jeg synes, at ​​det er essensen af ​​skønhed. Blaze Foley, Bob Dylan, tidlig Stone Roses, du ved, This is the One, glimt af optimisme, harmoni. Peter gaber igen, dybt og længe.

– Mississippi John Hurt, der er altid et problem et eller andet sted i sangen, men han synger det stadig på en opløftende måde. Mørk musik med et twist af smukke minder. Nogle få personer har gjort det godt, Tom Waits har gjort det godt, The Clash har gjort det godt, Pistols var uhyggelige, men deres trommeslager er en herlig fyr.

Når jeg hører dig til koncert og sammenligner det med dine indspilninger, føles det ofte som om, at studieversionerne ikke yder dig retfærdighed. Som om, at du helst vil have, at musikken skal være levende.

Jeg troede, at du ville sige det modsatte. Tak skal du have, ja. Det kommer til at blive interessant, The Puta Madres. Måske skulle vi tale efter koncerten i morgen.

Må jeg blive og høre, når I øver?

– Det kan være lidt vanskeligt på grund af den situation, bandet er i lige nu, at have folk, de ikke kender her.

Drew kender mig.

– Du er ven med Drew, siger du.

Jep, han sms'ede mig, og sagde, at de er på vej.

– Okay, så spørg ham, om han har noget imod, at du bliver.

Katia kommer ind i stuen.

– Johan vil gerne blive her, men vi øver, siger Peter.

– Ja, det er helt fint, hvis du ikke har noget imod det, siger Katia.

– Jeg troede, at det var en forfærdelig idé, siger Peter.

– Vi kommer til at lyde dårligt, det er ærgerligt, siger Katia.

Jeg ved, at det er en proces. Jeg kommer ikke til at skrive det, hvis det lyder af lort i aften.

– For at være ærlig, siger Peter, så jeg giver ikke en skid for, hvad du skriver. Det er min stue, gem dig en etage oppe og lad være med at fortælle dem, at du er her.

– Holy shit, sat på plads af en skandinavisk journalist, siger Peter og forsvinder ind i køkkenet for en kort stund, før han kommer tilbage.

– Kan du gøre os en stor tjeneste? Vi går og samler brænde til pejsen.

 

The Libertines eller Babyshambles

Uden for huset er det kulsort. Peter lægger brænde op på mine udstrakte arme. Vi kan næsten ikke se hinanden i mørket.

Vil du helst udgive et nyt album med Babyshambles eller et nyt med Libertines?

– Babyshambles. Vi lader Mick få fred og ro i et stykke tid, og så må vi se, hvad vi kan gøre. Det er alt eller intet, det er, hvad jeg tror. Vi går ind i stuen og smider brænde på bålet. Klokken er nu blevet 23, og Katia undrer sig over, hvor de andre bandmedlemmer bliver af.

– De er på vej, siger manageren Jai beroligende.

– Det sagde du også for tre timer siden, svarer Katia. Vi må snart i gang med at øve, ellers tilkalder naboerne politiet.

– Johan kender Johnny Thunders, siger Peter. – Han plejede at babysitte ham. Katia bliver forvirret. Skulle det ikke være omvendt alderen taget i betragtning.

– Nej, men han boede i Sverige i et stykke tid. It doesn’t pay to try…

Jeg synger en strofe af Johnny Thunders’ signatursang You Can’t Put Your Arms Around a Memory. Peter Doherty falder ind:

– All the smart boys know why…

Døren går op og ind kommer Rafa, The Puta Madres’ lille trommeslager. Rafa er en gademusikant, som Peter stødte på i Barcelona. Peter beder mig venligt om at gå op på loftet og vente der et stykke tid.

 

The Puta Madres

Deroppe er der en seng, et skrivebord, et badeværelse og et skab, hvor hele bunden er dækket af tøj. Det viser sig, at det kun er Rafa, som er ankommet, og at man fortsat venter på resten af ​​bandet. Jeg går ned og hilser på ham og sætter mig ved pejsen. Peter sidder med sin vinrøde Epiphone Coronet-guitar og spiller The Smiths’ This Charming Man, leger og bytter ord ud i teksten. Han fortsætter med Farmer’s Daughter fra det seneste Babyshambles-album. Rafa, der knap nok taler engelsk, har glemt at tage sine trommestikker med, så han tester forskellige køkkenskeer bag trommesættet, der står i hjørnet ved siden af pejsen.

Et normalt band af denne størrelsesorden ville have lavet en produktionsøver før en turnéstart med en fuld besætning og sceneproduktion i en lejet koncertsal eller studie-kompleks. Her vælger de i stedet Peters lille stue uden en eneste tekniker eller andre medhjælpere. The Puta Madres består ud over Rafa af bassisten Drew McConnell, Peters tro væbner i Babyshambles. Ved keyboardet kæresten Katia, og på violin Miki Beavis, som har spillet med Peter i lang tid. Den seneste tilføjelse, for at aflaste Peters guitarspil, er unge Jack Jones fra Trampolene.

Katia står og øver introen til You Are My Waterloo, da resten af ​​bandet endelig ankommer. Det er næsten blevet midnat, og deres taxi bliver holdende uden for huset, mens de hurtigt tilslutter deres instrumenter.

– Skal vi komme i gang? siger Drew, som er bindeleddet mellem musikerne i gruppen.

The Puta Madres begynder med singlen I Don’t Love Anyone (But You’re Not Just Anyone). Og Katia har ret, det lyder ikke fantastisk. Peter forbliver i sofaen. Han er træt, og det er ikke så mærkeligt, da han som sagt landede fra Buenos Aires i formiddags. Bandet øver på den bro, som Peter har lånt fra den gamle sang fra den amerikanske borgerkrig, When Johnny Comes Marching Home. Selv The Clash har brugt melodien i deres sang English Civil War. Da Peter er tavs er det Drew, der står for sangen.

Peter sidder og piller ved sin lille håndholdte grønne HoneyTone, en miniature guitarforstærker, som han anvender til sangen, han kan ikke høres overhovedet i det store lydbillede, det lyder som en mikrofon, der er i stykker. Drew siger, at alle andre skal skrue ned for deres instrumenter. Miki har problemer med sin violin, Peter begynder at tabe tålmodigheden i sofaen:

– Jeg kan ikke arbejde sådan her længere. Jeg har brug for rigtige musikere.

– Vi kører sangene igennem på det her niveau, siger Drew. – Vi kan spille lavt.

– Så længe det er stramt, og I holder øje med, hvad der sker med sangen, så fungerer det, siger Peter, som igen er faldet ned.

Guitarintroen går i gang. Peter rejser sig fra sofaen og synger åbningslinjerne: ”I don’t love anyone, but you’re not just anyone, You’re not just anyone to me”, trommer og bas sætter ind, og jeg må indrømme, at herlige kuldegysninger strømmer igennem mig.

 

Synger blues

En time senere klokken et om natten har bandet øvet færdigt, og naboerne har ikke ringet efter politiet. The Puta Madres har taget deres instrumenter med sig – Rafa efterlod grydeskeerne – og taget mod Paris i deres ventende taxi.

Det kan mærkes på Peter, at han er lettet efter, at bandet har øvet sangene igennem. Næste aften venter turnepremieren på Bataclan, men Peter er ikke klar til at gå i seng endnu. Han spiller sange fra sin stationære computer, som er koblet op til en Vox-forstærker. I sofaen, hvor vi sidder, synger han for mig:

”I grab my pistol and fell to the floor

I heard somebody call my baby’s name

I opened up my door and blow out his brains”

Det er den traditionelle folkesang Cocaine Blues i Billy Hughes’ version fra 1947.

Næste sang, der kommer på, begynder med et hardrock-riff.

– Nej, nej, nej, hvad fanden er det her?

Peter farer op og skifter til en blues fra 20’erne.

De seneste tre år har han udgivet et album med Babyshambles, genforenet The Libertines og sluppet et stærkt comeback-album, som er fulgt op af en verdensturné med et crew på over 40 mand. Nu bliver soloalbummet udgivet og bliver fulgt op af en turné, som kommer til at strække sig et godt stykke tid ud i fremtiden.

– Udnyt din højde og styrke. Du har brug for en hat, og jeg vil finde en til dig, siger Peter.

Han går rundt og leder i virvaret af tøj og instrumenter. Lidt efter dukker han op igen.

– Ok, Rude Boy. Værsgo, siger Peter og sætter en filthat fra Argentina på hovedet af mig og et ternet grønt silketørklæde.

Jeg takker og beretter, at jeg har søgt hans booker for at få ham til at komme til Skandinavien for at spille, men at han aldrig har vendt tilbage med svar.

– Vil du have mig solo eller med band?

Det er lige meget.

– Nuvel, vi skider på det med bookeren. Jeg kan komme og spille, og så bor jeg hos dig. Sådan gør vi.

 

Rock 'n' roll-ånden er tilbage på Le Bataclan

Koncerten begynder med en violin. Peter Doherty kommer ud og synger de første linjer af La Marseillaise. Så sætter han sin hånd bag øret, og publikum i det terrorramte spillested synger den franske nationalsang i kor. Det er et utrolig kraftfuldt øjeblik med mange tårer, men også glæde og stolthed blandt publikum. Men de er ikke kommet for at fejre nationaldag, men for en rock 'n' roll-koncert. Peter Doherty er som altid grænseløs. Guitarer, mikrofonstativ, harmonika, roser og flag flyver frem og tilbage mellem scenen og publikum. Alt er levende. Arrangementerne af sangene bliver til undervejs, og teksterne ændrer sig i øjeblikket. Der er, hvor klichéagtigt det end kan lyde, en følelse af kærlighed i luften. Uforudsigeligheden, at alt kan ske og en følelse af ​​anarki er også stærk. Peter Doherty synger sin nye sang Hell to Pay at the Gates Of Heaven, som han skrev efter terrorangrebene i Paris sidste år. Hvor teksten opfordrer unge mænd til at vælge deres våben, J-45 eller AK-47. John Lennons favoritguitar eller et automatgevær.

”Come on boys you got to choose your weapon

J-45 or AK-47

All hell to pay at the gates of heaven

And the whole show comes tumbling down”

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA