Reportage: I Am Bones i øvelokalet

GAFFA har fået eksklusiv adgang til knoglebundternes øvelokale, inden bandet drager på miniturné med start i Århus den 8. november

I Am Bones i øvelokalet (Fotos: Mikkel Elbech)

Det er lørdag eftermiddag, og et sted i Århus er et band i gang med at øve sig godt og grundigt, inden de den følgende torsdag og et par dage frem skal ud og kapre nye tilhængere i landets tre største byer. Det er ikke fordi stedet skal hemmeligholdes som sådan, men selv en adresseangivelse ville være utilstrækkelig i forsøget på at lokalisere det. Heldigvis er det til at finde et rendezvous, hvorfra bandets spirituelle Führer kan føre én gennem et væld af massive porte og kolde cementkorridorer og frem til en sidste sluse, der står og venter på at blive åbnet.

Det kunne for så vidt have været guldreserverne, der gemte sig på dette mildest talt obskure sted. Men det, der møder mig, er et kompleks af sammensatte små rum, der ganske vist føles atomsikrede, men som ikke just skildrer mange overlevelsestaktikker i tilfælde af tredje verdenskrigs udbrud. I stedet er der tale om klassisk omgang øvelokale-dekadence med tomme ølflasker, smøger, massevis af gear og et rod, der ville få de fleste gode husmødre til at dåne. På forunderlig vis er det obligatoriske pornoblad imidlertid blevet skiftet ud med et eksemplar af magasinet Mand, prydet af Bruce Willis på forsiden, så undtagelsen, der bekræfter det øvrige rock n’ roll-reglement, er bestemt til stede.

Bandet er I Am Bones, og der er fem dage til medlemmerne drager på deres miniturné, der starter på Pakhuset i hjembyen Århus den 8. november, og som fortsætter på Badstuen i Odense dagen efter, for så at slutte på Christiania med en koncert på Loppen om lørdagen. Der er gået en måneds tid, siden bandet sidst var ude at spille koncert, og de glæder sig til at få lov til at være hovednavn så meget som tre aftener i træk.

Det musikalske slægtskab med andre danske bands finder man hos eksempelvis Speaker Bite Me og Figurines, som I Am Bones begge har delt scener med tidligere. Men selvom medlemmerne i bandet godt kan lide internationale navne, der ikke lyder helt ulig dem selv, som eksempelvis Queens Of The Stone Age, så er det navne som Brian Eno, ABBA og Crosby, Stills & Nash, der dukker op, når deres musikalske ophav skal beskrives.

Startede som enmandsprojekt
Bandet startede i 2001, mens Johannes Gammelby, bandets sanger og guitarist, stadig spillede i Strumm sammen med blandt andre trommeslageren Stine Sørensen, der nu spiller i Under Byen. Johannes studerede egentlig religionsvidenskab på Aarhus Universitet efter tidligere at have læst engelsk, men der var noget, der trak mere end bøgerne.

- Jeg sad på mit værelse og drak en masse rødvin, og det var fedt. Jeg spiste også en masse pølser og ost. Og så blev jeg hjemme og skrev sange i stedet for at tage i skole.

Men det er ikke fordi, Johannes er droppet ud af universitet som sådan.

- Jeg har bare ikke været der i 2 år… Hvis der er nogen fra uni, der læser det her, så beklager jeg, at jeg ikke har besvaret jeres henvendelser. Jeg lever endnu.

De første år var I Am Bones blot Johannes’ eget projekt, og den tid med intens sangskrivning, indspilning, rødvin, ost og pølser mundede ud i et par selvudgivne ep’er og så endelig albummet ”Wrong Numbers Are Never Busy”, der i 2005 udkom på Morningside Records. Bandets besætning fra de første koncerter i 2004 og et par år frem var meget skiftende, og det var ifølge Johannes svært at få tingene til at fungere optimalt.

Men i efteråret 2006 skete der noget. Endelig var der sammensat et band, hvor det for alvor fungerede, og det gør det tydeligvis endnu – besætningen er i hvert fald stadig den samme denne lørdag et års tid senere. Udover Johannes tæller bandet nu således Filip Granlie på guitar, Christian Winther på bas og Jeppe Lindgren på trommer.

- Og så tog det fart med at skrive numre til en ny plade og indspille den, fortæller Johannes.

Pladen, han omtaler, er ”The Greater Good”, der netop er udkommet, og ligesom forgængeren er det også på Morningside Records. På spørgsmålet om, hvorvidt bandet vil give sin musik væk på samme måde, som Radiohead har gjort det, eller om de hellere vil tage 150 kroner for et album i pladebutikkerne, bliver svaret, at som udgangspunkt er de nødt til det sidste. Men de er ikke fjendtligt indstillede overfor nye distributionsformer.

- Det ville være fedt at have midlerne til at kunne gi’ det væk, siger Filip, og Johannes fortsætter:

- Vi har et fint samarbejde med Morningside Records, og jeg tror, at vi er trygge ved, hvad de beslutter sig for – om det så er fysisk eller digital distribution. Det ved de en masse om, og jeg ved ikke en kæft.

Balancen mellem diktatur og demokrati
Når nu I Am Bones har været Johannes’ hjertebarn lige fra starten, kunne man nemt forestille sig, at der herskede en art diktatur inden for øvelokalets fire vægge. Men så simpelt forholder det sig trods alt ikke.

- Jeg ville gerne, at der var enevælde og diktatur, men jeg kan jo ikke overskue hele kagen alene. Det hjælper med flere menneskers input og hjerner, for min egen hjerne er ensporet. Jeg skriver stadig alle sangene, men vi arrangerer dem i fællesskab og bestemmer, hvorvidt et nummer er fedt eller ej, i fællesskab. Uden at vi så er sådan et demokratisk møgvande-band.

- Jeg kan godt lide, at det er en kollektiv proces, frem for at det bare er én, der sætter sit stempel. For så ville de andre bare blive degraderet til håndværkere og slaver, tilføjer Jeppe, inden Johannes konkluderer:

- Det er en nødvendig proces for, at vi kan komme videre med sangskrivningen.

At der bestemt hersker, hvad man kunne kalde kreativt demokrati, viser sig, når den egentlige øvning går i gang. Øverst på dagsordenen står nummeret ”King Grounded”, som er at finde på det nyudgivne album. En ligefrem måde at finde ud af, hvordan nummeret skal spilles, kunne derfor være, at bandet simpelthen lytter sig selv af. Men så let skal det tydeligvis ikke være.

Et utal af variationer af nummeret prøves af, med håb om at bandet lige pludselig rammer det, der får dem til at gå i ekstase. Trods små sejre undervejs sker det imidlertid ikke lige umiddelbart, og først skal fjerdedelene ændres til ottendedele, og så tilbage igen, og pludselig skal der mere ”hegn”, og inden man ser sig om forsøger Jeppe bag trommerne sig med en omgang lystig kantslag, hvilket volder munter foragt hos de øvrige medlemmer. Hvad med et Franz Ferdinand-agtigt fill? Argh, nej – Johannes skriger og vil tydeligvis ikke sættes i bås med skotterne. Langsomt tager nummeret dog form, og fra knapt at ville spille det, synes det nu at være en ganske sikker del af bandets setliste på turnéen.

Entusiasme omkring turnéen
Når bandets øvrige numre bliver spillet igennem, er der masser af overskud, og de spiller tight, uden det nogensinde går ud over dynamikken. Stemningen medlemmerne imellem er glimrende, og det fyger om sig med indforståede vitser og øgenavne. Der er tydeligvis kongruens mellem bandets musikalske kemi og sociale ditto, og det smitter af på særdeles positiv vis, ligesom entusiasmen omkring turnéen også gør det.

- Jeg ser meget frem til de her tre shows, fortæller Filip og fortsætter: Vi skal ud at nå at spille tårnhøjt, inden vi kun må spille de dér åndssvage 85 decibel!

- Vi har øvet os – og vi spiller mere end en halv time, for nu har vi numre til det, fortæller Christian med slet skjult reference til tidligere opvarmningsjobs med et væsentligt mindre repertoire, end bandet har nu. Jeppe får det sidste ord:

- Vi skal ud at bevise, at vi er et fedt band, og at vi har lavet en fed plade!

Så kort kan det vist siges – en mission med et budskab, der ikke er til at misforstå.

Har du endnu ikke fået hørt en sund omgang I Am Bones-takter, kan du med rette besøge deres website og lytte løs, så du kan komme i stemning inden turnéen går i gang.

Som det allerede er slået fast, ser turnéplanen ud som følger:

08. november - Pakhuset, Århus
09. november - Badstuen, Odense
10. november - Loppen, Christiania