Stort interview med GAFFA-Prisen-aktuelle Kellermensch – Op af kælderen og tilbage i rampelyset

Stort interview med GAFFA-Prisen-aktuelle Kellermensch – Op af kælderen og tilbage i rampelyset

GAFFA har taget turen til Esbjerg for at mødes med genopståede Kellermensch, der faktisk aldrig rigtig for alvor har været væk. De har bare brugt rigtig lang tid på den svære toer, der i kældermenneskenes tilfælde har været sværere end for de fleste. Tag med en tur ind i en verden af tvivl, frustration og eksperimenterende rockmusik.

Kellermensch kan opleves til GAFFA-Prisen i Odeon i Odense 11. marts. Køb billetter via GAFFA.dk/live

Tågen ligger tungt over Esbjerg-egnen, hvor Kellermensch-frontmand Sebastian Wolff og hans familie har til huse. I den ene ende af ejendommen er en helt normal bolig, men træder man over gårdspladsen, finder man en stor bygning med to døre, hvori en blanding af lysstofrør og dekorative gamle lamper sørger for at lyse Kellermensch’ velvoksne øvelokale og studie op. En bygning, der har været flittigt brugt hen over det sidste års tid.

Selvom det efterhånden er hele otte år siden, Kellermensch udgav deres selvbetitlede debut, kan man ikke beskylde Sebastian for at have ligget på den lade side. Der er blevet turneret heftigt i kølvandet på både debutpladen og den efterfølgende ep, Narcissus (2010, red.), ligesom han har produceret for andre kunstnere samt passet sit arbejde som underviser på Esbjerg Forberedende Erhvervsskole. Og i løbet af de sidste to et halvt år er han desuden blevet far til tre (!) børn, har købt hus på landet, nå ja og så er det i den absolut travleste periode af hans liv sammen med resten af Kellermensch lykkedes ham at færdiggøre den bogstaveligt talt længe ventede debutopfølger, de har arbejdet på de sidste mange år. Men hvorfor skulle der alligevel gå otte år mellem Kellermensch og det tunge, nye storværk, Goliath?

Svaret skal findes i teksterne. Eller rettere manglen på samme. I årene efter debuten og Narcissus har Kellermensch nemlig skrevet og indspillet et hav af numre, der stak i et væld af forskellige retninger, men alle mere end værdige til en plads på et eventuelt kommende album. Der manglede bare en ting, for at de kunne blive færdige: Ord.

– På et tidspunkt måtte vi gøre op med os selv, hvor meget vægt vi ville lægge på teksterne. Om de virkelig skulle gennemarbejdes, eller om det var fint nok med noget, der satte en stemning, men ikke nødvendigvis gav så meget mening ved nærmere eftersyn. Stemningen satte vi jo så rigeligt med musikken allerede, og når man som dansk band synger på engelsk, er der alligevel ikke så mange, der lytter efter, hvad der bliver sunget. Alligevel sad vi tilbage med en følelse af, at det kunne betale sig – og det blev et stort arbejde at få det hele til at gå op og til at give mening, fortæller Sebastian, mens han asker sin cigaret på gulvet i bandets øvelokale, der i øvrigt er en gammel tilbygning til det nyligt indkøbte landhus.

Men hvorfor ikke bare give efter og skrive nogle mindre meningsfulde tekster?

– Vi skal hele tiden finde et drive til at tage ud at spille, og for at kunne det, skal der være en mission med det kunstneriske udtryk, der er interessant at bruge energi på. Og det har helt sikkert været kampen værd.

Vågne Kellermensch-lyttere vil indvende, at ”gamle” numre på Goliath, som Remainder og Mediocre Man, der tidligere har været luftet ved koncerter, har haft en tekstside, men faktisk har Sebastian til koncerterne mumlet en vrøvletekst til Remainder, mens ordene til Mediocre Man ofte har været improviserede på stedet, og begge numre har først nu fået en fast tekst.

Arbejdet med teksterne har kostet blod, sved og tårer, men efter adskillige genskrivninger af både Christian Sinderman (vokal, trædeorgel, red.), Anders Trans (trommer, red.) og Sebastian selv begyndte det efterhånden endelig at tage form, og ud af den enorme pulje af ny musik, bandet havde opbygget, stod ti tilbage. Klar til at udgøre Goliath.

– Det var en meget frustrerende periode, hvor vi arbejdede med ordene, men da jeg skrev teksten til Bad Sign, ramte den et eller andet. Noget, vi alle sammen kunne høre, vi skulle have mere af på de andre numre. Der blev slået en retning an med det nummer, og derefter handlede det om at få de andre sange til at passe ind i det univers og de tematikker, der blev lagt for dagen der. Vi er alle sammen meget glade for vores debutplade, men vi havde også en følelse af, at der denne gang gerne måtte spilles med mere åbne kort. Folk måtte gerne vide, hvad der blev sunget om. Det var også det, der gjorde det svært, men da vi endelig fik knækket koden, gik det okay hurtigt. Jeg synes også, vi har fået teksterne tilpasset den alder, vi har nu. Vi har taget sangene og kæmpet den kamp, det er at få tekst og musik til at gå op i en højere enhed. Der har været kampe, vi har tabt og kampe, vi har vundet. Det var en benhård kamp for overlevelse, og da støvet havde lagt sig, var det de her ti sange, der stod tilbage.

Enhver forælder ved, at det tager tid og kræfter at have små børn. Du har tre af slagsen, har lige købt hus og færdiggjort en plade. Hvordan er det overhovedet fysisk muligt?

– Jeg ved fandeme heller ikke, hvordan det er lykkedes. Det må være noget med masser af kaffe og en meget forstående kone, haha! Men hvad pladen angår, er det først det sidste års tid, hvor arbejdet har været intensiveret. Ellers har det været meget on/off.

Har I nogensinde overvejet at trække stikket på bandet?

– Nej, det har vi ikke. Selvom vi til tider har været i tvivl om, om vi stadig var et band, og om der ville være tale om en ”gendannelse”, når vi endelig kom tilbage? Men vi har altid vidst, at vi ville lave denne her plade og at bandet ville fortsætte. Det var bare et spørgsmål om hvornår. Men nu hvor vi er tilbage, og det hele kører, føles det som om, vi aldrig har været væk.

 

Den evige dårlig samvittighed

En overgang kunne man opleve Sebastian i front for bandet The King And I, der var en mere afdæmpet størrelse en Kellermensch. Projektet blev dog hurtigt blev sat på stand by. Grunden? Dårlig samvittighed.

– Jeg havde en samling sange, der ikke rigtig passede ind i Kellermensch-regi, som jeg stadig gerne vil indspille og udgive, men jeg havde dårlig samvittighed i forhold til at foretage mig noget, der ikke havde med Kellermensch at gøre. Så det var helt utænkeligt for alvor at sætte gang i et nyt projekt, mens bandet lå brak. På et tidspunkt var det næsten så grelt, at jeg nærmest ikke kunne slå græs uden at få dårlig samvittighed.

At overvære en Kellermensch-koncert er en ret intens affære. Hvordan fremmaner I den intensitet den ene gang efter den anden?

– Vi har lært, at vi har brug for at vide, hvor kanten er, for ligesom at kunne komme ud og vippe på den. Og nogle gange, hvor det bliver så spillesteds-agtigt, at de kan facilitere alt, kan man godt føle, at der ikke er nogen kant, vi kan falde ud over. Men hvis spillestedet nu for eksempel er for småt, så føles det som om, vi kan vælte, hvert øjeblik, det skal være, og det er først der, det bliver spændende for os. Det er også derfor, det kan være hårdt at spille live – det skal helst derop, hvor vi på et tidspunkt har været bange for at vi ikke kan fuldføre sættet, fordi der er noget, der er ved at gå galt. Efter en koncert spørger vi aldrig hinanden om det gik godt, vi spørger: ”Var det spændende?” For hvis ikke det var spændende, er det lige meget, hvor godt, vi har spillet.

Mange andre bands ville have rykket teltpælene op og flytte til en større by, men de fleste af jer er stadig i Esbjerg. Hvordan kan det være?

– Jan (V. Laursen, guitar, red.) bor jo i København, og Anders bor i Aarhus, men ellers trives vi andre her, og det har altid spillet sig sådan ud i mit liv, at det er her, jeg har kunnet arbejde med musik. Gennem årene har jeg boet flere forskellige steder i landet, men jeg er altid endt med at pendle til Esbjerg, fordi jeg har skullet noget med musik i weekenderne. Og vi har altid haft vores øvelokale her i byen. På et tidspunkt var over halvdelen af vores koncerter i udlandet, og der var det meget nemmere at komme til både England og Tyskland fra Esbjerg.

 

De tre niveauer

I forhold til debuten er der på Goliath skruet markant ned for Christian Sindermanns gutturale brøl – bortset fra på den forrygende voldsomme Moth. Og det er ikke et bevidst valg. Faktisk ville Sebastian gerne have haft flere voldsomme sange med på albummet, men det var ikke den vej, musikken tog.

– Jeg ville gerne skrive vildere, men de ideer, jeg havde i den retning var svære at få til at gå op. Det tog også lang tid for Moth at finde sin rette form. På et tidspunkt syntes jeg, det var ren larm, men vi fik den til at virke, og det er jeg glad for, for hvis ikke den havde været med, havde vi ikke haft nok malurt i bægeret, og jeg ville gerne have haft mere. Så nej, det har ikke været en bevidst beslutning at skrue ned for brølene, men det har til gengæld været en bevidst beslutning, at vi ikke alle sammen behøver være med på alle numrene. Jeg er for eksempel næsten ikke med på Moth, og selvom Bad Sign oprindeligt er bygget op om Jans guitarriff, endte vi med slet ikke at have guitar med på nummeret.

Hvis man ser nærmere på teksterne – og titlen i øvrigt – bliver der brugt en masse religiøse billeder og symboler. Betyder religion noget for jer?

– Hvis der er noget, jeg ikke har haft noget af i min opvækst, så er det religion. Jeg er ikke engang døbt, og jeg er ateist. Jeg har været undereksponeret i forhold til Bibelen, så jeg har helt klart en fascination der. Jeg synes, kirker er flotte, og jeg synes, kirken er en institution, der forholder sig til mange interessante spørgsmål.

Hvor personligt skal man opfatte sangene?

– I sangskrivningen har jeg arbejdet med tre niveauer: det personlige, det samfundsmæssige og bandets position. Som udgangspunkt er sangens protagonist et menneske, der har et personligt problem, som så gerne skulle kunne vække associationer til nogle samfundsmæssige problemstillinger eller nogle ting i forhold til bandet.

Det er ofte en meget såret afsender, der er på sangene.

– Ja, og holdt nede af et eller andet. Information kaldte albummet en ”break up-plade”, og sådan har jeg slet ikke set den, og det har ikke ambitionen med det, men når man ser på teksterne er det måske en fair nok anskuelse, indrømmer Sebastian, der i øvrigt er lykkeligt gift.

– Som jeg ser det, er der to måder at skrive om kærlighedens vigtighed på. Den ene er at lovprise den, og den anden er at synge om, hvad der sker, når den ikke er der mere. Tidligere har jeg været tilbøjelig til kun at beskæftige mig med den sidste måde, men en sang som All That I Can Say viser noget af den anden måde også. 

 

Krig mod menneskeheden og uønskede børn

I The Pain of Salvation synger du ”a war is being waged on humanity”. Hvad udsprang den linje af?

– Jeg begyndte faktisk at skrive på den tekst efter Utøya-massakren. Vi var ude at spille, da det skete, og da vi dagen efter vågnede op til nyheden, var vi meget rystede. Og i alle de år, der er gået siden, har linjen sørgeligt nok ikke mistet sin aktualitet. Faktisk blev den jo udgivet samme dag, Trump blev indsat som præsident. Selve sangen er et forsøg på at vise den styrke, der kan være i religion, når det ikke handler om at tage eller ødelægge, men det modsatte: Når man tager andres byrder og smerte på sig. Jeg tror, der har været masser af tider, hvor det har været et udbredt udtryk inden for religionens verden, men den ser man bare ikke så meget i dag, hvor min fornemmelse er, at den type mennesker, der har den opfattelse, nok snarere er ateister eller moderat religiøse. Og så bliver den ikke set som religiøs længere. På den måde bliver folk, der er altruistiske, i dag ofte set som underkuede – og ikke Trump-agtige nok. Det med at komme frem og rage til sig er efterhånden blevet noget, folk stiler efter og beundrer.

Hvad er ateisten i rævegraven et billede på i Atheist In A Foxhole?

– Der findes det her engelske udtryk, hvor man siger, der ikke findes atesister i rævegrave, så det er lidt en umulighed, og sådan ser jeg bandet. Sangen handler også om at være et uønsket barn – jeg kender ikke min far og har aldrig mødt ham, og sangen blev skrevet efter en samtale, jeg havde med min ældste storebror, der godt kan huske min far. Han fortalte mig historier om, at min far ikke var så skidt en person, som det billede jeg gik og havde af ham. Og efter den snak kunne jeg mærke, at jeg ikke helt var klar til at begynde at tænke ham som et godt menneske, så derfor ville jeg lige skrive den negative tanke færdig, før jeg kunne vende det om og tænke positivt. Og så blev det til, at jeg kunne formulere det i vendinger, der passede meget godt til bandet og vores opfattelse af os selv. Så den flyver lidt frem og tilbage mellem at være en meget personlig sang og så en band-ting.

Hvad bunder et nummer som Mediocre Man i?

– Der er noget effektivt i at synge sin frygt ud, og vi har vel alle en frygt for at være middelmådige. Og så var det sjovt at give den afsender en stemme, fordi alle andre har travlt med at synge om hvor fede og specielle de er. Jeg ved ikke, om det er Kanye West, der har åbnet for, at megalomanien flashes for fuld udblæsning, men den lever i hvert fald i bedste velgående i populærmusikken.

Har det ikke været svært at bevare overblikket, når I både har skrevet sangene, indspillet dem og produceret pladen selv?

– Jo, og vi har heller ikke bevaret overblikket. Vi gør ikke tingene på den smarteste måde, vi kæmper for overlevelse, og jeg ved ikke, om det kan være anderledes. Men forhåbentlig går det lidt lettere, når vi skal lave den næste plade.

 

De øvrige kældermennesker:

Sebastian om sine bandmedlemmer:

 

Anders Trans, trommer

– Jeg har kendt Anders siden folkeskolen, og vi har lyttet til stakkevis af plader sammen. Jeg bruger ham meget som pejlemærke i forhold til, om et nummer er godt eller ej. Det kan jeg lynhurtigt mærke på ham, og hvis ikke han synes, det er godt, skal jeg til at tænke over, hvorfor det ikke fungerer. Som trommeslager har han sin egen specielle stil, og når jeg skriver sange, er hans måde at spille på til stede i baghovedet. Han kan ikke spille alt i verden, men det, han spiller, spiller han fedt.

Claudio Wolff Suez, bas

– Claudio er min lillebror, og han er virkelig fed at spille med. Han er nok den mest uskolede i bandet. Der er mange uskolede i bandet, men han ved næsten ikke engang, hvad tonerne hedder. Han spiller på gehør og er utrolig lærenem. Han går op i lyd mere end det musikteoretiske, og det er fedt. Claudio er temperamentsfuld, og det har været fedt at følge hans udvikling som musiker. Han havde næsten ikke spillet, før han kom med i bandet, og nu er han virkelig med til at højne niveauet – især live.

Jan V. Laursen, guitar

– Jan spiller fedt og har ligesom os andre en fælles forståelse for, at det ikke handler om at fremhæve den enkelte, eller at den enkelte musiker skal udleve sig gennem bandet. Det handler om, hvad bandet skal bruge. Han tænker ikke som andre guitarister og er med på at lave en masse mærkelige ting i stedet for at fyre fede licks af.

John V. Laursen, gulvbas

– John er Jans bror og det nyeste medlem i bandet. Han var ikke med på debuten, men kom med hurtigt efter. Og han er nok den, der har sat det største præg på den nye plade. Der er flere steder, hvor man ikke kan fjerne gulvbassen, uden at nummerets pointe nærmest ryger. Han er blevet en integreret del af bandet og har løftet det fra bare at være bas, guitar og trommer til noget andet og mere. Især live.

Christian Sindermann, vokal, trædeorgel

– Det er fedt at spille med Christian, han har det vildeste, ondeste brøl, og så er han nok den i bandet, der har den musiksmag, der ligger fjernest fra min egen. Han hører meget metal, og det er ret fedt. Han er meget standhaftig, hvad det angår. Jeg tror ikke, han har ændret musiksmag de sidste tyve år. Vi kan tit gå i clinch over ting, men det giver en god dynamik i bandet og i musikken. Og så har han vildt god energi på scenen.

 

Fem favoritter:

Fem plader, der har været med til at forme Sebastian til den musiker, han er i dag 

 

Nirvana – In Utero

– Ud over at være god rockmusik var det musik, der var båret af nogle værdier, der er holdt bedre i hævd i andre kunstarter, som litteratur og billedkunst. Der var en insisteren på, at det kunstneriske skulle være i orden, og at musikken skulle have noget at sige i Kurt Cobains kompromisløse univers. Og så er produktionen meget bedre, mindre glat og mere tidløs end på Nevermind.

Tom Waits – Mule Variations

– Vi kunne jo nemt lave en hel Tom Waits-coverplade, hvis vi ville. Denne her plade er nok min favorit med Tom Waits. Han har været en støtte for os på den måde, at han har vist vejen i forhold til, at det er okay at lave alle mulige vilde ting. Hvis vi har været i tvivl om noget, kan vi altid bare spørge os selv: ”Ville Tom Waits have gjort det?” Han er sindssygt dyb, men han er samtidig meget spontan.

Nick Cave and the Bad Seeds – No More Shall We Part

– Det er en sindssygt undervurderet plade. Han har også selv disset den, og det frustrerer mig meget, for jeg synes, den er fantastisk. Det var den plade, der for alvor sugede mig ind i Nick Caves univers. Den tog virkelig røven på mig, da den kom. Jeg synes faktisk også, den er lidt federe end The Boatman’s Call.

Neil Young – After the Gold Rush

– Jeg har altid været vild med Neil Youngs guitarstil. Der er noget helt rent over hans umiddelbare tilgang til musik på den plade. Han spiller ting, der får hårene til at rejse sig, bare jeg tænker på dem. Der er så meget nosser i det, og det er meget fascinerende, hvordan han gentagne gange kan stryge en mod hårene og så ende med at få ret alligevel. Han forkaster reglerne for, hvad man må og hvad man ikke må. Han er vild og en stor inspirationskilde.

Black Flag – Damaged

– Denne her plade, var bare punkpladen for mig. Den er så smadret, dum og simpel. Fuldstændig vanvittig. Her kunne jeg også genkende, hvor Kurt Cobain havde fået sin kaotiske tilgang til sit guitarspil. Black Flag overgår Nirvana i fuldstændig smadret guitarstil. Her er der ikke noget, der hedder korrekt. Og med en helt desperat Henry Rollins i front bliver det ikke meget bedre.

Kellermensch kan opleves til GAFFA-Prisen i Odeon i Odense 11. marts. Køb billetter via GAFFA.dk/live

Varm op med "Bad Sign":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA