GAFFAs webredaktør om sin satiriske musikbranchekrimi: – Overdrivelse fremmer forståelsen

GAFFAs webredaktør om sin satiriske musikbranchekrimi: – Overdrivelse fremmer forståelsen

Ole Rosenstand Svidt har siden 1997 været tilknyttet GAFFA, hvor han i dag er webredaktør. Han er også romanforfatter, og hans to erhverv mødes nu i den satiriske musikbranchekrimi Det bliver et nej tak herfra, der netop er udkommet på det københavnske Byens Forlag. Vi har stillet Svidt en stribe spørgsmål om bogen og hans tanker bag den.

Du har for ganske nylig udgivet bogen ”Det bliver et nej tak herfra”, en satirisk krimiroman om den danske musikbranche. Hvad gav dig oprindeligt idéen?

Det hele begyndte i 2009, hvor Politikens Forlag udskrev en krimikonkurrence. På daværende tidspunkt havde jeg skrevet min første roman, "Indbrud", som jeg dog ikke havde fundet noget forlag til at udgive – jeg fik det ene afslag efter det andet, men dog med moderat ros og konstruktiv kritik. For at komme videre besluttede jeg mig for at deltage i krimikonkurrencen og fandt ret hurtigt ud af, at jeg gerne ville have den til at foregå i musikbranchen, da det er et miljø, jeg kender, og jeg derfor ikke skulle researche til et helt nyt miljø. Desuden er musikbranchen fuld af farverige personer, magtkampe og fra tid til anden en skandale, som jeg måske kunne lade mig inspirere af.

Dengang i 2009 var X Factor et forholdsvis nyt fænomen i Danmark – det kørte på anden sæson. I de første sæsoner var der meget mere fokus på deltagere, der gjorde sig selv til grin, end der er i dag, og de fik ofte hård kritik af især Thomas Blachman, der virkelig var skarp dengang – han er blevet noget blidere med årene. Det medførte en del offentlig debat, hvor flere kritikere påpegede, at det var mærkeligt, at en licensfinansieret public service-kanal som DR ville bruge penge på et program, hvor indholdet til tider tangerede voksenmobning.

Kort forinden havde der kørt en anden debat om den daværende P3-musikchef Lars Trillingsgaards magt som licensfinansieret smagsdommer. Det var i 2008 kommet frem, at han mere eller mindre direkte havde opfordret Rasmus Nøhrs pladeselskab Copenhagen Records til at klippe en saxofonsolo ud af nummeret "Alderspræsident" – læs mere om sagen her – det ville gøre det lettere at få sangen spillet på P3, lød det. Det gav også en del offentlig kritik, hvor flere undrede sig over, at en licensfinansieret public service-kanal som DR skulle styre musikken ned i detaljer på den måde.

Nogenlunde samtidig bragte det nu hedengangne herremagasin Arena en artikel om de fem mest magtfulde mænd i dansk musik under 40. Lars Trillingsgaard lå på førstepladsen, og det gjorde han også året efter – hvor min egen daværende og nuværende chef Peter Ramsdal i øvrigt var nummer to – læs mere her.

Jeg fik så idéen til at skrive en krimi, hvor disse fem magtfulde musikmænd, eller nogle, der mindede om dem, blev udsat for en eller flere forbrydelser, der skulle fjerne dem fra deres magtfulde positioner i dansk musik. Da jeg kender mere til journalistmiljøet end til politiets arbejde, var det oplagt at lade hovedpersonen, der skal opklare forbrydelsen, være journalist. Thomas Blachman lå i øvrigt ikke på listen over de magtfulde mænd, men fordi han fyldte og fylder så meget i mediebilledet, var han alligevel inspiration til en af figurerne, den yderst selvbevidste talentshowdommer Anders Gregorius.

Jeg sendte romanen ind til Politikens krimikonkurrence, men vandt ikke og havde heller ikke regnet med det – jeg havde kun trekvart år til at skrive 250 sider à 2000 anslag med fuldtidsarbejde ved siden af, men jeg fik dog skrevet et udkast, jeg kunne arbejde videre på. Jeg havde dog ikke regnet med, at det skulle tage otte år, inden bogen kom på gaden, men det gjorde det altså. Det er så mit held, at X Factor igen har fået en del medieomtale, fordi det har 10 års jubilæum herhjemme i år. Jeg skrev dog ikke så meget i 2010 og 2011, fordi jeg omsider fik antaget min første roman "Indbrud" til udgivelse på det desværre nu lukkede Aarhus-forlag Nulpunkt, men forlaget havde en del ændringsforslag, så i de to år arbejdede jeg mest på "Indbrud". Den fik heldigvis en nogenlunde pæn modtagelse, som gav mig lyst til at fortsætte med min musikbranchekrimi.

Flere personer undervejs er stærkt genkendelige - du nævner selv Anders Gregorius, som meget tydeligt er Thomas Blachman - men lad os lige hive fat i hovedpersonen Leo også, der arbejder for musikmagasinet Beat. Han kunne tænkes at være en Ole fra Gaffa; var det vigtigt for dig også at hænge dig selv og Gaffa ud når nu resten af musikbranchen får nogle hug?

Ja, jeg synes, satiren virker bedre, når jeg også retter kritikken og humoren indad. Det ville være utroværdigt, hvis jeg skød på alle andre og så fremstillede min hovedperson og hans arbejdsplads som hævet over de problemer, som den danske musikbranche og medieverden kæmper med – altså manglen på tid og penge og den deraf følgende mangel på lydhørhed over for udtryk, der ikke er mainstream, for at sige det kort. Desuden er en del af karaktererne i romanen ganske forfængelige, og det gælder også i nogen grad hovedpersonen, for at han ikke skal fremstå som perfekt og endimensionel i forhold til de andre.

Så er det jo nærliggende at spørge hvor alvorligt man skal tage satiren, f. eks. når du antyder at Gaffa er lukningstruet, at man kan købe sig til omtale i bladet gennem såkaldte sponsorerede artikler, at aldrede rockkoryfæer vil købe magasinet for at lukke det pga. dårlige anmeldelser i hine tider. Hvor meget er overdrivelse og hvor meget fremmer forståelsen, for nu at sige det sådan?

Det meste er overdrivelse, der forhåbentlig fremmer forståelsen. At hovedpersonen Leos arbejdsplads Beat er lukningstruet, var mest noget, jeg indsatte for at sætte hovedpersonen under maksimalt pres og dermed skabe mere spænding og drama i teksten. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at GAFFA ligesom mange andre medier i ind- og udland er udfordret, som det jo hedder på moderne dansk, af den moderne medievirkelighed, hvor multinationale giganter som Facebook og Google har taget en stor del af de traditionelle annoncekunder og dermed en betragtelig del af vores indtægtsgrundlag. Hvis du læser det danske medie-nyhedssite MediaWatch, går der stort set ikke en dag uden historier om konkurser, fusioner og fyringsrunder i den danske medieverden. JP/Politikens Hus var igennem en større fyringsrunde sidste sommer, BT og Metroexpress' nye, fælles selskab BTMX vil fyre en stribe medarbejdere etc.

Det fører så frem til de sponsorerede artikler, for ja, de har også fundet vej til GAFFA – dog indtil videre i begrænset omfang – såvel som mange andre medier, også medier som får millioner af årligt statstilskud i form af mediestøtte, eksempelvis Børsen, Berlingske og Politiken. Det er et forsøg på at vinde de tabte annoncekroner – og for avisernes vedkommende også de tabte abonnementsindtægter, for de styrtdykker også grundet digitaliseringen – hjem på anden vis. Man kan så diskutere den journalistiske integritet i det, men det er fuldt lovligt, når man blot markerer det. Læs mere i denne artikel fra Dansk Journalistforbunds medlemsblad Journalisten.

Det med at købe GAFFA for at lukke det var noget, Peter Viskinde sagde i et interview med GAFFA engang – læs det underholdende interview her – men det var nu trods alt vist sagt i spøg. Der kom i hvert fald aldrig et konkret købstilbud på bordet.

Du er også ude med den satiriske rive i forhold til DRs meget snævre musikdækning, der fremstilles som et system, der gavner de få og økonomisk stærke, men reelt lukker rigtig megen musik og kultur ude. Situationen er vel egentlig, at her overdriver du ikke særlig meget?

Sådan har det i hvert fald været, og det har også været under heftig debat i pressen. Det bliver jo jævnligt debatteret, hvorvidt et program som X Factor er public service, og det synes jeg ikke, det er. Det er sådan set et ganske underholdende program, som jeg ser med stor fornøjelse, men jeg synes, det med sin gennemført kommercielle natur hører hjemme på en privatejet, kommerciel kanal. Det er jo et koncept, DR har købt af Simon Cowell, som er blevet hovedrig på idéen, og hvis pladeselskab Syco Music har et samarbejde med det multinationale selskab Sony Music, der automatisk er distributør af vindernes første udgivelser – læs mere her. DR yder dermed indirekte Sony Music erhvervsstøtte for licensbetalernes penge. Ifølge dagbladet Information er DR faktisk den eneste ikkekommercielle tv-station i verden, der viser X Factor, selvom det bliver vist i talrige lande.

P3 har også været under skarp beskydning for sin strømlining, som jeg beskrev tidligere. Nu fik P3 så en ny musikchef ved årsskiftet, Mathias Buch Jensen, som i interview med mig har lovet mere åbenhed og alsidighed – og blandt andet vil invitere eksterne folk fra musikmiljøet ind til redaktionsmøderne. Det synes jeg lyder fornuftigt. Desuden fik DR en ny musikhandlingsplan sidste sommer, som også skulle betyde mere alsidighed. Det håber jeg bliver tilfældet, og det vil jeg i hvert fald i min egenskab af musikjournalist holde Mathias Buch Jensen og andre folk på DR fast på. Jeg har i øvrigt foræret ham et eksemplar af min bog og håber, han læser den.

Det skal dog siges, at DR's talentudviklingsprogram KarriereKanonen, der kører i et samarbejde med Smukfest og Bandakademiet, rent faktisk har formået at finde og udvikle nogle reelle talenter, der får gang i en solid karriere, modsat X Factor-vinderne. Eksempelvis Magtens Korridorer, The Minds of 99 og Katinka. Så der er lidt lys i mørket.

Lad os lige dvæle lidt ved den problematik du er inde på her, nemlig det forhold at DR, gennem et program som X Factor og velsagtens også via dækningen på P3, bruger licenspenge, det danske folks penge, til at støtte pengestærke pladeselskaber gennem ensrettet popmusik. Lad os lige få det på det rene – vi taler om monopolvirksomhed, der reelt fungerer som reklamesøjle for de stærke plade- og medieselskaber, ikke sandt?

I tilfældet X Factor klart ja via aftalen med Syco Music og dermed Sony Music. Hvad angår P3, er det lidt mindre åbenlyst. På grund af sin strømlinede profil spiller kanalen ofte musik, der udkommer på et multinationalt pladeselskab, men jeg har ikke belæg for at sige, at P3 giver de store pladeselskaber forrang. Man kan sagtens blive playlistet på P3 på et mindre selskab eller som selvudgiver, det er der talrige eksempler på, fx bølgen omkring Kidd og CHEFF Records, der var selvudgivere i starten, før de lavede aftaler med større selskaber, bl.a. ArtPeople. Også Lukas Graham blev playlistet, før han officielt fik en kontrakt med Copenhagen Records. Det synes dog at være en klar fordel at lave noget, der lyder som noget, et stort selskab kunne have udgivet.

Og det har jo desværre stået på i mange år efterhånden. Du er kendt vidt og bredt i danske musikkredse som en flink fyr, og alligevel udtænker denne her flinke fyr en krimiroman, hvor plottet drejer om selvtægtshandlinger i et forsøg på at tvinge musikbranchen til at vågne op; jeg formoder det ikke nødvendigvis er denne strategi, du vil anbefale, men hånden på hjertet, hvad kan der gøres?

Jeg håber, P3's omtalte nye musikchef vil være lydhør for ønsker om alsidighed og åben for input udefra, hvilket han jo også har lovet i forhold til DR's omtalte handlingsplan - også i det ovenfor nævnte interview med mig til GAFFA. Og at hans forgænger, den nu forfremmede Lars Trillingsgaard, vil være det samme i sit nye job som overordnet strategisk musikchef for DR's radiokanaler – læs et interview med ham her. Så har det tidligere været foreslået i debatten, at man kunne køre med tidsbegrænsede ansættelser i jobbet som musikansvarlig i stil med dem, man finder i Statens Kunstfond, hvor medlemmerne i de legatuddelende råd bliver skiftet ud hvert tredje år for at undgå magtfuldkommenhed og risiko for nepotisme. Det synes jeg lyder fornuftigt. Jeg er ikke ude på at få fyret Mathias Buch Jensen efter tre år, men det kunne være interessant med en konstruktion, hvor der helt automatisk blev skiftet lidt ud i de redaktioner, der bestemmer musikprofilen på diverse DR-kanaler, med jævne mellemrum. Så kan de udskiftede forhåbentlig overgå til andet arbejde i DR - om ikke andet så bare for en periode, så kan de eventuelt vende tilbage igen.

Noget helt andet, og det gælder så ikke DR, men jeg er ikke alene om at angribe den danske musikbranche for snæversynethed. Mads Langer gjorde noget lignende på Facebook for nylig og fik masser af opbakning, det handlede så bare om Danish Music Awards, der jo kører på TV2:

Det synes jeg er en særdeles interessant kritik, især fordi det kommer fra en person, der er en del af den etablerede musikbranche, og som derfor ikke bare kan affærdiges med, at "han er bare misundelig, fordi han ikke har nogen hits". Det bliver spændende at se, om flere kunstnere vil tage konsekvensen og nægte at optræde med playback, eller singback, som det er ifølge DMA, altså livesang til indspillet musik. Og her skal det indskydes, at al musik til GAFFA-Prisen selvfølgelig er 100 procent live.

Så lidt simpelt sagt; i din bog skildrer du nogle forsøg på at ændre på tingenes tilstand gennem lovbrud mens du selv foreslår strammere lovgivning for at sikre større alsidighed. Kunne man forestille sig regulering i stil med affirmative action, f. eks. stramt loft på hvor mange gange et enkelt nummer eller en enkelt kunstner eller gruppe må spilles pr. uge, hvor mange numre et givet pladeselskab og evt. underlabels må spilles, etc., altså strammere lovgivning for at forhindre overrepræsentation?

Ja, det kunne man i princippet godt, men det skal så sættes i forhold til, hvor stort det pågældende pladeselskab er. For de store multinationale selskaber sidder jo på en stor del af musikmarkedet, og det vil jo så rent statistisk afspejle sig i musikprofilen, og det har jeg sådan set ikke noget problem med - bare der også er plads til de små og selvudgiverne. Og her taler jeg kun om licensfinansierede radiostationer - de kommercielle stationer må for min skyld gerne køre deres eget løb.

Er problemet ikke at de store selskaber sidder på så stor en del af markedet som tilfældet er netop fordi de sikres solid overrepræsentation i mediebilledet – herunder velsagtens også Gaffa? Kunne men ikke forestille sig, at folks smagsløg måske i virkeligheden er en del bredere end selskabernes kommercielle interesser, men at problemet reelt består i, at man ikke giver dem chancen men i stedet spiller for ensidigt, med det oplagte formål at sælge sin vare?

Jo, det kunne man godt, men de fleste vil dog nok høre noget, de kender lidt til i forvejen. Da DR P6 Beat blev lanceret, gav kanalen meget plads til den mere eksperimenterende musik, men lyttertallene var lave, og på et tidspunkt besluttede man sig for at strømline kanalen lidt ved at fjerne den mest smalle musik og erstatte den med fx meget indierock af den mere lyttervenlige slags, herunder masser af 90'er-britpop og grunge, og straks steg lyttertallene. Der er selvfølgelig også nogle, der vil udfordres, og det skal de da have lov til at blive. Omvendt er der jo masser af genrer, der klarer sig fint uden den store medieopmærksomhed, fx metalmusikken, hvor det stort set kun er Volbeat og Metallica, der får bred dækning, selvom mange af de mindre bands har et ganske solidt publikum, ikke mindst på livescenerne.

På GAFFA er jeg webredaktør, og her kan jeg se, hvilke historier der bliver læst mest, og det er oftest om de kendte navne, mens artikler om mindre kendte kunstnere bliver læst mindre, bortset fra hvis det er seks- eller enstjernede anmeldelser, som altid tiltrækker sig opmærksomhed, eller hvis der er en spektakulær video eller nogle ditto billeder med, eller en dediceret sensationshistorie. Eller hvis det er en virkelig grundig og velskrevet artikel, som så forhåbentlig kan give folk lyst til at dele den på de sociale medier. Men vi forsøger da at udfordre os selv og læserne med andet end det mest oplagte, i hvert fald i et vist omfang. Igen vil jeg dog mene, at der er forskel på et medie, som er licensfinanseriet, hvilket i vore dage er stort set det samme som skatteyderfinansieret, og som skal leve op til et public service-krav, og så et privatejet medie som GAFFA, som ikke er underlagt samme regler.

Det er klart at der er forskel, men det moralske problem kan vel ikke helt bortforklares med licens eller ej? Når folk helst vil høre det de kender, så er det jo fordi det er de blevet vænnet til gennem en lang årrække, og det ændrer sig helt sikkert ikke medmindre man gør noget, og det er der jo nogle, der skal tage ansvar for, jævnfør også din bog. DR, TV2, etc. har et medansvar, men det har Gaffa vel også, ikke mindst fordi Gaffa er landets største musikmagasin; sat på spidsen, hvis ikke musikelskere skal serviceres af Gaffa, hvor så?

Bestemt, bestemt, og jeg synes da også i al beskedenhed, vi kommer ganske langt omkring i forhold til DR og TV2, i hvert fald hvis man sammenholder det med det faktum, at GAFFAs budget jo kun er en brøkdel af deres og af samme årsag har langt færre musikkyndige folk ansat - også i forhold til brugerantallet.

En anden ting er så, at streamingtjenester, sociale medier og virale hits i større og større omfang er medvirkende til at bestemme, hvad folk lytter til, i forhold til radio og tv. Hvad folk bliver eksponeret for på streamingtjenester og sociale medier, er jo så heller ikke altid tilfældigt, for det er ofte baseret på en overvågning af folks lytteradfærd, så man kan give dem noget, der minder om det, de kender i forvejen - medmindre de har en meget bred og alsidig smag. Men det er vist en anden og også spændende diskussion.

Måske i forlængelse af den snak – i din bog repræsenteres mange ender af den danske musikbranche; talentshows, hitradio og nationale kanaler, rock- og popstjerner, succesrige som afdankede, musikjournalister - de intellektuelle og de fupintellektuelle, alle får de en (k)ærlig behandling med på vejen. Men du gør stort set intet ud af undergrunden. Er dette fordi den ikke i samme grad er oplagt at skyde kritisk på eller er det slet og ret fordi den har så dårlige kår herhjemme, at den end ikke er værd at nævne?

Der optræder da et rockband i romanen, det fiktive orkester The Assasinations, som måske ikke er decideret undergrund, men i hvert fald opererer lidt uden for mediernes søgelys. Men nu er det jo også en kunst at begrænse sig, for jeg ville gerne holde bogen på omkring 300 sider – det skulle ikke være en ny "Krig og fred". Og for mig har temaet været mainstream-mediernes musikdækning, ikke mindst de licensfinansierede medier, og den kunne jeg jo godt ønske mig var mere alsidig. Og for mig er der mindst to slags undergrund: Den undergrund, der er undergrund, fordi musikerne ikke endnu er kommet op fra den, for eksempel hvis de er meget unge, og så den undergrund, der insisterer på at være i opposition til mainstream. Den førstnævnte undergrund er interessant i forhold til denne roman, fordi bogen handler om folk, der forsøger at trænge igennem til et bredere publikum, men bliver afvist. Den bevidst anti-kommercielle undergrund har ikke altid de store ønsker om at få bred mediedækning, og derfor kan man ikke i så høj grad klandre medierne for ikke at omtale den.

Nu vil jeg helst ikke nævne navne, men for nogle år siden kontaktede GAFFA et ungt dansk band, der på det tidspunkt var en del røre om i undergrunden og ville gerne interviewe dem, men de sagde nej tak til os, måske fordi de syntes, vi var for mainstream. Det var selvfølgelig deres suveræne beslutning, men i et sådant tilfælde er vores reaktion: Nå ja, så går vi videre til det næste band på listen, der er grupper nok, der gerne vil have omtale – vi vil ikke lægge os ned på knæ og tigge og bede dem om at lade sig interviewe. Og for god ordens skyld: Det pågældende band var faktisk blevet interviewet af GAFFA halvandet år tidligere, men da de var aktuel med en ny plade, sagde de nej tak til et nyt interview.

Hånden på hjertet – er det ikke en alt for let undskyldning at påstå, at undergrunden ikke ønsker bred mediedækning? Situationen er jo reelt den at undergrund – fra hiphop til electronica, fra goth til synth, fra punk til metal, fra jazz til folk – i mange tilfælde er holdt helt op med at dyrke de brede medier fordi de ved det er spild af tid, for her er der hermetisk lukket overfor deres udtryk. Er sandheden reelt ikke ofte tættere på at selvom vi ikke bryder os om at tage sådanne ord i munden her til lands, så har vi faktisk opbygget et system, der, ganske vist ikke kalder det sådan, men som de facto i forhold til mediedækning og formidling udøver kreativ og kunstnerisk censur?

Nej, det mener jeg trods alt ikke. Der er ingen tvivl om, at mange store medier er økonomisk pressede på grund af svigtende indtægter fra både abonnementer og annoncer - fordi internettet har vænnet folk til, at journalistik er gratis, og fordi Facebook, Google og andre giganter har slugt en stor del af annoncekronerne - og i sådanne situationer vælger medierne ofte at satse på det sikre, fordi de ikke tør andet, og blandt andet skærer ned på kulturjournalistikken. Politiken fyrede eksempelvis sin mangeårige teaterredaktør Monna Dithmer sidste år, hvilket skabte en del debat – læs mere i denne artikel.

Til gengæld er der i disse dage talrige muligheder for, at man, også uden særlig mange penge, kan starte egen blog, sit eget medie, være aktiv på sociale medier, benytte sig af streamingtjenester med videre, og i forhold til mange andre lande er der masser af offentlige støttekroner til kunst og kultur, herunder rytmisk musik. I forhold til internettets, streamingtjenesternes og de sociale mediers fremmarch i de senere år er det faktisk blevet lettere, mener jeg, at blive hørt, helt uden om mainstreammediernes bevågenhed. Man konkurrerer jo så selvfølgelig stadig med alle de andre, der er i samme situation. Et navn som Gulddreng, som jo ganske vist er superkommerciel, blev først et hit på streamingtjenesterne og de sociale medier, før DR begyndte at spille ham. Det skete selvfølgelig ikke uden et hårdtarbejdende pr-apparat bag ham, som bare valgte at kaste deres kærlighed - og penge - på streamingtjenesterne og de sociale medier i stedet for at overbevise DR om, at de skulle sætte ham i tung rotation. Det gjorde DR så - til dels - først bagefter, for ikke at virke helt ude at trit med folkestemningen – læs mere i denne artikel.

Jeg vil gentage min pointe fra tidligere, at jeg mener, at DR som en licensfinansieret virksomhed med public service-funktion har en særlig forpligtelse til at vise musikkens alsidighed, til glæde for både lytterne og musikerne, og det er også derfor, det især er DR, jeg er gået efter i min roman. Hvad private medier som for eksempel GAFFA skriver om, det må sådan set være en sag mellem bladet og dets læsere, og hvis vi skriver om noget, folk ikke gider læse om - eller på en måde, så de ikke gider læse om det - så holder de op med at læse os, og så lukker bladet. Længere er den ikke, men jeg synes som sagt i al beskedenhed, at vi gør det ganske godt, også hvad angår alsidighed, men man kan jo selvfølgelig altid blive bedre. Og vi er altid interesseret i konkurrence, både fra eksisterende og nye medier, hvis der er nogen, der vil tage kampen op.

Afslutningsvist, for nu at vende tilbage til udgangspunktet, kan der forventes flere romaner fra din side også fremover?

Ja, det kan der, og jeg har også nogle idéer, som jeg dog ikke tør afsløre så tidligt i processen. Men nu tager jeg lige en pause, blandt andet for at LÆSE nogle romaner, som andre har skrevet – for i de sidste tre måneder op til udgivelsen fik jeg ikke læst noget som helst ud over mit eget, og det er også i perioder ret anstrengende at skrive romaner, samtidig med at man har fuldtidsjob, og nogle gange mere end fuldtids-ditto. Der gik fem år mellem mine to første romaner, og der går nok også fem år, inden den tredje kommer, medmindre mit liv ændrer sig radikalt inden da. Og det ved man jo aldrig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA