Tinderbox-talsmand: Programmet er mindst lige så godt som sidste år

Tinderbox-talsmand: Programmet er mindst lige så godt som sidste år

Tinderbox har netop offentliggjort det færdige program, hvor hiphop-legenderne Run DMC vil give deres første danske koncert, siden deres dj Jam Master Day blev skudt og dræbt i 2002, og gruppen derpå gik i opløsning. Også Tina Dickow, Sort Sol, Rasmus Walter, Folkeklubben, De Danske Hyrder, Louis Berry, Lemaitre, Lightwave Empire, Felix Jaehn, Throttle, Dirty South og dj’en Kant er blevet føjet til programmet, der desuden tæller navne som Haim, Kings of Leon, The Killers, Sean Paul, Martin Garrix, Mø, Lukas Graham og mange flere.

Vi har stillet Tinderbox’ talsmand Morten Hopballe en stribe spørgsmål om festivalens program.

Hvad synes du om årets program?

– Jeg synes, vi har et rigtig godt og varieret program med masser af fede navne, som både kan give folk nogle oplevelser og nogle overraskelser. Overraskelserne vil man blandt andet kunne finde på vores nye, fjerde, endnu unavngivne scene, hvor man blandt andet kan høre Nathaniel Rateliff & The Night Sweats og Jonah Blacksmith. Det bliver i øvrigt en åben scene modsat den teltscene, vi havde det første år.

Sidste år havde I hovednavne som Rammstein, Volbeat og David Guetta, I år har I hovednavne som Run DMC, Kings of Leon, The Killers og Sean Paul. Var der ikke lidt flere scoops, som kunne sælge billetter sidste år?

– Rammstein var da helt klart et scoop, men jeg synes også, Run DMC er et scoop, det er jo legender inden for hiphop. Martin Garrix er også et kæmpenavn i club-verdenen, Sean Paul og Travis Scott er også meget store navne, og The Killers og Kings of Leon har ligeledes masser af trofaste fans. Sidste år havde vi Volbeat og Lukas Graham, i år har vi MØ og Lukas Graham. Jeg synes, programmet er mindst lige så godt i år.

Hvordan går billetsalget i forhold til samme tidspunkt sidste år?

– Det går rigtig godt. Det ligger en lille smule under niveauet i forhold til sidste år, men det er ikke noget, der bekymrer os.

Sidste år fik I udsolgt. Får I også det i år?

– Det tør jeg ikke spå om, men det håber jeg da. Og der er jo nogle, der først køber billet på det færdige program, så jeg forventer da et ryk i billetsalget nu.

Hvor stort et musikbudgettet i forhold til sidste år?

– Det er nogenlunde det samme, cirka 35 millioner.

Hvordan endte økonomien for sidste års festival? Det første år, i 2015, havde I et underskud på 31 millioner.

Vi har ikke offentliggjort det endelige årsregnskab, men vi forventer at få et millionoverskud.

Sidste år var jeres største scoop et rocknavn i form af Rammstein, i år er det Run DMC, der jo spiller hiphop, og I har generelt mere hiphop på programmet i år. Er det et bevidst valg?

– Nej, men hiphop er jo en meget populær genre for tiden, og jeg tror ikke, der var nogen, der havde tænkt på Run DMC sidste år. Men pludselig er de vendt tilbage, og da vi fik muligheden, valgte vi at booke dem, det er jo som sagt legender.

Ud af 57 navne på programmet er der ni, som enten er kvindelige solister eller har en kvindelig frontfigur, svarende til 16 procent. Synes du, det tal er højt nok?

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om 16 procent er kvinder nok, men jeg kan sige, at vi altid går efter at få kvinder på programmet, og de kvinder, vi har, er særdeles stærke. Blandt andre MØ, Haim, Tina Dickow, Tove Lo og Veronica Maggio.

 

Tredje udgave af Tinderbox løber af stabelen 22.-24. juni 2017.

Programmet ser således ud på de enkelte dage:

Torsdag: The Killers, Mø, Kim Larsen & Kjukken, Louis Berry, Die Antwoord, Tove Lo, D-A-D, Magtens Korridorer, Gogol Bordello, Folkeklubben, Chinah, Fickle Friends, Galantis, Kaskade, Tujamo, TooManyLeftHands, Dirty South, KANT

Fredag: Kings of Leon, HAIM, Veronica Maggio, Jimmy Eat World, Thomas Helmig, Suspekt, Tina Dickow, Phlake, Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, De Danske Hyrder, Kaleo, Lemaitre, Martin Solveig, Afrojack, Jonas Blue, Filatov & Karas, Nora en Pure, RL Grime

Lørdag: Run DMC, Pet Shop Boys, Travis Scott, Lukas Graham, Martin Garrix, Sean Paul, Sort Sol, Rasmus Walter, Jacob Dinesen, Saveus, Jonah Blacksmith, Lightwave Empire, Gilli, John Martin & Michel Zitron, Kongsted, W&W, Felix Jaehn, Nonsens, Ummet Ozcan, Throttle, AXRG

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA