Guide: Her er 11 essentielle album, vi glæder os til i februar

Guide: Her er 11 essentielle album, vi glæder os til i februar

Årets sidste vintermåned er i gang, og efter en lidt stille januar er der nu fuld gang i albumudgivelserne. Her er 11 essentielle album, som vi glæder os til i februar.

 

Big Sean: "I Decided", 3. februar

Det borgerlige navn Sean Michael Leonard Anderson er ikke et navn, der klinger hos særlig mange mennesker. Det gør Big Sean derimod. Den 28-årige Detroit-rapper fik sin første pladekontrakt hos Kanye Wests pladeselskab, GOOD Music, for hele 10 år siden. Karrieren startede med nogle mixtapes, og i 2011 udgav han sit debutalbum “Finally Famous”. For to år siden udgav Big Sean sit tredje album “Dark Sky Paradise,” hvor kæmpehits som “I Don’t Fuck with You” og “Blessings” var at finde på – sidstnævnte i samarbejde med Drake. Nu er Big Sean klar med sit fjerde album “I Decided.” Lyt til albummets anden single “Moves” og nyd Big Seans dansetrin herunder.

 

Communions: "Blue", 3. februar

De unge københavnerdrenge fra Communions udgav i 2014 ep’en “Cobblestones” efterfulgt af "Communions EP” året efter. Nu er de klar med deres debutalbum “Blue,” der udgives gennem pladeselskabet Fat Possum Records, som også har navne som blandt andre Temples og Youth Lagoon – og The Black Keys har også udgivet to albums på selskabet. “Come On, I’m Waiting” og “It’s Like Air” fra det nye album er eksempler på Communions’ evne til at skabe lyttevenlig, tidsløs indierock.

 

Gnags: "Nørd", 3. februar

Gnags blev stiftet helt tilbage i 1966 og udgav debutalbummet “På Vej” i 1973. Siden da har de udgivet hele 21 album, og nu er de tilbage, efter mere end otte år uden en albumudgivelse, med “Nørd”. Albummet har været undervejs i tre år. Det er kun frontmand Peter A.G., der også var med på holdet helt tilbage fra Gnags’ fødsel for over 50 år siden – 2016 markerede bandets 50 års fødselsdag.

 

 

Jonah Blacksmith: "Jonah Blacksmith", 3. februar

Det syv mand stærke americana/folk-band Jonah Blacksmith er på banen med deres andet album, som er selvbetitlet. Når man finder ud af, at de to brødre Simon og Thomas Alstrup er født i Thy, rynker man ikke ligefrem panden. Bandet har taget den landlige lyd til sig og dyrker den med stor glæde. Bandnavnet er heller ikke et tilfælde. Simon og Thomas’ bedstefar, Johannes, var nemlig både smed og banjospiller, så man må sige, at Alstrup-familiens ånd lever videre i bedste velgående. Jonah Blacksmith drager på Danmarksturné fra start på Train 2. februar og frem til den 18. marts, hvor Odense bliver 21. og sidste stop.

 

Sampha: "Process": 3. februar

Det er gået meget stærkt for den unge London-baserede soulsanger, sangskriver og producer Sampha. I 2010 udkom hans første ep “Sundanza”, og året efter havde en afgørende rolle på SBTRKT’s selvbetitlede album, som han medproducerede. I 2013 arbejdede han sammen med Drake og har siden hen arbejdet sammen med både Kanye West, Frank Ocean og Solange. Nu udkommer hans længe ventede debutalbum “Process”. Hvis du vil opleve Sampha, er der stadig billetter til salg, når han den 16. marts vil forsøge at fylde Store Vega med sin elektroniske soul. Lyt til “(No One Knows Me) Like the Piano” herunder.

 

Lowly: "Heba", 10. februar

Danske Lowly fik for alvor sat gang i den musikalske karriere, da de i 2015 spillede på Spot Festival. Nu har de en pladekontrakt hos Bella Union, der også har navne som Beach House, Father John Misty og The Walkmen i kataloget. Gruppens debutplade “Heba” udkommer samme dag, som de spiller koncert i Konservatoriets Koncertsal i forbindelse med Copenhagen Phils 60 Minutes Festival. Du har stadigvæk mulighed for at købe billet til koncerten.

 

Marilyn Manson: "Say10", 14. februar

Marilyn Manson er på vej med sit tiende studiealbum, opfølgeren til ”The Pale Emperor” fra januar 2015. Det kommer til at hedde "SAY10" (et ordspil på "Satan") og udkommer den 14. februar 2017 – altså på Valentins Dag. Manson offentliggjorde en video-forsmag på albummet den 8. november, samme dag som det amerikanske præsidentvalg fandt sted. I den voldsomme video, som nu er fjernet fra Mansons officielle YouTube-konto, ser man en halshugning af en person, der at dømme efter påklædningen kunne minde lidt om Donald Trump. I bagklogskabens lys kan man så diskutere, om det var et klogt træk af Manson, men det er en helt anden historie.

 

 

Ryan Adams: "Prisoner", 17. februar

Den førhen superproduktive sanger og sangskriver er på vej med sit 16. studiealbum fra og med solodebuten ”Heartbreaker” fra 2000. Den tidligere Whiskeytown-frontfigur er gået en anelse ned i arbejdstempo i de senere år efter tidligere at have udsendt helt op til tre ordinære album på et år plus diverse sideprojekter. Det er således to et halvt år siden, han udgav sit sidste album med egne sange, et album, der blot hed ”Ryan Adams”, men han udgav dog i 2015 et album, hvor han havde genindspillet hele Taylor Swifts storhittende ”1989”-album fra 2014 sang for sang. Det kommende album skulle være inspireret af blandt andre AC/DC, Bruce Springsteen og Bruce Hornsby. Varm op med førstesinglen "Do You Still Love Me?”

 

Suspekt: "100% Jesus", 17. februar

Midt på måneden er der godt nyt til danske hiphop-fans. Den efterhånden meget rutinerede trio Suspekt vender tilbage med deres sjette album, der har fået titlen “100% Jesus”. Gruppen udtaler selv om “100% Jesus”:

- Titlen afspejler ene og alene den sindstilstand, vi har befundet os i de sidste to år, hvor vi har arbejdet på det her album. Der er ingen tvivl om, at det her er vores bedste værk til dato. Det er det mest velproducerede album, vi nogensinde har skabt, og vores tekster har aldrig været skarpere end nu.

Suspekt kan opleves live følgende steder i 2017:
31.03.2017 – Scandinavian Congress Center, Aarhus
07.04.2017 – Forum, København
08.04.2017 – Aalborg Kongress & Kultur Center

 

 

Dirty Projectors: "Dirty Projectors", 24. februar

“Swing Lo Magellan” var titlen på Dirty Projectors seneste fuldlængdeudgivelse, som udkom for snart fem år siden i sommeren 2012. Den blev taget godt imod de fleste steder – vores anmelder var også begejstret og gav albummet fem stjerner og rosende ord med på vejen. Den Brooklyn-baserede gruppe har et nyt, selvbetitlet album på trapperne, hvor åbningsnummeret “Keep Your Name” allerede blev sluppet løs tilbage i september måned. Nu er “Little Bubble” og “Up In Hudson” også blevet offentliggjort som appetitvækker til deres sjette album. Sidstnævnte kan høres herunder med tilhørende musikvideo.

 

Sun Kil Moon: "Common As Light and Love Are Red Valleys of Blood", 28. februar

Moon Sung-Kil er en tidligere koreansk bokser. Sun Kil Moon er en amerikansk indiefolk-gruppe, opkaldt efter bokseren, som har den karismatiske – til tider kontroversielle – Mark Kozelek i spidsen. Han var med til at danne bandet Red House Painters, som blev opløst i 2001. Siden da har han udgivet syv soloalbum og syv album med Sun Kil Moon-projektet. I slutningen af måneden kan man se frem til Sun Kil Moons ottende album med den dystre titel “Common As Light and Love Are Red Valleys of Blood”. Det er et halvt år siden, at albummets titel og udgivelsesdato blev offentliggjort, så for de utålmodige bliver februar en god måned.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA