Music Days lørdag: Spillemænd og spilopmagere

Music Days lørdag: Spillemænd og spilopmagere

Det er skæbnens djævelske ironi, at Music Days-lørdagen i Odeon falder sammen med noget, der til forveksling ligner årets første odenseanske forårsdag. Arrangementet, om at sidde indenfor for at lytte til musikere, der snakker om sig selv, lider hårde betingelser. Ikke nok med at vejret kræver disciplin fra odeonserne, de mange talks er også blevet klemt sammen af en Lis Sørensen-koncert fredag aften, et madmarked foran hovedindgangen lørdag morgen og selvfølgelig GAFFA-Prisen samme aften.

Der var dog en langt mere markant stemning af festival og musiknørderi i Odeonfoyeren op til en snak med Jacob Dinesen. En formodet højskoleklasse skaber lidt tiltrængt liv i Teatersalen, der har i dagens anledning har tilpasset sig en lun stuetemperatur. Den unge rockstjerne, som træder op på den ydmyge platform, har en pudsig skikkelse og fremtoning. En stoisk trucker med et skævt ungdommeligt smil og en anstrengt klukkende latter. Meget af snakken med det sønderjyske naturtalent falder på hjembyen Tønder. “Janteloven lever der, og det må den godt”. Jacob fortæller om at viderebringe de små menneskelige fortællinger og om at leve i Aarhus og i Tønder og, ja Danmark.

 

Musikken og de små fornøjelser

Ved siden af manden ligger en guitar, som undervejs bliver taget med i ligningen og den øjeblikkelige forvandling fra ung fabulerende mand til en hundredeårigs wisdomsstemme er en mavepuster. Brace Against the Storm flyder ud i den sorte teatersal som en vandpibes kølige velduftende røg. Pludselig er Jacob tilbage i samtalen om at køle ned med zombie-serier og glæden ved at stå tidligt op. Langt nede i kælderen hos Magtens Korridorer er glæderne mindst lige så simple med favnen fuld af øko-dåseøl og humoristiske indfald. Johan Olsen afslører også, at en stor del af bandets sangskrivning kredser om ulykkelige skæbner og misbrugt levetid, men først efter bandets lykkelige stemning tillod det.

Det var ikke så meget en del af Odeon, som den såkaldte biografscene bare var et gammelt og dunkelt lokale under Carl Nielsen-koncertsalen ved siden af det underskønne nye musik- og kulturhus. Så snart den karismatiske rockgruppe trådte ind i det triste rum, spredte der sig en overordentlig hyggelig stemning, der snildt kunne være vanskelig at tøjle for selv en erfaren journalist som Henrik Vesterberg.

For den sande rocknørd var det måske lidt let med indsigt i korridorernes proces, baggrund og inspirationskilder, men for fans af de fem snakkesalige drengerøve har det være en himmelsk rejse ind i en Anders Thomas Jensen-film. Det er en temmelig banal fortælling, at et rockband gerne vil have musikken og lyrikken til at tale for sig selv, og det fik den også lov til, fordi gutterne havde medbragt et par sange fra den kommende udgivelse, der modvilligt blev kaldt for et konceptalbum.

Det var et fascinerende syn at se rocktosserne fortsætte deres one-hour-comedy-show ind i sangene, der via Rasmus Kerns håbefulde forsøg på lidt processnak ikke var mixet færdige. Bandet mimede festligt, når det enten sang kor eller havde solo i et af de to numre fra albummet, som udspiller sig på et døgn i en mands liv. Men musikken spillede videre, og underholdningen forsvandt, indtil der var dele af bandet, der faldt til øllerne eller hen i musikken.

 

At fange ord med insektnet

Egentlig var denne bandtalk et glimrende oplæg til dokumentarfilmen om bandet kaldet Strikkeklub på Alufælge, men efter adskillige levende og opslugende interviews var det videre til næste snak. Ved den lille scene, som desværre ikke var et rum for sig så meget, som det var bare var et lille indhug i arkitekturen, havde DJFBA sat op til at diskutere “den nyeste musiktrend”. Gåseøjnene skal her fortælle læseren, at der er tale om folkemusikken, der har gjort lidt af et usynligt comeback på forskellige festivaler, altså uden at komme ud til medierne.

Debatscenen lå ikke langt fra foyeren, så de dygtige musikere med kontrabas, guitar og violin var tvunget til at trampe lidt i gulvet for at finde et tempo, som ikke var den Missy Elliott-sang, der blev spillet nede fra standen, som forsøgte at promovere det sidste nye til at afspille musik. Højt åbenbart. Præmissen om, at folkemusikken lever i bedste uden mediernes hjælp kan vel siges om utroligt mange rendyrkede genrer, som jazz, metal og freestyle-rap, hvor folkemusikken naturligvis skiller sig ud ved at være bundet til et lands kulturelle ophav.

Væk fra en debat uden næb og klør og nede ved caféen kaldet Spidsen var der fortsatte showcases og smørrebrød med pulled beef. Et band med navn ticktock var i gang med at afprøve lyden, hvilket egentlig gav ret meget til den helstøbte oplevelse af et ungt band, der først blotter lydprøven, dernæst blotter processen i kort interview og til sidst præsenterer musikken for et ubarmhjertigt siddende cafépublikum.

De tre drenge var forfriskende overvejet omkring musikken og hensigten med den. Noget, der kan virke meget påtaget og prætentiøst er i dansk regi egentlig bare ærligt og autentisk modsat alle de danske rockbands, der opbygger ironiske facader ud af Oasis-brødrenes drejebog om coolness. Så selvom ticktock blot var et dansk og ambitiøst forsøg på at efterligne New Yorker-gruppen Battles, så tegner det godt for musikjournalistikken med unge kunstnere som dem og Bisse, som bliver cool i deres hudløse ærlighed.

Thorbjørn Radisch med kaldenavnet og kunstnernavnet Bisse havde desværre kun halv tid på grund af sit hastige vikariat for Mew til aftenens prisuddelingsshow. Han og Simon Staun fik dog det bedste ud af tiden med oplagt snak om inspirationskilder og om den vigtige spontanitet i Bisses musik. Bisse fremstod ironisk nok som en lidt kryptisk kunstner, da Staun spurgte ind til figuren eller personaen Bisse, som jo bare var et kælenavn for en kunstner, der dyrker ærligheden og bevidst forsøger at nedbryde rockmusikkens trang til coolness.

Måske er jeg som anmelder og nogle af os andre bare opvokset med janteloven og ironiske lag som ydmyghed så langt nede i halsen, at når vi endelig får frisk luft, så begynder vi at hoste. Her var altså et kunstnerisk væsen, der vippede på stolen, rodede rundt i eget hoved for at finde frem til meningsfyldte svar og imponerede Staun og os andre med et lille billede på børn, der piller bier fra hinanden og ham selv, der engang ødelagde en diskette i forventningens glæde ved netop at poppe disken i en computer for at spille spillet derpå.

        


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA