Debatindlæg: Radioheads kommercielle endeligt

Jakob Sørensen, Copenhagen Records, har sendt følgende kommentar til artiklen ”Pladebranchen tager skridtet videre”

I GAFFAs aktuelle novembernummer bringer vi en artikel om reaktionerne på Radioheads udgivelse af deres nye album ”In Rainbows” til download mod valgfri betaling. Artiklen har udløst følgende debatindlæg fra Jakob Sørensen, partner i Copenhagen Records (Nephew, Rasmus Nøhr, Alphabeat med flere)

GAFFA kommer vidt omkring i sin artikelserie om krisen i pladebranchen. Spændende læsning, når man som jeg er partner i et af den slags selskaber, som en del mener er ved at uddø – nemlig et pladeselskab. I novemberudgaven tog artiklen helt naturligt udgangspunkt i oktober måneds store musiknyhed om, at Radiohead havde valgt at udgive deres album selv – på nettet.

Jeg skal på ingen måde forsøge at negligere denne nyhed. Det er ikke hver dag, at et band med den historie forlader deres pladeselskab. Jeg vil heller ikke forsøge at bortforklare, at pladebranchen er i krise, og at fremtiden er usikker og svær at spå om, men jeg bliver simpelthen nødt til give udtryk for min harme over de udtalelser, som Henrik Marstal (musikforsker og -debattør, red.) kommer med i artiklen. Magen til populistisk og unuanceret vås skal man lede længe efter.

HM gør i artiklen Radioheads handling til et bevis for, at pladebranchen er døende. Han kalder det ”en af de største enkeltstående begivenheder siden Internettets fremkomst” og kalder det for ”pladebranchens Titanic”. HM mener også at kende til baggrunden for Radioheads brud med deres pladeselskab. Det er ifølge hans gætterier sket oven på flere års uoverensstemmelser med deres pladeselskab EMI. Hvor HM ved dette fra, uddybes ikke, men jeg vil da gerne deltage i gættekonkurrencen og komme med et andet bud:
Kunne det være, at en ny hemmelig kunstplade med Radiohead udgivet på EMI ikke ville få den store bevågenhed fra pressen? Kunne det være, at bandets eget ego fik dem til at synes, at de fortjente bedre end det?

Nej, vil HM nok sige. Radiohead går kun op i at formidle deres kunst, og deres nye album er meget spændende og både 5 og 6 stjerner værd. Ja fint, men det er et faktum, at bandet har udviklet sig fra et af de mest betydningsfulde orkestre for en hel ungdomskultur til et smalt kunstprojekt for folk, der nærmer sig 40. Bruddet med EMI er nærmere et tegn på Radioheads egen død som betydningsfuldt orkester end pladebranchens endeligt. For selvom HM og andre gør Radioheads brud med EMI til et tegn på en ny musikrevolution, så er jeg bange for at måtte skuffe læserne med, at det nok mere er tegn på bandets lyst til igen at være toneangivende. Når de nu ikke kan være det musikalsk, så må de finde nye veje. Og det gør Radiohead som alt tidligere i deres karriere både overbevisende og professionelt. Men det gør det ikke nødvendigvis til en historisk begivenhed.

Må jeg minde om, at vi før har set noget tilsvarende fra navne som David Bowie, Prince og George Michael. De har ligesom Radiohead trukket overskrifter på at gå fra deres pladeselskab for at udgive deres musik på nettet. Fint, flot og godt gået. Men hvorfor er det altid de enormt rige tidligere verdensstjerner, det her kommer fra? Hvorfor gør de det aldrig, mens de er på toppen? Og hvorfor har deres små revolutioner ikke betydet noget som helst? Kunne det være, fordi de ikke går en skid op i at revolutionere, men bare plejer egne forretningsinteresser? Prince var sur over, at hans pladeselskab fortalte ham sandheden om, at hans publikum ikke gad købe 4 plader med ham om året. David Bowie har udelukkende brugt sine brud med multinationale selskaber til at finde et nyt magen til, der ville give ham en masse penge i forskud. Og George Michael, ja han var sur over, at hans pladeselskab ikke kunne gøre ham til superstjerne i USA.

Disse betragtninger, sammen med en generel forståelse for artisternes ego som en vigtig drivkraft i pladebranchens udvikling, burde HM få øjnene op for. Han burde forstå, at det først bliver rigtigt interessant og revolutionerende, den dag et nyt fremadstormende band tør sige nej til de multinationales milliontilbud og i stedet forære deres album væk. De skal med andre ord sætte deres egen forretning og berømmelse på spil, for at der kan blive tale om noget, der bare ligner en revolution. I det hele taget kunne det være rart, hvis HM begyndte at tage sin rolle som en af musikbranchens eneste ”eksperter” mere alvorligt og bruge sin indsigt til nuancering og fordybelse. Det ville være en dejlig afveksling i stedet for den nuværende populistiske stil, hvor dogmet om pladeselskabernes endeligt forfølges uden nogen form for tvivl og selvkritik.

Det samme kunne man håbe GAFFA-redaktionen gør, inden de igen placerer en kommerciel superstjerne som Madonna på pluslisten i bladet, bare fordi hun har brudt med et pladeselskab. Hvorfor er det i GAFFAs perspektiv positivt, at Madonna for et større millionbeløb bytter den multinationale Warner Music ud med den noget større og mindst lige så kommercielle multinationale Live Nation? Er hendes skift i virkeligheden ikke bare et udtryk for en yderligere kommercialisering af musikbranchen, og synes GAFFA, det er positivt? Gør Madonna det mon for musikkens skyld eller for egen vinding?

Læs artiklen Radiohead tager skridtet videre

Læs Henrik Marstals kommentar til kritikken