Music Days Fredag: Mere snak, mindre musik

Music Days Fredag: Mere snak, mindre musik

Med cykel over brosten og forbi H. C. Andersens barndomshjem render du hurtigt ind i nogle nye fynske klodser, der efter sigende skulle gå i et med det gode gamle genkendelige Odense. Som så mange andre opfindelser i Odense skal Odeon kunne rumme det hele og det halve og det smalle. Et tre dages musikmøde med mere snak og mindre musik som koncept er måske mere, end hvad den fynske hovedstad kan bide over, og på den anden side behøver man ikke komme i god tid eller stå i kø for at komme tættere på rockkoryfæer i stil med Kasper Eistrup, Jesper Binzer eller Franz Beckerlee.

Som DR Koncerthusets naive lillesøster åbner Odeon sine arme i en massiv foyer med lyse farver, store tekster i en ufarlig og blød skrifttype, en kæmpemæssig og obligatorisk overdesignet designerlampe samt Odeoneserne, der forsigtigt lister rundt og rasler med spejlreflekskameraer, A4-programmer og snotpapir fra martskulden. Apropos martskulde er enkelte rum og scener heldigvis opvarmet til et punkt, hvor enhver far vil sidde uroligt for at kunne skrue ned på en radiator et sted.

 

Jesper Binzers selvstøbte kugler og egne T-shirts

Den helt store scene er kløgtigt lukket for et udvandet publikum, som er spredt ud mod scener, der er mere eller mindre tydelige og tilgængelige. Den næststørste og varmeste scene er den store sorte og akustisk intimiderende rektangel af et lokale kaldet Teaterscenen. Ude foran står enkelte journalister, bloggere og D-A-D-fans og stirrer efter Jesper Binzers afslappede slentren mod det åbne backstage-område. Inde i varmen spreder nørderne sig ud på sæder med passende mellemrum, indtil Teaterscenen ser ud til at være fyldt godt ud.

Samtalen mellem radioværten Jesper Nyborg og den ukuelige frontmand for Disneyland After Dark er eventyrlig i al sin akavethed, selvironi og behov for en performance. Nyborg virker konstant overrasket over at skulle bidrage til Binzers one-man show, men fortjener credit for at give plads til betragtninger og anekdoter, som virker oprigtige og ikke genfortalte for 120. gang. Hele D-A-D’s gennemgående fortælling med blandt andet Wig Wam-katastrofen og de amerikanske ambitioner med Warner Bros bliver da omtalt kortvarigt oven i nogle kommentarer til den periode, hvor Søren Andersen måtte overtage bassen fra Stig.

Under et gennemsigtigt lag af ironi bliver der også bragt omtanke på banen. Blandt andet er der snak om effektivt at redde eller genoplive rockmusikken, måske ved at lade de nye unge om at lave den rockmusik, de har lyst til.

 

Kendte kendes gennem podcasts

Det er selvudleveringer, der er mest værd, og det er dem, man kommer efter på eventdage som Music Days. Ikke at de saftige og mest kontroversielle udtalelser skal graves frem af interviewer eller moderatoer, men blot at mænd som Jesper Binzer og Franz Beckerlee kan have svært at finde på noget nyt over for deres fans. Oven i dokumentarfilm, biografier og utallige interviews bliver det pludselig svært at grave noget frem, som de erklærede fans inde i menneskemængden ikke har memoreret i forvejen. Utroligt nok er den store forskel på interviewet med Binzer og det med Kasper Eistrup og Franz Beckerlee, at Binzer er en mand midt i musikken med musikken foran sig og i den grad bag sig, hvor de to andre lader sig kategorisere og statisk fortælle i fortidens karriere inden for musikken, før de begge bevæger sig over i den traditionelle, håndgribelige kunst.

Det virker på et helt andet plan, når det ikke bare er fortællende konstruktioner, men i stedet menneskelig forvildelse i besværlige metaforer eller tabte pointer. Samtalen med Annika Aakjær viser også mennesket og kunstneren i usikkerhed og selvindsigt eller mangel på samme, men i en helt tredje grad, for her tager interviewet form som et nærmest kammeratligt live-podcast. Det er især den sjove kontekst i GAFFA-webredaktør og selverklæret hobbyforfatter Ole Rosenstand Svidts fælles anekdote med Aakjær om hendes nu forsvundne sang om altid at anmelde til 4 stjerner. En sang, der i øvrigt stammer fra hendes værtsskab i 2014 ved GAFFA-Prisen, som tilfældigvis i år afholdes i Odeon blot få gadedrengehop fra det blege møderum, der skulle huse mødet med Annika.

 

En knivspids musik og ungdom

I stueetagens caféområde er der også en lille smule egentlig musik i form af showcases på spritnye unge musikere ved Syddansk Musikkonservatorium og musikskaberforløbet Royalties udvalg af upcoming artister. Efter lange snakke om sangskrivning, guitarkøb og mødet med kendte musikere er det rart at blive mødt af MOODYs urban-klingende lyd. En ung kvinde med blågråt hår og Odense Assholes-farvet hættetrøje gynger rundt på en scene foran cirka 17 mennesker. Hendes lyd er gennemført trap-agtig r&b og et unægteligt friskt pust på et rockistisk arrangement som Music Days, prøv for eksempel at lytte til F0khard fra ep’en Golden Souls.

På den anden side er Music Days også begyndt netop som et lille bogforum eller comic-con for musiknørder, der gerne vil suge lidt ekstra ud af deres yndlingsmusikere. Med den tanke i baghovedet er det svært at forestille sig et bredt publikum med lyst til talks af både TopGunn, Poul Krebs og Magtens Korridorer. Første dag på Music Days er om noget lidt klassisk Odense med svingende kvalitet og koncept på trods af den halvgamle tilgang til de tiltrækkende seværdigheder. Heldigvis har arrangementet de bedst tænkelige og mest indbydende rammer for et uprøvet element som snak om musik foran publikum med musikere.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA