Guide: Syv stærke med de NorthSide-aktuelle shoegaze-legender Ride

Guide: Syv stærke med de NorthSide-aktuelle shoegaze-legender Ride

Rockkvartetten Ride fra Oxford i England er netop blevet annonceret til årets NorthSide. Gruppen annoncerede 22. december 2016, at vi vil udgive et nyt album til sommer, bandets første i 21 år. I sidste uge udgav de så deres første to nye singler i ligeledes 21 år, ”Charm Assault” og ”Home is a Feeling”.

Ride var nogle af bannerførerne inden for den såkaldte shoegazebølge i første halvdel af 90’erne – selvom de som så mange andre af grupperne ikke brød sig om den musikjournalistopfundne term, som sigtede til musikernes ofte indadvendte sceneoptrædener. Shoegazerne var en stribe fortrinsvis britiske grupper, der blandede melankolske, melodiske popsange, luftige, drømmende vokaler og massive mængder af støjende, forvrængende og feedbackende guitarer.

Blandt andre af genrens fremmeste orkestre kan nævnes My Bloody Valentine og Slowdive, der ganske ligesom Ride forsvandt fra rampelyset i slutningen af 90’erne, men begge er vendt tilbage i dette årti. My Bloody Valentine blev gendannet i 2007, spillede på Roskilde i 2008, udgav i 2013 deres første album i 22 år, ”M B V”, og gav samme år koncert i Vega. Slowdive blev genforenet i 2014 og spillede samme år på Roskilde, på et afbud fra Chromeo. I januar udgav de deres første single i 22 år, ”Star Roving”, og har annonceret et nyt album i 2017.

Ride er gendannet i den oprindelige lineup alias de to sangere, sangskrivere og guitarister Andy Bell (nej, ikke ham fra Erasure, men ham, der efter Ride dannede den kortlivede gruppe Hurricane No. 1 og senere blev bassist i Oasis og Beady Eye) og Mark Gardener (der også spillede tangenter) samt Steve Queralt på bas og Laurence Colbert og trommer.

Ride nåede i første omgang at udgive fire album, seks ep’er og en stribe singler i perioden 1990-1996. Da deres sidste album, det dårligt anmeldte og svagt sælgende ”Tarantula” udkom i 1996, var gruppen netop gået i opløsning. Vi varmer op til sommerens NorthSide-koncert med syv stærke sange med stilskaberne.

 

Chelsea Girl (fra debut-ep’en ”Ride”, 1990)

Første sang fra Rides selvbetitlede debut-ep. En hurtig powerpopsang med den perfekte blanding af støj, energi og melodi.

 

 

Seagull (fra albummet ”Nowhere”, 1990)

Det majestætiske, seks minutter lange åbningsnummer på debutalbummet ”Nowhere” indkapsler alle Rides kvaliteter: Angrebslystne guitarer, piskende trommer, luftige dobbeltvokaler. Bare det snart var juni!

 

 

Vapour Trail (fra albummet ”Nowhere”, 1990)

Afslutningssangen på debutalbummet ”Nowhere” (i hvert fald vinyludgaven – cd’en havde tre bonussange) er nok Rides mest kendte nummer og deres mest spillede på Spotify. Sangen er karakteristisk ved det iørefaldende guitarriff og den groovy rytme. Den adskiller sig dog ved at byde på en strygekvartet til slut, og så er den en af de sange, hvor kun én synger leadvokal – i dette tilfælde Andy Bell.

 

 

Leave Them All Behind (fra albummet ”Going Blank Again”, 1992)

Første sang på gruppens andet album ”Going Blank Again” er gruppens længste på hele otte minutter, men blev i en fire minutter kortere version bandets første og eneste top 10-hit på den engelske hitliste. Sangen begynder blidt, men udvikler sig til et dramatisk og meget larmende klimaks.

 

 

Twisterella (fra albummet ”Going Blank Again”, 1992)

En af de kortere, mere tempofyldte og mindre støjende sange fra bandets album og et nummer, som peger frem mod gruppens tredje album fra 1994.

 

 

Birdman (fra albummet ”Carnival of Light”, 1994)

På deres tredje album, ”Carnival of Light”, havde Ride lagt stilen markant om. De støjende guitarer var væk, vokalerne var trukket længere frem, og inspirationen fra klassiske 60’er-navne som The Beatles og The Rolling Stones var tydeligere end nogensinde. Det var før, medierne begyndte at kalde udtrykket britpop, men det var det, vi fik af Ride anno 1994.

På ”Birdman” citeres der åbenlyst fra The Beatles-klassikeren ”Blackbird”, mens en andet af albummet sange, ”I Don’t Know Where it Comes From”, lægger sig tæt op ad rullestenenes ”You Can’t Always Get What You Want”. Også 60’er-gruppen The Creations ”How Does it Feel to Feel?” bliver fortolket på albummet – The Creation var i øvrigt også gruppen, som bandets pladeselskab Creation Records var opkaldt efter, om end selskabet fik sit navn allerede i 1983, fem år før Ride blev dannet.

 

 

”Home is a Feeling” (single, 2017)

Ride udgav tidligere i februar hele to nye singler, den uptempo og udadvendte ”Charm Assault” og den mere eftertænksomme og drømmende ”Home is a Feeling”. Begge numre er absolut hæderlige comebacks, men vi vælger her ”Home is a Feeling” – også selvom Ride her lyder næsten lige så meget som Slowdive som sig selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA