Guide: 11 essentielle album, du skal glæde dig til i april

Guide: 11 essentielle album, du skal glæde dig til i april

Nu kan foråret endelig rigtig mærkes, fuglene kvidrer og blomsterne springer ud – det samme gør flere musikere, som er albumaktuelle i april. GAFFA giver her en guide til hvilke nye plader, der fortjener et lyt i den varme påskesol.

 

The Chainsmokers: Memories…Do Not Open, 7. april

Den 7. april udkommer den amerikanske dj/producerduos debutalbum. På Instagram skrev de amerikanske drenge i slutningen af februar deres tanker bag det kommende album: ”Vi navngav albummet "Memories…Do Not Open", fordi de her sange er meget personlige for os, samlinger af private minder og tanker, som vi nu gerne vil dele med jer (…)”.

 

Father John Misty: Pure Comedy, 7. april

Bag Father John Misty-aliaset finder vi Joshua Tillmann, og den 7. april udkommer hans tredje album under det navn, “Pure Comedy”. Over albummets tretten numre behandler Father John Misty, ifølge sit pladeselskab Bella Union/PIAS, store temaer som: miljø, politik og teknologi, og også hans egen samfundsrolle og person kommer under luppen.

 

Fribytterdrømme: Superego, 7. april

Bandet Fribytterdrømme er klar med deres andet album, ”Superego”. Albummet fra Svendborg-drengene, der udkommer den 7. april, bliver mere eksperimenterende i den forstand, at det stikker i forskellige musikalske retninger modsat deres første album, der var mere eller mindre psychrocket hele vejen. Albummet er produceret af Rune Rask fra ligeledes album- og turnéaktuelle Suspekt.

 

 

Future Islands: The Far Field, 7. april

Indiepop-trioen udsender deres femte studiealbum, ”The Far Field”, den 7. april. Den amerikanske gruppe har offentliggjort singlerne “Ran” og “Cave” fra det nye album, hvormed gruppen synes at beholde deres særlige lyd med nye 80’er-synthbølger og mere af Samuel Herrings brovtende vokal, der funderer og reflekterer over den evige hjertesmerte.

Future Islands er netop offentliggjort på den endelige Roskilde plakat.

 

Kim Larsen og Kjukken: Øst for Vesterled, 7. april

Kim Larsen og Kjukkens længe ventede album, som er opfølger til ”Du Glade Verden” fra 2012, lod vente endnu længere på sig end først planlagt, men nu er det tid, og albummet, ”Øst for Vesterled”, udkommer den 7. april. De sidste uger er flere og flere numre fra pladen blevet offentliggjort på Spotify, så du kan allerede nu høre Kim Larsens velkendte stemme synge i skrivende stund 10 af de 12 sange.

 

John Mayer: The Search for Everything, 14. april

Som optakt til sit syvende studiealbum har John Mayer udgivet to ep’er i januar og februar, kaldet ”The Search for Everything” ­– ”Wave One”, og ”Wave Two”, begge af fire numres længde. Om albummet har John Mayer udtalt til Rolling Stone, at det er mere end et "break-up"-album. Pladen er et resultat af tre års sessioner i Capitol Studiet i Los Angeles og dermed hans mest ambitiøse album.   

 

Charlie Watts: Charlie Watts Meets the Danish Radio Big Band, 21. april

Rolling Stones-trommeslager Charlie Watts udgiver 21. april livealbummet "Charlie Watts Meets the Danish Radio Big Band". Albummet er, som titlen antyder, en liveoptagelse af en koncert med Charlie Watts og DR Big Band fra DR Koncerthuset i 2010. Udgivelsen indeholder syv numre, heriblandt fortolkninger af flere Rolling Stones-sange.

 

Feist: Pleasure, 28. april

Det kommende album “Pleasure” bliver første udspil fra den canadiske singer-songwriter siden "Metals" fra september 2011 og Feists i alt femte studiealbum. Detaljer om albummet blev lækket på Wikipdia i starten af sidste måned, hvilket tvang indie-ikonet Leslie til tasterne, hvor hun på Twitter bekræftede rygterne om et kommende album, og udtrykte taknemmelighed for nysgerrigheden. Feist kan opleves på årets Haven Festival på Refshaleøen i august.

 

Kasabian: For Crying Out Loud, 28. april

Den engelske rockgruppe Kasabian, dannet i 1997, udgiver sidst i april måned deres sjette studiealbum, ”For Crying Out Loud”. Det kommende album vil indeholde 12 numre, inklusive førstesinglen ”You’re In Love With A Psyco”. Sanger og guitarist Sergio Pizzorno har udtalt, at albummet skal ”redde guitarmusik fra afgrunden”.

 

The Rumor Said Fire: Crush, 28. april

Efter mere end fire års albumpause udgiver The Rumour Said Fire den 28. april deres tredje album, "Crush". Mattias Glavå har mixet albummet, som forsanger og sangskriver Jesper Lidang beskriver som en blanding af medlemmernes kærlighed til både Fleetwood Mac og 80’erne, ”varmt, lækkert og vintage ad helvede til”.

Du har stadigvæk mulighed for at stille spørgsmål til The Rumour Said Fire via GAFFA. Så hvis du har noget, du altid gerne har villet spørge grupen om, er det bare med at komme til tasterne på Facebook, Instagram eller Twitter med hashtagget #therumoursaidfiresvarer, senest mandag den 10. april klokken 10.

 

Gorillaz: Humanz, 28. april

Sidste år lovede multimusiker Damon Albarn og digitalkunstner Jamie Hewlett (skaberne bag Gorillaz), at den animerede gruppe ville vende tilbage. Det længeventede album er det første, vi hører fra Gorillaz i syv år. På den regulære udgave af albummet vil der være 14 numre, og der er fem ekstranumre på deluxe-udgaven. Albarn og Hewlett har udtrykt, at der vil være store ændringer i både det visuelle og lyriske udtryk – da det ikke er interessant at lave noget, de allerede har gjort før. Albummet gæstes af blandt andre Mavis Staples, Carly Simon, Grace Jones, De La Soul og Savages’ Jehnny Beth.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA