Guide: Her er februar måneds 11 essentielle koncerter

Guide: Her er februar måneds 11 essentielle koncerter

 

Jonah Blacksmith
2. februar til 18. marts (Danmarksturné)

Torsdag den 2. februar bliver Jonah Blackmiths Danmarksturné skudt i gang. Første koncert finder sted på Train i Aarhus og fortsætter frem til 18. marts, hvor de spiller på Kulturmaskinen i Odense. Brødrene Simon og Thomas Alstrup, sammen med bandets resterende fem medlemmer, kommer på visit i 21 forskellige byer på turnéen – heriblandt København (Vega), Aarhus, Odense og Aalborg (Skraaen). Deres lyd bærer præg af americana/folk-bølgen – som blandt andre Band of Horses, Fleet Foxes og Iron & Wine var med til at give stor succes – og er fyldt med stemingsfuld guitar, mandolin og banjo.

 

Rasmus Walter
2. februar til 25. marts (Danmarksturné)

Albumaktuelle Rasmus Walter tager Danmark rundt med sin nye plade og spiller i alt 23 koncerter landet rundt. Med "Himmelflugt" udgav han sit fjerde studiealbum og har etableret sit navn på den danske musikscene. I forbindelse med udgivelsen af pladen udtrykte han også sin glæde ved at skulle på turné: “Jeg glæder mig til at komme rundt i landet igen, og den her gang med den længste indendørs tour, vi har været på. Det bliver fedt at få de nye numre med på scenen og få dem blandet sammen med alt det gamle. Håber festen fortsætter, hvor den slap i efteråret ’15, vi skal nok gøre vores til det”.

Den unge popduo Ultramarin alias halvbrødrene Karl-Frederik Reichardt og Ludvig Brygmann varmer op på hele turnéen. Ultramarin er blandt de 12 navne, GAFFA havde med i artiklen "De bliver store i 2017" i sidste måned – læs artiklen her.

 

Frost Festival, februar, mange københavnske lokaliteter

For syvende år i træk løber Frost Festival af stablen med koncerter på københavnske steder, der normalt ikke er forbundet med livemusik og med særligt fokus på lys og arkitektur, denne gang den 4.-26. februar 2017. Flere af koncerterne er allerede udsolgt, men der er stadig billetter til blandt andre Blondage (tidligere kendt som Rangleklods) i Vega 8. februar, australske Julia Jacklinhvis debutalbum ”Don’t Let the Kids Win” blev kåret til et af årets 10 bedste internationale album i 2016 af GAFFAs skribenter  – i Koncertkirken 14. februar og den meget roste amerikanske folk-rock-singer-songwriter Cass McCombs med band i Koncertkirken 16. februar.

 

Lowly på 60 Minutes-festival, Copenhagen Phil med gæster, Konservatoriets Koncertsal, 10. februar 

Symfoniorkestret Copenhagen Phil er klar med den anden 60 Minutes Festival, hvor rytmiske musikere og bands optræder sammen med de 45 klassiske musikere. Denne gang er det de danske bands When Saints Go Machine, Mew og Lowly, der møder det klassiske orkester i Konservatoriets Koncertsal i København henholdsvis to gange den 4., to gange den 9. og én gang 10. februar. I skrivende stund er det meste af festivalen dog udsolgt, men der er stadig billetter til koncert med indiepopgruppen Lowly 10. februar.

 

The xx
10. februar (Forum, København) kun få billetter tilbage!

Den engelske indierock/elektropop-trio med de stemningsfulde, let melankolske sange og de markante vokaler fra Romy Madley Croft (billedet) og Oliver Sim giver deres første danske koncert, siden de i 2012 besøgte Falconer Salen. Dengang tildelte GAFFAs anmelder Simon Nathanael bandet hele seks stjerner og konstaterede, at ”The xx er vokset med opgaven og har modnet deres live-optræden i smuk symbiose med lyssætning og velgennemtænkt opbygning af et sæt, der bød på enestående musikalsk intimitet blandet med overraskende nyfortolkninger af bandets ellers så stilfærdige sound.” Læs hele anmeldelsen her.

The xx har netop udgivet albummet ”I See You”, deres tredje album efter mere end fire års tavshed og et mellemliggende, meget rost soloalbum fra beatmager Jamie xx.

 

ibens
10. februar (Posten, Odense)

Den 10. februar 1997 udgav Ibens den selvbetitlede debutplade, som gjorde dem landskendte med numre som "Ølstykke i November", "Solveig" og "Jeg Savner Min Blå Cykel”. Den 10. februar 2017 markerer dermed 20-årsdagen for debutpladen, og det fejrer gruppen med en jubilæumskoncert på Posten i Odense og genudgivelse af pladen på vinyl. Bandet er ellers gået i opløsning ad to omgange. Først i 1997 og siden i 2014, hvor forsanger Carsten Lykke forlod bandet kort efter en ophedet sexisme-debat på Facebook med udgangspunkt i nogle kommentarer fra Henrik Marstal. Nu har de fundet sammen igen.


 

Fallulah
16. februar til 25. marts (Danmarksturné)

Efter en kort barselsorlov forbereder Fallulah sig i disse dage til sin kommende danske tour, der begynder 16. februar på Viften i Rødovre, slutter 25. marts på Templet i Lyngby og er længere end hendes normale turnéer. Samtidig har hun udsendt en ny single, "Big Bite", som er udkommet et år efter hendes seneste og tredje album, "Perfect Tense.”

– "Big Bite" er et opråb til folk om at nyde livet. Jeg glæder mig så meget til at komme ud og synge den sang til folk, siger Fallulah.

Der er god grund til at glæde sig til turnéen, hvis man skal tro GAFFAs anmelder på Smukfest 2016. Her fik Fallulah nemlig fem stjerner.

 

 

Gutterdämmerung
16. februar (Tivolis Koncertsal, København)

Torsdag d. 16. februar vises den sort-hvide stumfilm ”Gutterdämmerung”, som vil blive akkompagneret af et live rock'n'roll-band, i Tivolis Koncertsal i København.

"Gutterdämmerung" er dels et rock’n’roll-show, dels en filmisk oplevelse med et stjernecast ud over det sædvanlige. Navne som Iggy Pop, Joshua Homme, Jesse Hughes, Lemmy, Tom Araya, Mark Lanegan, Volbeat, Grace Jones, Justice, Nina Hagen, Slash og Michael Poulsen og Rob Caggiano fra Volbeat pryder listen over medvirkende musikere i filmen.

Rock'n'Roll-bandet består af følgende musikere:

Bandleder er guitarist Kevin Armstrong, der har samarbejdet med så store navne som David Bowie, Paul McCartney, Morrissey, Sinéad O'Connor, Thomas Dolby og mange flere. De øvrige musikere er Mat Hector (trommer) og Ben Ellis (bas), der begge spiller med Iggy Pop samt Chris Jones (guitar) og Jesse Smith (lead-vokal).

 

 

Efterklang
22. februar (Store Vega, København) kun få billetter tilbage!

I starten af 2014 annoncerede de eksperimenterende indierockere Efterklang, at de stoppede – men ikke helt som man skulle tro. De ville nemlig fortsætte som Efterklang, men “sidste koncert med Efterklang, som du og vi kender det,” lød den officielle udmelding på bandets egen hjemmeside. Operaen “Leaves - the Colour of Falling”, som blev skabt i samarbejde med den prisvindende komponist Karsten Fundal, havde stor succes med 16 udsolgte shows i 2015, og blev fysisk udgivet den 4. november 2016. Nu vender de tilbage med otte koncerter i henholdsvis Danmark, Sverige, Holland, England og Belgien. De fremfører pladen sammen med The Happy Hopeless Orchestra, og starter i Store Vega den 22. februar og tilmed den eneste koncert på dansk grund.

 

Rod Stewart
23. februar (Royal Arena, København)

Veteranen Rod Stewart kommer til Danmark 23. februar i Royal Arena, som den eneste optræden i Norden og den første koncert i København siden 1998. Stewart vil optræde med sine største hits fra 1970 til 2017, og turnéen hedder "Hits 2017”.

Fans får mulighed for at opleve Rod spille et sæt af både klassikere og nyere sange. Stewart lover hits som "You Wear It Well", "Maggie May", "Da Ya Think I’m Sexy", "Baby Jane", "The First Cut is the Deepest", "I Don’t Want To Talk About It", "Tonight’s The Night", "The Killing of Georgie" og "Sailing". Stewart vil også spille hits fra sine seneste to platinsælgende albums ”Time” og ”Another Country”.

 

Marwan
24. februar (Atlas, Aarhus) og 25. februar (Pumpehuset, København)

Danske Marwan er nu tilbage med det nye album ”Partisaner”, som udkommer den 3. marts. Her vil man udover Marwans stemme blandt andre kunne høre L.O.C., Lord Siva og Bai-D, og albummet er produceret af L.O.C.’s faste producer ES. “Partisaner” er Marwans fjerde studiealbum, og fans får muligheden for at høre pladen live før udgivelsesdatoen. Der bliver afholdt to releasekoncerter i slutningen af måneden, den 24. og 25. Den første koncert finder sted på Atlas i Aarhus og dagen efter tager han et smut til København, hvor Pumpehuset lægger kvadratmeter til begivenheden.

Du kan i øvrigt stille spørgsmål til Marwan til et kommende GAFFA-interview – læs mere her.

Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis ikke de var udsolgt:

Clemens - 2. og 3. februar i Amager Bio og VoxHall, Aarhus 10. februar – der er dog ledige billetter til Posten i Odense 4. februar og Skråen i Aalborg 9. februar

Metallica - 3., 5., 7. og 9. februar (Royal Arena, København)

Rae Sremmurd - 8. februar (Store Vega, København)

D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy - 17. februar (Royal Arena, København)

The Weekend - 20. februar (Royal Arena, København)

Trentemøller - 24. februar (Loppen, København) og 25. februar (Vega, København)

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA