Turné- og albumaktuelle Jonah Blacksmith udgiver stemningsfuld musikvideo – læs også nyt interview

Turné- og albumaktuelle Jonah Blacksmith udgiver stemningsfuld musikvideo – læs også nyt interview

Jonah Blacksmith er på øjeblikket på Danmarksturné med deres andet album “Jonah Blacksmith”. Thy-bandet har en video klar til nummeret “Daughter of Jonah”, som nu får premiere hos GAFFA. Det er ikke studieversionen, men derimod en live-udgave, hvor der er skåret en hel del instrumenter fra – det er altså en mere intim udgave, der spilles mellem nåletræer og glødepærer. Vi har talt med med bandet omkring den nye plade, tidspres og den stærkeste mand i Koldby.

– Hvis man er villig til at lade sig rive med af hinandens historier, så kan man faktisk nå rigtigt langt med blot en samtale i bilen. Alene på turen hen til et spillested kan vi eksempelvis sidde og snakke om livet, og det kan være, at man er så heldig, at der kommer en sang ud af det.

Køreture har der været nok af for nordjyske Jonah Blacksmith, som efter udgivelsen af det selvbetitlede, andet studiealbum har været landet rundt på turné – helt præcis i 21 forskellige byer. I slutningen af 2016 fungerede bandet også som opvarmning for Allan Olsen og band, så kedsomhed har helt sikkert ikke været et problem. Aflyste koncerter grundet for få solgte billetter er nu blevet til udsolgte koncerter i mange af landets byer.

Ændringer i skabelsesprocessen
– Vi ville faktisk gerne have haft en lidt mindre stram deadline for færdiggørelsen af pladen, men vi lovede vores booker, at den ville være klar til turnéen – og det blev den så. Vi har været ret presset tidsmæssigt, og selvfølgelig er der nogle storebror/lillebror-konflikter, der dukker op i os undervejs, men sådan skal det også være. Hvis det bare er rygklapperi hele tiden, kommer der ikke noget på spil. Diskussioner hører med, når man bruger så lang tid sammen, fortæller storebror Thomas, der sidder under loftbjælkerne i sit hus i Sejling lidt uden for Silkeborg.

– Hvis du har al tid i verden, bliver pladen ikke nødvendigvis bedre. Det kan sagtens være en fordel, at der er en form for tidspres. Men det er virkelig gået stærkt med denne plade i forhold til den første, tilføjer Simon, der i selskab med Thomas har skrevet de fleste af numrene i Thomas’ værksted.

– Det er en langt mere direkte plade. Vi har sørget for at være mere klare i vores udtryk og derfor også skåret ned på metaforerne. Det samme gælder også den musikalske del af det – den synes vi også er mere ligetil. Der var også virkelig koldt i Thomas’ værksted, så vi måtte skynde os at skrive sangene færdig og ryge os til varmen, bliver der fortalt, efterfulgt af grin.

En hyldest til Thy-opvæksten
Numre som “Northland” og “A Song to the Sea” fra den nye plade er begge eksempler på hyldester til deres oprindelsessted, som uden tvivl er et bærende element for de to brødre. Johannes Alstrup, bedre kendt som “Smeden fra Koldby”, var bedstefar til Thomas og Simon. Deraf navnet Jonah Blacksmith, der er en hyldest til den (efter sigende) stærkeste mand i Thy. Han har spillet musik for og med dem fra barnsben, så musikken har altid haft en helt særlig rolle under opvæksten i Thy – og han var ikke kun en skikkelse blandt familiemedlemmer, men i hele lokalområdet.

– Jeg tror, de kan sætte sig helt ind i, hvorfor vi vil fortælle om ham. Han var den der type, der
kunne gå ind i et lokale, og så blev der stille. De folk, vi nu møder på landevejene, der kendte
Johannes, kan fortælle os historier om ham, som vi ikke selv kendte til. Overfor vores familie vil vi
gøre alt for at fremvise ham på den måde, som de også synes om og kan stå inde for. Der skal være
en vis respekt, og det er vi meget bevidste om. Det skal bare være i orden. Hvis vi ikke bragte hans
ånd videre, ville der helt sikkert være mange, der stadig kunne huske ham – men for os holder vi
ham i live på en helt anden måde.

Læs GAFFAs femstjernede anmeldelse af turnépremieren på Train her

Se Jonah Blacksmiths turnéplan her

HVEM? Simon Alstrup (sang og guitar), Thomas Alstrup (bas og banjo), Søren Bigum (guitar og
mandolin), Søren Poulsen (trommer), Lasse Alstrup (tangenter og mandolin), Thor Kortegaard
(trommer) og Jon Kjeldsen (tangenter og banjo)

HVAD? Landlig folkrock, der bunder i gruppens opvækst i Thy. Bandets navn kommer af bedstefaren
Johannes Alstrup – smeden fra Koldby. Bandet er tidligere blevet sammenlignet med bands som
Fleet Foxes og Band of Horses – men har sin egen lyd.

HVOR? Oprindeligt fra Thy, men Simon bor nu i Aarhus og Thomas bor i Sejling – lidt udenfor
Silkeborg. Søren, Lasse og Thor bor alle i Østjylland. Thor og Jon er stadigvæk bosat i Thy.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA