Jens Lekman – 100 procent selvbiografisk – næsten da

Den svenske sanger og sangskriver har ingen problemer med at udlevere sig selv og sine venner i sine sange – med navns nævnelse

Den fulde version af interviewet, der optræder i let forkortet version i GAFFAs novembernummer

Den 26-årige svenske sanger og sangskriver Jens Lekman har fået masser af roser for sine to forrige album fyldt med skrøbelige, naivistiske, let melankolske og meget melodiske popsange. Nu er han aktuel med sit tredje album "Night Falls Over Kortedala".

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Jens Lekman er hans tekster, som ofte er små historiefortællinger om en ung mands op- og nedture med diverse, ofte navngivne kvinder såsom Sara, Lisa og Nina. På det nye album optræder eksempelvis sangen "A Letter To Nina", en sang til en lesbisk kvinde, som fortælleren i sangen gerne vil være (proforma)kæreste med for at berolige hendes katolske far. Brevet er underskrevet ”Yours Truly, Jens Lekman”, og så er det jo oplagt at spørge Lekman:

Hvor selvbiografiske er dine sange?
– De er næsten 100 procent selvbiografiske. Jeg vil gerne gøre sangene så personlige som muligt. Nogle gange husker jeg dog forkert. Eksempelvis synger jeg i sangen "Silvia" (fra debutalbummet "When I Said I Wanted To Be Your Dog", red.) om, at jeg som barn var stor fan af dronning Silvia og engang mødte hende. Da pladen var udkommet, ringede min mor og sagde, at det i hvert fald ikke passede, at jeg havde mødt hende, og nu ville vi sikkert blive sagsøgt af det svenske kongehus, griner Jens Lekman.

Har du fået negative reaktioner fra nogle af de folk, du synger om med navns nævnelse?
– Nej, aldrig, kun positive, men nogle gange har jeg dog også ændret navnene på personer. Men jeg er stadig gode venner med både Nina og hendes far. Når jeg afslutter sangen om dem med at synge ”yours truly, Jens Lekman”, så var det for at understrege, at det er en seriøs historie og ikke bare en joke. Mange af mine sange er startet som en slags vitser, men jeg kan godt lide at pakke dem ind i en form for værdighed, så de ikke bare ender som det rene pjat.

Pitchfork styrer verden
Noget andet særligt ved Jens Lekmans musik er, at han bruger masser af samples, selv om hans musik ikke er det mindste hiphop-orienteret. Hvorfor nu det?

– Da jeg begyndte at lave musik som teenager, var samples en let måde at skabe noget, jeg ikke selv kunne spille. Og med tiden er jeg blevet glad for den musik, der kan opstå, når man kombinerer passager, som det slet ikke har været meningen skulle sættes sammen. Jeg har dog ikke haft råd til at sample alt det, jeg gerne ville, så i nogle få tilfælde har jeg fået musikere til at genindspille visse passager, men så de lyder så tæt på originalen som muligt. På mit nye album har jeg fået hjælp af Mike Leonhart, der har spillet med Steely Dan. Han var den helt rette mand til opgaven.

Du bliver hypet meget på det ansete amerikanske indie-site Pitchfork Media. Hvad siger du til det?
– Det har jeg lidt ambivalent med. Jeg er på den ene side meget beæret, og jeg ved også, at det har en stor effekt. Hvis man for eksempel har fået over 8.0 i karakter, er der en række store butikskæder, der automatisk bestiller ens plade hjem og festivaler, der automatisk booker en.

– Omvendt har jeg så fået af vide, at hvis min plade fik under 6.0, kunne jeg godt aflyse min amerikanske turné. Så de har en utroligt stor magt. Dagen efter, at jeg havde fået 9.0 for mit nye album af Pitchfork, fik jeg sågar et brev fra Air France om, at jeg nu var opgraderet fra bronze- til sølv-VIP-medlem hos dem, selvom jeg aldrig har brugt deres VIP-klub. Meget mystisk. Men Pitchfork sidder åbenbart i en hule et eller andet sted og styrer hele verden.

Ikke i González’ fodspor
Som noget helt usædvanligt for en musiker i 2007 har Jens Lekman ikke nogen MySpace-profil. Han forklarer:
– Jeg synes, MySpace er en mærkelig måde at kommunikere med folk på. Det hele handler om, hvem der har flest venner, sukker Jens Lekman, som til gengæld opfordrer folk til at sende ham mails – og han lover at svare på alle henvendelser, selv om der godt kan gå et par uger.

Din kollega José González har fået et kæmpegennembrud ved at få sin sang "Heartbeats" brugt i en tv-reklame. Kunne du forestille dig noget tilsvarende?
– Nej, for det passer mine sange ikke til. Josés sange er så abstrakte, at de både kan passe ind i en overfladisk reklamesammenhæng og til nærlytning, hvilket jeg faktisk er lidt misundelig på ham for. Mine sange er dermed så personlige, at de ikke kan bruges til reklamer. Jeg er faktisk flere gange blevet kontaktet af folk, der vil bruge mine sange i reklamer, men så har jeg skullet ændre i teksterne for at gøre sangene mindre personlige. Og det vil jeg ikke.

Jens Lekmans hjemmeside