Music Days Søndag: Rockmænd har næsten det hele i munden

Music Days Søndag: Rockmænd har næsten det hele i munden

Der var en ualmindeligt rolig stemning i Odeon og nede i Spidsen, mens der var bacon-porretærte på gaflen, og Nana Schou Band gjorde klar til at spille for et tyndt befolket kulturhus. Efter store scene lørdag aften fik taget sin live-tv-mødom med GAFFA-Prisen var der en udpræget stemning af dagen derpå. Selv Pede B og psykolog Mads Korsgaard var lidt for meget i rutinepræget foredrags-mode til det ellers indtil videre ret umiddelbare music days.

En god gammeldags følelse af klasseværelse spredte sig i teatersalen, hvor temperaturen efter tre dages musiksnak var blevet helt perfekt. Det var en akademisk oplevelse for flokken af søndagsstemte musiknørder, der kneb øjnene sammen over en powerpoint præsentation over psykologien i kreativitet. Navne blev nævnt, og kildehenvisninger blev henvist, så der ikke var et øje tørt, og da slet ikke, da freestyle-rap fra Danmarks tredobbelte MC’s Fight Night-vinder blev et levende eksempel på associationskæder født af publikums indfald. Elegancen ville ingen ende tage, da den menneskelige kreativitet og dets behov for rammer kulminerede i Pede Bs improviserede rap som Marilyn Monroe med en klar holdning til klimadebatten.

 

Piger med kvindeidoler

Men hvor var det synd, at lige netop Pede B skulle være ren performance og meget lidt snak om livet som respekteret rapmusiker. På den anden side lod det til, at publikummerne med spørgsmål efterhånden lod til at være en truet race på Music Days, og derfor gjorde det absolut ingenting at solokvinderne fra Hun Solo-interviewet gav et nummer hver. Fordi der var brugt alt mulig tid på at stille udstyr op, var det altså to helt autentiske bidder fra Hun Solo-touren, der blev serveret først af Kirstine Stubbe Teglbjærg og sidst i interviewet af Nana Jacobi.

Sammen med musikjournalist, musikbibliotekar og forfatter Anya Mathilde Poulsen havde de to også masser at fortælle om Hun Solo som et projekt til at fremvise kvindelige musikere, som vitterligt klarer alt på scenen selv. Samtalen var dog en anelse tandløs, fordi samtlige kvinder blev ved med at nævne, hvordan der selvfølgelig ikke kunne være nogle betydelige forskelle ved at turnere med kvinder og mænd. Det var mere interessant at høre om trioens ambitioner for Hun Solo og glæden ved at skulle spille på visse sommerfestivaler.

Interviewet var naturligvis en anden størrelse end de kendte rockmusikermænd, der udfolder liv og dagligdag med anekdoter og betragtninger, men derfor kunne man godt savne lidt indsigt i de tre kvinders musikalske og eller personlige baggrund, for slet ikke at snakke om muligheden for publikumsspørgsmål. En afsluttende rørende pointe var Hun Solos lyst til at give unge piger med instrumenter nogle professionelle musikere at spejle sig i og stile efter.

 

Ananas i egne safter

At den mildt besøgte Music Days-søndag var lidt nonchalant anlagt, blev gradvist mere og mere klart, og desværre måtte scenerne lide under, at oprydningen var raskt undervejs. Lille scene var nok engang skidt placeret i forhold til, at lp-sælgerne med stande på første sal ryddede ud via elevatoren, der var placeret ved siden af interviewet mellem GAFFA-skribent Henrik Tuxen og GAFFA-webredaktør Ole Rosenstand Svidt om sidstnævntes satiriske musikbranche-insider-krimi med navn Det bliver et nej tak herfra. Hele foretagendet duftede ganske selvsmagende, men selv i den mest klistrede form havde Svidts anden roman sin helt klare berettigelse på et tre-dages-event med snak om musik.

Der er mange veje at gå med en bog, der lægger et tyndt, men stærkt satirisk lag over musikbranchens urimeligheder og magtfulde mænd. Interviewet kom da også rundt om en hel del overvejelser omkring at udstille kendte mennesker som en vis skaldet talentshowdommer, der i romanen bliver parodieret som en figur med navn Anders Gregorius eller frustrationen over, at public service og befolkningen generelt lader til kun at interessere sig for det hurtige musikfix frem for substantielle musikprogrammer. Den ironiske og lidt triste distance var til stede hos Svidt, nøjagtigt som den var ved 90 procent af de andre talks på Music Days.

Tuxen og Svidt diskuterede afslutningsvis om musikkens fremtid i medierne på passende vis, mens det allerførste Music Days gik på hæld. Der er ikke som sådan nogen grund til at tro, at Music Days ikke var nøjagtigt som det skulle være, når man præsenterer et nyt koncept i en lidt kulturforskrækket by og klemmer arrangementet ind mellem Odeons ambitioner som koncerthus og prisuddelings-tv-transmissionshus. Modsat Svidts kritik mod det folkelige licensbetalte talentshow kan man i en snæver vending klandre Music Days for at satse for hårdt på mandlige rockveteraner og meget lidt på de unge mennesker, som udgjorde et flertal ved adskillige samtaler på denne weekend i marts.  

   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA